Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 1, 2017 20:46:52 GMT
Hvis en hane havde været i stand til at skule, ville den have gjort det over Timurs morskab. Det blev han dog sparet for, før modbesværgelsen blev sat i spil og det snart igen var en krølhåret castillianer, der stod foran russeren.
En tydelig kuldegysning gik gennem ham og han hostede, før han - til sit tydelige ubehag - trak en fjer ud af mundhulen. Næsen trak sig op i rynker, som han lod den falde og så over på Timur.
"Så..." begyndte han, stemmen svagt skræppende. "Var det bedre for dig, end det var for mig?"
Post by Timur Obolensky on Feb 1, 2017 20:54:32 GMT
Tim trykkede læberne hårdt sammen, da Dimas trak en fjer ud af munden, men han kunne alligevel ikke undertrykke det muntre fnis, der forlod ham, helt håbløst.
Han tog hånden op igen og fik rømmet sig lidt, før det skræppende spørgsmål blev enden for hans brave forsøg på at lade være med at eksplodere i latter.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 1, 2017 21:23:42 GMT
Det var en lille smule ydmygende, men Dimas' stolthed kunne heldigvis holde til det. Det var da nok også meget godt med den reaktion hele scenariet fik fra Timur, som ellers ikke var den han havde allermest lyst til at blive latterliggjort foran.
I stille sind vidste han dog også, at russeren ikke tog sig meget af netop det og det var måske mest af alt det, der gav ham sikkerheden til bare at folde armene over kors og betragte sin skraldgrinende kæreste med et halvt muntert, halvt uimponeret blik uden at være komplet flov.
Flere ord undlod han. Han stolede ikke på sin stemme og uanset overdøvede Tims latter det hele.
Post by Timur Obolensky on Feb 1, 2017 21:45:09 GMT
Det var umuligt ikke at grine og Timur stod et øjeblik helt foroverbøjet og gispede af latter, før han fik bare en smule kontrol over sig selv. Han klukkede stadig, som han gik over imod Dimas og indfangede ham i et tvunget kram. Latteren døde dog mere eller mindre ud, som han gemte ansigtet ved hans skulder og tog en enkelt, dyb indånding igennem næsen der.
"Du er den sødeste, mest hjælpsomme kæreste i verden," mumlede han smilende. "Og det er altid godt for mig, smukke."
Han trak sig lidt tilbage og smilede skævt og lettere charmerende.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 2, 2017 17:32:22 GMT
Dimas' halvt muntre, halvt uimponerede blik ændrede sig ikke meget som Timur krydsede afstanden. Da først han stod med russeren i armene, kunne han dog ikke selv lade være med at grine lavmælt. Fingrene krummede sig lidt sammen mod Timurs ryg og mørke øjenbryn hævede sig lidt, da han kunne se Tim i øjnene igen.
Det tørre blik vandt dog aldrig helt kraft, spoleret af det lidt for charmerende smil og han endte med at stjæle et enkelt, bestemt kys. Det var fristende at dvæle, men han var bevidst om at døren ikke var låst og at der var en helt reel chance for at nogen kunne komme ind.
"Jeg ved godt, at jeg er fantastisk," spøgte han lavmælt og blottede sine egne tænder i et skævt, drenget smil, før han blev lidt mere alvorlig. "Virkede det som du ville?"
Post by Timur Obolensky on Feb 2, 2017 18:13:57 GMT
Timur grinede af Dimas' selvsikkerhed, der varmede ham helt ind til knoglerne at se og høre. Hans kys spøgte lidt og det krævede en mindre kraftanstrengelse at trække sig væk igen, efter at have kysset ham på panden. Der kunne dog komme nogen og de kunne ikke bare låse døren. Han havde fået lov til at øve sig. Han havde ikke fået lov til at låse sig inde med en elev fra Beauxbatons.
"Det var perfekt," konstaterede han. "Hvis det virker i femkampen, så vinder jeg den kamp jeg bruger det i." Han tog en dyb indånding og knækkede lidt med nakken. "Man kan ikke fortrylle sig selv tilbage, for man har ingen tryllestav. Og jeg tror ikke nogen af de andre har den slags forhandlingsevner, der ellers skulle til." Han så temmelig selvtilfreds ud. "Hvis jeg vinder turneringen, må jeg så dele min præmie med dig?"
Post by Dimas San Nicolas on Feb 2, 2017 19:06:07 GMT
Dimas var ikke et sekund i tvivl om, at Timur var dygtig eller at han havde evnerne til at vinde duelleringsprøvelsen. Af samme grund smilede han blot og ville have erklæret sin enighed, da det afsluttende spørgsmål overrumplede ham lidt. Mørke øjne blev en anelse større og i et par sekund var han helt stille.
Så rynkede han på brynene. "Hvorfor skulle du det? Det ville være din præmie."
Post by Timur Obolensky on Feb 2, 2017 19:15:56 GMT
Reaktionen var... Ikke overraskende. Faktisk havde Timur oprindeligt tænkt sig at erklære. At han ville give hver en krone til Dimas. Det vidste han dog, at valencianeren aldrig i livet ville tage imod. Så var spørgsmålet bare om han ville tage imod dette.
Timur hævede et enkelt bryn over et krøllet lille smil. "Mm," brummede han. "Bare vent. Der følger også en betingelse." han kløede sig i nakken, før han rankede sig en smule og tog springet. "Jeg ville dele præmien med dig... Hvis pengene gik til at starte en tilværelse her. I Skotland."
Post by Dimas San Nicolas on Feb 2, 2017 21:12:24 GMT
Det var helt klart, at Dimas var tilbageholdende. Faktisk, så han næsten mistroisk ud, som om han forventede at Timur ville lokke ham ind i en eller anden form for baghold.
Det betød dog ikke, at hans mellemgulv ikke trak sig uventet sammen over betingelsen og han sank en enkelt klump. "Hvordan mener du?"
Post by Timur Obolensky on Feb 4, 2017 0:58:31 GMT
Timur rømmede sig en enkelt gang og vandt ikke ligefrem mod over Dimas' spørgsmål. Til gengæld tog han sig sammen til at forklare.
"Jeg ved godt vi ikke har talt om det," bemærkede han, alt andet end rolig. "Men om et par måneder er vi færdige her og jeg tager ikke hjem." Han kløede sig lidt på halsen. "Jeg bliver her. Jeg håbede du også ville det... Måske. Og at du ville blive her sammen med mig."
Post by Dimas San Nicolas on Feb 8, 2017 17:16:32 GMT
Dimas var stille i hvad der føltes som lang tid, mens han prøvede på at finde ud af, hvad han skulle sige. Hans mellemgulv gav et sug, men realiteterne var ikke skjult for ham og han kunne ikke helt se gennem fingre med dem. Øjenbrynene trak sig let sammen og til sidst tog han en indånding, før han mødte de søgende, lyse øjne.
"Du ved godt, at jeg ikke har meget at rejse tilbage til," lagde han ud, tøvende, men ikke komplet afvisende heller. "Men jeg ved ikke hvad du mener, når du siger sammen...?"
Post by Timur Obolensky on Feb 8, 2017 19:07:11 GMT
Russeren havde nerverne helt ude på tøjet og det var ikke videre utydeligt præcis hvordan han havde det indeni. Han tyggede ned i sin underlæbe og endte med at dumpe ned på et bord med fødderne placeret på en løs stol, som han afventede sin skæbne.
Da den kom, mere eller mindre, var det ingen lettelse. Hans ansigt faldt lidt i slet og ret medfølelse og han kæmpede mod et behov for at omfavne Dimas, der næsten fik ham til at rejse sig, før han satte sig ned igen og klarede halsen.
"Sammen," svarede han, stigende nervøs for at blive afvist. "I det samme hus. Som venner, udadtil..." Han sank en enkelt klump og mumlede de sidste ord så lavt, at de ikke kunne høres.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 8, 2017 20:44:38 GMT
Dimas kunne se, at Timur var nervøs, men han kunne ikke se, hvad der foregik inde i russerens hoved og af samme grund kunne han ikke andet end at sætte ord på sin manglende forståelse. Det føltes som et sted, de allerede havde været flere gange før og han var underligt lidt bekymret omkring det.
I stedet trak øjenbrynene sig lidt sammen og han endte med at gå over til bordet og selv læne sig ind mod det.
Post by Timur Obolensky on Feb 8, 2017 20:57:55 GMT
Tim havde lyst til at række ud efter Dimas, men lod være og nøjedes med at stirre lidt ned på sine egne fingre, som han pillede negle og undlod at se på krøltoppen. Da han talte, løftede han dog alligevel blikket lidt og trak på skuldrene.
"To venner kan bo sammen. Vi er ikke gift eller lovet bort til nogen. Det kunne bare være en måde at spare penge på..." Han klarede halsen en smule. "Det ville faktisk være en god måde at spare penge på, hvis vi kunne finde et lille sted og begge betalte lidt til det." Han undlod at bemærke, at han regnede med at betale langt størstedelen til en start. Det var oplagt.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 8, 2017 21:39:37 GMT
Dimas havde, ikke overraskende, mange betænkeligheder. Til gengæld havde han også meget lidt lyst til at vende hjem til sin familie og væsentlig mere lyst til at blive sammen med den lyshårede troldmand, der gjorde ham helt skør. Det var ikke uvæsentligt og han rakte op for at fange Tims ene hånd, inden han kunne ødelægge sine neglebånd.
Fingrene flettede sig ind mellem hans, velvidende at han kunne skulle give slip hvis døren gav sig. Han smilede svagt. "Det lyder fornuftigt. Mere eller mindre. Du tror ikke, at du når at blive træt af mig inden da?"