Den første dans

Iseabail var endnu ikke helt komfortabel i sin nye, dybrøde kjole med de blottede skuldre og nøgne kraveben, men da først hun indtog pladsen ved Timurs side, var det snarere en mild nervøsitet over det forestående der tog over. Da hun i sin egen, milde panik havde inviteret russeren med som sin egen ledsager, havde hun ikke overvejet hvilken betydning det ville have at følges med en femkampsdeltager.

Heldigvis smittede hans umiddelbare ro af og da hun drejede hovedet for at se op på den højere dreng, buede læberne op i et helt smil. "Ja, det er den. Tak," svarede hun med antydningen af varme i kinderne. Ved siden af hans dragt var den ikke det store, men hans kompliment var opløftende.

"Jeg tænkte ikke på, at jeg måske skulle have spurgt dig, hvad du ville have på. Det ser ud til at flere af de andre har gjort det..." fortsatte hun i en smånervøs plapren.

Iseabails tænder kom til syne i et smil over hans forsikring, før hans egen gestik inviterede hende til at lade blikket glide over ham. En lille, munter lyd undslap hende og hun fugtede læberne, for ikke at komme til at smile for klart. "En las?" udfordrede hun lavmælt og hævede et enkelt øjenbryn.

I stedet for at hænge sig i det, trak smilet alligevel lidt op i hendes læber. "Jeg synes, du ser nydelig ud. Og tak, fordi du ville følges med mig - det ved jeg ikke om jeg fik sagt."

Iseabail nøjedes med at smile lidt over hans ord, uden helt at vide, hvad hun skulle mene om dem. Det var måske en heldig ting, at hun ikke fik tid til at tænke nærmere over det. I stedet tog hun en dyb indånding og rettede blikket mod dobbeltdørene, hvor hele skolen og alle de besøgende gæster ventede. At hun om lidt ville træde ind gennem dem på armen af en af femkampsdeltagerne, var temmelig intimiderende.

"Det tror jeg," svarede hun, en smule tøvende, men ved rimeligt mod. Endnu en dyb indånding hjalp en smule på den nervøse knude i maven. "I danser meget på Koldovstoretz, har jeg hørt?"

Iseabail var nervøs over det forestående, men samtidig også en anelse over nærheden med russeren, der stadig var et nyt bekendtskab. Dans var uden tvivl det tætteste hun havde været på en af det andet køn og op til nu, havde det primæt udgjort familiemedlemmer. De var bare venner, men det hindrede alligevel ikke hendes hjerte i at hamre lidt, da han tog hendes hånd.

Hjertet sprang helt op i halsen, da dørene gik op og det var mere det end noget andet, der endelig fik hende til at lukke fingrene sammen om hans. Med en enkelt, dyb indånding nikkede hun op til ham, før hun lod ham føre dem ind i salen. Musikken spillede op og overalt omkring dem var ansigter. Ved hendes hals slog pulsen tydeligt og det krævede koncentration blot at se frem, før de nåede deres mål og hun kunne dreje sig mod Timur.

Iseabail var god til at bekymre sig. Det var faktisk én af de ting, hun gjorde bedst og omtrent tusind tanker og overvejelser nåede at strømme gennem hendes hoved, før de standsede og musikken begyndte. Fra det øjeblik faldt de alle væk, én efter én og med Timurs sikre ledelse, gik der ikke lang tid før et smil fandt vejen frem til hendes læber og forblev der til musikken standsede kort og hun selv var stakåndet.

Spørgsmålet var uventet og hendes instinktive reaktion var at vælge det fornuftige valg. Inden ordene nåede ud, fik hun bremset sig selv og med en enkelt dyb indånding, trak hun på skuldrene.

"Måske en enkelt mere?"

Iseabail lod sig gladeligt trække med i endnu en dans og for en stund var der absolut ingen tanker om fremtidsplaner eller vejlederpligter. De udeblev også, da først musikken nåede sit andet brud og hun bad ikke om en tredje dans. I stedet var kinder varme af anstrengelse og hun var forpustet, da de forlod gulvets centrum.

"Jeg tror, at jeg må sidde lidt," konstaterede hun, en smule forlegen, men mest af alt i godt humør. På vejen mod en stol, kastede hun et blik tilbage på den lyshårede russer og sendte ham et smil. "Du er en god danser, Timur."

Alt i alt var en pause fra det hele nok meget sundt. Timurs strålende optimisme smittede i hvert fald og selvom hans latter var høj og tiltrak sig en smule opmærksomhed, så tog hun sig ikke meget af det. I stedet blottede hun selv tænderne i et smil og som hun så udover sine skolekammerater på dansegulvet, måtte hun bide ned i sin læbe for ikke at le.

"Vi har ikke fået så meget undervisning i dans, som I tydeligvis har," forsvarede hun halvhjertet de andre elever og grinede alligevel lavmælt mod russeren. "Kun en enkelt time."