|
Post by Mercy Wright on Dec 23, 2016 16:37:11 GMT
Blair Wright Døren åbnede knirkende op til Wright familiens hjem. Metamorphdrengen skævede ind af sprækken i døren. Der var stille. Det syntes han at der havde været i et stykke tid efter hans dødfødte lillesøster kom til. Han måtte gå på listefødder af frygt for at gulvet gav væk under ham. Han turde ikke andet. Specielt omkring sin mor. Mercys mange forsøg på at trøste hende havde givet bagslag, og han var forekommet ufølsom mere end han havde sat et smil på nogens ansigt med sine jokes og forsøgte distraktioner. Det var ikke fordi han var ligeglad. Det gjorde dybt ondt på ham at se den smerte Blair og Benevolence havde gennemgået. Og at han ikke kunne gøre noget for at tage den væk. Han opfangede den på deres kropssprog og deres stemmeføring. Også når de ikke selv gjorde det. Men den tabte lillesøster havde han svært ved at relatere til. Han havde aldrig kendt hende. Fra fødslen havde han fået at vide at hun var væk. Det gjorde ham hul. Huset føltes let fjendtligt og uvelkommende, da han lukkede døren bag sig og kom med et næsten uhørligt ” Jeg err.. hjemme?”. Han så sig omkring og kunne ikke umiddelbart se nogen, men han følte sig sulten nok til at spise en hest, så han gik på rov i køkkenet, og da han havde opfanget sit byttedyr: Det ædle brød, gik han langsomt ind til spisebordet, lænede bagud i stolen og smækkede sine fødder op på bordet. Nu der alligevel ingen var til at irettesætte ham.
|
|
|
Post by Blair Wright on Dec 23, 2016 23:10:54 GMT
Blair havde været i smedjen og efterhånden følte han endelig, at han var i stand til at fokusere på arbejdet igen. Alt var ikke perfekt, men det var bedre og han havde arbejdet lidt længere end normalt, da han fandt op til huset. Det betød at de fleste havde indtaget middagsmåltidet og han forventede ikke selskab, som han trådte ind ad køkkendøren.
I stedet for at finde rummet tomt, faldt blikket på en skikkelse med en skrigende hårfarve og han så lidt overrasket ud, før et smil bredte sig på hans læber. "James. Jeg var ikke klar over, at du kom hjem."
|
|
|
Post by Mercy Wright on Dec 25, 2016 10:50:16 GMT
Mercy var egentlig sunket hen i sine egne tanker, og da Blair kom ind i spisestuen havde han munden proppet med den indtørrede brødhumpel. Stykket var for stort og stak ud af flaben på ham. Han havde egentlig tænkt sig at smile, men brødet forhindrede ham i dette, så han vinkede muntert til sit biologiske ophav indtil det gik op for ham at hans tiltale var forkert. Det kom til udtryk som en lille række opgivende rynker på næsen. Brødhumplen forsvandt forslugent ned i gabet på Mercy. Da rømmede han sig. ”Mercy. Far, mit navn er Mercy. Jeg følte bare for det – vel. Hvor er alle folk henne? Stilheden larmer".
|
|
|
Post by Blair Wright on Dec 27, 2016 1:05:45 GMT
Blair sank tungt ned på bænken, på den samme plads han oftest sad på og betragtede sin søn kæmpe med brødet med et mildt underholdt blik. Protesterne over at blive kaldt sit fødselsnavn var ikke de første han havde hørt, men de havde haft diskussionen før og Blair havde ikke tænkt sig at begynde at ændre på noget nu.
“Din mor sover, sammen med den lille. Bowman er i smedjen og Nan og Josie er væk,” forklarede han kort, men simpelt. “Hvis du havde givet besked, havde du måske fået en bedre velkomst,” konstaterede han og smilede lidt. I virkeligheden ville meget nok ikke have været anderledes. De var nødt til at arbejde.
|
|
|
Post by Mercy Wright on Dec 27, 2016 22:42:42 GMT
Mercys opalfarvede blik fulgte husets mastodont og rystelserne fra da denne smed sig i bænket gik igennem gulvet og fik knægten til at spjætte lidt, selv han ikke sad direkte ved siden af ham. Han strakte sig lidt og rykkede dovent med skuldrene. ”Ja, du har nok ret. Men det er ikke altid jeg kan beregne hvornår jeg får behov for at finde hjem. Og så kommer jeg forbi. Hogwartsweekend eller ej. Det er ret nemt at slippe væk når man kan ligne og lyde som hvem som helst”. Han ville ikke prale meeen… Jo. Jo, det ville han. Det var en fantastisk evne at have og han udnyttede den altid til fulde når han kunne slippe afsted med det. Det fik ham til at grine drenget. I sidste ende var der ikke meget der kunne forhindre metamorphen i sine unoder. Andet end sin familie.
|
|
|
Post by Blair Wright on Dec 29, 2016 21:55:15 GMT
Blair så på sin søn med et komplet uimponeret blik, som han skamløst sad og indrømmede, at han brød skolens regler. Måske var det hans far var mest frustreret over, at han ikke engang forsøgte at skjule det. I hvert fald stirrede han henover bordet.
"Hvis du kommer her udenfor Hogwartsweekenderne, så skal jeg personligt slæbe dig tilbage," konstaterede han i den dybeste alvor og uden at efterlade tvivl om, at han mente det. Ikke tale om, at hans søn skulle ende med at blive smidt ud af Hogwarts for noget så dumt.
|
|
|
Post by Mercy Wright on Dec 30, 2016 0:04:10 GMT
Hans multifarvede øjne blinkede betuttet et par gange inden han slog benene ned fra spisebordet og lænede sig hen over det med en meget fast opmærksomhed på Blair. ”Er det.. En UDFORDRING?” Han sænkede sine bryn og rynkede nok en gang på næsen. ”Det mener du da virkelig ikke. Der er absolut ingen pointe for mig i at komme til de fleste af timerne. Professorerne er ligeglade med mig og anser mig for dummere end en dør. Jeg har ingen grund til at prøve, for de har allerede besluttet sig for hvad jeg er værd på forhånd. Verden er der ude, og jeg lærer meget mere af den end jeg gør i nogen time”.
|
|
|
Post by Blair Wright on Dec 30, 2016 1:01:04 GMT
Det var noget af en dundertale og Blair var ikke i tvivl om, at den var vel indøvet. Han faldt dog ikke for den, men så blot på sin søn med et ukueligt blik. Der var ingen tvivl om, at Benevolence ville være i stand til at tage en dybere snak med sønnen om, hvorfor det var vigtigt at blive i skolen. Blairs tålmodighed strakte sig ikke så langt - selvom den normalt ellers var ganske stor.
"Og du er klogere end dem alle sammen, er du?"
|
|
|
Post by Mercy Wright on Dec 30, 2016 11:21:46 GMT
”Vvv n-nej! Jeg siger bare at…” Mercys øjne flakkede et øjeblik. Både fordi faderens ord forvirrede ham, men også fordi Mercy ikke kunne lide at hæve sig over andre. Og det gjorde også at han måske stod svagere imod højtuddannede troldmænd og hekse. Han mente ikke at han havde fundet de vise sten til alle eksisterende problemer, men han kunne adressere dem når han så dem. ”Jeg siger ikke at jeg er bedre eller klogere end andre. Men du kan ikke skubbe en firkantet sten ind i en rund kageform. Og det er det de prøver på. Med os alle sammen. Vi skal ind i formen uanset hvordan vi er, og den er universal ifølge dem for optimal læring. Men det er den ikke for os alle. Den erfaring og det man observerer udenfor Hogwarts er blot meget mere tungtvejende. Den giver perspektiv. Noget som næsten ingen inddrager i skolens udenadslære. Ingen er ens, og hvis man ikke kan fange alle må man variere eller ændre på undervisningsformen. Jeg er ikke den eneste der har det sådan her”.
Han tog sig frustreret til panden og nulrede op i de pinke lokker. I et øjeblik så han helt sørgmodig ud da han så hen imod sin far. ”Lytter du over hovedet til hvad jeg siger?.. Du er der ikke far. Alligevel tror du ikke på mig. Du ved ikke hvordan de behandler mig. Jeg er den firkantede sten de opdager bare ikke passer, og så vil de kaste mig tilbage til floden. Med alle de andre sten der ikke er runde og fine nok. Forstår du noget af det jeg siger?” Han så væk.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jan 1, 2017 21:38:37 GMT
Blair var en intelligent mand. Han havde tilbragt syv år på Ravenclaw og havde lært meget af sin tid der. Det betød ikke, at han forstod sin søn helt. “Hogwarts er en af de bedste skoler i vores verden,” konstaterede han med sammentrukne øjenbryn.
“Og du har adgang til mere viden der, end andre steder. Hvis du ikke mener, at du lærer det rigtige, så gå ned på biblioteket og lær det selv. Du har snart kun ét år tilbage. Det er langt fra de fleste, der overhovedet får muligheden for at gøre sin uddannelse færdig. Lad være med at smide det væk nu.”
|
|
|
Post by Mercy Wright on Jan 2, 2017 0:34:51 GMT
”Bøger er ikke min ting far!” Mercy spidsede læberne muggent og fnøs opgivende. Nogle gange ville han ønske at faderen tænkte mindre med sin hjerne og mere med sin hjerne, men det var nok derfor han nok engang blev fordelt til det kollegie han gjorde. Men hvad betød det også at Mercy færdiggjorde sin uddannelse på Hogwarts i sidste ende? ”Verden er ikke en bog! Den er stor, den er levende. Der er elever fra Uagadou, der kan bruge magi uden stav far. Du kan ikke bare bruge kapitel 32 i Magiens Historie på alle livets situationer. Jeg vil ikke læse! Jeg har brug for at mærke! Jeg har brug for at opleve viden. Ellers kommer der aldrig noget nyt til. Det er den samme gamle viden der går igen igennem generationer på Hogwarts”.
Den unge troldmand rejste sig brat op fra stolen, så den skrabedes tilbage, og han begyndte at gestikulere med hænderne i store bevægelser. ”Vi kun læser- læser, så vi kan uddannes- uddannes, så endnu flere kan læse det samme som alle andre har læst, bliver ved med at læse og ved i forvejen! Det er vanvid at gøre den samme handling gentagne gange og forvente et nyt resultat! Se på dig selv far. Du er Ravenclaw, der på trods af dine store færdigheder – og mulige ture på biblioteket- er endt med at sidde fast i en endnu mindre plet på landkortet end Hogwarts er!” Knægtens hår begyndte at mørkne og skifte fra den skrigende pink til den decideret var så rød, så den var en Weasley værdig. Han greb fat i sine bølgede lokker op begyndte frustreret at rode rundt i det mens han oprørt så på sin far.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jan 2, 2017 1:50:23 GMT
Blair var en tålmodig mand, men da James endelig var færdig med sit lille tantrum, rejste han sig selv op og slog i bordet. "Sæt dig ned øjeblikkeligt. Hvad får dig til at tro, at du kan tale sådan til mig?" brølede han og stirrede på sin søn.
"Har du nogen anelse om, hvor heldig du er? Hvor få der får den mulighed, som du får? Det er de færreste i den her verden, der overhovedet har den chance for at lære, som du har. "Hvis du ikke kan sætte pris på det du har, så kan du finde et andet sted at være. Tag til London og se, hvor meget bedre livet ser ud, når man ikke uddannes. Fortæl mig om alle de mennesker der, har det bedre end du har."
|
|
|
Post by Mercy Wright on Jan 2, 2017 21:25:22 GMT
Mercy spjættede og skjoldede sig med en arm foran ansigtet af gammel vane for når han vækkede Blairs temperament. Rynken på hans næseryg blev dog ikke mindre, men hans far formåede at gøre ham stille et øjeblik og fik ham til at lytte til hans ord. Da hans ord forstummede kunne Mercy kun stirre vantro tilbage på sin far.
”… Finde et andet sted at være, far?” Han begyndte at spankulere langsomt frem og tilbage på den anden side af bordet. Hans stemmeføring var spekulerende og rolig, som om han malede mulighederne for sig selv for bedre at overskue dem.
”Hmm, som London. Hvor? Alt det du siger får det til at lyde som om min lærdom lige pludselig skal løfte mig op til et specielt sted. Og at du ikke har i sinde at jeg alligevel skal ende ude i smedjen som farfar Botulf, onkel og dig”.
Han skævede sig over skulderen mod sit ophav. ”Eller hvad?”
|
|
|
Post by Blair Wright on Jan 3, 2017 21:19:32 GMT
Blair lod ikke sit temperament løbe af med sig uden grund. Han var dog også familiens overhoved og da hans søn, med et hoved fyldt af alverdens idéer, blankt ignorerede den direkte ordre, havde han ikke i sinde bare at lade det glide. I stedet forblev det lyse blik rettet direkte mod James, som han kun kom med et eneste svar.
"Sæt dig ned."
|
|
|
Post by Mercy Wright on Jan 3, 2017 21:37:37 GMT
Mercy rettede sig ikke efter sin far med det samme. Han blev stående, og sådan gik der lidt tid hvor der kunne have været gnister imellem deres øjne. Til sidst trak han dog ud i stolen og lod sig falde tungt ned i den. Han tog sig til panden.
”Téarlach har snakket med dig igen, har han ikke?”
|
|