Stor og stærk?

Ealasaid følte den dårlige samvittighed krybe ind over hende og hun slog blikket ned med et skyldbetynget blik i sine øjne. Hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle gøre, hun ville gerne gøre dem begge glade, men det var ikke muligt.
"Undskyld, jeg ved det godt. Jeg skulle ikke have opført mig sådan." Sagde hun og skævede mod ham.
"Men jeg tror ikke jeg kan gennemføre det Edmund." Hviskede hun med en trist stemme og trak sig væk, mens hun gav hans hånd et lille klem.

Ealasaid havde slet ikke tænkt sig at gå og et øjeblik så hun helt forbløffet på ham, som han strammede taget om hendes hånd. Hun skulle til at forklare sig, men da han stillede hende et spørgsmål, glemte hun hvad hun ville have sagt.

Ea havde altid forsøgt at være ærlig og derfor var det også svært at svare ham. Hun følte sig utrolig splittet, men lige nu var det den sårede Edmund der vandt.
"Jo.. det har jeg.. Men det er ikke så simpelt." Svarede hun og så ham i øjnene med et sørgmodigt blik. Hun havde følelser for ham, hun kunne mærke det brænde indeni, så meget lyst havde hun til at kysse ham. Det kunne hun dog ikke, ikke lige her.

Ealasaid fik en behagelig fornemmelse i sin mave da han aede hendes hånd og hendes blik gled hen over hans ansigt, en smule tøvende.
"Jeg lovede min forlovede at jeg ikke ville.. lade andre kysse mig.. inden vores bryllup." Sagde hun og så væk et øjeblik.
"Det er det eneste der er galt ved det. " Mumlede hun og vendte blikket mod ham igen mens et lille smil dukkede op på hendes læber.

Ealasaid blev ked af det over det blik han sendte hende og hun måtte blinke et par gange med sine øjne, for ikke at komme til at græde.
"Måske.. jeg.. kender ham ikke så godt." Sagde hun og så derefter en smule fortvivlet på ham.
"Jeg kan ikke klare at du er vred på mig.. vær sød ikke at være vred på mig." Hviskede hun og lænede sig lidt frem mod ham mens hun så ham indgående i øjnene.

Edmunds spørgsmål kom bag på hende og hun stivnede et øjeblik og så forvirret på ham. Hendes blik flakkede hen over hans ansigt, hans sårede blik ramte hende som en kniv og hun måtte bruge et øjeblik på at tænke sig om, i et forsøg på at finde frem til et svar.
"Det ved jeg ikke.." Hviskede hun i mangel af bedre og rynkede sine øjenbryn i en trist mine.
Måske havde han ret, han havde argumenteret så godt for sin sag, at hun ikke længere kunne komme på nogen undskyldninger. Hun følte sig dum som en dør og forvirret, men havde intet at sige imod ham længere.
"Så lad gå da.. Hvis du virkelig vil.." Sagde hun og kapitulerede, mens hun smilede svagt.

Ealasaid var på en underlig måde slet ikke i stand til at tænke selv, hun nikkede blot over hans ord med et lettere fraværende udtryk i sine øjne.
"Joh.." Sagde hun stadig med en smule tøven i stemmen. Det hele var gået så hurtigt. Hvad havde hun egentlig sagt ja til?
Derefter smilede hun blot lidt og nikkede en enkelt gang. "Det var så lidt.. Jeg burde nok egentlig gå ned til opholdsstuen.." Sagde hun og smilede lidt undskyldende.