Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Josselyn Wright on Jan 30, 2017 23:46:49 GMT
Josselyn skælvede lidt som han strøg hendes tårer væk fra hendes kinder og hun blinkede en anelse med sine øjne. I sidste ende var det tanken om hendes forældres bekymring, der fik hende til at forsætte, de havde allerede lidt for meget og at hun skulle forårsage dem mere smerte, fik hendes hjerte til at synke ned i livet på hende. Synet der mødte hende da han lod stoffet falde til jorden, gjorde hende ikke meget mere tilpas, men alligevel lukkede hun sine øjne og gjorde som han havde befalet. Tårerne var ikke holdt op med at trille ned ad hendes kinder og det gjorde de heller ikke nu. Tilgengæld forsøgte hun at tænke sig langt væk fra kælderen og prøvede at ignorere den fremmede følelse i sin mund.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 23:57:30 GMT
En brusende fornemmelse blussede frem i Nicholas bryst da hun endelig gjorde som befalet. Hele magtspillet havde i forvejen haft en synlig virkning på hans underliv, og hendes tårefuldte øjne der kiggede op på ham som hun tog ham i munden hjalp ham blot på vej. Små tilfredse lyde begyndte at forlade hans læber, som han let øgede presset på hendes baghoved. Til en start lod han hende lukke øjnene, men som hans hjerterytme steg, hungrede han efter det våde håbløse blik. "Se mig i øjnene." Ordene kom ud igennem de dybe gutturale lyde der stammende fra hans bryst, og tydeligt indikerede hans umiddelbare tilfredshed med hendes uprøvede arbejde.
Post by Josselyn Wright on Jan 31, 2017 0:05:04 GMT
Josselyn formåede på en eller anden måde at komme igennem det uden at kaste op, det hjalp at lukke sine øjne og lade som om det ikke skete. Hans ord tvang hende dog til at se op og selvom hun foretrak at se alle andre steder hen end hans øjne, var hun meget bevidst om hvor ubehageligt det i hendes mund føltes. Hun ønskede ikke at gøre ham vred, ikke lige nu. I sit stille sind overvejede hun dog hvordan det ville føles, hvis hun engang fik muligheden for at tage hævn og et lille glimt at den tidligere trods, fandt vej frem mellem tårerne. Ud over det gjorde hun som han sagde, men blikket hun sendte ham, fortalte en lidt anden historie.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 31, 2017 0:24:39 GMT
Nicholas hjerte sprang et slag over da hun slog øjnene op og kiggede op på ham med sit våde, fortabte blik. Hans puls steg yderligere, og ligeså gjorde hans lettere prustende vejrtrækning, som han sikket bevægede sit underliv, mens hånden på hendes baghoved sørgede for at holde hende på plads. Øjnene var fokuseret ned i det håbløse mørke dyb, og veg ikke, før en gammel rebelsk glød vendte tilbage. Godt i gang med at gøre som han havde befalet, gjorde gnisten dog kun underlivets rytme mere insisterende, som den nærmest syntes at opildne ham, til hans krop frøs og fingrene snoede sig ind i det korte lyse hår mens han med et ondskabsfuldt selvtilfreds smil nåede sin forløsning.
Post by Josselyn Wright on Jan 31, 2017 10:27:12 GMT
Endnu engang havde Josselyns opførsel ikke den reaktion hun havde regnet med og da han forsatte, blev hendes øjne igen fyldt med tårer og hun klynkede en anelse. Hun vidste ikke hvad der ville ske når han blev færdig og det overraskede hende så meget, at hun ikke kunne gøre andet end at spytte det ud over ham og sig selv. Til sidst trak hun sig hurtigt væk, mens hun hostede og hev efter vejret. I det mindste ville han lade hende gå nu, det var hvad han havde lovet hende og som hun skævede op mod ham med et vredt blik regnede hun med at han ville overholde deres aftale. Derefter begyndte hun en smule medtaget, at kravle hen mod sin tryllestav.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 31, 2017 20:33:43 GMT
Nicholas løftede et let irriteret øjenbryn da hun valgte at spytte frugtens af hans andrengelser ud af sin mund. Han var dog for veltilfreds, og høj over at have fået sin vilje til egentlig at mærke sig med det, og trådte i stedet blot et skridt væk, så han kunne få sine hoser på igen. Han nåede netop at få stammet snørren, da han bemærkede hendes kravlende skikkelse, og tog to lange skridt før hans hans fod trådte ned på hendes tryllestav inden hun fik nogen gode ideer. "Og hvor tror du at du skal hen..?" Han havde lovet at lade hende gå, men det var sjældent at hans løfter til tjenestepiger betød særlig meget for ham.
Post by Josselyn Wright on Jan 31, 2017 21:11:43 GMT
Josselyn havde endnu engang været naiv, men også desperat efter en udvej. Da han trådte ind foran hende og ned på hendes tryllestav, var hun igen blokeret for at slippe væk. Hun skubbede sig hurtigt tilbage, så hun ikke endte i nærheden af hans ben igen og stirrede vredt op i hans øjne. Et split sekund blev hun siddende, indtil hendes næste udvej, endte med at være at gemme sig. Der var nok underlige mørke kroge og besynderlige genstande herinde til at hun kunne finde et godt skjule sted. Derfor vendte hun sig om og kravlede endnu engang væk fra ham, mod en masse kasser der stod hulter til bulter, hvor hun havde udset sig sit gemmested. Til sidst, forsøgte hun at skubbe sig selv op at stå, så hun i stedet kunne løbe på sine ben.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 31, 2017 22:23:20 GMT
Nicholas' velplacerede fod var mest af alt i position for at understrege hans magt. Han havde ikke tænkt sig at beholde hende i kælderen, men hun havde brug for at forstå at selvom han gav hende fri, holdt hun ikke op med at være hans ejendom. Et utålmodigt fnys forlod hans næsebor som hun desperat, som et vildt dyr kravlede væk fra ham. Selv blev han stående. Han havde ikke brug for at se på hende mere, han havde blot brug for at hun kunne høre ham. "Som lovet får du lov til at forlade kælderen." Hans tone var kølig, han var ikke i humør til at lege gemmeleg. "Men tro mig når jeg siger at vi ikke er færdige. Du kan græde til din moder, men forsøger du at bilde folk ind at jeg har gjort dig uret vil dommen tilfalde dig. Hvad jeg gjorde i dag var ret. Du ligger som du har redt, og jeg kan til hver en tid minde dig om hvor du hører til." Han nikkede let, før han med foden lod staven trille i hendes generelle retning mens han kiggede afventende ind i mørket.
Post by Josselyn Wright on Jan 31, 2017 22:40:38 GMT
Josselyn skubbede sig ind mod en af kasserne i mørket, mens hun lyttede opmærksomt til hans ord. Hendes hjerte sad stadig helt oppe i halsen på hende, der var intet betryggende ved det han sagde. Umiddelbart havde hun valgt at blive siddende, men da hun hørte hvad hun gættede på, var sin tryllestav der trillede hen over gulvet, ændrede hun hurtigt mening.
Hun kom en smule klodset på benene og gik hen mod ham, mens hun forsøgte at finde sin tryllestav med sin fod. Til sidst stødte hun på den lille træpind, mens hun stirrede vredt i hans retning. "Du kan rende og hoppe." Sagde hun med afsky i stemmen. Den klamme satan skulle ikke tro han havde vundet. Derefter bøjede hun sig ned og samlede tryllestaven op og forsvandt fra kælderen med det samme.