Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Da Blance trådte ind over dørtærsklen til den store, varme stue stoppede hun op et øjeblik og tøvede. Hendes blik gled forbløffet rundt og hun kunne ikke lade være med at rynke brynene en smule skeptisk over den slags umiddelbar fråds og livsnyderi - tilgængeligt for masserne.
Hun havde først netop hørt om den nye fællesstue, der var lavet til de gæstende skoler, men tydeligvis også tjente som mødested for andre. For hendes smag virkede det som en blandet landhandel hvem der sad rundt omkring og hun kunne ikke rigtig beslutte sig hvor hun selv skulle sætte sig ned henne - eller om hun overhovedet skulle det.
På mange måder havde Elphias som sådan ikke brug for endnu en opholdsstue, men der var en enkelt fordel, han havde erfaret ved det. Hvis Edmund havde slået sig ned i Slytherins opholdsstue, så var der et andet sted at gå hen de aftener, hvor han ganske enkelt ikke orkede det. Det var en af de aftener og han sad tilbagelænet på en af de polstrede bænke med det ene ben foldet over det andet og en lille bog i den ene hånd.
Ved lyden af døren, gled hans blik kort op og da det fæstnede sig ved en køn, lyshåret størrelse i lyseblå farver, faldt det ikke igen med det samme. Tværtimod løftede han hagen og betragtede hende med et utilsløret, interesseret blik.
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 1:12:43 GMT
Blances blik gled lidt over de forskellige elementer i opholdsstuen men i sidste ende fandt hun ingen hun havde lyst til at sidde og bruge tid på. Hun tøvede kortvarigt, før hun vendte om som hun var igen og lade døren falde i bag sig, uden at gøre noget ud af at lukke den til.
Den næste dag var hun klog af skade i en af pauserne mellem timer. Hun trak i sin lyseblå uldkappe med pelskanten og pakkede sig godt ind, før hun begav sig ud i den kolde skolegård, for at få lidt luft og tage et par skridt rundt i den overdækkede del af gården, der ledte hele vejen rundt.
Der var ikke mange udenfor i vejret og hun gik uforstyrret, imens hendes ånde blev til små skyer foran hende.
Elphias' blik forblev på den ubeslutsomme, lyshårede pige, der forsvandt så snart hun var kommet. Han noterede sig det, men det forblev ikke i hans tanker, da han sænkede blikket til bogen igen. Den efterfølgende dag havde han mere eller mindre glemt alt om det, indtil han fik øje på selv samme pige i gården. Iklædt sin grønne Slytherinuniform passerede han blot forbi gennem korsgangen, men et eller andet fik alligevel hans skridt til at tabe en anelse fart.
Til sidst stoppede han helt og tog sig et øjeblik til at betragte den fine profil, der netop stak ud fra under uldkappen. Lyse øjne kneb sig lidt sammen, før de faldt en anelse og han øjnede en mulighed der var for god til at lade gå fra sig. Hårbåndet som en eller anden pige havde tabt kort fra hvor han stod kunne for så vidt han gik op i det tilhøre hvem som helst. Det var dog nemt at samle det op og krydse afstanden til den krølhårede Beauxbatonselev.
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 2:02:00 GMT
Blance gik lidt i sine egne tanker, men hun var ikke så verdensfjern, at hun ikke hørte stemmen bag sig. Lidt forundret over at hun skulle have tabt noget, vendte hun sig dog alligevel om og slog hætten ned med et spørgende blik. Det måtte først justeres lidt op, som hun tiltede hovedet, før hun så ned til hårbåndet i hans hånd og hendes bryn trak sig sammen.
"Non," svarede hun undrende. "Det er ikke min. Den ville nok se bedre ud på dit 'oved end mit med den farve."
Hendes mundvige sitrede ganske svagt, omend smilet ikke brød helt frem. Det glimtede dog i de lyse øjne, som de igen vendte sig op på den høje dreng.
Elphias var udpræget rolig, som han stoppede ved siden af den lyshårede pige og afventede hendes reaktion. Lyse øjne fulgte opmærksomt med, som hun slog hætten ned og det antydningsvise smil, der hvilede på hans læber, forblev komplet upåvirket af udvekslingen, der kunne have gjort andre forlegen. Han selv var ikke overrasket over svaret, men måske en smule over formuleringen af det.
En lille, munter lyd lød fra ham og øjnene kneb sig en anelse sammen, mens det var svært ikke at være interesseret i at høre den søde, lille accent igen. "Det har du uden tvivl mere forstand på end jeg, miss...?"
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 2:41:48 GMT
De blå øjne slog en anelse smut hun spidsede sine læber tænksomt, før hun valgte at svare, uden at ane hvem det var hun stod ovenfor. "Blance d'Montacute," svarede hun, som hun knejsede en anelse med nakken, uden den mindste anstrengelse for det.
"Et du?"
Blikket gled kort til hårbåndet, før det vendte tilbage til de grå øjne på den høje dreng, som hun ikke kendte.
Elphias genkendte navnet med det samme, men det skræmte ham ikke væk. Tværtimod trak det umærkeligt op i hans mundvige ved bekræftelsen af, at hendes ydre passede til hendes navn og uden den mindste smule utilpashed, bøjede han ganske let i overkroppen.
"Elphias Potter," præsenterede han sig, uden at tage blikket fra hende. Glimtet i det var helt levende. "Men du vil måske høre andre omtale mig som den tåbe, der ikke forstår sig på moden nu til dags."
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 2:56:18 GMT
Navnet Potter forekom Blance fjernt bekendt, men ikke nok til at hun reelt kunne sige noget om familien. En lille koncentreret rynke havde fundet vej til hendes pande, før hans lille morsomhed fik hende hevet lidt ud af forsøget på at fiske noget frem fra hukommelsen. Til gengæld fnøs hun helt instinktivt og muntert, inden hun hævede et enkelt bryn over ham.
"Ah, oui. 'am 'ar jeg vist 'ørt talt om på gangene," bemærkede hun, uden helt at kunne lade som om, at hun ikke var underholdt. "Potter," insisterede hun dog øjeblikket efter, funderende. "Hvor 'ar man 'ørt det navn før, monsieur?"
Den ene side af Elphias' læber gled instinktivt op over den ønskede reaktion og han blinkede en enkelt gang, før han rankede sig helt og tog en mere sober tilgang til hendes næste spørgsmål.
"Vores slægt går mange generationer tilbage," begyndte han, helt bevidst. "Du har måske hørt om vores forfader, Linfred af Stinchcombe?"
Den famøse eliksirmester, der stod bag et væld af eliksirer som endnu blev benyttet af helbredere verden rundt, havde før været et godt eksempel.
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 3:18:06 GMT
Det var ikke et diskret spørgsmål og Potter gav heller ikke et meget diskret svar. Det var dog tilfredsstillende og Blance belønnede det med et pænt lille smil, som hun nikkede let og tillod sig selv at slappe en anelse mere af i skuldrene.
"Ah, oui. Monsieur Stinchcombés opfandt kvik-op eliksiren vi får til vinter, vrai?" Hun snøftede svagt ind en enkelt gang. "I må bruge det mere 'er på 'ogwarts. 'er er så koldt."
Tilfredsheden over genkendelsen var der absolut, men han lod den ikke skinne alt for tydeligt igennem. Tværtimod var hans smil afdæmpet, men varmt, som han nikkede. "Helt korrekt," anerkendte han og samlede hænderne på ryggen, trods det faktum at han stadig havde det fremmede håndbånd i den ene hånd.
"Der er mangen en snue, der har måttet vige gennem tiden," bekræftede han, før en lille, tilsyneladende bekymring rynke trak hans øjenbryn sammen. "Jeg håber skam ikke, at jeg holder dig ude i kulden...?"
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 3:43:39 GMT
Blance var ikke voldsomt imponeret over en efterkommer af en eliksirmester, såmænd, men det havde givet ham en arv og dermed en position i troldmandssamfundet. Det var nok undskyldning til at bruge mere end et øjeblik i hans selskab indtil videre. Især efter al den tid hun havde spildt på Napore, som absolut ingen position havde.
Hun smilede kønt, som hun slog blikket koket ned og rystede på hovedet. "Non, monsieur, men jeg ville gå en tur rundt 'erude. Det hjælper at 'olde sig i bevægelse, N'est-ce pas?"
Post by Elphias Potter on Nov 6, 2016 12:18:00 GMT
Det grå blik fulgte hende opmærksomt og han noterede sig de små kendetegn, der ikke efterlod nogen tvivl om hendes høje stand. Højere end hans, var han ikke ubevidst om, men han havde aldrig været en til at stå tilbage for en udfordring. Så han smilede charmerende og hvilede en enkelt hånd mod sin brystkasse.
"Absolut, miss Blance. Måske du vil lade mig gå med dig...?"
Post by Blance d'Montacute on Nov 6, 2016 14:30:43 GMT
Blance havde brugt lidt vel meget af sin tid på at forsøge ikke at tænke på Mahari. Det var helt behageligt ikke at behøve at anstrenge sig i den charmerende Potter-drengs selskab og hun nikkede let som svar.
"Du er på Slytherin?" Hendes blik dvælede kort ved de grønne farver og spørgsmålet var i virkeligheden mere en konstatering. "Det var alle mændene i min engelske svogers familie også," bemærkede hun. Det var de meget stolte af. Hvorfor tror du?"
