Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Mercy havde altid været en social sommerfugl. Til yuleballet var det ikke en undtagelse. Han sprang fra bord til bord, person til person, og hvor han var var der ofte latter. Han nød at være midtpunkt når han kunne sætte smil på læberne af Hogwarts elever og de forskellige årgange. Men der var en ting han egentlig havde set mere frem til. Det kunne næsten måle sig med hans glæde for søde sager, pynten og farverne. Når han førte samtale skævede den pinkhårede hufflepuffer sig med jævne mellemrum over skulderen og ud i mængden. Man ville trods alt ikke forekomme uhøflig, men da han syntes at få nok af sine egne klovnerier undskyldte han sig selv med at han skulle hente flere småkager.
Med opalblik der glinsede af spillopper og spænding i maven manøvrerede han sig igennem de mange dansende par og chattende lærere. Det var ikke længe før han fandt hvad han ledte efter og det perlehvide smil flækkede stort op. Lige der. Professor Slughorns datter, hans partner in crime igennem mange år stod henne ved punchbordet og fyldte to glas. Det varmede ham næsten da han noterede det. Da Avery havde fået fyldt dem og skulle til at træde væk fra punchen sprang den hyperaktive teenager ind foran hende med armene spredt ud til siden. For at fremhæve effekten gjorde han sig lidt større end han egentlig var. ”Du!" Han blinkede til hende "- Skal ikke passere. Avery!” Mercy tog sig til hovedet og stirrede måbende på sin barndomsven – der til hans forbavselse så væsentligt anderledes ud end han ville have regnet med at en medsammensvoren ukrudtsplante ville se ud. Hun lignede bestemt ikke sit sædvanlige drengede jeg. Hun havde gjort mere ud af sig selv end hun plejede, og den pompøse kjole lignede ikke dem hun plejede at iklæde sig. Denne gang så det ud som om hun nød at have den på. Rent fascineret trådte han tættere på Avery med et stort drenget grin. Hans begejstring begyndte straks at afspejles i hans hår, der næsten helt levende begyndte at skifte farve som nordlyset. ”Du har en kjole på?! DÉT er viiildt, kvindemenneske!”
Post by Avery Slughorn on Dec 18, 2016 23:41:33 GMT
Avery havde indtil videre haft en god aften. På trods af at hende og Dia ikke havde været ude at danse endnu, havde hun hængt sammen med ham hele aftnen, som var hun ikke hans vens sjove lillesøster, men faktisk en han gad bruge sin aften med. Punchen var allerede begyndt at virke, og gøre hendes hoved en smule let, og hun havde derfor heller ikke holdt sig tilbage fra at gå op og hente to nye krus da hende og hendes partner var begyndt at mangle. Hun var netop på vej tilbage med de to krus, da en farverig skikkelse stilte sig i vejen. På armen af Diarmad havde hun ikke skænket Mercy Wright mange tanker, og hun blev derfor også en smule overrasket da han pludselig blokerede hendes vej. Et overbærende smil gled over hendes læber, han havde en evne til altid at få hende til at smile, og dog gjorde hun mine til at gå udenom ham, så hun kunne komme tilbage til Diarmad. "Det har jeg da tit din nød.. Lad mig nu komme forbi." Om det var punchen der talte vidste hun ikke, men på trods af hendes smil lød ordene en smule hårdere end hun mente dem.
”Haha! Hey Avey, hvor brænder det?” Ganske hurtigt bøjede han sig ned mod Avery og tog det eneste punchkrus fra hende. ”Aaaw, du skulle da ikke have tænkt på mig. Du overser heller aldrig en eneste detalje. Tusind tak”. Mercy snurrede kruset rundt i balance på en finger før han smagte på stadset. Det var ikke hans første glas, men når Avery gjorde sig umage for noget ville han absolut ikke skuffe hende, så han spillede sin reaktion lidt op. Han ville om end gå på hænder for hende.
”Mmmh! Jeg elsker virkelig det der touch de har givet det i dag. Selv om jeg helt sikkert kunne finde på nogle sjovere ting at komme i end alkohol. Hallo, stop nu”. Mercy greb ud efter Averys arm og tog blidt fat i den. ”Lad mig nu lige se dig ordentligt. Jeg ved at du tit har kjole på, men jeg mener wow. Du ser absolut betagende ud. Næsten som om du er et helt andet menneske. Jeg er imponeret! Og man siger det er mig der er årgangens metamorphagus. Meen, der mangler lidt noget”. I et snuptag vendte Mercy Avery rundt, så hun fik gjort en lille piruet, og den lange kjole flagrende op som en blomst i mængden. Mercy grinte lidt. ”WUIH! Undskyld, jeg kunne ikke dy’ mig. Du ser fantastisk ud. Jeg håber ikke du har noget imod mine klæder i aften – meen hviiiis det skulle trykke dig! Så må jeg jo bare transfigurere dem så det passer frøkenen bedre”
Post by Avery Slughorn on Dec 19, 2016 0:34:48 GMT
På trods af at Avery efter seks år var vant til den, blev hun alligevel en smule overrumplet af Mercys talestrøm. Hun nåede kun lige at åbne munden i et forsøg på at forklare ham at kruset ikke var til ham, før han allerede var i gang med at snurre det rundt på på fingeren. Det bragte endnu engang et smil frem på hendes læber, mens den snurretur han gav hende tvang en overrasket latter frem fra hendes lunger. Hun havde ventet på at snurre rundt i den kjole hele aftnen, og alligevel var det ikke meningen at det var Mercy der skulle gøre det. Hun genvandt fodfæstet, og åbnede igen munden, da det endelig lod til at hun kunne få et ord indført. "Nej. Du ser fin ud." Hun blinked let til ham. Det var ikke fordi han så ud til at have gjort noget særligt ud af sig selv, men hun havde eller ikke regnet med andet. "Men det krus var altså til Dia.. Han venter på mig." Hun smilede undskyldende til ham. Hun ville helst ikke have at hendes partner fandt nogen der var mere underholdende end hende, og forsvandt mens hun var væk. Mercy havde sikkert også hundrede andre steder han skulle være.
Mercy havde det med at snakke meget. Hans høje energiniveau påvirkede det ofte, og når han fik sukker kunne han være næsten uudholdelig, men nu det var ikke så meget det. Det var et spørgsmål om vane. Og det at han ikke havde opdaget at der var sket noget helt anderledes. Han lyttede absolut ikke. ”Så jeg tænke lidt over hvad vi skal finde på i aften. Der er så mange muligheder. Hvad med at vi tjekker nogle af de nye ud, eller finder på noget med nogle af professorerne der har fået lidt for meget punch. Professor Wildsmith er altid så tosset at det er sjovt at hyle hende ud af den. Se nu her: Jeg har praktiseret en del på det seneste” Mercy imiterede spådomsprofessorens kvindelige stemme perfekt til uigenkendelighed. Han var ved at tage en stor slurk af punchen og så ud til at nyde det med et ret selvfedt smil, da -pling- 50 point til Hufflepuff. ’Det krus var altså til Dia’ lød det fra Avery.
Mercy spærrede øjnene op og nåede lige at vende hovedet væk fra Avery, så hun undgik at få en fontæne af lyserød væske i hovedet. ”HVAD!?”
Post by Avery Slughorn on Dec 19, 2016 1:14:41 GMT
Avery havde ærlig talt ikke regnet med at hun skulle have en partner til yuleballet. Egentlig havde hun måske regnet med at hende og Mercy ville tage en dans, og lave et eller andet der kunne tiltrække hendes faders opmærksomhed, men da Diarmad henkastet havde spurgt, havde hun ikke tøvet med at sige ja. Hun havde ikke lyst til at stoppe Mercy da han begyndte på endnu en enetale om hvordan de kunne tilbringe aftnen. Det lød ærlig talt morsomt, og dog ikke ligeså sjovt som at grine af Diarmads vittigheder til festen gik på hæld. Hun ville stadig gerne tilbage, stadig i den naive tro at Mercy havde mange andre han kunne hænge ud med, og dog måtte hun alligevel træde et overrasket skridt tilbage da han valgte at farve gulvet lyserødt med punch. Et enkelt slag med hendes tryllestav fik væsken til at forsvinde før nogen gled i det. Det afledte hendes tanker fra hans tydelige overraskelse, som hun ikke rigtig forstod hvor stammede fra. "Kruset..? Jeg havde hentet det til Diarmad.. Vi er partnere i aften." Et stolt smil gled over hendes læber, som om det at hænge på armen af Diarmad MacFusty tydeligvis var noget hun brystede sig af. Måske var det i det hele taget bare det at nogen havde gidet spørge hende.. En sjælden gang imellem kunne hun ikke løbe fra at hun var en pige.
”MacFusty - Diarmad?” Mercy så måbende ned på Avery og rystede på hovedet som om han først nu var vågnet op for alvor. Det her var en nødsituation! ”Men det plejer jo at være dig og mig til ballet” protesterede han. Ikke tale om! Da Avery begyndte at gøre mine til endnu en gang at gå uden om hufflepuffen løb han hurtigt i en cirkel rundt om hende, så han igen stod foran hende. Og spærrede for hendes videre vej tilbage til Diarmad. Som hun bevægede sig rykkede han med, men joggede baglæns uden at fjerne sig fra hende. ”Avery! Avery? Avey, Aves Slughorn, Verly”. Mercy holdt sine hænder frem for sig som for at få hende til at stoppe med at gå eller forhindre hende fra at begå sit livs største fejl ved at mane hende ned på jorden med sine hænders affejende bevægelser. ”Lyt her, kvindfolk. Jeg er meeeeget mere sjov end gamle Dia. Jeg mener, se lige på ham! Han ser ikke engang ud til at gide dig. Kom nu, så får vi et brag af en fest Avery! Præcis som vi plejer”. Med disse ord tog Mercy meget dominerende fat i Averys arm – måske lidt mere hårdt end han havde haft intentionen om – og begyndte at trække sin ven i modsatte retning.
Post by Avery Slughorn on Dec 19, 2016 1:58:00 GMT
Avery havde ikke fantasi til at forestille sig at Mercy kunne være jaloux på Diarmad. Når det kom til stykket irriterede det hende til gengæld en smule at han var så insisterende, de var jo bare venner, og hvorfor ville han sætte sig imod at det rent faktisk var lykkedes hende at få en partner? Han havde jo ikke selv spurgt hende om hun ville følges. Han kunne vel ikke bare tage det som en selvfølge at fordi ingen andre ville, kunne de følges ad hele tiden? Hun lod sig trække et par meter, før hun endelig fik nok og satte hælene i, så hun bragte de to til et fuldt stop. "Kvindfolk..? Jeg er ikke noget kvindfolk..! Dia spurgte mig rent faktisk om jeg ville være hans partner, og jeg sagde ja.. Så hvis du vil have mig undskyldt.. Mandfolk.." Hun gjorde sig fri af hans greb, og rakte afventende ud efter den kop der aldrig havde haft hans navn stående på sig.
Da Avery rev sig fri af Mercys greb indfandt der sig straks en fin række næserynker og et sæt sænkede bryn i Mercys ansigt, der understregede hans utilfredshed med hvordan situationen var ved at udvikle sig. Dybt fornærmet kiggede han fra Averys blik til koppen i sin ene hånd og tog den tæt ind til sig. Nu var det en principsag! Nu ville han aldeles ikke give den fra sig. ”Nej! Du kan da få din egen kop. Der er mange som den, men den her er min” fnøs han. Han skævede mod sin kære veninde og forsøgte at bløde hende lidt op. Om han så skulle skifte emne! ”Avery, kom nu. Det kan du da ikke mene. Kom, lad os gå der hen” Der blev nikket hen mod et hjørne af salen der havde perfekt belysning og rigeligt med plads til en svingom. ”Vi forhekser orkestret og får sat gang i den her kedelige sørgemarch. Lyder det ikke godt?”
Post by Avery Slughorn on Dec 19, 2016 2:49:03 GMT
Averys irritation blev ikke mindre af at Mercy holdt koppen som gidsel. Hun syntes ærlig talt at det var temmelig barnligt, som hun blot gjorde et en affejende bevægelse med hånden. Hun kunne altid gå over og hente en ny kop, hvis den han nu knugede i favnen betød så meget for ham. Hun rømmede sig let. Hun forstod ikke rigtig hvad der gik af ham, han havde altid været så let at være sammen med, men måske var det fordi hun aldrig rigtig havde haft behov for at sige nej til ham før. "Mercy.. Har du ikke nogle andre du skal lave løjer med? Jeg har rent faktisk en aftale i aften, er det så svært at forstå?" Hun havde aldrig oplevet ham sådan før.. Så .. Barnlig.. Hun kunne ikke få sig selv til at sige ordet højt, det ville blot gøre hende til en af de stive dødbidere de sammen havde bandet over i så mange år.
Det blev ikke bedre. Mercy rettede sig kraftigt op, da Avery stillede spørgsmål ved hans fatteevne. Det var da absolut hende der intet forstod! Han var da fuldkommen ligeglad med den åndssvage kop! Opgivende slog metamorphen ud med armene og som resultat blev det nu tomme punchglas kylet igennem luften og ramte en elev. Mercy var bare alt for optaget og stigende oprevet til at notere det. ”Så hvad nu, Avery? Er jeg ikke god nok til dig? Er det nødvendigt at jeg skal SPØRGE om din tilladelse for at være i din nærhed og tilfredsstille dine nyfundne fine fornemmelser?”
Han stirrede betuttet ned på Avery og rodede irritabelt op i sit hår. Det var uvant for ham. Det plejede ikke at være et krav til når de skulle følges ad. Han var der for hende, når hun havde brug for det. Det syntes måske ikke som så stor en ting. Det var bare en kort sætning: Avery, vil du følges med mig til yuleballet? Men for Mercy var det svært. Det ville give Avery og ham en helt ny status. Det ville gøre det officielt at de skulle følges ad. Som et par.
Han greb fat i begge Averys overarme og holdt hende fast. ”Hvad har han sagt! Hvad har din far nu sagt til dig? Det her er ikke dig”.
Post by Avery Slughorn on Dec 19, 2016 23:25:07 GMT
Avery havde ikke oplevet Mercy sådan før. Hun havde oplevet ham være intens, hun kendte hans talestrømme, og alligevel var det nyt at han opførte sig sådan overfor hende. Hun forstod ærlig talt ikke hvad han var oprevet over. De var jo bare venner, og hvis han så gerne ville være sammen med hende kunne han jo bare selv have spurgt om de skulle følges til ballet. Det havde han ikke, og nu måtte han altså acceptere at det var der en anden der havde gjort. Ærlig talt blev hun temmelig sur over hans opførsel, sur og nærmest ligefrem en smule ked af det. Han behandlede hende som om hun var blevet for fin til ham, som om hun var blevet til alt det de sammen havde kæmpet imod, men det var jo ikke sådan det hang sammen. "Jo..! Det er mig Mercy.. Hvad er der galt med dig? Slip mig!" Hun trak sine arme til sig, og kiggede undrende og vredt på ham. Det havde været sådan en god aften, så hun forstod ikke hvorfor han skulle komme og ødelægge den.
Mercy tog en dyb indånding og sukkede tungt da Avery havde revet sig løs fra ham. Han satte armene over kors og sendte hende et lettere trist blik. ”Ja.. Det siger du” Han prustede. ”Men du opfører dig ikke sådan. Det er ikke bare i aften. Der er sket et eller andet. Ting er ikke som de plejer. Du kan måske ikke føle det, men jeg kan. Det er som om du er ved at forsvinde. Jeg kan virkelig ikke tro at du vælger smørblomsten der henne over mig!” Mercy så hen mod Diarmad i mængden og hans ellers livlige farvelade af et sæt øjne skiftede hen til en gul og stikkende farve, næsten som et sultent rovdyr. Han så fra Diarmad til Avery og følte sig opgivende. Slughorn og Wright familien kendte hinanden. Mercy havde ikke bare set hende i skolen, men også flere gange ved siden af når de to fædre tilbragte tid sammen. Men kontakten mellem de to unge var bare begyndt at tynde ud. Mercy kunne for alt i verden ikke fordrage følelsen, og jo mere den pressede sig på, jo mere syntes han at hige efter at få Averys opmærksomhed.
”Avery, vi har kendt hinanden siden vi var små! Der må være noget du ikke har fortalt mig… Skammer du dig over mig?”
Post by Avery Slughorn on Dec 20, 2016 0:32:58 GMT
Avery ville mest af alt gerne væk fra ham. Ikke fordi der som sådan var noget galt med Mercy, hun kunne jo når det kom til stykket godt lide at være sammen med ham, men hans konfrontation var mere end hvad hun kunne håndtere. Hun havde ikke selv lagt mærke til det, men det gav mening da han satte ord på. Hun havde trukket sig væk. Lige siden Morgan var stoppet på skolen havde hun gjort hvad hun skulle for at klemme sig ind i det smørhul havde efterladt. Om det var fordi hun savnede ham, eller blot brændte efter at bevise at hun kunne det samme som ham, vidste hun ikke. Det hele var sket så hurtigt, med brylluppet og alt muligt. Hun havde haft brug for rigtige venner, voksne seje venner, og det var bare en konstellation den fjollede Mercy ikke passede ind i. Han beviste det lige nu, og dog ville hun hverken erkende eller sige det. "Nej.. Selvfølgelig ikke.. Der er bare sket så meget du ved.. Med brylluppet og alt muligt. Det må du altså undskylde Merc.. Jeg skal nok gøre det godt igen." Hun forsøgte at sende han et oprigtigt smil. Hun kunne aldrig være helt sur på ham, og alligevel var det ligeså meget for at komme ud af situationen med skindet på næsen.
Mercy fik med lidt anstrengelse trukket smileelastikken op i et skævt grin. Det nåede bare aldrig op i øjnene. Han havde egentlig ikke lyst, men ønskede heller ikke at gøre Avery ked af det. Det var en konsekvens af at være fyldt af energi og overskud altid. Når man ramte kulkælderen var der ikke nogen der tog det seriøst eller forstod det, og man blev overset. Han sank en klump og så overbærende på sin veninde. Det var altid ham der var den forstående og tålmodige. Kunne det også retfærdiggøres i denne situation? ”Det er okay. Jeg er sikker på at de fleste ville reagere på samme måde i din situation. Det er da helt forståeligt” … Er det ikke? Hans øjne flakkede et øjeblik før han vendte sin opmærksomhed imod hende igen. ”Så vil jeg håbe at du får en skøn aften!”
Du siger du vil gøre det godt igen… Men mener du det? Det vil blive som det plejer. Det kan ikke bare ændre sig. Hun kunne aldrig finde på at efterlade mig og… glemme mig. Det VIL blive ved som det plejer. … Vil det ikke?
Mercys mave knugede sig sammen. Alligevel formåede han at smile stort. Næsten teatralsk, da han vinkede til Avery som afsked. ”Beannachd leat, Avery” For ikke at holde hende tilbage mod sin vilje forsvandt han kort efter i festsalen. Smilet han bar var påklistret, og der gik lidt tid for det ægte kom frem til overfladen.
