Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Sommeren, 1357 En varm dag i august blev dagen hvor Willhelmina skulle møde sin kommende husbond, på trods af hun havde kæmpet imod så meget hun overhovedet kunne. Hun havde skændtes med sin familie hver dag, kylet ting efter dem, sparket og skreget som en vild hest, men intet nyttede. Efter at have brugt en måned indespærret på sit værelse, var hun efterhånden kølet ned og blevet mere føjelig. Hun hadede at være lukket inde i rum og det var nok det eneste, forældrene havde at kontrollere hende med.
De havde inviteret Lorcan til middag, men hun havde ikke sagt meget i løbet af aftenen og derfor fået et strengt blik fra sin moder. Det var den eneste grund til at hun opsøgte ham da de trak sig tilbage til den mere afslappede stue. Will var klædt pænt på til anledningen, men der var ikke noget der kunne skjule hendes magre krop og kantede skuldre. Hendes blik var også langt fra som en adelsdames burde være, da hun stillede sig foran Lorcan, stirrede hun vredt ind i hans øjne. "Godaften." Bemærkede hun og tog et bæger med vin fra en husalf, som hun drak i en slurk. Alkohol var det eneste der ville få hende igennem denne samtale.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 3:07:52 GMT
Lorcan havde udskudt hans faders beslutning om at give ham en forlovet så længe som muligt. Med Éam godt gift var det lykkedes ham at holde arrangementet på afstand, men nu hvor storebroderen var blevet syg, og var barnløs på andet år, havde han ikke kunne styre udenom det længere. Valget var faldet på den yngste Salevyn datter. Han kendte hende kun af navn. Hun var ung, men hendes blod var rent og hendes familie rig. Lorcan var udmærket klar over sin pligt som adelssøn, han vidste at han ikke havde noget valg når der var blevet valgt ham en hustru. Han havde derfor også blot accepteret, og takket ja, da han var blevet inviteret til middag på Salevynfamiliens gods.
Det skravlede pigebarn havde skuffet fra første øjekast. Hun var tavs, virkede trodsig, og uden meget kød på de magre ben. På trods af at Lorcan havde konverseret livligt med Hr. Salevyn og hans ældste søn, var der ikke blevet vekslet mange ord imellem de to udkårne. Han havde regnet med at han skulle fortsætte sin samtale med Hr. Salevyn som de trådte ind i stuen, og måtte løfte et øjenbryn som den magre tøs endelig valgte at hilse på ham, ud over den introduktion han havde fået af hendes fader. "Godaften frøken Salevyn." Uden at spørge, rakte han ud efter hendes hånd, og kyssede den som det passede sig for en adelsmand.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 4, 2016 8:29:56 GMT
Wilhelmina tog sig ikke meget af de galante manerer, hun vidste at det blot var en facade for at skjule hans beskidte jeg, blodet der flød i hans årer var smudset til med muggler blod. Hun havde svært ved ikke at kaste op, da han rakte ud og tog fat i hendes hånd. Hendes ansigtsudtryk var stramt, men hun formåede at smile. Et antydningsvist og lettere køligt smil.
"Jeg håber De nyder Deres aften?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn med et spørgende blik, mens hun blottede tænderne i et bredt smil. Hun forsøgte virkelig ikke at ende op i stuearrest en gang til.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 6, 2016 10:58:52 GMT
Lorcan havde mange bedre forslag til hvordan han kunne tilbringe sin aften, end i familien Salevyns selskab. På trods af at familien var af stand og blod, samt havde de rigtige holdninger når det kom til at håndtere bønder og mugglere, havde Lorcan stadig haft svært ved at finde interesse for det skravlede pigebarn som de havde siddet til middagen. Interessen blev ikke større nu hvor de var på tomandshånd, og hun spurgte ind til hans aften. "Den bliver kun bedre nu hvor jeg kan tale med Dem på tomandshånd frøken." Det charmerende smil havde en fast plads på hans læber, og dog nåede det ikke tilnærmelsesvis op til hans øjne. Der var ingen grund til at arbejde synderligt meget med hende. Hun ville blive hans hustru om hun ville det eller ej.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 6, 2016 11:35:24 GMT
Wilhelmina satte sit tomme bæger fra sit og betragtede sin kommende mand, med et skeptisk blik. Derefter lagde hun sine arme over kors og skar en mindre grimasse over hans ord. "Spar mig for Deres komplimenter, der har aldrig været en mand der nød mit selskab og jeg tvivler på at De bliver den første." Sagde hun og spidsede sine læber en smule i en fornærmet mine. "Der er intet værre end falske adelsmænd der tror de er charmerende" Bemærkede hun og fnøs hånligt, mens hun betragtede ham med et frastødt ansigtsudtryk. Hun kunne ligeså godt sige tingene som de var, ingen andre var i nærheden og hun dødkedede sig.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 6, 2016 22:38:41 GMT
Lorcans øjenbryn gled kortvarigt op, som pigebarnet droppede alle formaliteter og fortalte han sin ærlige mening om arrangementet. Almindeligvis ville han med stor sandsynlighed have plukket tankerne ud af hendes simple sind, og dog sparede hun ham for besværet som det blev meget tydeligt hvad hun mente om ham. På trods af at han indvendigt følte sig ligeså frastødt af pigebarnets udtalelser, holdt han dog på formerne, modsat det lille bæst. "Jeg ville finde en anden tone frøken Salevyn. Det bliver langt lettere at være min hustru hvis jeg bryder mig om Dem." Advarslen var klar i hans ord, som han kiggede på hende med en knusende ro.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 7, 2016 9:49:19 GMT
Wilhelmina betragtede ham køligt og løftede kun øjenbrynene en anelse. Derefter blottede hun tænderne i et bredt smil og lagde hovedet let på skrå, inden hun gik et skridt tættere på ham. "Åh tak fordi De siger det. Nu vil jeg helt ændre min opførsel bare for Deres skyld. Vi kan jo ikke have at min kommende ægtemand ikke bryder sig om mig..." Sagde hun med tydelig ironi i sin stemme og løftede sin hage, mens hun så ham direkte i øjnene. "Også selvom han er af beskidt blod." Hvæsede hun og kneb øjnene nedgørende sammen.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 7, 2016 17:46:05 GMT
Hendes ord ramte ham som en kold lussing, lige i det ellers så stolte ansigt. Hvis der var en ting i sit liv Lorcan skammede sig over, var det faktummet af hans farfar var en muggler. Det var ikke noget han kunne ændre på. Det var ikke en status han kunne arbejde for at forbædre. Det løb i hans årer, og selvom han kunne fortynde det, kunne han få det til at forsvinde. Hans mine ændrede sig som et trylleslag. En fast hånd skød frem, og greb om pigebarnets løftede hage, mens han tvang hende til at holde kontakten med hans blik der var blevet isnende koldt. "Var din tunge frøken Salevyn. Jeg er ikke nogen behagelig mand, men når vi bliver viet, bliver du min ejendom, og så snart du har født vores beskidte lille barn, kan jeg gøre med dig hvad jeg vil." Det var tydeligt i hans blik at han allerede var i gang med at forestille sig det. Alle de grusomme ting han kunne stille op med hendes ranglede grimme krop.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 7, 2016 18:42:21 GMT
Wilhelminas talent for at få det værste frem i folk havde vist sig at bære frugt igen og hans reaktion fik et sus af spænding til at glide gennem hendes krop. Det var i sådanne øjeblikke hun mærkede hun levede og hun stirrede derfor ind i hans øjne med et intenst blik. Hendes hjerte bankede hurtigt, men hun stod helt stille, uden at afbryde ham. Måske var han ikke så stort et skvat af en mand alligevel. Hun havde ønsket at se, hvad han ville gøre hvis hun opførte sig som hun plejede. Det var nøjagtig den reaktion hun havde ledt efter - den reaktion hun ledte efter hos alle. Hun forsøgte at finde de rette ord, men der var ingen. Han havde ret og til sidst veg hendes blik en anelse og hun forsøgte at vende sit ansigt lidt bort. "Så må vi jo se om jeg kan blive gravid." Bemærkede hun lavmælt og mødte hans blik igen, denne gang en smule flakkende.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 8, 2016 7:08:41 GMT
Lorcan var meget bevidst om at de var alene. I det sekund Arthur Salevyn, eller et andet medlem af familien trådte ind, ville han glide tilbage i sine charmerende, selskabelige folder. Dog havde tøsen tydeligvis brug for at høre et par sandheder. Han kunne ligeså godt begynde at forme hende nu, hvis deres kommende ægteskab skulle blive bare tilnærmelsesvis tåleligt, og han strammede derfor også blot grebet om hendes kæbe en smule, da hun fortsatte med at være næsvis. Han kunne se hvordan hendes blik allerede begyndte at vige, og noterede tilfreds at hun måske ville blive en udfordring, men hun var ikke ubrydelig. "Håb det for dig selv, Frøken Salevyn. Du skal bære mig en søn, ellers så tvinger jeg en i dig." Det var tydeligt at Lorcans eneste interesse i pigebarnet lå i hendes evne til at skænke ham en søn der var mere renblodet end han selv var.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 8, 2016 8:04:05 GMT
Will skar en mindre grimasse da han strammede grebet om hendes kæbe og hun klynkede en anelse, mens hun forsøgte at vride sig fri uden held. Tanken om at bære en af hans sønner frastødte hende, men hans ord gjorde hende alligevel en smule ængstelig. Det havde måske været en dum ide at provokere ham så meget som hun havde gjort. Det var hun dog for stolt til at indrømme og hun forsatte derfor ned af samme vej, uden at tænke meget på hvad der ville ske den dag de blev gift. Der var så længe til. "Jeg ser frem til det." Hvislede hun og så ham i øjnene med en grimasse der fortalte en anden historie. Ganske vist var Lorcan en flot mand, men udseende havde aldrig betydet noget for hende hvis manden var af ringere slægt end hun.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 8, 2016 9:34:03 GMT
Lorcans smil blev bredere som hun klynkede en smule i hans greb. Der var ingen glæde i det, kun en svag fryd, som afspejlede sig i hans kolde øjne. Han holdt grebet i hendes kæbe et par sekunder efter hendes svar, mens han blot holdt kontakten imellem deres øjne. Det var tydeligt at hun ikke mente hvad hun sagde, men han var i grunden temmelig ligeglad. Hendes lykke betød intet for ham. "Godt." Han nikkede let, og slap hende, før han endnu engang tog hende i øjesyn. Hendes krop var ikke blevet mere tiltalende i mellemtiden. "Jeg er temmelig ligeglad med om du nyder det eller ej. Om jeg så skal spærre dig inde resten af dit liv. Din nævenyttige opførsel gør det kun værre for dig selv." Han ville ikke have nogen skrubler med at spærre hende inde det øjeblik de blev viet, hvis hun ikke kunne omgås andre mennesker. Det var helt op til hende selv at bevise at hun fortjente anderledes.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 8, 2016 10:01:54 GMT
Willhelmina trådte hurtigt et skridt tilbage da han slap hende, mens hendes blik stirrede arrigt på ham. Hendes hænder var knyttede, hun havde lyst til at skade ham fysisk men formåede på mirakuløst vis at blive stående stille. Hans ord formåede at gøre et indtryk på hende, var der noget hun ikke kunne fordrage så var det at være indespærret. "Fint." Vrissede hun og lagde armene over kors, mens hun så væk. Hun brød sig ikke om at lade ham vinde og havde ikke lyst til at se triumfen i hans øjne. Han var tilsyneladende ligeglad med alt, men hun skulle nok finde hans svaghed, han måtte have et eller andet hun kunne bruge mod ham.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 8, 2016 17:37:39 GMT
Et triumferende smil gled over Lorcans læber, som pigebarnet føjede sig. Han efterstræbte magt i alle henseender, og at knække det lille næsvise pigebarn ville med stor sandsynlighed blive hans svendestykke. Han kunne dog bedst lide dem uskyldige, og føjelige. Der var intet uskyldigt over Wilhelmina, som han betragtede hende var han ikke engang sikker på om hun var urørt, og dog ville hun med stor sandsynlighed blive hans eneste mulighed for et passende parti. Havde der været et anden adelig fuldblodsvæsen der ville ægte ham, havde han med garanti taget hende i stedet. "Godt. Er du i det mindste urørt?" Hånden greb fat om hendes hage igen, og tvang deres blikke sammen. Han var endnu ikke en mester i Legimensi, og dog ville han vide hvis hun løj.
Post by Wilhelmina LeStrange on Dec 8, 2016 19:38:06 GMT
Wilhelmina var godt træt af hans griben fat i hende, men der var ikke meget hun kunne gøre, selvom hun vred sig en smule. Hendes blik blev en anelse fornærmet over hans spørgsmål og hun fnøs højlydt mens hun skar en grimasse. "Urørt? Selvfølgelig er jeg det. Jeg er ikke nogen skøge." Bemærkede hun og rynkede lidt på næsen mens hun så ind i hans øjne. "Du bliver min første og sikkert også min sidste. Tillykke med det." Sagde hun og blottede sine tænder i et smil, der var en smule hånende, kun fordi det ikke ligefrem virkede som om han var specielt glad for hende.