|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 10, 2016 12:56:11 GMT
Wilhelmina lod ham fjerne hendes hænder og hun så trist ned, mens hun forsøgte at samle sig. Hans ord var ingen trøst. Hun ønskede sig ubetinget kærlighed, der ikke havde nogle betingelser. Da hun så op var hendes blik ualmindelig tøvende og hun sukkede udmattet, inden hun gik hen og satte sig på en sofa i nærheden. "Ja. Sikkert." Bemærkede hun bittert og skævede op mod ham med et irriteret blik. "Men jeg er ingen god pige." Tilføjede hun med et fnys og lagde armene over kors.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 10, 2016 17:12:34 GMT
Lorcan havde ikke tænkt sig at trøste pigebarnet. Han var ikke sikker på at han var i stand til det. Det var tydeligt at hun var gået ind i samtalen med en opfattelse af at de var ligeværdige, og derfor glædede det ham også at hun efterhånden var ved at nå til den konklusion at det var de langt fra. "Hvis skyld er det? Alle andres, eller din dårlige opførsel?" Han mente virkelig ikke at hun var i en position hvor hun kunne tillade sig at have ondt af sig selv. Hendes position var tydeligvis selvforskyldt.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 10, 2016 21:51:16 GMT
Wilhelmina løftede øjenbrynene lidt og var fornærmet over han ikke satte sig ved siden af hende. Hun betragtede ham overvejende og trak på skuldrene. Han vidste tydeligvis ikke noget om hende. "Det er bare sådan jeg er, der er ikke noget at gøre ved det." Bemærkede hun og blottede sine tænder i et stort smil og så ham i øjnene. "Og så kan du få lov til at lege farmand og forsøge at kontrollere mig på alle de måder du har lyst til. Den gave kan jeg umuligt tage væk fra dig." Sagde hun og grinede afdæmpet mens hun smilede selvtilfreds.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 16, 2016 1:37:44 GMT
Lorcan krydsede armene, som han stillede sig foran hende. Han skulle ikke sidde ned, og give hende en forestilling om at de var lige. Stående, kiggende ned på hende, var det tydeligt hvem der var hendes kommende herre. Hendes ord avlede dog alligevel et løftet øjenbryn. "Du må forstå frøken Salevyn. Jeg tæmmer dig ikke fordi jeg nyder det. Stod det til mig ægtede jeg en føjelig kvinde der kendte sin plads. Jeg kommer til at knække dig.. Tæmme dig, fordi det er min pligt som din husbond. Om jeg kan lige det eller ej." Han ville måske finde det spændende at smuldre hendes vilje og trods til en start, men blev hun ved med at være genstridig ville han hurtigt blive træt af legen.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 16, 2016 8:53:47 GMT
Wilhelmina fnøs, hun troede ikke et sekund på hvad han sagde og stirrede derfor bare mistænksomt op på ham. Derefter vendte hun ansigtet væk fra ham og trak på skuldrene med en fornærmet mine. "Hvis du siger det." Sagde hun og smilede en anelse. Hun havde ikke skiftet mening om ham og det kom hun nok aldrig til. Hun håbede hun kunne udsætte deres bryllupsdag så længe som muligt.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 16, 2016 19:58:26 GMT
Lorcan havde ærlig talt ikke meget andet at sige til det uforskammede pigebarn. Hun kunne have nok så mange fantasier om hvordan hun ville have sin egen selvstændighed når de blev gift, men sandheden var at den ikke kom til at eksistere. "Det gør jeg.. Hvis du nu vil have mig undskyldt, så er jeg færdig med at lade mig fornærme af et barn. Jeg vil gå ud og finde din fader." Han nikkede let og gjorde mine til at gå.
Forlader tråd
|
|