|
Post by Blance d'Montacute on Jan 7, 2017 9:36:31 GMT
Da Kailen og Rogiers navne blev trukket ud som de første, sad Blance på kanten af sit sæde, lige ved siden af Dimas. Hun drejede hovedet og så på sin ven, Rogiers ven, med store øjne og uden at sige noget. Da de to modstandere trådte frem og bukkede for hinanden, hamrede hendes hjerte lidt. Da de først tjattede lidt til hinanden med en lammer- og forvirringsbesværgelse, trak hun dog på smilebåndet. "Det næste vi ser er vel at de forsøger at afvæbne hinanden," bemærkede hun muntert, som hun vendte hovedet kort imod Dimas igen. "Eller forvandle hinanden til ænder, måske."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Jan 7, 2017 21:23:51 GMT
Dimas var kommet til at bryde sig meget lidt om udfordringerne. Det havde alt at gøre med at både hans bedste ven og hans kæreste var deltagere. Det sidste var der naturligvis ikke nogen, der vidste noget om, men det var immervæk forklaringen på hvorfor han sad lidt uroligt i sædet. Han delte da heller ikke helt Blances munterhed, da duellen begyndte og han tog ikke blikket fra hvad der foregik.
"Jeg tror ikke, at det bliver så mildt," konstaterede han lavmælt og gnavede lidt i indersiden af sin kind.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Jan 7, 2017 23:22:52 GMT
Blance havde lige tid til at rynke panden lidt over Dimas' svar, før den første, mere alvorlige, besværgelse føg gennem luften. Hun gispede, da Hogwarts' deltager blev løftet op i anklerne og holdt sig ikke tilbage fra at huje intenst over Rogier i alt andet end morskab.
Instinktivt røg hendes hånd ud og lukkede sig om vennens i et håb om styrke til at klare at se resten. Hun fik aldrig svaret ham med ord.
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Jan 7, 2017 23:57:49 GMT
Det hele skete meget hurtigt. Det var svært at følge med og han havde heller ikke tid til at sige meget, selvom han tog imod Blances hånd og lukkede sin egen tæt om den. Normalt var han den stille type over noget andet, men da Kailen sendte eksplosionsbesværgelsen afsted, slap et indigneret udbrud ham - sammen med de fleste af sine skolekammerater.
"De ender med at slå hinanden ihjel," åndede han, lidt frustreret og med blikket fuldt ud fikseret.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Jan 8, 2017 0:23:23 GMT
Blance var lige dér med Dimas, da eksplosionen nær havde ramt deres deltager og hun knugede hans hånd en anelse, tydeligt ubehageligt til mode nu.
"Det må du ikke sige," bad hun, selvom de samme tanker uværgerligt gik igennem hendes hoved. Det gik hurtigt, men de næste besværgelser, der susede frem og tilbage var i det mindste mere uskyldige. "Rogier... Vind nu."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Jan 8, 2017 0:58:04 GMT
Rundt omkring var der flere elever, der så spændt ud og heppede. Dimas nød det ikke på samme måde. Kæben var spændt og uanset hvad Blance bad ham om, så ændrede det ikke på, at det var det han tænkte.
"Tror du de griber ind inden?"
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Jan 8, 2017 1:37:20 GMT
Blance nød det heller ikke. Ikke længere. Hun sank over spørgsmålet uden at hendes blik forlod de to kæmpende.
"Jeg tror det ikke," hviskede hun. "De ville ikke have brudt ind, hvis en af deltagernes eliksir slog ham ihjel..."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Jan 8, 2017 1:42:59 GMT
"Nej, det..."
Dimas ville have svaret Blance, men braget fra Rogiers besværgelse overdøvede alle ord. Selv var Dimas' ikke den eneste, der lettede en smule i forskrækkelse og hvad end havde havde prøvet at sige, var glemt.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Jan 15, 2017 18:45:16 GMT
Det forsatte i en evighed, føltes det som. Besværgelserne gik op ned, indtil der pludselig skete noget ufatteligt. Rogier kastede en besværgelse så kraftfuld, at hele salen kunne være blevet suget med. Det skete dog ind i tågen og hun fangede ikke hvad der foregik.
"Er de sindssyge?" Hun vendte blikket halvt mod Dimas og strammede sit greb lidt om hans hånd. "Er der ingen der stopper dem?!"
|
|