Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Edith havde haft mere end travlt over de sidste par dage og den dårlige samvittighed over at lade Hollis blive passet hos sin farmor - som datteren ellers holdt af - var ikke fraværende. Især ikke, som hun nu tillod sig at holde fri lidt og spise sit aftensmåltid i de velkendte omgivelser på kroen i Godricdalen.
Det var dog over Hollis' sengetid og velvidende at hun ikke kunne hente hende før den efterfølgende dag alligevel, så affandt hun sig med det. Humøret var da også en anelse mere opløftet på det tidspunkt, hvor grønne flammer sendte flere gæster ind i krostuen. Først mærkede hun sig ikke med det.
Ikke før en lidt prikkende fornemmelse af øjne i nakken meldte sig og hun drejede hovedet og fik øje på en bekendt, krølhåret skikkelse - og en af grundene til at hun sad hvor hun gjorde og ikke i Hogsmeade. Overraskelsen var klar i et øjeblik, før hun slet og ret så væk og lod som om at hun ikke havde set ham.
Post by Arthur Dodderidge on Feb 1, 2017 20:43:35 GMT
Arthur var ikke tilfreds med situationen, men at frasige sig at gå op til Edith Clagg ville have krævet en forklaring og han havde absolut ikke lyst til at fortælle sine to venner om den nedsmeltning han havde fået overfor hende. Det var for pinligt.
Derfor fandt han i stedet sig selv gående imod hende med tunge skridt; på vej til skafottet. Han spurgte ikke, men dumpede slet og ret ned på stolen overfor hendes med et tungt suk. Lige i det øjeblik var Atticus bestemt ikke hans bedste ven.
Mørke øjne spærrede sig helt op, da det netop var den krølhårede mand, der dumpede ned foran hende øjeblikke senere og hun betragtede ham med en næsten vantro blik. Hånden, der havde været ved at løfte et krus, sænkedes igen og hun rettede sig varsomt helt op.
Deres sidste møde stod i lysende klar erindring for hende og mens flere, spydige kommentarer allerede hvilede på spidsen af hendes tunge, holdt hun dem tilbage og så blot på ham. Det var ham, der var kommet. Der måtte tydeligvis være en grund og hun afventede den helt tydeligt.
Post by Arthur Dodderidge on Feb 1, 2017 21:37:54 GMT
Arthur var godt klar over, at han ville blive nødt til at komme med en forklaring. Han bed sig lidt i tungen, men i sidste ende var han ikke en, der plejede at have problemer med at få den på gled. Efter at have klaret halsen en enkelt gang, trommede han i bordet mellem dem og så op på Edith.
"Så. Jeg er her ikke af fri vilje," konstaterede han. "Min ene ven derovre, Atticus Llewellyn, han mente, at jeg skulle tale med dig, fordi du ser sød ud og han ikke har..." Han skar sig selv af og trykkede læberne lidt sammen. "Uanset. Jeg kunne ikke give mig til at forklare dem, at jeg havde tilsvinet dig uretmæssigt på De Tre Koste. Vil du måske overveje bare at tale med mig i et øjeblik, hvis jeg betaler dit måltid?"
Det var ikke, hvad hun havde forventet og selvom hun ellers til tider mestrede isdronninge-ydret, så kunne hun ikke skjule sin overraskelse nu. Blikket gled i retning af omtalte ven og dvælede der et sekund eller to, før mørke øjne rettede sig mod Arthur igen.
I et øjeblik overvejede hun at takke helt nej og måske afspejlede hendes blik det, før hun alligevel mindede sig selv om den halve undskyldning i hans ord. Af samme grund tog hun til sidst en indånding, før hun nikkede sin accept. Derfra blev hun også den første til at tage ordet.
"Hvad gjorde jeg, der fornærmede jeres kro?"
Ingen grund til at gå om den varme grød. Hvis de skulle tale, skulle det absolut være om erumpenten i rummet.
Post by Arthur Dodderidge on Feb 2, 2017 18:26:05 GMT
Fair nok - det var Arthus anden tanke, efter han havde sunket en gevaldig klump og trang til at himle med øjnene af hende. Han havde intet krus at tage en tænksom tår af og i stedet klarede han halsen lidt, før han trak på skuldrene. Han kendte svaret, men købte sig alligevel lige tiden til at formulere det.
"Du sad og stak til maden, som om det var hundeæde," konstaterede han ærligt. "Og du opførte dig som om jeg var en halvhjerne. Det synes jeg var ret strengt."
Edith var reelt uforstående og med de to tilskuere ved bordet et stykke derfra, satsede hun på at det gav hende muligheden for at få et kontrolleret svar. Da hun fik det, var overraskelsen til stede igen, men denne gang var den ikke lige så klar på hendes ansigt. Til gengæld slap hun en tænksom lyd og drejede sit krus en enkelt gang.
"Jeres mad var vidunderlig," konstaterede hun simpelt og så ind i de lyse øjne på den anden side af bordet. "Jeg havde mine egne årsager til ikke at spise den. Jeg beklager, at det gav et forkert indtryk," svarede hun, helt reel. I det korteste øjeblik trak det i hendes mundvige og øjenbrynene hævede sig lidt.
"Og hvad angår det andet, så er det ikke hvad jeg tror. Selvom det ikke var den høfligste betjening."
Post by Arthur Dodderidge on Feb 6, 2017 14:02:34 GMT
Det skurrede lidt i Arthurs mellemgulv, selvom han var hudløst ærlig. Han havde været lidt et hundehoved og i hvor høj grad blev tydeligere, som Edith forklarede sig. Der lå en undskyldning på hans tungespids, men den blev bremset af hendes sidste sætning, som fik ham til at rynke lidt på næsen, før han klarede halsen.
"Måske ikke," medgav han til sidst, selvom der stadig var en del af ham, der var uenig. "De fleste af vores gæster er lidt mere... Hjertelige." Han skottede til sine to venner, men gjorde ikke mine til at rejse sig. "Du har selvfølgelig ret til at være som du er," endte han med at konkludere, før han så hende i øjnene igen.
Edith sænkede blikket kort over hans ord, men det trak den mindste smule i hendes mundvige. Da de mørke øjne gled op igen, fæstnede de sig i Arthurs lyse og hun endte med at bøje hagen en anelse i en stille accept af hans ord.
"Det er ikke min intention at virke afvisende," konstaterede hun, helt ærligt. "Men jeg er klar over, at det sker. Jeg kan ellers godt lide jeres kro."
Post by Arthur Dodderidge on Feb 8, 2017 19:13:37 GMT
Arthur skulle til at åbne munden og sige et eller andet, sandsynligvis ikke videre klogt, da Edith kom ham i forkøbet og tog røven på ham. Hans bryn rykkede sig en anelse op, før de trak sig sammen og ham så undrende på hende.
"... Kan du? De Tre Koste?"
At hun både skulle kunne lide kroen, ikke betragte ham som en idiot og samtidig være i stand til noget så menneskeligt som at smile lidt, efterlod ham temmelig chokeret.
Edith måtte minde sig selv om, at hun allerede havde konstateret at han var mere intelligent end han virkede til, da han gentog hendes ellers temmelig åbenlyse svar. Hun bed sin første kommentar i sig og smilede i stedet ganske let, som hun nikkede.
"Naturligvis. Der er rart at være," fortsatte hun i stedet tålmodigt, men også reelt. Tænderne var i det korteste øjeblik synlige. "Jeg nød også din sang."
Post by Arthur Dodderidge on Feb 8, 2017 21:01:24 GMT
Arthur blev ikke så tit forlegen, men hendes uventede kompliment ramte ham alligevel og en anelse varme steg op i de blege kinder, før han rodede sig i håret og skævede tilbage til sine to venner, som tydeligvis var rigeligt optaget af andet end at stirre på ham.
"Nå... Jeg mener tak." Han rømmede sig lidt og så hende i øjnene. I de unaturligt store, brune øjne. "Så... Ehrm. Undskyld," fik han tvunget sig selv til at sige, før han også trak en anelse på smilebåndet. "Er det rigtigt at du har afvist Atticus? Min ven derovre?"
Edith fulgte ubevidst bevægelsen, da fingre rodede op i de ustyrlige krøller. Først et halvt sekund senere blev hun klar over det og hun trak blikket til sig, for i stedet at rette blikket mod bordet han var kommet fra. De dvælede ved de to mænd og ved den ene af dem, kom genkendelsen efter et kort øjeblik.
En lille lyd undslap hende, der ikke helt kunne tilskrives den ene eller den anden følelse. "Ja," kunne hun dog kun svare, som hun så tilbage mod den krølhårede krodreng. "Jeg er sikker på, at han er en god mand," (sagde hun mest fordi, de to var venner) "Men det var vist ikke for mig."
Post by Arthur Dodderidge on Feb 8, 2017 22:29:35 GMT
Arthur kunne ikke lade være med at smile skævt over hendes svar, før han kom til at grine oplagt og måtte klare halsen lidt. Han kløede sig en smule i nakken, inden han skævede kort over på Atticus igen.
"Han er helt sikkert ikke en god mand," konstaterede han ublu. "Men det er der mange kvinder, der godt kan lide. Rigtig, rigtig mange..." Han hævede brynene lidt.
Da Arthur sagde det, som hun selv havde været for høflig til at sige, kunne hun ikke lade være med at smile. Nok til at tænderne kom næsten helt til syne, før hun fik neddæmmet det og skævet tilbage over mod den omtalte troldmand. Et muntert fnys gled over hendes læber.
"Hver sin smag," sagde hun endelig, så lidt fordømmende som hun kunne mønstre. Et enkelt øjenbryn hævede sig i retning af krodrengen. "Må jeg antage, at din reaktion betyder at det ikke er en tilgang du deler med din ven?"
