Pludseligt sammenstød

Rohesia kunne til tider ikke lade være med at føle at hun var låst fast. Hun havde dog ingen andre at bebrejde end sig selv. Det var bare vigtigt for hende at hun klarede sig godt. Hun nikkede langsomt. Hun kunne godt forestille sig at det måtte være spændende at bruge langt det meste af sin tid i luften, også selvom der intet lærende som sådan var i det.

"Du kan vel stadig spille, måske bare ikke på professionel plan?" hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun skulle ikke begynde at snakke for meget op hvor fornuftigt det lød med en lærerplads. Det virkede til at Morgan havde haft brug for at komme lidt væk. Tage afstand fra mange ting, og hvis han helt naturligt fandt lysten til en læreplads, så skulle han gøre det.

"Så længe de overvejelser kommer fra dig selv, og ikke af hvad andre forventer" bemærkede hun og sendte ham et opmuntrende smil.

Rohesias blik var rettet mod Morgan, hun kunne mærke sit hjerte springe et ekstra slag over da han nærmede sig. Hun blinkede et par gange med sine øjne og forsøgte at ignorere varmen i kinderne.
"Jeg er sjældent god til at føle mine egne råd. Jeg prøver at leve op til hvad jeg tror mine forældre forventer af mig, selvom de aldrig nogensinde har vist nogen interesse i det. Spild af tid faktisk." sagde hun med et lille suk. Hun løftede hånden og strøg noget af Morgans mørke hår væk fra hans øjne så hun bedre kunne se ham. Hun kendte ikke til hans familie situation, ikke hvordan det havde været, men hun kunne forestille sig at det ikke havde været nemt at ens far havde været vicerektor. Kravene og forventningerne måtte stå i kø foran Morgans fødder.

Rohesia var i tvivl om om det hun ville, virkelig var hendes eget ønske, eller om hun var skubbet i netop den retning. Ingen af hendes brødre virkede interesseret i at føre familiefortaget videre, og selvom hun interesserede sig for faget havde hun aldrig overvejet om der havde været en anden mulighed. Hun kommunikerede ikke særlig godt med nogen af dem, og havde derfor altid haft svært ved at sætte en finger på om hendes forældre overhovedet så hende som front figur for butikken.

"Det, har jeg aldrig tænkt over" kom det så stille fra hende. Hun holdte vejret et kort øjeblik. "Jeg ville ikke vide hvor jeg skulle starte" hun havde aldrig haft tankerne ude for det liv som hun indtil havde levet. Der var en grund til at hun ikke havde talt med nogen på karrieredagen. Det var jo allerede mere eller mere bestemt.

"Jeg tror, at jeg gerne ville ud og rejse. Se og opleve de ting man kun har læst om" sagde hun og nikkede lidt som ordene forlod hende. "Hvad ville du bruge dit liv på?" Hun havde regnet med at Morgans svar ville være Queerditch relateret, men hun havde på fornemmelsen der var mere til ham end det.

"Hvis du nu hjælper mig til at blive bedre til at flyve, så skal jeg nok gøre mit for at få banket noget mere kløgt ind i dit hovedet" sagde hun og løftede hånden for at lægge sin pegefinger mod hans pande. Hun kunne ikke skjule det smil der viste sig på hendes læber, og holdte de grønne øjne direkte på ham.

Hun havde ikke mulighed for at opleve steder af verdenen foreløbig. Hun anede jo stadig ikke hvor hun skulle tage hen. I stedet var det måske bedre at kigge på nogen af de svagheder hun besad, hvor hendes styrke langt fra lå, som flyvning.

Rohesia mente ikke at man kunne få for meget viden, og nok var hun små tre år yngre end ham, men de var to forskellige personer og derfor havde andre ting at bidrage med. Så selvom han var færdig på Hogwarts var det ikke ens betydning med at han ikke kunne tage ved lære af en lille femårselev som hende. Hun trak dog på sine skuldre. Hun forstod dog udmærket hans behov for en mester. Hun kunne ikke huske om der også havde været karriere dag da Morgan var elev. Men muligheden havde været oplagt.

Hun sendte ham et roligt smil. Nok havde hun ikke den største chance for at få lov til at komme ud og se lidt mere af verdenen, men så kunne hun i det mindste forsøge sig med noget andet der ikke havde ligget hende særlig meget på sinde.
"Jeg er virkelig dårlig" bemærkede hun og skævede lidt til ham. Hun løftede sit glas og færdiggjorde sin øl.

"Måske. Jeg har ikke lagt nogen kræfter i at blive bedre til det" sagde hun og kunne ikke lade være med kort at grine. Hun havde brugt tiden med hovedet i bøgerne eller ude i drivhuset for at lære og studerer alle planterne. Der havde ikke været meget til overs til også at finde ud af hvordan en kost fungerede. Andet end de timer hun havde på første år.

"De ord er jeg sikker på du kommer til at tage i dig igen" sagde hun og rystede lidt på hovedet.

Rohsia var ikke uden videre sikker i sin tag omkring at lærer at blive bedre til at flyve. Det var en af de ting hun netop var så usikker på at bare tanken om at skulle gøre noget mere fik en mærkelig følelse frem hos hende. Hun blev nervøs, noget som hun ellers ikke kunne prale af at hun nogensinde blev. Hun ville være den bedste til langt det meste hun foretog sig.

"Jeg er ikke håbløs" bemærkede hun og skulede til ham. Det var dog tydeligt at der sitrede et smil i den ene side af mundvigen. "Jeg er bare mindre god til at flyve." sagde hun og klukkede let.