Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 2, 2017 10:04:50 GMT
Rosamund tillod sig et ganske lille smil, da Nicholas Malfoy tog hendes tårn. Hun var nøjagtig fire træk fra at vinde over ham og han spillede direkte ind i hendes plan. Han var god, men gammeldags. Det ville blive hans fejl.
Hun så ham ikke i øjnene, men sendte sin storebrors mand et enkelt, hurtigt blik. Det virkede usandsynligt, at Lord Malfoy ligefrem ville skade hende fysisk, når hun slog ham i et spil skak, overfor kun et enkelt vidne, men hun var alligevel påpasselig nok til at sikre sig, at manden hurtigt ville kunne slå alarm.
Med det, flyttede hun sin dronning ind i et skæbnessvangert træk, der ville udfordre kongen igen, men også tvinge ham til at flytte hen præcis hvor hun ville have ham. "Skak," konstaterede hun roligt.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 2, 2017 19:25:49 GMT
Da den sorte dronning blev kommanderet frem og satte hans konge skak, måtte Nicholas svagt løfte sine øjenbryn. I sin tidligere reflektion over brættet havde han set muligheden, han havde dog ikke regnet med at hun rent faktisk ville gøre det. Hans løber var på vej over i en gunstig position. Det var en gammel afledning der havde besejret adskillige selvudnævnte skakmestre, men hans modspiller var mere udspekuleret end han først havde regnet hende for at være, som dronningen nu truede hans tårn, mens løberens position blev ligegyldig. Med fornyet interesse, nærmest opildnet betragtede han brættet, nu hun havde en reel chance for at vinde spillet, mens han forsøgte at gennemskue den bedst mulige udvej. Løberen blev aktuel igen som han udførte de indvilkede træk i hovedet. En lille sjælden krumning i hans mundvige afslørede at han syntes at have fundet løsningen da han med sikker stemme lod løberen blive dronningens bane. Der var en rus over at blive tvunget til at tænke, og som han overskuede brættet så sejren ud til at være indenfor rækkevidde igen.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 6, 2017 14:15:12 GMT
Imens Nicholas Malfoy spillede et spil, hvor hans konges position kun blev svækket træk for træk, tog Rosa sig ganske roligt af dens håndlangere. Hendes dronning blev taget, som den truede hans konge, men han havde ikke set hendes løber i den anden ende af brættet, som den rykkede frem på skrå og tog sig af hans. Atter engang var kongen truet og det var en udfordring denne gang, at løfte blikket uden et smil og erklære et roligt "skak."
Denne gang var der ingen håndlangere, der kunne nå hendes brik. Kun en desperat mulighed for, at rykke kongen væk fra den umiddelbare trussel, før hun tog den i næste træk.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 15:58:12 GMT
Nicholas selv kendte adskillige fælder, både de gængse og mere udspekulerede. Som han betragtede brættet, var scenariet langt fra som i de gamle skrifter og håndbøger, og som han strøg sig om munden, nød han udfordringen. Han ville sandsynligvis have sat langt mere pris på den hvis det var en mandlig troldmand omkring hans egen alder der sad på den modsatte side af brikkerne, men for nu måtte han nøjes med det kønne lille nips. At tabe til hende var dog ikke en mulighed, og med et stramt ansigt noterede han hvordan ingen af hans andre brikker var i stand til at slå løberen ud og redde kongen. Det var dog heller ikke planen. Med en fast kommando trak et tårn ind og blokerede banen mellem løberen og kongen. Det ville provokere hende til at rykke rundt, en forvirring Nicholas kunne bruge til at få sin springer i position.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 8, 2017 20:33:26 GMT
De to lyse bryn trak sig sammen ved trækket og hun betragtede et øjeblik vejen brikken havde rykket sig, før hun måtte klare halsen en anelse.
"Det... Er et ulovligt træk, Lord Malfoy," konstaterede hun diskret, som hun nikkede mod brikken, der stirrede hvast op i hendes retning og tydligvis ikke havde noget imod at snyde.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 21:20:12 GMT
Det var måske ikke spillets fineste træk Nicholas var blevet nødsaget til at udføre, og dog påråbte han sig retten til at udføre det i sit eget hus. Hans stolthed kunne ikke holde til at tabe til den unge Hogwartspige, men det var ikke tilfældigt at de havde sat sig ned ved et bræt med en tydelig loyalitet. "Ifølge husets regler.." Han løftede et øjenbryn som om det gav sig selv og afventede hendes træk. Næsten lige meget hvad hun flyttede, havde tårnets selvopofrelse købt ham et træk der kunne flytte hans springer og sætte hendes konge skak.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 12, 2017 20:31:41 GMT
Rosamund stirrede på Nicholas et øjeblik, før hun fnøs lavmælt og hendes mundvige afslørede en sitren. "Ah." Hun tog en dyb indånding og rankede sig. "Jamen hvis husets særregler er den eneste måde du kan vinde på, Lord Malfoy," tillod hun stivrygget, men med komplet ro.
Det irriterede hende selvfølgelig en anelse, at han snød sig til en sejr, men det betød også, at han indrømmede overfor hende, at han uden snyd ville have tabt. Det var hendes ego ikke helt utilfreds med og det kunne ses.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 12, 2017 22:22:52 GMT
Nicholas mine snørrede sig sammen ved pigebarnets ord. Han havde en meget lav tolerance for spydigheder, og særligt når de blev udtalt af unge næsvise ladyer. Han lænede sig let tilbage i den magelige stol, og skjulte mundvigens sitren med sin krogede pegefinger. "Din spydighed gør intet godt for dig Lady Burgh, og det ændrer ikke udfaldet af den samtale jeg kommer til at have med din broder. Bær dit nederlag med stolthed, det vil gøre det langt lettere at leve under mit tag." Hans ord var rolige, mens hånden faldt ned imod brættet for at opfordre hende til at foretage sit næste træk, mens det sære glimt i de lyse øjne ikke afslørede om han talte om spillet eller noget større end det opstillede bræt.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 13, 2017 19:49:41 GMT
Rosamund blev askegrå i ansigtet af svaret og stirrede på Nicholas Malfoy med store øjne, før hun fattede sig nok til at se ned på brættet, tage en dyb indånding og klare halsen, så hun var sikker på, at hendes stemme ikke ville svigte hende, når hun svarede.
Hun rankede sig antydningsvist og lod med en lille håndbevægelse de forrædderiske brikker tage det næste træk ud mod det sikre tab.
"Hvad ville ændre udfaldet, Lord Malfoy?" Hun løftede blikket og så op på ham med et mere eller mindre stålsat blik i de grå øjne.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 13, 2017 22:38:59 GMT
Et lille smil gled over Nicholas' læber, som hans ord trak adelsfrøknen ned fra hendes høje hest. Hun præsterede måske at holde sin fatning, men den ligblege farve hendes ansigt havde antaget, fortalte ham en anden historie. Roligt beordrede han sit tårn over og stillede hendes konge skak, før han kiggede op fra brættet. "Intet. Du må forstå Lady Burgh.. Når jeg beder verden om at hoppe er dens eneste spørgsmål 'hvor højt'? Det bliver som jeg har sagt, om du ønsker det eller ej er underordnet." Blikket var roligt og nådesløst. Det charmerende glimt der havde spillet i dem tidligere på aftnen var forduftet. Han var tydeligvis ligeglad med hendes ønsker for fremtiden.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 13, 2017 22:43:18 GMT
Rosamund havde aldrig i sit liv ladet sig charmere og for hende gjorde det ikke den store forskel hvor behagelig Nicholas Malfoy tidligere havde virket. Han var en klam, gammel mand og hans søn en håbløs tosse.
"Vi får se," var hendes helt simple svar, som hun selv væltede kongen, før hun i en glidende bevægelse rejse sig og fik øjenkontakt med den mand, som hun gudskelov havde med sig. "Jeg takker for spillet, Lord Malfoy. Nu er jeg overbevist om, at min bror ønsker at se mig vende tilbage til festen."
Post by Nicholas Malfoy on Feb 14, 2017 21:41:34 GMT
Det triumferende smil forblev på Nicholas læber, da ladyen kapitulerede og væltede sin konge. Han vandt altid, på den ene eller den anden måde, og bekræftelsen af faktummet gjorde ham vel tilpas som han lænede sig tilbage i stolen. Han følte dog intet behov for at tvære sejren videre rundt i pigebarnets ansigt. Hun havde forhåbentlig lært hvor skabet skulle stå, og i stedet sendte han hende blot et lille høfligt nik, mens blikket fulgte hendes skikkelse forlade biblioteket, med et sidste, skarpt blik til manden der fulgte hende der tydeligt fortalte hvilken historie han skulle fortælle hendes bror.