Villigt publikum og masser af øl

Edith havde været træt, da hun kom ind på kroen, som hun ikke havde besøgt meget siden sin skoletid. Hollis var hos sin mormor, mens de sidste ting fra deres gamle hjem var faldet på plads i det nye. Det havde taget tid at få det i ordentlig stand, men nu var det slut og de boede officielt i Hogsmeade. Det eneste der manglede var mad og velvidende at datteren var vel sørget for, var hun selv gået den korte vej til De Tre Koste.

Der havde hun kun siddet en lille stund, helt rank på en taburet i den ene ende af baren og med en skål foran sig. Maden var sikkert velsmagende, men hun stak mest af alt lidt til den, som hun med et halvt øre fulgte med i opfordringer om underholdning og forsøgte ikke at tænke for meget på alt det, hun endnu skulle nå.

Til sidst skubbede hun skålen fra sig, nærmest urørt og klarede halsen. Et enkelt blik gled mod en flok unge magikere, der talte ivrigt om sange, men det hindrede hende ikke i at forsøge at fange krodrengens opmærksomhed. Han var der vel for at arbejde. "Mr. Dodderidge?"

Edith havde ingen skærebrænderstemme, men det lykkedes alligevel at få opmærksomheden fra krodrengen, som hun primært kendte fra den plads han havde i en rådsfamilie. Hun havde ikke så dårlig samvittighed over at trække ham væk fra de andre. Deres krus var fyldte og han kunne vel gå tilbage til at sludre om et øjeblik.

"Jeg kan ikke få en bid mere ned," konstaterede hun, uden at se ned på skålen med det næsten urørte indhold og uden selv at være helt klar over, at det nemt kom til at virke som om, at maden fejlede noget. "Men jeg vil gerne bede om et krus te, hvis det er noget I har...?"

Blikket gled mod øltønderne, før det vendte tilbage til Arthur. Måske kunne hun ved nærmere omtanke godt have brugt noget stærkere end te. Det havde været en lang dag...

Edith var ikke blind for det anstrengte smil og for sig selv tænkte hun, at han mest af alt lignede en, der havde forstoppelse. Hvis det var reaktionen på at skulle udføre sit arbejde og ikke blot at sludre med unge piger, så så fremtiden sort ud for rådet. Mere end det i forvejen gjorde med Benedict Dodderidge, der også havde sig sit eget ry. Det tænkte hun, en smule frakoblet, som den lidt ældre arving forsvandt med skålen.

Et enkelt blik gled udover den hyggelige krostue og i et øjeblik blev hun distraheret fra tankerne om alt det, hun skulle nå. Stemningen var god og hun fulgte diskret med, indtil en stemme lød ved siden af hende. Hvis der havde været antydningen af et smil på hendes læber, forsvandt det helt over det lidt stive ansigtsudtryk hun blev mødt af.

"Tak," svarede hun høfligt, men lidt stift og fandt mønterne frem til ham. "Er det dig, de forsøger at få til at synge?" spurgte hun, før han kunne nå at gå. Øjenbrynene hævede sig lidt.

Den mindste lille antydning af et smil nåede at trække i hendes mundvige over svaret, men det blev aldrig til mere end det. Det havde med hans observation at gøre og hun rankede sig lidt på skamlen, selvom hun knapt kunne sidde mere rankt.

"Nej, vi plejede at bo i Godricdalen," svarede hun og forsøgte at lade være med at bekymre sig om, hvordan Hollis ville falde til på det nye, fremmede sted. Det fik hende alligevel til at se lidt anspændt ud og hun endte med at trække kruset til sig lukke hænderne om den beroligende varme.

"Men jeg har hørt, at Hogsmeade er et godt sted. Også kroen her."

Ediths indtryk af kroen var godt. Det samme var minderne fra skoletiden. At det var helt andre ting, der fik hende til at virke tvivlende nu, var uden tvivl ikke nemt at læse. Hans ord fik hende til at se en enkelt gang rundt og det fæstnede sig ved flere, glade ansigter, før det fandt tilbage til krodrengen med det mere spartanske smil.

"Det lader det til," konstaterede hun og tog en tøvende tår af den brandvarme, men velsmagende drik. Hun sænkede kruset igen med en enkelt, flygtig trækning i den ene mundvig. Blikket fandt op til Dodderidgearvingen.

"Jeg kan forstå, at I også brygger selv...?"

Smagen fra teen var sød på hendes tunge og forblev der lidt, selv efter hun havde drukket. Varmen fra kruset mod hendes fingre havde den rare, beroligende effekt som et krus med te nu engang havde og selvom det måske var svært at se udadtil, så havde hun det bedre nu end kort forinden. For en der ikke kendte hende, var det svært at vide at den øgede snaksaglighed kom i takt med at hun blev mindre anspændt.

"Det var ikke så lidt," musede hun og hævede øjenbrynene lidt over den selvsikre udtale. Hele magikerverden strakte sig vidt, men det var ikke sikkert man kunne forvente at kroens ejere var de store verdensmænd. I hvert fald lod hun tvivlen komme dem til gode - især den selvsikre krodreng. Blikket gled lidt undersøgende over ham, men det kom måske til at se mere vurderende ud på grund af det mere end tøvende smil. Hvis det overhovedet kunne kaldes det.

"Måske må jeg prøve det senere. Det så ud som om, at du var midt i noget...?" Hun nikkede sigende mod de væsentlig mere muntre gæster, der stadig lignede nogen, som havde forhåbninger om at opnå et eller andet. En sang, var det vel.

Den ældste Dodderidge slog hende ikke som et synderligt inspirerende menneske, men hun havde hørt godt om kroen og hun var en smule nysgerrig efter at finde ud af, hvad der gjorde det. Det hele gav en smule mere mening, da først bryggeren tog plads foran hele krostuen med en karisma, som havde været komplet fraværende kort forinden. Edith musede lidt over det, som hun sippede til sin te og trak svagt på smilebåndet over muntre opfordringer fra gæsterne.

Til sidst fæstnede blikket sig, som alle andres, sig på Arthur og da det først begyndte, kunne hun nemt se, hvor let det var at lade sig gribe af den varme, hjemlige stemning der spredte sig i rummet.