|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 8, 2017 16:56:15 GMT
Lorcan havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. På trods af at han hadede at være bundet til sengen, skulle han sove i hvert fald en dag på de mørbankede lemmer før han ville være i stand til at slæbe sig op. Han skulle lige til at bemærke at han ikke brød sig om kål, da han lukkede munden og mindede sig selv om pigebarnets lave tolerance. Det bed i ham at være overladt til hendes nåde, men der var ingen grund til at provokere hende yderligere. "Tak.." Det var et ord han ikke havde brugt længe, og det føltes mærkeligt i hans mund som han blev liggende.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 8, 2017 19:47:40 GMT
Penelope stoppede op i døren, da et enkelt, uventet ord nåede hende. Hun trak en anelse på smilebåndet, men vendte sig ikke om imod manden igen. I stedet forsvandt hun blot ned i køkkenet, hvor der stadig var rester af aftenens suppe i en gryde.
Det krævede ikke meget for den unge heks at varme grøntsagssumpen op igen og bære en enkelt skål af det op til den forslåede mand i sengen. Derinde, satte hun sig på kanten af den og så ned. "Jeg går ikke ud fra at du kan sidde op uden at lide, så jeg må vel... Made dig?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 8, 2017 22:41:53 GMT
Lorcan kunne ikke huske at han nogensinde var blevet madet. Det var noget børn og gamle mennesker blev. Alligevel var tanken om at sætte sig op lidt for ambitiøs, og dog rettede han sig en smule op med en lille grimasse så han ikke lå og fik maden ud over ansigtet. Han var ikke helt sikker på hvad han ville gøre hvis hun grissede med det, men indtil da nikkede han blot. "Så længe du ikke bruger ordet made.." Hans stolthed var tydeligvis en smule såret, som han gjorde sig klar til at modtage den første skefuld.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 9, 2017 20:22:13 GMT
Penelope gav ikke to knut for mandens stolthed. Hun gav sig fortrøstningsfuldt nok til at made ham med en ske, som var han et lille barn, men uden mildheden man ville have vist sådan et. Tværtimod var hun tydeligt uinvesteret i opgaven og talte ikke imens.
Han var ikke rigtig en velkommen gæst. Han ville koste hende penge, han kostede hende tid og hun ville ikke engang se skyggen af ham, så snart han var blevet rask. Men hun var ikke noget forfærdeligt menneske - sådan da. Hun kunne ikke bare kvæle ham med puden, når nu han ikke havde gjort hende noget.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 9, 2017 21:10:45 GMT
Hvis suppen var blevet serveret på Knockyn havde Lorcan med stor sandsynlighed fået kokken hængt. Som det varme snask fyldte hans mave, kunne han dog ikke ytre sin utilfredshed, da han samtidig mærkede hvor sulten han havde været, og forsøgte i stedet blot ikke at rynke på næsen som hun gjorde det færdigt. "Tak." Sagde han igen, og mønsterede sit mest taknemmelige smil, som han lænede sig en smule tilbage. Hans blik gled kortvarigt op i hendes øjne, før han kneb dem en smule sammen. "Du tror stadig ikke at du får dine penge?" Lorcan var sjældent nogen ærlig mand, men han skulle ikke have det siddende på sig at han ikke betalte sin gæld.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 10, 2017 22:51:51 GMT
Da suppesølet var spist op, satte Penny skålen fra sig. Hun betragtede ham ikke helt uden skepsis, men trods alt mindre hvast end tidligere. Ved spørgsmålet trak hun simpelthen på skuldrene.
"Adelsfolk lyver hele tiden," konstaterede hun udramatisk. Det var et faktum i hendes liv.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 10, 2017 23:57:41 GMT
Lorcan løftede et øjenbryn som hun tydeligvis ikke havde høje tanker om den engelske adel. Han havde ikke den store forståelse for hvordan livet så ud på den anden side af slottets mure, og alligevel var han realistisk nok til at vide at det ikke var alle bønder der var lige begejstrede for deres herremand. Det krodrivende pigebarn var dog så vidt han vidste ikke underlagt sådan en, og han var derfor heller ikke helt sikker på hvor hendes mistro kom fra. "Vi lyver ikke mindre end pøblen. Jeg betaler altid min gæld" Han kunne vælge at trampe hen over hende, sådan som hun opførte sig var han fristet til det, og alligevel brød han aldrig med sine principper.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 11, 2017 0:15:01 GMT
Penny fnøs en enkelt gang, men hendes mundvige sitrede lidt og hun var ikke decideret uvenlig i sit udtryk, på trods af den skepsis, som var blevet serveret hende siden barndommen. Rige mennesker kunne man aldrig stole på. Man blev kun rig ved at trampe på andre.
"Vi får se," svarede hun simpelt. "Sir." Hendes ene bryn gled lidt op. Hun havde sjældent fint besøg heroppe.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 11, 2017 0:36:12 GMT
Lorcan nikkede let, som hun huskede hans titel. Hun var ikke helt dum, eller respektløs, og alligevel tog det hårdt arbejde at tvinge hende tilbage dertil. Han betragtede hendes blik endnu engang, og rystede let på hovedet. "Min rigdom er ikke noget jeg har taget fra andre. Jeg er ikke en luset købmand der sidder og troner på mit bytte. Jeg slider ligeså hårdt i det, som du gør for at holde din kro i gang." Mange tog fejl når tænkte at adelslivet blot var en sorgløs tilværelse hvor det eneste man gjorde var at tælle sine mange penge. Det havde sine goder, men Lorcan arbejdede selv for at holde sine hjul i gang, og han var temmelig stolt af det.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 11, 2017 22:12:11 GMT
Penelope svarede manden med et hævet bryn og et lille træk i både sine mundvige og på skuldrene. "Din rigdom?" Hun fugtede læberne fraværende. Et eller andet skulle de tale om, imens ilden i ildstedet varmede både kammeret og ham op.
"Er du herremand?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 11, 2017 22:43:39 GMT
Lorcan var ikke helt sikker på hvor meget hun behøvedes at vide om ham. Hun kendte ikke engang hans navn. Det var for det bedste. Han ville ikke have at rygtet gik gennem hele Hogsmeade at Lorcan LeStrange var blevet banket ned i en gyde. Han havde allerede løjet for hende en gang, og dog var det lettere at holde en facade hvis man holdt sig så tæt på sandheden som muligt. "Min fader er. Han ejer et stort gods i Norfolk. Jeg er hans anden søn, derfor ligger mine opgaver andet steds." Der var ikke den store bitterhed i hans stemme. Han havde alt for travlt til at bestyre et gods. I stedet fik han lov til at beskæftige sig med langt mere underholdende ting. Han var ikke sikker på om hun forstod adeles arvefølge, men det måtte være ligesom når deres kroer og gårde gik i arv fra fader til søn.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 12, 2017 20:40:36 GMT
Penelope lyttede og spidsede lidt læber, imens hun tænkte sig om. Hun kendte ikke mange adelsnavne, fordi det ikke interesserede hende, men måske var Norfolk tæt på. Måske ikke...
"Er det så ikke hans rigdom?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 12, 2017 22:28:05 GMT
Lorcan havde håbet at han ikke blev nødt til at forklare hende det, og det lykkedes ham ikke at undertrykke det lille udmattede suk der forlod hans læber da han gav sig i kast med det. "Ikke den del der tilkommer mig. Den del der blandt andet skal betale dig for dine jenester." Han kunne ikke fortælle hende hvor hans anden indkomst kom fra, men det var heller ikke just fordi det betalte særlig fyrsteligt at være rådets bøddel. De penge han fik ud af det var dog helt og holdent hans egne.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 12, 2017 23:34:30 GMT
Penelope sagde det ikke, men det var netop hendes betaling, der var i hendes tanker. Med forsikringen om, at han rent faktisk rådede over noget selv, lod hun emnet gå med et simpelt nik med hovedet.
"Hvordan har du det nu?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 13, 2017 0:08:27 GMT
Lorcan kiggede undersøgende på hende som hun endnu engang spurgte til hans tilstand. Han var ikke helt sikker på om det var ud af oprigtig bekymring, eller fordi hun havde bedre ting at tage sig til. Han var dog efterhånden begyndt at få varmen, hvilket blot havde givet ham mere føling med sin mørbankede krop, og gjort smerterne værre. "Jeg er.. Varmere. Jeg tror at mit ene ribben er brækken. Jeg kan mærke det hele nu." Hans stemme var ikke ynkelig, og alligevel kiggede han på hende i et forsøg på at få hendes medlidenhed, og måske en smule bedre behandling.
|
|