Bristende hjerte

Et eller andet sted havde Mahari ikke ventet at se Blance igen lige foreløbig, mest af alt fordi han havde undgået hende så godt som det nu havde været ham mulig. Havde han vist at hun havde befundet sig i fællesstuen havde han nok valgt at gå et andet sted hen. Han kunne meget vel ikke gå ud igen nu hvor han lige havde rejst sig, sådan en magt skulle Beauxbatons eleven alligevel ikke have overfor ham. Han kunne ikke forstå at hun overhovedet havde nogen form for magt over ham, han havde dog med tiden måtte erkende at der var noget i ham han ikke kunne ignorere ligemeget hvor meget han så end forsøgte, Det gjorde det derfor ikke nemmere at Blance også var til stede, som om det ikke var nok at hun var der, gylden og smilene, så sad hun i selskab med et par andre piger. Det var nu en fuldkommen umulig opgave at gå hen til hende. Og han blev gang på gang ved med at have en indre kamp med sig selv om om det var en god eller dårlig ting.

Et eller andet sted kunne han jo være fuldkommen ligeglad med hende, hun havde ytret sin mening omkring ham, og sådan var det. Han strøg en hånd gennem krøllerne. Håret havde vokset en del siden hans ankomst, og han var begyndt at overveje om han skulle lade det vokse, eller om det hele skulle ryge af. Med tankerne kredsende om en mulig frisure trak han et lille stykke pergament frem fra sit bælte og lagde på bordet. Blækhus og fjerpen var ikke noget han var vant til at bruge, men nu da muligheden var der, ville han forsøge sig med det, og sætte sin lid til at han havde lært nok til at kunne skrive et nogenlunde formuleret brev hjem til sine forældre. De blev nødt til at vide hvad der var sket.

Mahari nægtede at gøre sig selv til grin. Han nægtede simpelthen at tage kontakt til hende. Hvad ville det i grunden også nytte? Så hun kunne gøre ham til grin endnu engang, og så over for hendes såkaldte venner? Han var alligevel klog nok til at lade det ligge. Eller det troede han ihvertfald at han var. Ikke særlig længe efter han havde kradset ned på pergamentet med sin fjerpen, kunne han ane et par øjne mod sig, helt tydeligt var det ikke. Der var først da han langsomt rettede hovedet en smule og for første gang så hen på hende at deres øjne mødte hinanden. De trak sig sammen, og han bed sig i kinden. Det var langt fra sjovt, for selvom hun intet sagde kunne han ikke lade være med at føle sig konfronteret.

Han trak vejret dybt ind, og kunne mærke hvordan hans hånd rystede mod fjerpennen. Han rømmede sig let og vendte hovedet og et par røde kinder mod brevet igen som han mere eller mindre snart opgav at fortsætte på, så skulle han da først finde et andet sted at sidde. I stedet satte han sig tilbage i stolen i et håb om at kunne sidde bare nogenlunde behageligt.

Det var nået til det punkt hvor Mahari inderligt gerne ville være i nærheden af hende, tale med hende, også selvom han vidste han hun med sikkerhed ville kommenterer på et eller andet hun var utilfreds med. Han var dog ved at være så vant til det at han næsten mere eller mindre kunne være ligeglad. Men det var svært for ham at rejse sig fra sofaen som han sad i. Havde hun været alene havde det nok været den del nemmere, men af frygt for at hun ville gøre en stor scene ud af det kunne han ikke rigtig få sine fødder til at give efter under sig.

Blikket der blev delt mellem dem føltes længere end det var, som om han kunne nå at se alle de små detaljer der lå hen over hendes ansigt. Det fik ham til at knuge let om pergamentet. Han blev dog hevet tilbage til virkeligheden da hendes veninder åbenbart havde krævet hendes opmærksomhed, hvad helt de talte om kunne han ikke tyde, men af en eller anden grund så Blance anderledes hun end hun før havde gjort. Hans læber trak sig sammen og han kunne mærke hvordan varmen var ved at lægge sig tungt i hele hans krop. Han anede ikke hvad han skulle stille op med det, han kunne meget vel ikke marchere derhen og redde hende ud af venindernes klør, kunne han? Han sank en klump og skævede atter mod hende.

Mahari væltede næsten bordet da han rejste sig fra sofaen. Hun skulle ikke have lov til at kigge hen på ham på den måde, og så bare gå. Han tænkte ikke særlig meget da han nærmest haltede efter hende.

“Hey!” kom det lidt fra ham. Han var ikke rigtig klar over hvad han havde tænkt sig at gøre eller sige til hende. Han håbede bare at hun ville stoppe op, og derfor give ham et par sekunder til at overveje en ny plan.

Han gled en hånd over de mørke krøller og klarede halsen en smule.

Mahari kunne mærke at han ikke gad løbe efter hende, han kunne dog se på sine lange trin at han alligevel gjorde et forsøg på at indhente hende, da han ikke ville have at de andre elever på gangene ville tro at han desiderede jagtede hende. Dog da de havde rundet et hjørne og der ingen andre var at spotte end dem satte han farten op så han kunne nå foran hende, og derved håbe på at hun ville stoppe op, tids nok til at han ville få indført et par ord.

"Hvorfor løber du fra mi?" Han ville have sagt noget andet, men nu var det lige dét der var fokus på nu. Så kunne han altid spørge til hendes røde øre og faste blik senere.

"Forhelved Blance, det eneste der i mit hoved er dig" røg det så ud af ham. Mere frustreret end han havde haft i sinde. Han strøg en hånd gennem krøllerne og bed sig i kinden. Det var ikke just den bedste situation han havde sat dem i, havde sat sig selv i.

Han mente dog ikke at han kunne blive ydmyget mere end han allerede var blevet, så hvis hun havde tænkt sig aldrig at tale til ham igen, kunne han vel lige så godt sige det som det var? Hun havde trods alt gjort det klart for ham at en dreng som ham og en pige som hende ikke havde nogen chance som partnere til et bal, så hvordan skulle de nogensinde klare sig efterfølgende?