Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var et stykke tid siden at den kolde vintervind havde hærget over Hogsmeade. Val havde derfor mulighed for, for første gang at bevæge sig ud i haven for at se til de spire der havde nydt godt af vinterens kulde. Hun strøg et par fingre gennem de svage brunlige krøller med et let suk da synet som hun mødte ikke begejstrede hende. Smilet falmede og hun satte sig på huk foran den ødelagte have. Det var tydeligt at det ikke kun kunne havde været vejret. Hendes bryn trak sig sammen som hun kunne se at der var mere end et par sæt fodspor i sneen.
Hun skævede mod døren indtil stuen inden hun langsomt rejste sig. Det var tidligt på morgenen, dog var det så lyst at hun tydeligt kunne se hvad der var forgået. Med langsomme skridt gik hun op af trappen til soveværelset og satte sig på sengens kant. Der stak kun et par sorte krøller frem fra den hvide dyne. "Dit skjold virker ikke mod ubuden gæster med magiske evner" sagde hun med et lille suk.
Post by Theodore Bennett on Feb 12, 2017 14:19:48 GMT
Theodore var aldeles ikke et morgenmenneske, og i særdeleshed ikke i vinterhalvåret. At en ny dag var begyndt havde aldrig været en decideret grund til at stå op. Når den nye dag hørte til det sidste og bedste par i ugen, og når den endda startede i det hus han var så heldig at dele med sin henrivende hustru Val, så var der en bedre logik i at blive i sengen end at forme sin dag i bidende kulde og muldvarpemørke.
Det var et lille skub i den rigtige retning, at den halvdistræte mand kunne vågne forvirret op og sende sit studsende blik rundt i omgivelser, der var mættet nok i dagslys til at man så dem. Men den lyse start gjorde ham ikke klarere i hovedet: da han tumlede halvvågent rundt i sengen, havde hans arm savnet selskab i Vals side. Ikke overraskende: hun kunne klare sig fri af tæppernes gidseltag på alle tidspunkter, men især om morgenen.
Han hev tæppet over ørerne. Han var ikke helt morgenfrisk nok til at kunne fordøje sin hustrus talenter som han gerne ville det. Sengen knirkede sigende efter lidt tid, og lyden af hendes stemme og det hun sagde pustede noget af tågen væk i Theodores hoved. Han kiggede op med strittende hår, der virkede velkoordineret til hans chokerede ansigtsudtryk. "Har der været rov i haven i nat?!" Det bekymrede ham med den måde hun sukkede på.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 13, 2017 0:20:43 GMT
Der kom et lille smil frem på Vals læber, over hendes mand grimasse over ikke helt at være så morgenfrisk som hende. Hun havde ikke helt den samme idé om hvad tid på morgenen det var, grundet vinterens tag på lyset. Et mildt, dog beklagende blik hvilede mod Theodore, og Val nikkede langsomt med sit hoved. "Der er fodspor i sneen, men de kan lige så godt være mine egne. Jeg er dog sikker på det hverken er insekter eller en vaskebjørn" sagde hun og skævede mod ham med et kort lydløst grin.
Det skulle ikke tage alt det gode humør fra hende, selvom det var træls at det meste af hendes have ikke havde overlevet overfaldet. Hun spidsede let læberne inden hun lænede sig frem for at kysse sin mand godmorgen. "Men det undre hvis nogen kunne finde på at stjæle. Hvis de manglede knuse sneblomster, eller frø fra en sort lilje, at de ikke blot bankede på og hørte om jeg havde noget til overs" hendes bryn trak sig sammen, og hun så ikke særlig glad ud. Faktisk irriterede det hende, selvom hun så vidt muligt forsøgte at holde de positive tanker længst fremme. Hun havde lagt en del arbejde i det, og at bruge magi til at få dem til at gro igen ville langt fra være det samme, som den naturlige tid det tager for en spire at vokse sig stor.
Post by Theodore Bennett on Feb 14, 2017 17:12:40 GMT
De medtagede øjenbryn krummede sammen, da han fik forklaringen på hvorfor hun så ærgerlig ud. Selvom hun sad med det rolige ansigtsudtryk der virkede så naturligt på hende - så kendte Theodore sin yndlingsheks og den omsorg og tid hun investerede i deres have godt nok til at vide, at hun ikke var ligeglad med fodsporene. Hun lod bare være med at blive indebrændt eller sønderknust, når de små ting gik hende imod. Theodore forsøgte stadig at aflure hvordan det lod sig gøre at være sådan.
Hun behøvede ikke gøre mere end at se sigende på sin mand og sige vaskebjørn, så brast Theodore i en hjertelig latter. Han mærkede på sine fødder. "Pudsigt, men det er vist ikke den her vaskebjørn, du skal have fat i. Han har tørre, og faktisk også tomme, poter." Han sneg hænderne om livet på hende og lænede sig ind i morgenkysset. "Ja, de fleste burde vide, at det er unødvendigt og ekstra arbejde for dem selv. Du har givet fra haven, uanset om det var naboerne eller eleverne, der spurgte." Han brummede og nussede hende lidt ved ribbenene.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 14, 2017 18:07:31 GMT
Hun var glad for at han kendte hende så godt, at hun til tider ikke behøvede at sige noget, før han forstod hvor hun ville hen. Der kunne dog til gengæld også være dage hvor det var det stik modsatte. De var så forskellige, og alligevel delte de et par af samme personlige træk. Der skulle jo være en der kunne være den realistiske, hvor han til gengæld spredte opfindsomhed og brede smil omkring hende. I de mange år de havde været sammen, kunne hun nu ikke forestille sig det på nogen anden måde. Det enete der manglede var en forøgelse til familien. Noget Val indtil videre ikke havde været i stand til. Særligt var hun ekstra berørt over havens uorden da nogen af de planter der var blevet hende frarøvet skulle bruges i en eliksir til fertilitet. Nok kunne hun gå til en anden helbreder, men hun havde sin egen måde at gøre det på. Hun trak vejret dybt ind.
"Nej, haven holder du dig fra, men alle andre steder.." et mildt grin skyllede op og Val rystede på hovedet. Hun hvilede let imod kysset, og for en stund kunne hun nyde det perfekte de havde sammen. Selvom at det overordnet ikke var jordens undergang, så fyldte det en stor del. Hun var den mere følsomme af de to, og vidste at hvis ikke hun gjorde noget ved det, ville hun bare gå rundt og være sur i længere tid end hvad der var nødvendigt.
"Men jeg tror jeg kan redde et par frø, og ved jeg har et par liggende et sted. Det var bare ikke lige hvad jeg havde regnet med at stå op til" sagde hun og strøg et par fingre over Theodores morgenkrøller.
Post by Theodore Bennett on Feb 16, 2017 15:45:51 GMT
Theodore klukkede, over den velkendte sandhed, der lå i det diskrete albuepuf - og fordi han var ualmindeligt tilfreds med, at han stadig nød den type anerkendelse hos Val. Det smagte af en tid sammen med hende, som han undrede sig over var gledet langvejs ud i horisonten, men som han faktisk ikke savnede. Han synes stadig ikke skoen passede, men det var altså blevet betydeligt sværere at overse, at han var en af de voksne: han havde en levevis, et ingenmandsnavn de fleste genkendte, og et hus han delte med hende, sammen med drømmen om at de blev flere.
"Jeg håber bare ikke at det skal give dig en skæv start som helbreder, fordi haven spontant har besluttet sig for at gå i vinterhi." Han smilede interesseret over hvordan hun styrede rundt i de løse krøller, og lænede overkroppen længere ind imod hendes.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 19, 2017 0:23:26 GMT
Val gled et par lette fingre hen over det mørke hår, inden hun lagde den blidt mod hans kind. Hun var nogen gange for god af sig. Selvom hun vidste de var perfekte sammen, så havde hun haft sin tvivl, om de nu også var helt lykkelige. Hun bebrejdede sig selv over de børn de endnu ikke havde, hvor mange kræfter hun end havde lagt i det. Hun sukkede svagt, og lod tankerne glide bort da hun tillod sig selv at blive suget ind i Theodores velkendte favn.
Hun lod sig trille om på ryggen, og hvilede begge sine arme omkring hans skuldre. "Det hjælper næppe at skælde dem ud" bemærkede hun og lo. Hun sukkede en anelse og strakte hovedet en smule for igen at skænke ham et kys. Hun vidste hun burde arbejde på sagen om de forsvundne planter, og alligevel havde hun svært ved at rejse sig fra sengen.
