|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 3, 2017 16:46:58 GMT
Penny var ret uceremoniel omkring sin afklædning af ham. Det skulle gå hurtigt, så hele sengen ikke blev våd og kold. Hun fnøs over hans spørgsmål og rystede på hovedet uden andet svar. Da først han var komplet nøgen, trak hun et tykt uldtæppe over hans krop og pakkede det tæt om ham. Der var ikke tændt op i pejsen, men dens slags magi var dog velkendt nok til at hun uden problemer fik ilden til at blusse op, før hun mærkede hans pande.
"Jeg er enke, Sir," tilføjede hun til sit tidligere svar. Han behøvede ikke at vide, at hun aldrig havde ligget med sin afdøde mand. "Fryser du stadig?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 3, 2017 18:10:16 GMT
Lorcan havde svært ved at mærke sine lemmer flere steder. Måske var det grunden til at han var i stand til at udholde smerten? Han var våd og kold, og dog begyndte det at hjælpe som pigebarnet pakkede hans nøgne krop ind i det varme tæppe. Han var ikke sky eller pinlig over at hun blev nødt til at klæde ham helt af. Normalt skammede han sig ikke over sin krop, og dog havde han en smule svært ved at nogen skulle se den så kvæstet og såret. Som enke var det tydeligvis heller ikke første gang at hun så en nøgen mandekrop. I stedet nikkede han blot, med let klaprende tænder. Han klynkede sjældent, men han fornemmede at hun ikke ville gøre sig umage hvis han spillede tapper. "Ja. Jeg kan hverken mærke mine fingre eller tæer." Han var ikke sikker på hvad mere hun kunne gøre, han kunne ikke huske at han nogensinde havde prøvet at fryse så meget som han gjorde nu.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 3, 2017 20:33:33 GMT
Penelope havde håbet det ikke kom til det, men hun var ikke vanvittig overrasket. "Det her er for at give dig varmen," konstaterede hun, som hun tog ved tæppet. "Ikke noget med at pille eller forvente, at jeg piller."
Hun så bestemt ned på ham, før hun kravlede under tæppet og ind til ham. Armene gled omkring ham og hun sørgede nøje for at undgå at hvile på hans forslåede krop.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 3, 2017 23:27:15 GMT
Lorcan havde forventet at blive tilbudt noget varm suppe. Måske at hun kunne en eller anden fik besværgelse. Overrasket måtte han spærre øjnene op som hun valgte at kravle ind under tæppet til hans afklædte krop. Når det kom til stykket var det de færreste unge kvinder der gjorde det frivilligt. På trods af hans temmelig tiltalende ydre, var der altid et eller andet der formåede at skræmme dem væk, som om de inderst inde vidste hvad der var bedst for dem selv. Naturligt slappede hans krop dog en smule mere af som han mærkede hendes arme omkring sig. Det var ikke pilleri hans tanker umiddelbart drev til, selvom det var oplagt nu hun havde gjort sig den frihed at klæde ham af. Som de lå der kunne han dog ikke lade være med at indånde den friske duft af en varm kvinde mens han allerede mærkede hvordan det hjalp. "Hvor er jeg?" Spørgsmålet var simpelt, han vidste hvem hun var, men han havde ikke den store ide om hvor i byen han befandt sig.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 4, 2017 18:58:01 GMT
Penelope var først lidt i tvivl om hvor hun skulle lægge sit hoved, men hun endte med at hvile det mod hans skulder. Hendes krop omkransede hans så godt den nu kunne og under tæpperne bredte varmen sig helt sløvt og langsomt. Hun havde lukket øjnene halvt i, men hans spørgsmål fik hende til at slå dem op igen og overveje om hun overhovedet burde svare ham.
"Du er på Det Glade Vildsvin," konstaterede hun dog endelig, uden at se på ham. Således fik han muligheden for at finde hende igen, men måske var det ikke så skidt, hvis han rent faktisk gav hende penge. Hun betragtede dog sandsynligheden som lille. Adelige var ikke til at stole på.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 5, 2017 17:26:03 GMT
Lorcan var ikke upåvirket af kvindekroppen der i øjeblikket omsluttede ham, og dog var hans krop for såret til at stille noget op med den. Det var heller ikke just fordi han trængte. De ugentlige besøg fra svigerinden stillede størstedelen af hans lyster, og han fokuserede derfor på at lytte efter hvad hun sagde, i stedet for at bekymre sig om hvor han kunne få hendes hænder til at vandre hen. Han rynkede let på næsen da hun fortalte ham hvor han befandt sig. Han kendte kroen af navn, han havde aldrig selv sat sin fod på det smudsede sted, og dog havde det den fordel at det med stor sandsynlighed var et af de sidste steder folk ville lede efter ham. "Og.. Det er din kro?" Han kæmpede med ikke at lyde mistroisk, men hun virkede en smule for ung og for kvindelig til at kunne bestyre sit eget sted.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 5, 2017 23:24:37 GMT
Han var svækket og Penny vidste godt hvor hun ville gå efter at svække ham mere, hvis han prøvede på noget. Derfor var hun i bund og grund ikke så nervøs, selvom hun stadig til tider huskede sin fars mindre overgreb og skælvede af ubehag ved det.
Denne mand fnøs hun blot lidt af, som han spurgte til hendes ejerskab af svinet.
"Ja," bekræftede hun simpelt. "Det er min kro. Har du det varmere nu?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 5, 2017 23:38:00 GMT
Lorcan havde svært ved at se kvinder som andet end pynt, og havde altid haft et problem med de der selvstændigt stod på egne ben. Han rynkede derfor også blot en smule mistroisk på næsen, da hun påstod at hun ejede kroen. Man skulle tro at den i det mindste var renere når den var på kvindehænder, og alligevel kiggede han misbilligende rundt i det kummerlige lille kammer. "Lidt.." Svarede han ærligt, han frøs dog stadig, men han begyndte at kunne mærke sin krop, hvilket ikke var nogen fordel. "Så du hvem der efterlod mig i gyden?" Selv kendte han ikke deres ansigter, men som kromutter på Vildsvinet kunne det være at hun gjorde.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 5, 2017 23:56:20 GMT
Penelope rykkede lidt på sig, men blev liggende en stund endnu. Hun kunne gøre meget med den optændte pejs og varm suppe, men det gik ikke lige så hurtigt og der kunne nå at ske meget inden han fik varmen.
Hans spørgsmål var da også en fin distraktion fra hendes tanker om at flytte sig inden han kom sig alt for godt og hun rynkede lidt på næsen.
"Nej," konstaterede hun simpelt. "Jeg hørte dem snakke. Men jeg så ikke noget. Det var mørkt."
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 6, 2017 0:36:54 GMT
Lorcans mund snørede sig en smule sammen, da hun påstod at hun ikke nåede at se dem. Han troede ikke på hende. Hun var kromutter på Hogsmeades mest velkendte smugkro, et sted hvor de fire mænd uden tvivl brugte deres tid. Måske havde hun endda en aftale med dem, så hun kunne høste fortjenesten af at helbrede ham? Spekulationerne fik pludselig ben at gå på i hans forskruede hoved, som han fangede hendes blik. "Se på mig, og fortæl mig at du ikke kender dem." Han blev nødt til at have vished. Ligeså vel som hun kunne være en helbredende engel, kunne hun også være deres medsammensvorne. Han kiggede intenst i hendes øjne, de ville fortælle ham sandheden.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 6, 2017 1:59:52 GMT
Penelope løftede hovedet og så direkte ind i den ynkelige adelsmands øjne. Hun hævede begge bryn skeptisk over ham og var ikke mange øjeblikke om at komme ud fra tæpperne og efterlade ham i den grad af varm eller kold han nu engang var blevet.
"Du kan ikke give mig ordrer," konstaterede hun simpelt, imens hun så ned på ham. "Er det takken for at redde dig?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 6, 2017 2:09:29 GMT
Lorcan granskede hendes lyse blik. Det tog ham ikke mange øjeblikke at erkende at hun fortalte ham sandheden. En del af ham havde ellers håbet at hun havde kendt dem. Når han først kom til kræfter ville der ikke være nogen nåde, men indtil da måtte han knytte hænderne let, som hans varmekilde forsvandt. Situationen var uvandt for ham. Han skyldte almindeligvis ikke underklassen noget, og alligevel syntes pigebarnet at hun kunne tillade sig at stille krav. "Min tak skal du nok få i klingende mønt." Det var det eneste sprog de begge talte. Han kiggede roligt på hende og måtte kæmpe en hård kamp for at skjule sin irritation. "Hvis du sørger for at jeg ikke fryser ihjel."
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 6, 2017 20:26:22 GMT
Penelope hævede et bryn. Hun stolede ikke en snus på manden eller hans løfter om penge. "Min hjælp skal du få, hvis du ikke opfører dig som et snobbet røvhul," konstaterede hun simpelt og uden nåde.
"Jeg kunne have ladet dig ligge der i sneen, du ved. Det ville der ikke have været nogen der bebrejdede mig."
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 7, 2017 16:13:51 GMT
Lorcan bed tænderne sammen. Har var lige nu overladt til pigebarnets nåde, og det huede ham ikke at være afhængigt af så næsvist et pigebarn. "Min hustru ville.. og min lille datter." Det var løgn, og dog havde han intet problem i at tale til den medmenneskelighed som hun sandsynligvis ejede mere af end ham.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 8, 2017 12:35:58 GMT
Penelope fnøs over hans forsøg på at appelere til hendes medmenneskelighed. "Næppe," konstaterede hun simpelt, uden at ane om han havde kone eller børn - og uden at give en flyvende skid for det. De var intet til hende.
"Jeg henter en skål suppe fra køkkenet," konstaterede hun, før hun fremviste sine tænder i et lettere underholdt smil. "Bliv her."
|
|