Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Blance d'Montacute on Jan 24, 2017 20:15:25 GMT
Med tre uger til femkampens tredje udfordring, duelturneringen, var der klart et ekstra pres på, da duelklubben mødtes i storsalen. Blance var dog ikke en af deltagerne og kunne slappe væsentligt mere af end de der var. Hun var der for at lære og som hun tog opstilling imod sin første modstander, var hendes skuldre knapt anspændte.
Hun var intet geni indenfor duellering, men hun var heller ikke ufarlig og det mente hun, at hun havde vist over de sidste måneder. Forhåbentlig var hendes modstander dum nok til at undervurdere hende, fordi hun var både lille og en pige.
Tråden er for medlemmer af duelklubben. Hvis du er interesseret i tråden, men ikke på listen endnu, kan du bare skrive dig på derinde!
Post by Theodore Bennett on Feb 7, 2017 21:44:59 GMT
I næste runde af femkampen stod deltagernes duelevner for skud. Selvom udfordringen var et par uger ude i horisonten, og det stadig var den samme bande på fem som havnede i skudlinjen, havde Theodore inviteret sig selv med som ekstra professor til duelklubbens møde. Han havde længe været lun på den lille arena, hvor eleverne hjalp hinanden med at træne kampfærdighed og fandt skydeskiver til urealiserede besværgelser.
Til Theodores udtalte glæde var klubbens deltagere selvkørende, uanset om de deltog i mere end duelklubben. Men glæden svandt forbavsende hurtigt ind til rastløshed. Professor eller ej smittede kampgejsten af. Og han var en smule imponeret af hvor kampklar Blance d'Montacute så ud. "Frøken d'Montacute. Kan jeg nå at få modstanderpladsen?" Det venlige smil spurgte ad, selvom fødderne allerede var styret ind overfor.
Post by Blance d'Montacute on Feb 8, 2017 18:58:00 GMT
Blances hjerte slog et slag over, som den engelske professor tog plads overfor hende. Hun kunne blot synke en enkelt klump, før hun gav et lille, accepterende nik. At hun stod til at tabe astronomisk var klart. "Oui, naturellement professóor," svarede hun, da først hun havde fattet sig. Nok var hun ikke ligefrem begejstret, men ærefrygten fik hende ikke til at opføre sig direkte ubehøvlet. Heller ikke selvom han havde nøjedes med at tiltale hende som en borgerlig.
Hun rankede sig hvor hun stod og smilede kort, høfligt og med en lille knude i mellemgulvet ved tanken om, at hun stod overfor en tidligere vinder af trekampsturneringen.
Post by Theodore Bennett on Feb 10, 2017 15:56:01 GMT
Uden at miste sit motiverende gåpåmod gav den franske elev Theodore pladsen som modduellant. Han havde kun forventet en brøkdel af den respektfulde modtagelse han udmærket forstod, eller formodede at han forstod - det var måske en selvfølge med undervisertitlen, men den jævne mand mente ikke han hørte til på en piedestal. Han rystede modvilligt på hovedet, uden at blive fri for sit lidt smigrede smil.
Ligesom hende rettede han sig naturligt op umiddelbart bagefter. Der var en vis underholdningsværdi i niveauforskellen mellem dem, men han var for koncentreret til at påskønne det. Traditionen tro bukkede han let og lod et åndedrag passere, inden han skød hånden frem mod hende, gjorde den fladstrakt og løftede opad. "Alarte ascendare!"
Post by Blance d'Montacute on Feb 12, 2017 1:36:45 GMT
Blance havde ikke skyggen af praktisk erfaring sammenlignet med Theodor, men hun havde viljen og hun nægtede at lade sig slå ud i første forsøg. Derfor var hendes aldeles instinktive reaktion at føre tryllestaven op og halvkvække "protego!"
Skjoldet holdt hende fra at blive ramt af forbandelsen, selvom trykket fra den tvang hende en enkelt gang bagud. Hun samlede mod til sig til at sænke skjoldet, men kun for at forsøge sig med et simpelt "expelliarmus!"
Post by Theodore Bennett on Feb 12, 2017 12:48:09 GMT
Forsøget på at katapulte heksen i luften tørnede øjeblikkeligt sammen med hendes Protego. Theodore hujede over hendes benspænd, og famlede selv efter fodfæstet. Hun gav søreme ikke sin modstander den luksus at hun kastede sine besværgelser i alt for god tid.
Hun tålte vist godt at han brugte besværgelser, der endnu ikke var hverdagskost. Hun prøvede pludseligt at afvæbne ham, og Theodore måtte baske angrebet væk med armen i stedet for at slå den klokkeklart ud. Han vidste hurtigt hvad han skulle prøve at sende tilbage. "Ventus incendia!"
Post by Blance d'Montacute on Feb 12, 2017 19:56:33 GMT
Blance så knapt hvordan hendes besværgelse blev afværget, men var i stedet hurtigt overrumplet af en tunge af ild, som satte fut i hendes kjole. Hun slog på stedet, imens hun satte et "protego" op og vedligeholdt det med den hånd, der ikke kvalte flammerne.
Det var det umiddelbart bedste hun kunne gøre og hun var ikke rigtig i tvivl om, at hun ville tabe snart. Med et uanstændigt hul i kjolen, satte hun dog et sidste forsøg ind, som hun holdt sig over stedet på siden hvor stoffet var brændt væk og sænkede skjoldet.
Post by Theodore Bennett on Feb 13, 2017 14:24:49 GMT
Besværgelsen viste sig at være betydeligt hidsigere end Theodore forestillede sig. Han troede han sammenstrikkede en morsom ildvind man nemt afviste på magisk vis. I stedet sprang et spyd af orange ild ud af hånden på ham - et som rasede ind i pigens gevandter og gnavede løs.
Han måbede forskrækket over det afslørende hul der var dukket op i kjolestoffet, og begyndte derefter uforståeligt og ubehageligt hurtigt at gennemtærske sig selv i de vandbaserede besværgelser, der kunne slukke ilden uden at skubbe heksen bagover. Ikke overraskende var størsteparten af besværgelser i hans forråd dem med de store armbevægelser.
Theodore fortabte sig i sin snak, og nåede hverken at se hende få has på ilden eller gå til angreb. Midt i anden stavelse af aquamenti diminuendo stivnede han, og den lammede troldmand faldt fladt bagover på ryggen.
Post by Blance d'Montacute on Feb 13, 2017 18:46:28 GMT
Måske var hun en pæn adelspige, men der var også en grund til, at Blance var blevet udvalgt til at tage med til Hogwarts. Selvom det sved, hvor hendes kjole var brændt af og hun havde fået et brændemærke, holdt hun slet og ret stoffet sammen, som hun benyttede distraktionen til at fælde professoren. At det overhovedet lykkedes var nærmest et større chok for hende end for ham og hun gispede, før hun skyndte sig at ophæve sin forbandelse med et temmelig accentpræget "finite!"
"Je suis désolé, professeur, très désolé," rablede hun hurtigt af sig, selvom en indre stemme jublede over, at det var lykkedes at fælde en femkampsvinder!
Post by Theodore Bennett on Feb 14, 2017 18:10:00 GMT
På et splitsekund fik hun ophævet den kropslås Theodore var endt i. De lammede lemmer havde ikke fået lov at virke særligt længe, før professoren rullede hovedet den ene og den anden vej. Han havde en god idé om hvordan han var endt på gulvet, og antagelsen blev kun mere overbevisende af hvordan heksen febrilsk undskyldte.
Han baksede sig på benene, og rystede insisterende på hoved og hænder. "Det skal du ikke være, overhovedet ikke. Godt arbejde." lød det, inden han bukkede. Det var ingen smal sag bedrift at slå en underviser, og slet ikke en femkampsvinder. Efter at have rettet sig op kunne han igen ikke overse hullet i kjolen. "Beklager at ilden bed i kjolen. Men jeg vil naturligvis samle den ligeså holdbart og nydeligt som den var før,"
Post by Blance d'Montacute on Feb 14, 2017 22:05:27 GMT
Blance dansede indeni, men udadtil viste hun en neddæmpet stolthed, der var lidt mindre eksplosiv. Hun holdt stadig over hullet i kjolen, selvom hun stort set havde glemt alt om det. Da professoren selv nævnte det, trak hun sig dog et halvt skridt bagud og klarede halsen.
"Non, professeur. Det kan jeg sagtens tage mig af." Selvom hun var rimelig ublu, så rødmede hun alligevel en ganske lille anelse, som hun lagde mærke til et par nysgerrige blikke fra andre, der var færdige med deres første duel. Et lille "reparo," tog sig dog af skaden og hun rankede sig en anelse, før hun bukkede for ham i et tak for kampen. Den var gået helt anderledes end hun havde forestillet sig.
Post by Theodore Bennett on Feb 16, 2017 16:23:37 GMT
Theodore sendte et halsbrækkende stort smil rundt til mængden af blikke, der var havnet ved ham og eleven. Dels fordi den raske tvist med heksen havde rystet vældig godt op i underviserens humør og velbefindende - men det skyldtes også, at kjolens hul var ualmindeligt ambitiøst, både i størrelse og i udsigt. Han var ikke en dannet mand, men han vidste alligevel bedre end at tro at man havde lov til at granske magikere som malerier.
Hun lappede selv kjolen sammen, og viste endnu engang at hun ikke var et uskadeligt nips. Den tjavsede underviser smilede muntert og bukkede tilbage, selvom det egentlig var dobbeltkonfekt efter det forrige. "Du lagde forhåbentligt dit navn i pokalen for Beauxbatons?" prøvede han at spørge hende, inden hun stak af for at finde en ny modstander.
Post by Blance d'Montacute on Feb 16, 2017 19:35:18 GMT
Man skulle måske tænke, at husholdningsbesværgelser som reparo var det eneste en ung kvinde som Blance behøvede. Heldigvis havde hun lige demonstreret, at hun kunne meget mere, så da hun rettede sig op fra arbejdet, kunne hun holde ryggen rank.
Spørgsmålet fik hende til at smile en antydning, men hendes blik spillede en smule af noget andet end komplet tilfreds munterhed. "Naturellement, professeur," forsikrede hun. "Men den plads gik til min fætter, Rogier." Hun hævede et enkelt bryn. Til tider var hun lettet over det, men hun misundede ham også.
