|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 8, 2017 22:57:02 GMT
Arthur smilede skævt over den meget kontrollerede måde Edith svarede på, selvom han lige havde set hende smile væsentligt mindre kontrolleret. Han trak lidt på skuldrene som svar på konstateringen, før han måtte klare halsen lidt og gik over til at klø sig i skægstubbene med rynkede bryn.
"... Det ved jeg ikke. Måske var jeg lidt. Men så fik jeg Toby. Børn har en god evne til at holde en nede."
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 8, 2017 23:05:37 GMT
Deres familier var begge i rådet og der var en ganske god chance for, at hun på et tidspunkt havde hørt om Arthurs ægteskab og søn, men koblingen var ikke kommet til hende. I hvert fald føltes det som en nyhed, da han nævnte det og hun så mildt overrasket ud i et sekund eller to, før et lille smil buede læberne op.
"Men de er det hele værd," kunne hun ikke lade være med at tilføje lavmælt og med mere varme end noget andet hun hidtil havde sagt. Blikket sænkede sig kort til kruset, før hun trak det til sig og så op igen. "Hvor gammel er han?"
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 10, 2017 2:04:30 GMT
Et kortvarigt, næsten nysgerrigt blik gled over den yngre Clagg og Arthur smilede svagt, som han kunne konstatere, at hun måtte have et barn. Det havde han ikke lige overvejet. Han havde ganske vist heller ikke rigtig tænkt over det. "Toby?" Hans smil voksede en smule, helt instinktivt. "Han er fire år gammel. En rigtig lille mand, efterhånden."
Han kløede sig lidt på siden af halsen. Atticus ville bestemt ikke bifalde det samtaleemne, men han vidste jo heller ikke hvad der var gået forud. "Hvor gammel er din?"
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 14, 2017 21:23:10 GMT
Det var et uventet sted at finde fælles grund, men den var der uden tvivl og Edith var ikke ukomfortabel med den. Tværtimod kunne hun ikke lade være med at smile svagt over forandringen i Arthurs udtryk og toneleje, da han talte om sin søn. Det var nemt at genkende.
"Hollis er samme alder," svarede hun med et smil, der voksede en smule. Hagen løftede sig lidt, som et lidt underfundigt udtryk rodfæstede sig i de mørke øjne. "Det ser ud til, at de kommer til at gå på Hogwarts sammen en dag?"
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 14, 2017 22:27:44 GMT
Arthur skar en lille grimasse, før han kom til at le over hendes konstatering. "Åh nej," udbrød han som kommentar til det. "Vi må håbe de er bedre til at tale sammen end deres forældre."
Hans blik spillede lidt, som han så det modsatte for sig. Han havde aldrig set Hollis Rabnott, men i hans hoved var hun bare en mindre udgave af sin mor.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 15, 2017 12:34:49 GMT
Ordene fostrede en dæmpet latter fra Edith, som neddæmmede den med en tår fra det nærtomme krus. En tænksom lyd fulgte og hun trak let på skuldrene, som hun satte det fra sig igen. "Lige nu går det ikke så slemt," bemærkede hun og så op for at møde Arthurs blik igen.
At der indimellem blev holdt øje med dem fra det nærliggende bord, tænkte hun ikke meget over. Til gengæld kunne hun ikke helt lade være med at smile en anelse ved tanken om Hollis, gammel nok til at tage til Hogwarts.
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 15, 2017 15:30:47 GMT
Arthur fulgte Edith med blikket, som hun drak af kruset. Hans smil svandt ind og da hun så på ham, røg hans ene bryn en anelse op, før han klarede halsen og selv så væk med en svag sitren i mundvigene.
"Nej," måtte han dog indrømme, som han flygtigt så sig over skulderen og hen på de to venner, der havde fået andet selskab. Han var ikke i tvivl om, at Atticus ønskede sig selv et stort tillykke over at have skubbet ham i armene på Edith Clagg.
"... Så måske vil du genoverveje at komme på De Tre Koste igen?" Hans blik mødte hendes, som han trak en anelse på smilebåndet. Det var ikke hans mening at være charmerende, men de lyse øjne spillede alligevel en anelse over spørgsmålet.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 16, 2017 0:05:33 GMT
Der var i hvert fald ingen tvivl om, at de kommunikerede bedre nu. Edith var i hvert fald bevidst om det, men det var en god forandring. Nok til at spørgsmålet fik hende til at se overvejende på ham, før det trak i hendes mundvige og hun bøjede nakken let.
"Det ér tættere på hjem end her," konstaterede hun, som om hun overvejede. Hovedet gled lidt til siden, før smilet vandt en anelse mere kraft - uden at afsløre tænderne bag. "Det må jeg hellere. Jeg fik jo aldrig smagt den øl..."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 16, 2017 19:53:14 GMT
Arthur kunne ikke lade være med at grine, da hun afslørede motivet for at komme tilbage til kroen. Han kløede sig lidt på siden af halsen og smilede skævt.
"Nej," svarede han, en smule drævende, selvom han udmærket vidste hvis skyld dét var. "Jeg må næsten skylde dig en, hvis du kommer igen. Det ville også hjælpe betragteligt på hvor vred min lillesøster er på mig over det..."
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 17, 2017 0:00:57 GMT
Ediths øjenbryn gled en anelse op og det sitrede afslørende i hendes mundvige. "Det lyder foruroligende," konstaterede hun, mens tankerne cirklede en enkelt gang om at den vrede ikke var helt ufortjent - men der var ingen grund til at rippe op i sår, der så småt var ved at læges.
I stedet rankede hun sig lidt. "Det kan jeg næppe takke nej til. Til gengæld vil jeg bestræbe mig efter at være mere..." Øjnene kneb sig lidt sammen. "Hm. Imødekommende?"
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 17, 2017 0:22:04 GMT
Arthurs mundvige sitrede svagt over Ediths udtryk og han nikkede en enkelt gang, før han kom på benene. "Aftale," svarede han dæmpet, men med et afslørende smil. "Inden mine venner får idéer om at jeg har nogen som helst succes med at forføre dig, må jeg hellere... Du ved."
Han blinkede en enkelt gang og strøg en hånd gennem krøllerne. "Jeg lovede vist at betale dit måltid, hvis du lod mig sidde?"
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 17, 2017 0:45:49 GMT
Edith blinkede en enkelt gang over ordene og ufrivilligt gled hendes blik mod omtalte venner. Samtidig kunne hun ikke helt gennemskue hvordan hun skulle tolke, hvad han sagde og hun endte slet og ret - en anelse akavet - med at ignorere det og blot forholde sig til det sidste. Det var dog som om at det svage smil var bare en smule mindre naturligt, end det havde været kort forinden.
"Det behøver du ikke," forsikrede hun, måske for at slå fast at hun skam heller ikke troet at han havde haft intentioner om... Forførelse. "Jeg skal nok lade være med at fortælle dine venner, hvorfor du i virkeligheden kom herover."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 19, 2017 15:48:23 GMT
Arthur var lidt rød i ørerne som en anden skoledreng, men han formåede at lade være med at blive samme farve som et modent æble i hele ansigtet, som han smilede lidt over hendes svar og rodede op i krøllerne i nakken.
"I orden," medgav han. "Og du lover, at du kommer forbi De Tre koste igen...?"
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Feb 19, 2017 20:11:07 GMT
Der var halvmørkt i kroen og hvis han ører skiftede farve, var der ikke megen chance for at hun kunne se det. Hun så da heller ikke efter det, men gengældte blot smilet og nikkede, med et blik der kort var distraheret af fingrene i krøllerne. I et splitsekund, før hun så ind i lyse øjne igen.
"Det lover jeg," svarede hun, en smule muntert, men ikke uden at mene det.
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Feb 19, 2017 20:58:18 GMT
Arthur sendte Edith et smil, der ikke forsøgte at være charmerende, men alligevel lidt var det, i hvert fald hvis man i forvejen var en smule tiltrukket af ham. Det tænkte han dog ikke rigtig at hun var. I stedet tænkte han på De Tre Kostes bedste og det var definitivt, at hun kom igen. At han også godt kunne tænke sig det var... Underordnet. Han nikkede lidt, før han blinkede en enkelt gang. "Jeg hilser Atticus," lovede han på vejen væk. Lukket |
|
