|
Post by Bowman Wright on Jan 24, 2017 20:55:18 GMT
Bowman var opfinderen af det gyldne lyn og han havde - måske - udsigt til at blive en ganske travl og med tiden velhavende mand. Inden det kom så langt, var han dog stadig en af Metalbetvingerne Wright og han stod endnu troligt i boden i Hogsmeade på den månedlige markedsdag. Denne gang, såvel som de sidste par af dem, var det en temmelig kold fornøjelse, men han var godt klædt på og havde netop fået sig et krus varmt ingefærøl til at lede kulden væk med.
Kunderne var bestemt mere sparsomme end i sommermånederne, men det var ikke helt meningsløst at de var der og han var i ganske udmærket humør, som endnu en kom gående op til boden.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jan 29, 2017 19:33:44 GMT
Taran havde et par ærinder under markedsdagen. På trods af at hans søster havde tilbudt at løbe dem, holdt slægtsoverhovedet stålfast ved at det var hans opgave, og han var derfor også godt i gang med at stride sig op igennem markedsboderne. En fyldt sæk var slynget over hans skulder, mens den anden hånd holdt et fast greb om den stok han blev nødt til at støtte sig til for at klare den krævende tur. Han var netop på vej tilbage til sin søsters pejs, da et velkendt ansigt fangede hans blik. Ivrigheden fik ham et kort øjeblik til at glemme det smertende knæ, og han måtte bide tænderne sammen, da han fik taget et par hurtige skridt. "Wright.. Bowman?" Han præsterede alligevel et bredt smil, da han råbte indehaveren af boden an. Det var efterhånden et par år siden de havde ligget belejret i en gudsforladt fransk fæstning, men han glemte sjældent et ansigt.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Jan 30, 2017 8:02:38 GMT
Det var næsten et år siden Bowman havde slæbt sig selv hele vejen gennem landet og var endt i Hogsmeade, hvor han havde gemt sig fra konsekvenserne og sin egen familie. Da et katteagtigt ansigt, omkranset af rødt hår, dukkede op fra mængden med hans navn på læberne, kom det hele dog tilbage på et splitsekund.
Han havde færre mareridt, men vågnede stadig fra tid til anden, badet i sved og med et krampagtigt greb om Annet. Nu, som blikket faldt på Taran, blev han helt bleg. Der var dog ikke langt til et nærmest lettet smil, som han fik mindet sig selv om, at de ikke var i krigen, men i Hogsmeade. "Weasley," hilste han brummende, som mindet om et navn dukkede frem. Det var ikke mange magikere, som han havde tilbragt krigen med.
Hans blik faldt til stokken og et bryn løftede sig spørgende. Han havde ikke haft brug for sådan en sidst de så hinanden, men det var også flere år siden og krigen var stadig ikke slut, selvom Bowman havde forladt den.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jan 30, 2017 17:14:13 GMT
Taran selv var stadig mærket af krigens kolde, klamme hånd. Den ville nok aldrig løsne sit greb i ham, men det hjalp at gå op og ned af hans søster der havde gennemlevet de samme rædsler. En let tøven fandt dog alligevel ind i hans skridt, da skottens ansigt et øjeblik blev kridhvidt, men om nogen forstod han følelsen af når lynet syntes at slå ned og for et par få sekunder flå en tilbage. Han kom dog helt over til boden og så noget mere fredfyldt ud, da soldaten ligeså virkede til at slappe mere af. Han bemærkede blikket ved hans stok og rømmede sig let. "Reims.. Nogen skød mig med en forbandet armbrøstpil.." Han rettede sig en smule op, som om han ikke havde ligeså meget brug for stokken som han egentlig havde. "Det virker dog som en billig pris for at komme hjem i et stykke." Han tillod sig at lyde bitter. Han behøvede ikke at spille komedie og virke som om at alt var i den skøkkeste orden foran den tidligere soldat.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Jan 31, 2017 16:58:26 GMT
Bowman havde heller ikke været åbenmundet i den tid Taran Weasley havde mødt ham i, men hans blikke kommunikerede en del, tydeligvis. Hans bryn trak sig sammen over svaret, før han nikkede en enkelt gang i forståelse.
"Hvornår...?"
Han trak en smule på skuldrene og fik et enkelt, mindre smil frem, som mest var en høflighed.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jan 31, 2017 19:11:20 GMT
Selvom Taran havde set krigen fra sin hest, og soldaten foran ham fra slagmarkens pløre, var der alligevel en indforståethed imellem dem som folk der ikke havde stået i det franske inferno nogensinde kunne blive en del af. Oftest krævede det ikke mange ord, hvilket var en af de ting Taran satte mest pris på ved at tale med de der havde været der. "Sidste forår. Måske var det endda stadig vinter. Frøerne forskansede sig værre end vi havde troet. Vi lå der i fem uger, før de drog videre. Det kostede min fader og min broder.. Og mit gode ben." Taran sendte ham et bittert smil. Han ville gerne være fulgt med hæren til Paris, men hans dage i sadlen var ovre.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Jan 31, 2017 21:40:26 GMT
Bowman tog en dyb indånding og nikkede. I foråret var han væk fra landet og på vej hjem, men det ændrede intet på det mentale billede. Han sænkede hovedet og holdt den højre hånd op foran hjertet i respekt for det tab, som den rødhårede adelsmand havde haft.
Der var ingen ord for det, men han behøvede heller ikke hverken at sige noget eller høre noget for at kende til den desperation sådan et tab kunne betyde. Han havde selv været heldig og var sluppet med mareridtene.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Feb 1, 2017 13:15:47 GMT
Et var at blive klappet på skulderen og få af vide at hans fader og broder var gode mænd, noget helt andet var den ordløse gestus soldaten foran ham udførte. Den betød langt mere når den kom fra en der vidste hvad det handlede om. Han brugte et par øjeblikke i stilhed på at lade det synke ind. Han havde efterhånden bearbejdet tabet, men det forlod ham aldrig helt. "Hvornår kom du selv hjem?" Metalbetvingeren så ud til at være i et stykke, men det betød ikke at det ydre afspejlede hans indre.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Feb 1, 2017 16:36:39 GMT
Bowman sænkede hånden langsomt, før han fyldte lungerne med luft. Han skulle hjælpe kunder i dag, men der var ingen omkring og det var mere end basal høflighed eller pligtfølelse, der fik ham til at blive ved Weasley.
Spørgsmålet fik det til at stikke lidt i brystkassen af den velkendte, dårlige samvittighed, men han løb ikke fra at svare. "Sidste år," svarede han kort. Han havde ingen skader han kunne pege på og forsøgte ikke at lyve, selvom han heller ikke uddybede, at han var gået direkte fra den nedlagte gruppering af soldater og havde vendt det hele ryggen. Han havde altid været en smed mere end en soldat og var ingen reel dessertør. Han havde tjent den tid han var blevet betalt for.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Feb 1, 2017 20:33:32 GMT
Taran kendte følelsen. Hvad end grunde Wright havde haft til at tage hjem, efterlod det stadig en med dårlig samvittighed. Såret eller ej, efterlod man gode kammerater i det franske pløre der stod op og satte deres liv på spil, mens man selv vendte hjem til en varm og behagelig seng. Han lod ham derfor også have sine grunde uden at han behøvede at spørge dybere ind til dem, og forsøgte sig i stedet med et opmuntrende smil for at give udtryk for at han ikke dømte ham. "Det er ikke let. Enten vågner man om natten fordi man har trukket sig selv tilbage, eller også føler man sig skyldig over at man ikke er dernede sammen med de andre.. Jeg håber at Prinsens fred var det værd."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Feb 1, 2017 20:40:04 GMT
Bowmans smil var kort og næsten bittert, men det var der. Han tog en dyb indånding og tog bladet en anelse mere fra munden. I hans tilfælde beløb det sig dog ikke til mange ord alligevel.
"Det hjælper at have noget, der holder en her," konstaterede han. Idet han gjorde, tænkte han både på sin oprindelige familie; Blair, Benevolence, Josselyn, James og Jacob og på Annet. Det var dog især hende, der fik gløden frem i de lyse øjne. Ja; hun hjalp.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Feb 2, 2017 1:10:28 GMT
Taran nikkede let. Han sandsynligvis gået til hvis han ikke havde haft sin familie at komme hjem til. Hans moders insisterende adfærd og hans søstres forsøg på at hjælpe var ikke altid det han syntes han havde brug for, men han ville ikke være foruden. "Ja. Jeg skal giftes til sommer.. Forhåbentlig stifte min egen familie.. Det er mærkeligt som alting går videre." Han nikkede let. Der var tider hvor han ønskede sig selv tilbage til fronten og ikke siddende som en forlovet mand på en borg i det sydlige England. Livet gik dog ikke i stå fordi han drog i krig.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Feb 2, 2017 10:15:14 GMT
Bowman brummede sin enighed. Det var mærkeligt. Men livet var gået videre for ham og for hans familie. Der var sket store ting for ham og hvis han havde været en mand med et større ego, så ville han utvivlsomt have pralet med sin opfindelse. I stedet trak han blot en lille anelse på smilebåndet.
"Hvad hedder hun?"
|
|
|
Post by Taran Weasley on Feb 2, 2017 19:09:39 GMT
Taran begyndte at slappe en smule mere af, som samtalen var gledet over på den fremtid de havde foran sig, og ikke hvordan krigen havde påvirket den. Ordet var allerede ude, at Lord MacMillan havde lovet sin ældste datter bort til den unge enkemand, og han havde derfor intet problem med at fortælle det med et lille tilfreds smil. "Ealasaid MacMillan. Jeg har hørt at man skal passe på med piger fra Højlandet.. At hvis man ikke behandler dem ordentligt bliver de til vilde katte i brudesengen og kradser dine øjne ud." Han forsøgte sig med et skævt smil til soldaterkammeraten. Med sit skotske ophav måtte han kunne af- eller bekræfte den engelske overtro.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Feb 2, 2017 19:21:52 GMT
MacMillan var et velkendt navn blandt magikere generelt og skotter i særdeleshed. Bowman brummede en enkelt gang i accept af valget - selvom han ikke havde nogen ret til at acceptere.
Han fnøs over fordommen og himlede lidt med øjnene. "Aye. Og engelske kvinder er stenstøtter, som i brudesengen er så kolde, at man kan få forfrysninger," svarede han tørt med en kærlig tanke på Annet. Hun var der heldigvis ikke lige nu. Så var det vist ham, der skulle passe på sine øjne. Eller andre sårbare, fysiske dele.
|
|