Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Timur Obolensky on Jan 11, 2017 19:30:34 GMT
En overrasket latter røg gennem publikum, da den dinglende deltager fra Uagadou forvandlede sig til en høne. Timur trak selv lidt på smilebåndet over at det var lykkedes ham, men havde ikke længe til at more sig, som hønen kom flagrende direkte i hans arme. Nok var han en bydreng, men han var ikke så håbløs, at han ikke forstod at klemme dens vinger tæt ind til kroppen og holde den der i et fast greb.
Han slap den ikke, men fik med lidt besvær vristet sin tryllestav nok fri til at kunne pege på hønen og hviske et ganske stille "petrificus totalus," som fik dyret til at stivne i hans arme.
Blikket gled over på dommerne, for at få deres tilsagn, men han var i virkeligheden ikke rigtig i tvivl om, at kampen var ovre. Han satte den stivnede Nsia fra sig og børstede sit tøj lidt fri for fjer med et skævt smil, som han blev erklæret vinderen af deres duel. Da hønen kort efter blev til en ung kvinde, var han den første til at række en hånd ned til hende for at hjælpe hende op.
Fjerkræet Sia baskede løs for ikke at klaske sammen med Timur. Hendes løbske vingeslag dæmpede ikke den hønehalsbrækkende fart, men heldigvis havde hendes modstander evner indenfor lufthønefangst. Hun klukkede og sprællede, indtil verden forsvandt. Hvad der videre skete mærkede Sia intet til - høns kan fordøje mange ting, men at blive stoppet under albuen og frosset på magisk vis er ikke en af dem.
Sia kom til sig selv i en krop uden fjer. Hun vidste instinktivt besked om kampens udfald, og rådførte sig kun kort med dommere og publikums blikke. Hendes lyse modstander havde kæmpet forrygende godt. Han var tydeligvis bedre end hende. Hun havde ønsket at vinde, men hun følte ingen skam over at tabe til Timur Obolensky. Storsindet rakte han hende en hånd - og med et lille, taknemmeligt smil fik hun vraltet på benene. Hendes forslåede fødder var ikke længere til at stå fast på. Sia fik dog tåleligt bukket for sin modstander, og holdt håndfladerne overgivende foran sig.
Post by Timur Obolensky on Jan 14, 2017 20:10:16 GMT
Timurs greb om Nsias hånd var kraftigt indtil han slap hende. Han smilede venligt og bukkede for hende, som hun gjorde det samme. Der var ingen uvilje imod hende at spore. Tværtimod. "Det var imponerende, det stormvejr," bemærkede han, som de begge rankede sig.
"Vil du vise mig hvordan man gør det en anden dag... Måske?" Han blinkede en enkelt gang med begge øjne. De var stadig modstandere, men for ham behøvede det ikke at betyde, at man var fjender. Tydeligvis.
Sia troede egentlig, at Timur hjalp hende på benene af pligt og fordi han ville holde sin sejr ærefuld, også efter at kampen var slut. Hun forventede ikke at storsindet ville vare ved: hun havde været mentalt forberedt på at få sit buk sendt tilbage, kort for hovedet som et onde der skulle overstås, og indpakket i et tydeligt bedreværd. Femkampen var vigtig for dem. Men den lyse Timur smilede, så oprigtigt at hun blev smittet til at smile igen. Han talte endda godt om hendes vejrmagi, selvom han ikke havde behøvet det. De brune øjne dæmpede sig beskedent, inden hun så frem for sig igen. At blive behandlet som en jævnbyrdig var ros i sig selv, syntes hun.
At han kunne tænke sig at se stormskyen igen ved lejlighed, kunne ikke have gjort hende gladere. Men fodsmerter og situationen fik hende til at begrænset entusiasmen til et varmt smil. Hun nikkede til de blinkende øjne. "Selvfølgelig! Jeg kan slet ikke hvad vores ra'er kan. Men jeg vil meget gerne vise dig noget du kan bruge." Hun trak beskedent på skuldrene, men smilede stadig. "Forresten. Så var det rigtig skægt at være høne,"
Post by Timur Obolensky on Jan 15, 2017 0:39:58 GMT
Selvom Timur var træt og skulle hvile sig før den næste kamp, imens han så Silvester kæmpe mod den sidste vinder, småsnakkede han alligevel, imens de blev diskret puffet væk fra midten af storsalen og imod de pladser, der ventede på dem.
Han grinede af hendes konstatering om at være høne og nikkede lidt. "Det var en sjov forvandling, ikke? Jeg fik at vide dengang vi lærte den, at den kun var til dyr, men jeg havde altså prøvet den på et menneske før, fordi... Man skal ikke altid lytte til hvad man får at vide..."
Sia var glad for at have ham at småsludre med, imens de blev gelejdet over mod de pladser der stod. Når man fulgtes med nogen, var der ikke noget mistænkeligt i at man sænkede tempoet lidt. Hun vidste at en siddepause ikke reddede hendes fødder, måske tværtimod - men hun var spændt på de andres kampe. Og hun ville ikke bare stikke af, når de snakkede.
Hun klukkede, da han bemærkede at et kort høneliv egentlig ikke skulle kastes på magikere. Upåvirket trak hun på skuldrene. "Den virkede smaddergodt på tobenede mig, så i værste fald, så har I været to om ikke at høre efter hvad der blev sagt," Hun smilede, inden hun glattede sine gevandter for at tage plads. "Har du gode erfaringer med at gøre noget andet end det du får at vide?"
Post by Timur Obolensky on Jan 16, 2017 23:03:30 GMT
Timur grinede lidt smørret af Nsia og trak på skuldrene af spørgsmålet. Det i sig selv var et svar, men han uddybede uden tøven.
"Uchitel Vishnevsky siger, at det skal styres, hvor ofte man gør det, men ja. Jeg var ikke her, hvis ikke jeg brød vores underviseres idé om hvordan besværgelser og forvandlinger kan bruges engang imellem... Hvad med dig? Følger du altid reglerne?" Han puffede lidt drillende til hende.
Sia lo over hans sigende skuldertræk. Han slap sikkert fint afsted med sin opfindsomhed uden udglattende bemærkninger. Det håbede hun i al fald, at han gjorde. Hun kunne også nemt se, at hans underviser var mindre imponeret end hun var, når han ikke bare brugte magien som man skulle.
Han skubbede til hende for at høre, om hun var mere regelfast. Hun trykkede sig og så kort ned, men uden at give slip på smilet. "Jeg har lidt svært ved at lade være," indrømmede hun varmt. "Hvis jeg var en bedre heks, måske ligeså god som dig, ville jeg lege mere med tingene."
Post by Timur Obolensky on Jan 17, 2017 21:39:10 GMT
Timur så nærmest helt perpleks ud over rosen, før han fnøs lidt og smilede skævt. "Nah. Du klarede sidste udfordring sindssygt meget bedre end jeg gjorde. Det var virkelig imponerende."
Hans eget snask havde lige klaret at redde ham, men det var så også omtrent det. Han rynkede en smule på næsen ved tanken, men smilede så. "Eksperimenterer du så med eliksirerne?"
Sia troede ikke, at nogen huskede hendes modgift. Og han talte ovenikøbet så uventet pænt om den, at hun kun præsterede at komme med et beskedent buk i nakken og efterfølgende et taknemmeligt smil.
Hun spidsede læberne, men skulle egentlig ikke tænke længe over hvad hun svarede. "Det gør jeg da vist, på en måde. Det lyder ikke så vovet, men jeg har forsøgt mig med at hakke og pulverisere nogle ingredienser finere eller grovere end man plejer, så der enten kommer mere nytte ud af dem eller de træder mere i baggrunden." smilede hun.
Post by Timur Obolensky on Jan 18, 2017 22:41:52 GMT
Timur grinede lidt vel højt over svaret. Han forsøgte ikke at skjule det, men tav dog efter et øjeblik og trak på skuldrene. "Der kan du se. Vi har hver vores måde at narre fjenden på," drillede han, før han rejste sig.
"Jeg må hellere lige få mig noget at drikke og et hvil inden... Vinderen af det der skal møde mig..."
Han nikkede mod de to kamphaner, der var i gang, før han fortrak sig for at samle sine tanker.