|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 7, 2017 21:52:35 GMT
Josselyn havde ikke bevæget sig meget længere end udenfor Wright gårdens dør det sidste stykke tid, men brevet fra Brayan havde fået hende til at tage sig lidt sammen. Hun ville trods alt gerne se ham, selvom hun følte at hun ikke var ham værdig længere, men det føltes forkert bare at forsvinde efter hvad de havde haft sammen. Derfor tog hun afsted til De Tre Koste og gik indenfor, uden at stoppe og hilse på nogen. Hun gik hen til det værelse, han havde beskrevet i brevet og bankede på fire gange så han vidste det var hende. Hun holdt vejret et øjeblik og sørgede for, at tørklædet dækkede hendes korte frisure til. Hun havde stadig ikke helt besluttet sig til om hun ville fortælle ham noget, det ville gøre hans liv så meget mere besværligt at have den viden. |
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 7, 2017 22:00:28 GMT
Brayan vidste godt, at han ikke burde se tjenestepigen Josselyn igen. Det var bedre, at det blev ved, hvad det var, men en aften havde han ikke kunne modstå længere og med håbet om at uglen ville finde sit mål, havde han sendt et brev afsted. Derfra var det for sent og det ledte i sidste ende til, at han stod på et værelse i Hogsmeade og ventede med en kriblende følelse i kroppen.
Den tog til, da det bankede på døren og han måtte tage en indånding, før han gik over for at åbne. Det føltes som evigheder siden han havde set hende sidst og hjertet sprang et enkelt slag over ved synet, før han trådte til side og lod hende komme ind. De måtte hilse, når ingen kunne se dem. Døren blev lukket bag hende.
"Jeg var ikke sikker på, om du ville komme."
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 7, 2017 22:23:11 GMT
Josselyn skyndte sig ind på værelset og så op på ham, mens hendes hjerte sad oppe i halsen på hende. Hun havde ikke forventet at det ville blive så svært. De følelser Brayan fremkaldte udløste en domino effekt og ligepludselig sad angsten i hende som en klam knude.
"Selvfølgelig ville jeg det." Sagde hun med et flygtigt smil og så ham i øjnene, inden hun slog blikket ned. Nervøsiteten var nem at læse i hendes ansigt, men det var aldrig noget hun plejede at være i nærheden af ham.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 7, 2017 23:00:00 GMT
Brayan drejede sig mod hende og lod blikket glide over hende. Han huskede, hvordan han havde set hende sidst, helt afklædt. Det havde været betagende, men på en eller anden måde var det ikke hans drivkraft nu, som han så ind i de lyse øjne. Det trak svagt i hans læber, men et reelt smil blev det aldrig til.
"Jeg skulle ikke have bedt dig om det," konstaterede han og tiltede hovedet lidt for at fange hendes blik. "Men jeg er glad for, at jeg gjorde."
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 7, 2017 23:38:40 GMT
Hans venlige ord fik beroliget hende en smule og hun så op på ham med et lille smil på sine læber.
"Det er i orden Brayan." Sagde hun mens hendes blik hvilede i hans.
"Det er jeg også." Tilføjede hun derefter, inden hendes blik flakkede hen over hans ansigt.
"Hvordan har du det?" Spurgte hun og rakte ud efter hans hånd og flettede sine fingre ind mellem hans.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 8, 2017 0:11:16 GMT
Brayan kunne ikke helt hindre smilet i at trække op, da hendes hånd gled ind i hans. Den var ikke fin og blød som en adelskvindes, men han fandt det ikke frastødende. Tværtimod lukkede han sin egen tæt sammen om hendes og mindskede afstanden mellem dem en smule.
"Jeg har altid meget at se til. Lidt mindre nu," svarede han og løftede en hånd for at strejfe hendes kind med fingrene. "Jeg har tænkt meget på dig."
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 8, 2017 9:20:07 GMT
Josselyn blev kun mere nervøs, da han trak hende tættere på og som hun så ind i hans øjne, kæmpede hun med at holde sine dårlige minder på afstand. Det havde intet at gøre med Brayan personligt, hun havde bare ikke haft nogen fysisk kontakt med en mand siden det var sket og Blair var ikke rigtig med i det regnestykke.
En lille skælven gik igennem hendes krop da han strejfede hendes kind med fingrene og hun holdt vejret et øjeblik, mens hun så væk. Hun brugte et øjeblik på at samle sig, inden hun så ham i øjnene.
"Har du? Hvorfor det?" Spurgte hun med et spørgende blik i sine øjne.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 8, 2017 21:26:41 GMT
Brayan mærkede hendes reaktion, da han strøg fingrene over hendes kind og selvom han ikke helt forstod den, så trak han hånden til sig. Øjenbryn trak sig lidt sammen i undren, men et svagt smil forblev på hans læber.
"Jeg ved ikke hvorfor," svarede han, selvom det ikke passede. Eller uden helt at vide, hvorfor han ikke sagde sandheden. En trækning hævede hans skuldre. "Ville du ønske at jeg ikke havde?"
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 8, 2017 21:57:50 GMT
Josselyn rystede med det samme på hovedet over hans spørgsmål og smilede kort til ham.
"Nej.. nej.. Det var bare.." Hun så ham i øjnene og forsøgte at finde sine ord, men det var svært når der var så mange ting der cirkulerede gennem hendes tanker.
"Jeg.." Forsøgte hun men ombestemte sig igen. Hun forstod ikke hvorfor hun havde så svært ved at sige noget.
"Jeg har også tænkt på dig." Sagde hun til sidst, selvom det var dumt.
"Men jeg troede ikke at jeg nogensinde ville se dig igen." Sagde hun og smilede svagt til ham.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 10, 2017 22:09:11 GMT
Brayan så lidt overrasket ud over det sidste. Han vidste godt, at han ikke burde se tjenestepigen igen, men han havde alligevel aldrig tænkt, at det ikke ville ske. Ikke efter den nat, de havde delt sammen. Indsigten gjorde ham helt underligt til mode og øjenbrynene trak sig lidt sammen.
"Hvorfor ikke?"
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 11, 2017 20:24:00 GMT
Josselyn havde ikke regnet med at han ville bede hende om at uddybe og hun løftede derfor sine øjenbryn en anelse, mens hun sænkede blikket. Hun havde svært ved at finde frem til en forklaring, det nemmeste ville være at sige at hun var en tjenestepige og han var en adelsmand og derfor ville de sjældent støde på hinanden, men den teori havde de allerede modbevist.
"Jeg blev afskediget uden varsel som tjenestepige." Sagde hun og smilede en anelse. "Jeg troede egentlig.. måske.. min tidligere herre havde sagt noget.. " Sagde hun tøvende og skævede op mod ham.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 11, 2017 22:34:04 GMT
Brayan havde tydeligvis ikke hørt om det. Så meget afslørede overraskelsen på hans ansigt, selvom det var svært ikke at føle sig en smule lettet samtidig. Det havde gjort ham mere end nervøs at vide, at Josselyn tjente hos Malfoyfamilien - uanset hvor gode venner han var med Lionel. Han rystede på hovedet.
"Intet om hvorfor?" spurgte han, undrende.
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 12, 2017 6:28:06 GMT
Josselyn sænkede sit blik igen mens hun rynkede sine øjenbryn alvorligt. Et suk slap hen over hendes læber og hun endte med at løfte blikket og se ham i øjnene. Hun kunne lige så godt lade være med at lade som om det ikke var sket.
"Jeg prøvede en af min frues kjoler. Nicholas Malfoy fangede mig i det." Sagde hun med et ærligt blik. Derefter begyndte hun at binde sit tørklæde af håret, indtil han kunne se den korte frisure.
|
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Jan 12, 2017 21:57:48 GMT
Brayan forventede mest af alt, at hun ikke anede hvorfor. Desværre var han ikke så chokeret som han kunne være, da hun fjernede sit hovedlin. Han kendte Malfoyfamilien. Ikke alle deres hemmeligheder, men nok til at vide, hvordan de tænkte om deres undermennesker.
En hånd løftede sig og strøg blidt over siden af det kortskårne hår. Øjenbrynene trak sig sammen og han endte med at læne sig frem og trykke et kys mod hendes pande.
"Jeg er glad for, at du ikke er der længere."
|
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jan 14, 2017 9:26:34 GMT
Nu hemmeligheden var ude kunne Josselyn ikke holde sig tilbage længere og efter han havde kysset hende på panden, lagde hun hovedet mod hans bryst. Hun lukkede øjnene i og hev en smule fast i hans trøje, mens et lille suk slap hen over hendes læber.
"Jeg har savnet dig så meget Brayan." Hviskede hun. Minderne om deres møder havde været det eneste positive hun kunne hænge fast i på det sidste og at være sammen med ham igen, fyldte hende med en glæde hun ikke havde kendt til længe.
|
|
