|
Post by Frida Vinter on Dec 7, 2016 21:39:33 GMT
Frida var egentlig ikke meget for at komme væk fra punchen, nu hun havde fundet ud af hvad den duede til, men alligevel endte hun med at nikke en enkelt gang og vende sig om. Hun vidste ikke rigtig hvad de skulle tale om, men hun havde heller ikke helt lyst til at snakke om det foran alle.
Efter at have iført sig sin varme kappe gik hun udenfor med Sille og da den tunge dør til indgangshallen lukkede efter dem, vendte hun sig mod ham med et lettere spørgende blik. "Hvor skal vi gå hen?" Spurgte hun og blottede tænderne i et lille smil, inden hun trak kappen tættere omkring sig.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 13, 2016 0:00:32 GMT
Silvester trak ligeledes sin tykke kappe om sig på deres vej udenfor. Han bundede resten af kruset, stillede det fra sig et vilkårligt sted i indgangshallen og rettede først blikket mod hende igen da hun stillede et spørgsmål. Han brummede kort til det før han rent faktisk svarede. "Væk herfra, kanske," foreslog han og så rundt i skolegården der langt fra var mennesketom - tværtimod var den fuld af liv. "Hvis det er så simpelt." Bemærkningen var faldet efter han havde spottet en lærer der så ud til årvågent at holde øje. Men de kunne desuden ligeså godt bare være på vej tilbage til hytten, så han fortsatte sin gang mod udgangen uden ændring af mine. "Eller..." Han havde spottet en ledig bænk i enden af skolegården hvor udgangen var og sendte rent faktisk et spørgende blik i retning af Frida: ville hun gå eller sidde?
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 13, 2016 7:41:05 GMT
Frida så også rundt i haven og nikkede en enkelt gang, da hun fandt den bænk han havde fået øje på. Da de var gået derhen, trak hun sin kappe tættere omkring sig og satte sig ned med front mod Silvester. Der var heldigvis ikke så mange mennesker lige i nærheden, hvilket hun var glad for, for hun havde spottet en slange gå herud med sin rødhårede partner tidligere. "Var der noget du ville tale om?" Spurgte hun og lænede sig lidt frem mod ham med et spørgende blik. Hun havde selv et emne som hun ville bringe op, men hun ventede med det til sidst for det ville nok ødelægge hans gode humør.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 13, 2016 12:10:53 GMT
Silvester var egentlig ikke i særlig godt humør men forstod ikke rigtig at give udtryk for hvor besejret han følte sig, på flere områder. Det var ikke en sindsstemning han brød sig om at indrømme og derfor heller ikke om at vise, hvorfor han ikke havde gjort meget andet end blot at stoppe med at smile som han havde gjort lidt for inden, da de stadig havde haft det sjovt. Hans blik var begyndt at sløres lidt, bemærkede han ved sig selv mens han så på hende og tænkte over hendes spørgsmål. "Jeg konfronterede Agneta. Hun er mildest talt ulidelig," fortalte han, idet han kom i tanke om det. "Hun tillod sig endda at tale ned til mig," fnøs han og sparkede til underlaget.
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 13, 2016 17:18:37 GMT
Frida blev en smule bleg da han nævnte Agneta, hun havde tænkt sig at bringe hende op men det kom så pludseligt, at hun umiddelbart reagerede med frygt. Hendes hjerte bankede hurtigere mens hun betragtede Sille med et overvejende blik. Hun bed sig derefter lidt i læben og så ned på sine hænder, mens hun huskede tilbage på den rædsomme episode, som hun stadig ikke havde glemt. "Der er stadig en ting du ikke ved om hende, jeg og Svala.. Vi blev enige om ikke at fortælle dig det.. Fordi du havde så mange ting at tænke på.. " Sagde hun og så undersøgende på ham. "Kan du huske for lidt over en måned siden? Da jeg lå syg inde på mit værelse?" Sagde hun og så afventende på ham. Hun havde ikke ville sige hvad der var i vejen på det tidspunkt, men det kunne hun nu.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 13, 2016 23:21:57 GMT
Silvester havde bestemt ikke regnet med Fridas reaktion og måtte sætte pris på at det virkede til at hun selv gav sig til at uddybe den så han ikke behøvede at spørge ind til hvorfor hun så så underlig ud i ansigtet ved benævnelsen. Jo mere hun talte, jo mere utålmodig blev han dog. Han studsede en smule over at de i fællesskab havde valgt ikke at fortælle ham noget, men så ingen grund til at kommentere på det så længe hun fortalte videre.
"Ja.." svarede han på hendes spørgsmål - og det blev hans tur til at se afventende på hende.
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 14, 2016 8:06:18 GMT
Frida sad ukarakteristisk stille og stirrede ned på sit skød. Tanken om episoden gjorde hende dårlig tilpas. Hun havde mest af alt lyst til at kaste op. "Agneta og ham vejlederen fra Slytherin.. De var efter mig en aften.. Svala kom heldigvis forbi.. " Sagde hun og bed sig tænksomt i underlæben, inden hun begyndte at ryste en anelse og det var ikke på grund af kulden. "Jeg endte med at snuble ned af trappen.." Sagde hun med en grådkvalt stemme og pludselig blev hun overvældet af minderne og begyndte snøftende at græde. "Jeg kan ikke klare det længere Sille. Jeg magter det ikke."
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 14, 2016 18:23:34 GMT
Desto mere Frida fortalte, desto mere havde Silvester lyst til at rejse sig for at finde en vilkårlig af de to for fysisk at vise dem hvad han mente om dem. Da hun begyndte at græde spjættede han for at komme op at stå, men lagde bånd på sig selv og nøjedes i stedet med at rykke sig i sædet og knytte næverne til knoerne var hvide. Hans tanker kørte på højtryk for at finde ud af hvad han skulle gøre som ikke var at slå på noget eller nogen. "Jeg hader dem," var det første han formåede at få over sine læber, inden han stirrede ud i haven. "Men jeg kan ikke bare... Hvis der ikke havde været en chance i femkampen, ville jeg have... Jeg kan ikke risikere at blive smidt ud." Han rettede blikket tilbage mod hendes øjne uden at vide hvad han skulle stille op, hvad der kun frustrerede ham yderligere. "Det ville fjerne den chance jeg har for at rette op på-" Han stoppede sig selv for både at synke en klump række en arm frem fra kappen og tørre hendes varme tårer væk.
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 14, 2016 19:14:49 GMT
Frida havde travlt med at reagere på sine egne minder og bemærkede ikke med det samme Silles vrede, først da han begyndte at tale forsøgte hun at følge med i det han sagde, men blev noget forvirret over hans ord. Det var dog befriende at få en chance for at tale om noget andet. "Rette op på hvad?" Spurgte hun og rynkede spørgende sine øjenbryn opad. Hun smilede en anelse, da han tørrede hendes tårer væk og så ham i øjnene med et ømt blik. Endnu en gang bandede hun over sine følelser, men det ville aldrig blive til virkelighed, hun var slet ikke en mulig hustru til ham. Selvom hun ønskede hun var, på trods af alle hans fejl og mangler.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 14, 2016 19:56:42 GMT
Silvester så en smule overvejende på Frida da hun spurgte ind til det han havde sagt og dermed det han havde gået og gemt på; at det havde fundet vej op til overfladen beskyldte han det han havde drukket for. Alligevel så han kort overvejende på hende men fortsatte, hvilket han måske ville fortryde senere, men det var det han havde aller mest lyst til i det øjeblik. "Jeg overhørte min far og storebror diskutere at det går skidt.. økonomisk. Vi mister vores status, hvis det ikke vender snart, Frida... Hvis bare jeg kunne-" I et øjeblik så han helt desperat ud og stoppede samtidig sig selv, sin stemme løbende dæmpet. "Du kan ikke sige det til nogen, slet ikke Svala," udbrød han, om noget kun mere desperat da han med det samme indså at han nok burde have holdt det for sig selv. "Hun ved det ikke og det skal hun heller ikke."
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 14, 2016 20:39:12 GMT
En klokke ringede oppe i Fridas hoved, pludselig gav hans tidligere ord mening. Hun rynkede sine øjenbryn bekymret og sukkede dybt, mens hun strøg en lok af sit hår bag øret. Det lød ikke som en speciel let situation og hun fløj væk i sine tanker et øjeblik, inden Sille nævnte Svala. "Årh.. Nej selvfølgelig. Jeg siger det ikke til nogen." Sagde hun og blottede sine tænder i et halvhjertet smil, inden det blegnede en anelse. "Jeg troede i adelige var sikrede for altid.." Sagde hun og løftede sine øjenbryn lidt. "Men.. hvis du ikke vinder pengene.. hvad gør du så?" Spurgte hun næsten hviskende og lagde en hånd ovenpå hans mens hun så ham i øjnene.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 14, 2016 21:21:37 GMT
Silvester var lettet over at hun sagde at hun ville holde tæt - og ikke mindst over at han også mente at han kunne stole på dette løfte - og trak kort op i den ene mundvig. Han spejlede hendes hævede øjenbryn men så hurtigt efter overbærende på hende med en enkelt rysten på hovedet. De burde også være bedre sikrede, hvis det ikke var for deres far, hvem han stadig gik rundt med en indebrændthed overfor. Spørgsmålet i kombination med hendes medlidenhed irriterede ham dog noget og han hørte sig selv fnyse over det. "Jeg ved det ikke," svarede han derefter med en dæmpet stemme mens han kiggede ned i jorden - alt sammen ganske uvant for ham.
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 15, 2016 10:54:02 GMT
Frida trak lidt på smilebåndet og sukkede afdæmpet. Hun håbede virkelig han vandt femkampsturneringen. Hun kunne sagtens finde på fordele ved at tjene til føden selv, men ulemperne var langt større. Der var intet ved et liv hvor man konstant var nervøs for om man havde råd til at leve. I stedet for at sige mere, lænede hun sig blot lidt frem og lagde armene om ham, mens hun gav ham et forsigtig klem. "Jeg håber du vinder." Sagde hun og trak sig lidt tilbage, uden at slippe ham helt.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 15, 2016 16:56:51 GMT
Silvester stirrede lidt på Frida som hun trak sig tilbage efter at have givet ham et klem han ikke helt vidste hvad han skulle synes om. På den ene side havde han ikke noget imod nærkontakten, på den anden side brød han sig ikke om tanken om at det var medlidenhedens ansigt. Det havde han ikke brug for. Til trods for at han sandsynligvis selv havde redt den seng der fik hende til det. Samtidig var der dog også en hvis lettelse i ikke længere at gå med den viden alene, til gengæld var den nu kombineret med en ny bekymring.
"Tak, men jeg kan desværre ikke bruge håb til så meget," understregede han suppleret af et hævet øjenbryn. "Jeg bliver bare nødt til at vinde de næste udfordringer."
|
|
|
Post by Frida Vinter on Dec 15, 2016 17:16:25 GMT
Frida nikkede langsomt og slap ham helt, hun blev tavs efter hans sidste ord og trak til sidst lidt på skuldrene. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige nu, hendes omsorg havde han afvist og nu følte hun sig helt alene igen. Hendes blik blev sørgmodigt som hun stirrede ud i natteluften. Der var ikke mere at sige, de havde begge to deres udfordringer og ingenting der ville give dem sikkerhed for at det ville gå godt. Hun overvejede endda om hun ville have været lykkeligere, hvis hun bare havde været en almindelig norsk pige.
|
|