|
Post by Mairwen Underwood on Feb 19, 2017 15:17:47 GMT
Mairwen kendte endnu engang Atticus, hans ord overraskede hende ikke og hun kunne ikke lade være med at sukke en smule overbærende. Derefter så hun ham tænksomt i øjnene og smilede derefter venligt. "Ingen starter ud med at være en god far. Det handler om at ville gøre en indsats og lære af sine fejl." Sagde hun og glattede sit skørt lidt ud. "Jeg var ikke en perfekt mor til at starte med heller.. det er selvfølgelig nemt til at starte med, når de er små. Opdragelse er det svære, men man lærer det og belønnelsen er det barn man har bragt til verden og ser vokse op." Hendes blik blev helt ømt som hun betragtede Atticus. Hun holdt virkelig meget af sin søn. Han var hele hendes verden.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 19, 2017 21:34:02 GMT
Atticus havde aldrig overvejet muligheden. Måske det også hang sammen med at han nok havde brændt en del broer allerede til at chancen lå lige for næsen af ham. Han var bange for at han ikke kunne finde ud af det. At sætte et lille liv i verden ville ændre alting. Det var ikke noget som man kunne tage tilbage når man fandt ud af at man alligevel ikke var i stand til det. "Du kender mig, jeg er ikke god til at være på det samme sted længere tid af gangen" sagde han og sukkede en smule.
"Men hvis jeg fik min egen båd.. Hvis muligheden for at rejse stadig var der" Han så tænksom som han gled blikket op på Mairwen. "Søde Mairwen.." hviskede han stille. Han løftede hånden for at ae hendes kind.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 20, 2017 10:44:06 GMT
Mairwen betragtede ham nøje og nikkede langsomt over hans konstatering. De vidste begge at han ikke var særlig god til at være låst fast, men hun havde aldrig forventet at han ville gøre netop det. Hun havde dog troet at han ville gifte sig med hende. Engang.
Hun stivnede lidt under hans berøring og så ham i øjnene med et opmærksomt blik. Normalt ville hun ikke tolere den slags opførsel, men hun havde et svagt punkt for Atticus - hvilket altid havde irriteret hende en smule. "Er det det du er kommet for at gøre? Tror du bare jeg vil invitere dig med ind i min seng som da vi var yngre?" Spurgte hun men flyttede ikke hans hånd. I stedet så hun ind i hans øjne en smule forvirret og såret.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 20, 2017 21:32:03 GMT
Atticus øjne blev kort store. Han havde ikke forventet disse ord fra hende. Faktisk anede han ikke helt hvad han havde forventet at Mairwen ville gøre. I hans fulde tilstand, var lige nu vist en anden side af sagen end de sober tanker han forsøgte at forholde sig til. "Nej?" sagde han en anelse forvirret. "Jeg mener.." han gned let den anden hånd mod sine øjne og sukkede.
"Fordi jeg aer din kind betyder det ikke jeg automatisk antager at jeg også kan flå tøjet af dig" bemærkede han og kunne ikke skjule det korte smil. "Tro mig, det sidste jeg forventede var at du ville lukke mig ind" han skævede til hende og strøg en tommel hen over den blege hud.
"Skal jeg gå?" spurgte han så endeligt, og ærligt. Han forventede langt fra noget fra hende, men nærmest beskyldes for skjulte tanker ville han heller ikke.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 21, 2017 14:43:55 GMT
Mairwen følte sig til grin nu og det gjorde ikke hendes humør bedre. I stedet for at se ham i øjnene, vendte hun sit ansigt en smule væk fra hans og fnøs afdæmpet. "Du var ellers så glad for at flå tøjet af mit i sin tid." Sagde hun med en smule anklage i sin stemme, inden hun vendte blikket mod ham igen over hans spørgsmål. Hun kunne ikke helt holde det ud, men hun havde ikke lyst til at han skulle gå. Det var ensomt at bo i huset efter hendes mand var død og på trods af hun ikke stolede på ham, var han bedre selskab end intet. "Nej bare bliv." Sagde hun og slog blikket ned mens hun sukkede afdæmpet. Det måtte vel være på tide at hun overgav sig og holdt op med at være så vred på ham over deres fortid.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 21, 2017 20:01:33 GMT
Atticus så en smule fortabt ud i sit ansigtudtryk da Mairwen vendte sig bort fra ham. Han blinkede forvirrende med sine øjne som et tungt suk forlod ham. "Du var også villig til at flå tøjet af mig" bemærkede han med et skælmsk smil. De havde været to om det dengang. Han havde ikke lokket hende i fordærv, selvom det var sådan snakken ret hurtigt kunne havde været gået, havde de ikke været forsigtige.
Han havde ærligt ikke lyst til at blive siddende hvis de skulle hakke på hinanden igen. Han havde håbet på at de kunne finde ud af det sammen, og selvom han savnede hende forventede han ikke noget af hende.
Atticus overvejede at svare hende tilbage. Han følte sig en smule ligegyldig, en følelse han et eller andet sted havde på fornemmelsen at hun kendte til, selvom han ikke ville spørge ind til det. Han trak løst på sine skuldre uden at sige noget. I stedet drejede han sig så han kunne læne sig tilbage i sofaen.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 22, 2017 13:02:18 GMT
Mairwen skævede mod ham da han lænede sig tilbage og bøjede nakken let, inden hun flyttede blikket hen på sine hænder. Sådan sad hun et øjeblik, inden hun rettede sig lidt op og drejede ansigtet mod ham. Derefter lænede hun sig tilbage mod ryglænet og lagde sit hoved på hans skulder. "Det har du vist ret i." Sagde hun til sidst, selvom det var en stund siden han havde talt. Hun forsøgte altid at lægge skylden over på ham, men han havde jo ret i at de begge havde været lige gode om det. Alligevel følte hun sig en smule forrådt, hans manglende lyst til at gifte sig med hende var den primære grund til dette.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 22, 2017 21:26:09 GMT
Atticus betragtede hende. Han kunne bruge en evighed på at forklare om hvorfor han netop nærmest forsvandt for år tilbage. Hvorfor han ikke følte sig klar til at være voksen og ansvarlig. Ikke at nogen af de grunde var rimelige og tilgivende. Men det var i sidste ende ikke noget han kunne gøre noget ved. Han vidste ikke engang om han var tilbage, og det var nok noget af det der skræmte ham.
Mairwen var enke, muligheden var der, selvom det havde været nemmere for ham bare at gifte sig med hende dengang. Alligevel fandt han sig selv med det ene ben allerede på vej væk.
Han var dog glad for at de kunne dele skylden omkring deres vilde elskov. "Det var tider" sagde han med et suk.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 23, 2017 12:42:07 GMT
Mairwen løftede sine øjenbryn lidt over hans ord og smilede en anelse skævt. Det virkede dog ikke som om der var så meget mere at tale om og da hun følte sig en smule træt, rettede hun sig op og vendte ansigtet mod ham. "Jeg må vist hellere se at komme i seng nu Atticus." Sagde hun og blottede sine tænder en anelse, mens hendes blik gled hen over hans ansigt. Hun vidste ikke om han ville forstå hentydningen, men det var i hvert fald svært for hende at lade ham blive aftenen ud. Hun havde heller ikke lyst til at han skulle møde Marius. Måske ville han se hvor meget han lignede ham.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 25, 2017 22:45:56 GMT
Atticus kunne høre hendes ord tydeligt. Men han kunne alligevel ikke lade være med at overveje om hun nu også mente det. Før i tiden havde han været langt mere sikker på sig selv overfor hende end han var nu, og derfor gik der heller ikke længe før han rejste sig fra sofaen. "Ja.. Jo. Det er også sent" sagde han og løftede hånden for at klø sig lidt i nakken. Han kunne ikke være bekendt at trænge sig mere på end han allerede havde gjort.
Et smil trak dog op som han tog det sidste skridt hen imod hende for at placere et enkelt blidt kys på hendes kind.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Mar 2, 2017 13:48:48 GMT
Mairwen betragtede ham afventende, nysgerrig efter at se hans reaktion. Hun var overrasket over han var så eftergivende, men måske havde han rent faktisk ændret sig siden de var unge. "Det er det." Svarede hun og glattede sin kjole forsigtig, inden hun mødte hans blik og smilede skævt. Da han kyssede hende på kinden, løftede hun sine øjenbryn let og blottede sine tænder i et lettere overrasket smil. "Godnat Atticus." Bemærkede hun og rettede sig lidt op, dog uden at gå sin vej.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Mar 9, 2017 17:11:20 GMT
Hvorfor gik hun ikke? Det var ikke en tanke han nået at overveje særlig længe før lyst og impulser slog gnister i kroppen på hende. "Tilgiv mig" nærmest mumlede han før han trådte det sidste skridt hen imod hende der udgjorde afstanden imellem dem.
Han lagde en hånd om hendes nakke og pressede læberne mod hendes i et håb om at hun som ham ville give efter.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Mar 9, 2017 18:23:39 GMT
Mairwens øjne blev blanke over hans ord, det var det eneste hun havde ønsket at høre i så lang tid siden hun var blevet gravid. Hun havde tænkt sig at tilgive ham, i virkeligheden havde hun allerede, selvom hun ind i mellem lod som det modsatte. I stedet for at svare på hans bemærkning mærkede hun sig selv give efter for hans kys og langsomt lukke sine øjne i. Til sidst endte hun med at gengælde det forsigtig og lagde armene om hans hals mens hun blidt trak ham med ned og sidde i sofaen igen.
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Mar 11, 2017 17:44:49 GMT
Atticus var glad for at hun ikke skubbede ham væk. Han tog det hele ind, det var jo så længe siden han havde mærket hende så tæt på og var næsten som om at den nøgne kvindehud brændte mod hans fingerspidser. Han lod hende trække sig med tilbage til sofaen, og lagde glædeligt sine arme omkring hende som små suk forlod hans læber som stadig var mod hendes.
Selvom han kendte hendes krop, havde de begge forandret sig, dog var han ikke sen til blidt at føre en fri hånd op af hendes krop. Hans åndedræt var tungt som han trak hovedet til sig og brød deres kys så han bedre kunne se på hende. En svag antydning af et smil viste sig som han strøg et par fingre over de mørke lokker.
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Mar 13, 2017 19:24:29 GMT
Mairwen blev fanget af det lidenskabelige kys og som hun trak ham ind til sig, gengældte hun det med lukkede øjne. Først da hun kunne mærke han afsluttede kysset, så hun ham en smule undrende i øjnene. En del af hende havde lyst til at flygte langt væk men størstedelen af hende kunne ikke give slip på ham igen. I stedet lagde hun sin hånd om hans og rejste sig endnu en gang for at trække ham med op på sit værelse. Morgenstunden kunne hun ikke tænke på, lige nu var det kun ønsket om at være tæt på ham igen der brændte i hende. "Kom med." Sagde hun og smilede let.
|
|