At gøre karriere

"Jeg ville ønske at nogen havde tisset på den." bemærkede hun med et let suk. Hendes blik flakkede fra sin bror og rundt i storsalen på de andre boder. Hun trak sine skuldre tættere mod halen og holdte vejret inden opmærksomheden igen blev vendt i Arthurs retning.

"Det er vildt uretfærdigt at jeg ikke må være troldetæmmer! Eller forbandelsesbryder" muggede hun en anelse surt og lagde armene over kors.

Det var virkelig også en sjældenhed at Rosalie var i et dårligt humør. Men et eller andet sted blev det mere virkelig for hende, at hun om nogen få måneder var færdig på Hogwarts. Hvilket et sted gjorde hende ked af det. Hun kiggede ned i gulvet og gned sin fod mod gulvet.
"Mor vil have jeg begynder at tage mere ansvar i kroen hvor hun kan holde øje med mig." sagde hun en anelse beklagende og så op og mod Arthurs bod. "Må jeg også få noget at drikke?" kom det så fra hende-

Rosalie havde til en start svært ved at tyde sin brors fnys. Grinte han af hende? Hendes øjne trak sig en smule sammen som hun betragtede ham i stilhed. Dog gjorde hans ord at skuldrene sank sammen og hun bedre kunne rette sig op.

"Når du siger, skabe mig et liv? Mener du så ægteskab eller erfaring." hun blinkede lidt med sine øjne. Der var mange kryptiske måder at sige det på. I sidste ende var Rosalie bange for overhovedet at bevæge sig uden for Hogsmeade efter det sidste skole forløb. Nok havde hun en livlig fantasi og store håb om at se verdenen. Men alt det havde i de sidste par år syntes så langt væk, og hun var blevet mere komfortable at de forblev drømme. Men hun følte sig slet ikke parat til at slå sig ned og se efter en god mand. Så hellere lægge på alle fire i krostuen og ordne trægulvet uden magi.

Rosalie havde nok taget munden for fuld. Hun havde ikke overvejet at hendes forældre nogensinde ville give hende lov, og havde troet at Yvettes trusler, ikke havde været andet end det. Vist var hun til tider umulig, men hun følte sig stadig som et barn, og mente ikke selv hun var klar til noget som helst. Det var ikke ligefrem fordi hun brillierede i nogen fag. Hun var middelmådig. Hvilket irriterede hende. Hvis man bare kunne få gode karakterer i at være frembrusende og morsom.

"Jeg vil i hvert fald ikke giftes!" hun fik sagt det i en hårdere tone end hun havde ønsket. Armene var blevet langt over kors, dog blev de ikke liggende der ret længe før hun vred sine hænder mod hinanden. "Det er ikke ligefrem fordi jeg besidder særlig mange brugbare talenter" sagde hun og så op imod Arthur. Hun vidste dog at hun gerne ville blive bedre, men at det tunge i bøger bare havde været alt for anstrengende for hende. Hun var langt bedre til fysiske ting.

Rosalie begravet sit ansigt i sine hænder. Det var langt fra fair overfor Arthur at hun begyndte at skabe sig. Det virkede trods alt som om at han var på hendes side, og det havde aldrig været hendes mening at virke så hård i sine ord. Hun kiggede ned på sine fødder. Varmen der havde spredt sig til hendes ansigt var ikke grundet vrede, men mest af alt var hun ked af at hun havde opført sig dumt.

Hun skævede op. "Undskyld" sagde hun beklagende, nærmest som om hun var på nippet til at græde, hvilket hos hende var en så stor sjældenhed at det endnu ikke var sket de sidste mange år. "Det skal ikke gå ud over dig" fortsatte hun så og vred let sine hænder mod hinanden endnu engang.

Det var tydeligt at se at Rosalies humør ikke var nær så positivt som det normalt var. Det blonde hår gled over i en mørk vinrød. Hun trak vejret dybt ind og vidste ikke helt hvordan hun skulle tyde Arthurs ord. Om det var fordi hun var kvinde og følsom i denne tid, at hun havde det med at analysere ting hun fik at vide på forskellige måder, vidste hun ikke.

"Du bliver her ikke?" spurgte hun lidt usikkert. Hun havde mest af alt brug for at kram, og der gik ikke længe før hun havde taget det sidste skridt mod sin bror, og hvilede panden mod hans brystkasse. "Hvis jeg går ud og får noget luft, lover du så at du stadig er her når jeg kommer tilbage?" spurgte hun så stille. Hun ville tage hans ord, og overveje hvilke mestre hun ville snakke med. Det kunne aldrig skade.