|
Ups!
Nov 9, 2016 18:52:03 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 9, 2016 18:52:03 GMT
Dato: 9 November. Tid: 15:32, efter spådomstimen. Kristina sad tilbage i spådomstårnet. Professoren var netop gået, men Kristina var blevet der fordi hun havde tabt nogle af sine ting. Hun var dog ikke den eneste elev, der var blevet tilbage, da der var en anden Gryffindor-elev, Rosalie. Hun havde aldrig snakket så meget med hende, men måske kunne det forandre sig. Kristina havde samlet sine ting op og gik over til Rosalie. "Hej Rosalie." Sagde hun med et smil. Hun satte sig på en af bordene og kiggede på hende. "Hvorfor er du ikke gået med de andre?" Spurgte hun med et let undrende blik. Hun ville ikke grave sig langt ned, bare lidt for at starte en samtale.
|
|
|
Ups!
Nov 9, 2016 19:40:06 GMT
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 9, 2016 19:40:06 GMT
Rosalie forstod ikke spådom, og derfor kunne hun ikke lide det. Hun gjorde sig ikke noget forsøg på at sætte sig mere ind i det. Nok lagde hendes storesøster tarot kort, men Rosie havde virkelig svært ved at forstå at nogen kunne tro på det. Men hvis man kunne tjene lidt ekstra ind og få et godt grin så var det vel det værd. Hun var bare ikke selv en der gik op i det. Langt fra.
"Hej Kristina" kom det sløvt fra den blonde heks. Hun vendte de blanke øjne mod den anden Gryffindor elev med et roligt smil. "Jeg var faktisk på vej" lød det fra hende og klappede sin bog sammen på det lille runde bord.
|
|
|
Ups!
Nov 9, 2016 19:52:21 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 9, 2016 19:52:21 GMT
Kristina syntes ikke at spådom var sådan 'spændende', altså det var bare noget hun ville prøve. Men da hun opdagede hvor hylende skægt, det kunne være, blev hun der. Tingene går jo ikke altid efter planen, vel?
Kristina kom med et let 'heh', og kiggede på Rosalies bog. Hun havde sin egen under armen, selvom at det nok ville være lettere i håndfladerne. Hun kløede sig i nakken. "Æhh.. Skal vi følges til vores opholdsstue?" Spurgte Kristina smilede og gik langsomt over mod udgangen. Hun slog sin ene arm ud og hørte lyden af glas. Kristina kiggede måbende tilbage på Rosalie. Ups...
|
|
|
Ups!
Nov 11, 2016 14:08:12 GMT
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 11, 2016 14:08:12 GMT
Rosalie kunne ikke lide spådom. Mest af alt fordi hun havde opdaget hvor meget hendes bedste ven kiggede efter deres underviser, og selvom Phoebe Wildsmith var en utrolig rar kvinde, så kunne hun alligevel ikke lade være med at føle sig en smule jaloux. Ikke at det var følelser hun nogensinde reelt ville nå frem til. Det var et hårdt arbejde at få Freddie til at koncentrere sig om hvad det egentligt gik ud på, at hun i sidste ende havde fundet det trættende.
Hun blinkede lidt småforvirrende med sine øjne. Det blå blik gled fra krystalkuglen til den jævnaldrende heks med et spørgende blik. Hun var ved at svare da Kristina lettere klodset kom til at skubbe til kuglen. "Wow. Jeg troede de kunne holde til mere" kom det så fra hende imens hun kiggede på det knuste glas.
|
|
|
Ups!
Nov 12, 2016 9:54:29 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 12, 2016 9:54:29 GMT
Kristina kiggede på glasset. Hun havde på få sekunder rodet sig ud i ret så meget ballade. Måske lidt for meget ballade. Det var jo en spådomskugle! Kristina tog sig til hovedet. "Jeg er ude på dybt vand... Åh nej, åh nej.. Jeg er ude på meget dybt vand!" Sagde hun og gik frem og tilbage mellem glasskårne. Kristina sank en klump og kiggede opgivende på Rosalie. "Hvad skal jeg dog nu gøre.. Tilstå, lyve, ignorere, åh..." Sagde hun og slog ud med armene. Hun satte sig op på en af stolene og sukkede dybt. "Rosalie, jeg ved det er meget at spørge om, men.. vil du hjælpe mig ud af det her?" Sagde hun bedende og stirrede på Rosalie.
|
|
|
Ups!
Nov 12, 2016 16:58:34 GMT
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 12, 2016 16:58:34 GMT
"Så slemt tror jeg ikke det er Kris. Frederick har tabt utalige kugler på gulvet i de år vi har haft spådom." sagde Rosalie og kunne ikke lade være med at grine. Hun rystede lidt på hovedet og blev ellers siddende på sin plads ved bordet. Hun var spændt på hvad den jævnaldrende elev havde tænkt sig at gøre. En let skæven gled mod hende.
"Hjælpe dig? Du kunne da forsøge med Reparo først. Det kan godt være den så ikke kan fortælle dig din fremtid. Men så ser den da hel ud. Professor Wildsmith opdager aldrig det var dig der væltede den på gulvet" sagde hun med et enkelt hævet lyst bryn. Hun vidste ikke helt om hun ville hænges med på vognen med den her. Hun havde lavet nok ulykker de sidste måneder til at hun hellere måtte holde sig lidt på måtten i et par uger endnu. "Eller fej det under gulvtæppet. Det gør jeg derhjemme når min mor har taget min tryllestav" sagde hun med et let skuldertræk.
|
|
|
Ups!
Nov 13, 2016 10:33:43 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 13, 2016 10:33:43 GMT
Kristina begyndte at blive roligere, da Rosalie kom med alle mulige ideer. Hendes sind havde ikke været så klart som Rosalie, og Kristina kunne mærke at Rosalie nok var okay til at sno sig udad problemer. Sådan sagde hendes fornemmelse i hvert fald. Det med Frederick var sandt, så nu når hun tænkte over det, så burde hun ikke være bekymret. "Du har nok ret."Sagde Kristina med et let skuldertræk. Selvom hun tog ballade med et grin normalt, nagede det her hende. Det føltes bare.. forkert..
"Locomotor" Mumlede Kristina og satte skårne op på det bord, hvor den ødelagte kugle havde lagt. Selvom hun havde lagt det hele tilbage, så havde hun en knude i maven. Hun satte sine bøger godt fast under armen og kiggede så på Rosalie og sukkede. "Jeg ved godt, det nok ikke gør den store forskel, men af en eller anden grund, så syntes jeg denne ene gang, at det er forkert for mig ikke at tilstå."
OOG: Så fik jeg lige prøvet blockquote af, hehe.
|
|
|
Ups!
Nov 13, 2016 20:04:57 GMT
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 13, 2016 20:04:57 GMT
Rosalie fulgte Kristinas bevægelse som hun fik de mange glasskår fra gulvet og op på bordet. Hun vendte let sine læber indad og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Et eller andet sted ville hun ikke blande sig. Selvom den anden ikke var den første til at vælte en kugle, og det havde tydeligvis været et uheld det kunne man ikke komme i alvorlige problemer af. Nej havde hun i stedet med vilje kastet den ud af vinduet efter en anden elev eller underviser, så var det noget andet. Det var dog lidt af det ekstreme. "Hvornår har jeg ikke haft ret?" spurgte hun som om at det var åbenlyst.
Rosie trak let på sine skuldre. "Du skal aller først reparere den. Hvis de vælger at straffe dig, har du i det mindste forsøgt at gøre dit for at rette op på det du har gjort" kom det så fra hende. Hun skar en let grimasse og rystede på hovedet af hele situationen. "At tilstå hvad? At du har klodsede arme og ingen balance?" brød Rosalie ud med et grin
|
|
|
Ups!
Nov 18, 2016 16:40:33 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 18, 2016 16:40:33 GMT
Kristina kiggede fornærmet på hende inden han afprøvede besværgelsen. "Reparo" sagde hun og pegede på glasskårne. Nogle få dele fandt sammen, men de fleste gjorde ikke. Kristina sukkede og bed sig i læben kort.
Kristina kiggede irriteret på Rosalie. Kristina begyndte at syntes at Rosalie blev lidt for meget for hende. Hun surmulede lidt, da hun begyndte at gå udad lokalet. Hun himlede med øjnene, da hun syntes at Rosalie nærmest gjorde nar af hende.
|
|
|
Ups!
Nov 18, 2016 18:03:45 GMT
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 18, 2016 18:03:45 GMT
Rosalies havde en lille rynke slået hen over næseryggen. Hun havde absolut ingen anelse om hvorfor den anden heks skulle give hende et fornærmet ansigt udtryk, når hun i sidste ende blot forsøgte at hjælpe hende. At skårene ikke alle samlede sig på en gang fik hende til at trække let på sine skuldre. Hun orkede faktisk slet ikke at påpege at hun måske gjorde det forkert.
Da Kristina gik ud modgangen rejste Rosalie sig op med sine bøger i sin favn. Med et par hurtige skridt småløb hun forbi den anden og videre ned af gangen.
Forlader tråden
|
|
|
Ups!
Nov 18, 2016 18:50:08 GMT
Post by Kristina Molly Percill on Nov 18, 2016 18:50:08 GMT
Kristina kiggede kort efter Rosalie og sænkede blikket inden hun begyndte at gå helt ud af lokalet, for at finde en professor hun kunne tale med om hvad der var sket og undskylde. Hun pustede ud, da nåede hen til en professors kontor og forklarede, hvad der var sket, uden at nævne Rosalie.
Tråd afsluttet
|
|