Anden kamp

Sia var sluppet afsted med sejren i den sidste udfordring. Hun var selvfølgelig glad for sit lille forspring, mest fordi det høfligt signalerede, at hun ikke bare var med på et afbud. Men hun var stadig sine modstandere ydmyg, og derfor overraskede det hende egentlig ikke at få at vide, at tredje udfordring var en duelkamp. Det var kismet, skæbnens pendul: sidste kamp havde været i hendes favør, og nu var fordelen vippet den anden vej.

Magisk offensiv var hendes absolutte akilleshæl. Hun bar intet ønske om at påføre andre unødig smerte. Nyttige besværgelser kendte hun en del af, men de hørte ikke til de blodtørstigste. Det ville blive svært at slå den lyse Timur Obolensky, fra Koldovstoretzskolen. Men svært var ikke nødvendigvis umuligt, og selvom hun ikke kunne være frygtindgydende, så havde hun en idé om at hun kunne være udfordrende. Måske ville det være nok.

Hun gengældte modstanderens hilsen med et velment buk i samme størrelsesorden. Hænderne fandt fri af deres ellers hæderlige knude over mellemgulvet, og blev holdt lodret og kampklare.

Han angreb med ild, og tungerne nåede at slikke på de bare fødder og kanten af gevandterne, inden hun fik modsvaret med Protego. En flad hånd skubbede ud i den luft, og et skjold blokerede besværgelsen før den for alvor fik fat. Huden sydede, men hun var opsat på at komme hans næste træk i forkøbet, og kastede "Fumos!" Hånden tegnede hurtigt en spiral i luften, med meget lidt luft mellem linjerne. Hun pustede kort over håndfladen, og en tæt røgsky susede i retning af hendes modstander.

Han modsvarede hende med et vindstød, der skød røgskyen tilbage mod hende. De kraftige vindpust satte Sia ud af balance, og hun vaklede et par skridt baglæns. Skyen var kvælende tæt, og Timur havde lige vist, at han var hurtig - så hun havde ikke råd til at ende som rygvendt skildpadde. Med nød og næppe fik hun genvundet fodfæstet og dansesmøg sig nogenlunde fra nærkontakt med angrebet.

Stakåndet, men mere opsat på at bide fra sig, strakte hun pegefingeren frem for sig. "Aguamenti!" Sia gav fingeren et bestemt svirp, så det rindende vand samlede sig til en semifast, slagkraftig søjleform med kurs mod modstanderens ben.

Det fortættede vand måtte være nået meget tæt på ham. Da vandsøjlen stødte mod skjoldet, knækkede den midtover. Angrebet fremturede med en kraft, så vandet ikke faldt pænt til jorden - det strittede bogstaveligt talt ud til siderne. Sia havde været henført over det spektakel deres storslåede magi lavede, hvis hun havde haft det mindste overskud til det. 

Han gjorde vandet på gulvet til is, og den isnende temperatur fik de skoldede fødder til at hvine af smerte. De bare fødder kostede hende fodfæstet, og hun ramte gulvet, så alt i ryggen kunne mærkes. Hun kæmpede op på alle fire, hamrede håndfladerne ned og råbte: "Diffindo!" Isen revnede, og som efterskælv skød splinter fra den frosne overflade.

Sia var hurtig til at hive sig op i armene, men ikke hurtig nok til at afskære sin modstander et kritisk øjeblik. Uden at tøve påkaldte Timur en magi, som hun ikke kendte til, men som hun anede på det intense tonefald ville være en forbandelse. En rasende ildkugle udløste en trykbølge, der hvirvlede flere splinter op i luften. Ilden udhulede nådesløst det sprukne isslag foran hende - der hvor hendes opadvendte mave kort forinden havde været.

Hun kom helt på benene, med mere besvær fra fødderne end hun agtede at vise ham. Isen var blevet mere jævn at stå på, men hendes fødder var til gengæld begyndt at vedgå sig sine knubs. De var svulmet op, og de sved. Rivebesværgelsen efterlod flammer i den flængede is. Sia rakte armene i vejret og mumlede på sit modersmål. Over deltagernes hoveder fremkom en uvejrssky, som knitrede og buldrede. En regnbyge dryssede ud af skyen.

Vejrmagi var den magi Sia holdt mest af, så at fremkalde en sky krævede ikke stort mentalt fravær fra kampen. Hun var nemmere blevet distraheret af hvor sødmefyldt regnvandet dulmede de medtagede fødder. Timur gjorde anslag med en lammer, og hun afværgede besværgelsen med armen. Bevidst uden de store bevægelser, så længe skyen hang over dem.

Hænderne rakte atter op i skydækket. Hun vidste hun stod udsat, men vejrmagi krævede kroppens hjælp. Hænderne dirrede, så luften blev statisk og opladt. Fingrene gned mod hinanden i et knips, så det lynede.

Lyn af blandet størrelse stak ud fra skyen og skar gennem den statiske luft. Men modstanderen havde snedigt svøbt sig ind i et heldækkende magisk skjold, og hendes tordenkiler stødte mod overfladen med uindfriet gerning. En trækning af et smil viste sig i det fugtige ansigt. Men helt uventet forsvandt underlaget under hende.

Sia endte med fødderne i vejret og hovedet dinglende ved gulvet. Med nød og næppe nåede hun at æde sit hvin af forskrækkelse over at blive slæbt meget højt op i anklerne, men skyen og dens rabalder forsvandt til gengæld. Hun furede panden og prøvede at gestikulere i hans retning. "Incarcerous!" forsøgte hun sig med.