|
Post by Téarlach Slughorn on Jan 31, 2017 19:01:35 GMT
Téarlach hævede et enkelt bryn. Han var ikke til at rykke en tomme og det viste sig tydeligt på det næste svar.
"Du ejer intet, Avery," konstaterede han, lidt mere rolig over hendes desperation. "Jeg er din værge. Indboet af huset tilhører mig. Og hvis du tager afsted over hals og hoved, uden at lytte til mig, så får du intet af det."
Han tog en enkelt indånding og holdt en finger op. "... Hvis du derimod lytter og vi finder en mere sikker løsning. Så er det noget andet."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Jan 31, 2017 20:10:22 GMT
Avery var ikke særlig god til at blive konfronteret med sandheder. Det havde deres samtale allerede bevist, og da Tearlach slog endnu en af hendes løsninger ned blev det for meget. Hun var fristet til at træde fri af stolen og storme ud af kontoret, men det ville ikke bringe hende tættere på hendes drøm. I stedet blev armene igen lagt over kors. "Og du vil hjælpe mig med at finde en mere sikker løsning.. Som ikke indebærer at jeg gifter mig?" Hun var en smule skeptisk, og dog holdt hun krampagtigt fast i en naiv tro på at hendes fader nok skulle hjælpe hende.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Jan 31, 2017 21:36:37 GMT
Terry var ikke imponeret. Et bryn skød op over hendes tone og han trak en anelse på skuldrene, før øjnene blev klemt lidt sammen.
"Hvis du ændrer dit tonefald vil jeg overveje det," konstaterede han tørt. Han var hendes far - ikke en af hendes venner. Han havde aldrig accepteret dårlig opførsel i sine børn. Det vidste han, at Marsali og Goraidh heller ikke havde.
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 1, 2017 2:04:36 GMT
Avery var en stædig ung dame, og hun brød sig ikke om på den måde at blive irettesat af sin fader. Hendes underlæbe dirrede let som han påtalte hendes tonefald, og hun måtte knytte hænderne ved hendes stadig korslagte arme. Selvom det virkede som en tabt sag at opdrage på den unge Avery, var der noget det var smittet af på den unge ravn. Det var ikke særlig meget af det der var faderens fortjeneste, men modsat hendes undervisere besad han alligevel evnen til at få hende til at overveje hendes opførsel. "Vil du.. Hjælpe mig med at finde en løsning vi begge kan være tilfredse med?" Hendes tone lød ikke længere skeptisk, selvom hun var en smule utilfreds med at hun blev nødt til at gå på kompromis.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 1, 2017 16:30:37 GMT
En anden og mere strikt mand ville ikke have accepteret det svage forsøg på at vise respekt, men Téarlach var en smule træt og desuden havde han allerede lagt en plan for hvordan han ville hjælpe Avery med at finde en løsning. Planen inkluderede dog ikke, at give hende alt hvad hun ville have.
Han tog en enkelt, dyb indånding og så på hende med begge bryn let hævede, før han blinkede en gang og krydsede armene over hinanden.
"Ja, Avery. Jeg vil hjælpe dig. Og selvfølgelig tvangsgifter jeg dig ikke til din fætter. Men du skulle tage, at lade være med at betragte ham med så meget foragt. Det kommer til at bide dig bagi, hvis du altid er så kritisk overfor de, der er ældre og klogere end dig selv."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 1, 2017 18:42:33 GMT
Avery faldt ned på stolen igen, da de indgik en form for kompromis. Det var ikke hvad hun havde været ude efter, men det var heller ikke en forlovelse og en livstid med stuearrest. Med et løfte om at det ikke kom til at ske slappede hun dog en smule mere af, selvom hun ikke havde givet helt op endnu. Kampen var dog slut for i aften. "Jeg foragter ikke Mortimer.. Han er bare så.. Kedelig.." Avery havde aldrig rigtig følt at hun havde noget til fælles med sin moders side af familien. Hun fik af og til af vide at hun lignede sin mor, men hun kunne ikke rigtig se at hun lignede en Borgin.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 1, 2017 19:11:26 GMT
Téarlach hævede et bryn over Averys svar og fnøs slet og ret. "Det er dit perspektiv," konstaterede han tørt. "Men for dig er enhver jo også kedelig, hvis ikke de konstant er ved at falde ned af en stol i deres iver eller har set mindst fem drager i deres livstid."
Som han stod der, bag hende i stolen, lagde han igen en hånd på hendes skulder, men denne gang krummede den sig kun let omkring hende i et klem. "Mortimer er en god mand. Han kommer til at blive nogen en god husbond. Og jo, hvis ikke du synes det var så rædselsfuld en idé, så ville jeg gerne, at det var dig. Men du kan da ikke tro om mig, at jeg ville tvangsægte dig?"
Han havde sluppet hende og stillede sig, lænet imod skrivebordet og direkte i hendes synsvinkel. "Jeg er din far, Avery. Selvom du også synes jeg er en kedelig gammel mand, som bare forsøger at kvæle dig, så vil jeg dig jo det bedste. Fordi jeg elsker dig."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 1, 2017 21:24:35 GMT
En mærkelig varm knude samlede sig i Averys mave ved faderens ord, der smeltede den rest af frustration hun havde opbygget. Det var så sjældent at han rent faktisk sagde det, hvilket også gjorde det endnu mere kraftfuldt når han rent faktisk gjorde. Hun bed sig i læben, og følte sig for første gang den aften en smule skyldig over sine egoistiske verbale angreb. Lettere tøvende kiggede hun op på ham, og sendte ham et lille unskyldende smil. "Det ved jeg godt.. Jeg vil bare gerne se hverden før jeg bliver ligeså gammel og kedelig som dig.." Smilet fik en lille drillende krølle ved hendes mundvige, og dog fortsatte hun ikke med sine plagerier om eventyr, men lod i stedet freden sænke sig imellem dem for nu.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 1, 2017 21:46:59 GMT
Téarlach fnøs og himlede med øjnene. "Flabede unge," bemærkede han, men denne gang trak det lidt i hans mundvige over det.
"Fortæl mig i stedet hvordan det går med dig og Diarmad MacFusty. Du sagde intet om, at skulle ud i verden med ham...?"
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 2, 2017 1:15:04 GMT
Averys ansigt stivnede da han spurgte ind til Diarmad, og hun blev en smule varm i kinderne. Han kunne ikke sidde og snakke om ægteskaber og så spørge ind til Dia.. Som om.. Som om de var en ting. De var bare gode venner, og det måtte hendes far forstå. "Vi er bare venner far.." Hun lød nærmest en smule hysterisk som hun kæmpede for at understrege det. Historien mellem de to var virkelig ikke længere. "Men han skal være dragetæmmer.. Han havde ikke lyst til at rejse hjemmefra." Ubevidst kom hun til at lyde ligeså skuffet som hun havde været da Dia havde fortalt hende det under yuleballet.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 2, 2017 17:58:12 GMT
Téarlach klarede halsen lidt og skjulte sit smil. Han forfulgte ikke emnet, men lovede til gengæld sig selv, at holde lidt nærmere øje med Diarmad MacFusty. Det var en knægt han turde sende Avery ud i verden med - efter et par år som dragetæmmer på Hebriderne. Den tanke holdt han i midlertidig indtil videre for sig selv.
"Sikke en skam," svarede han blot tørt, med et lille træk i mundvigene. "Hvis du rejser med James Wright, til gengæld, så helmer jeg ikke, før jeg har fundet ham og klynget ham op." Han hævede et enkelt bryn. Smilet var forsvundet.
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 2, 2017 20:39:40 GMT
Avery løftede et øjenbyn da hendes fader åbenbart fandt det ærgeligt at Diarmad hellere ville tæmme drager end at tage på eventyr, men til gengæld udtrykte at der ikke kunne blive tale om at hun i stedet gjorde det sammen med Mercy. Tanken var ellers faldet hende ind, og hun havde endda halvt overvejet hans impulsive tilbud om at gøre det, og dog var hun usikker på om metamorphen var til mere skade en gavn når det kom til at forhandle med fremmede stammer og vilde dyr. Faderens tydelige modvilje fik hende dog til at løfte de buskede øjenbryn hun gavmildt havde arvet fra ham, mens hun mindre trodsigt end før lagde sine arme over kors. "Hvad er der galt med Mercy..? Han har ellers allerede tilbudt at tage med." Det var måske bedst at holde som en hemmelighed, skulle de rent faktisk ende med at gøre det, men den unge ravn var lidt for interesseret i sin faders mening til at lade det ligge.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 6, 2017 13:53:27 GMT
Et strengt blik fulgte Averys erklæring om, at Mercy allerede havde gjort sig den ulejlighed, at tilbyde sit følgeskab. Hans mundvige trak ud og læberne blev smallere, før han tog en dyb indånding gennem næsen.
"Du er en intelligent pige, Avery," konstaterede han simpelt. "Du kan selv fortælle mig hvorfor du tror, at jeg ikke ønsker du rejser nogen steder med den dreng, uanset hans gode forældre?"
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Feb 6, 2017 23:51:54 GMT
Avery løftede et let øjenbryn da hendes fader udtrykte sin tydelige modvilje mod Mercy. Hun vidste godt at han ikke var undervisernes favorit, men siden de havde leget sammen som børn, havde hun aldrig set noget problem i at deres venskab havde overlevet tidens tand, og blevet ganske tæt. At høre faderen omtale ham på den måde fik dog de let trodsige korslagte arme til at blive i position, mens hun let knugede sine næver. Mercy var måske ikke helt voksen nok til et eventyr som det hun gerne ville ud på, hans modenhed sad desværre kun i hans snakketøj, men derfor var han stadig hendes ven. "Fordi hans kække mund ville få os flere problemer på nakken end jeg ville kunne nå at løse..? Eller fordi du ikke kan lide hans kække mund?"
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 8, 2017 19:09:56 GMT
"... Stop med at tale om hans kække mund," krævede Téarlach anstrengt. Ordene fik en lettere kvalm følelse frem i ham. Hun skulle helst ikke synes at noget som helst omkring James var kækt. Den dreng var kun kaos.
"Alt ved ham ville få jer i problemer hurtigere end du kan nå at sige gobledook," konstaterede han endelig, helt simpelt. "Jeg forbyder dig det."
|
|