Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Solen stod på sit aller højeste, selvom man ikke kunne se det for de tunge skyer der skød ind over lavlandet. De var truende og Alistair var sikker på at de bragte regn. Dog var det ikke noget man ikke regne med, men han havde alligevel sørget for at frokosten der skulle serveres var indedørs. Mest af alt havde han løst til at arrangere noget privat i et af de mindre stuer, men efter et strengt blik fra sin mor af, havde han måtte ændre planer. De kunne altid gå godset tyndt senere på dagen, men til en start så hun helst at de alle befandt sig i samme rum, da det var nemmere for den ældre kvinde at holde øje.
Selvom Alistair havde uden noget andet valg, bevilget til at gifte sig med Dympnha, var de alligevel ikke helt så langt at man lod dem være helt alene. Han havde dog planer om at gøre det alligevel. Han brød sig selv ikke om at have for mange øjne i nakken, og det ville hjælpe lidt på hele den akavede situation hvis han blot fik et enkelt øjeblik alene med sin kommende hustru.
Han var ikke iført sin pæneste robe, ikke at han havde haft lyst, men den skulle gemmes til selve dagen hvor brylluppet skulle stå. Det var derfor en mere simple robe med sølv broderinger ned langs kanten han var iført i i stedet for. Han strøg en hånd gennem de flammende krøller og trådte ind i pejsestuen så han kunne tage imod sin gæst. Han prikkede til sin mindre søster Úna som havde haft en være besvær med sit hår, og nu lignede det noget der var løgn. Et lettere skævt smil trak op i den ene side hos Alistair. "Hvem prøver du at imponere, eh lass? Jeg tror ikke at Dympnha har sin bror med" sagde han og kvalte et grin
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 18:00:59 GMT
Dymphna havde ikke sin bror med nej, men den første der ankom var hendes tjenestepige, som hun ikke havde fået lov til at rejse uden. Derefter dukkede hun selv op i kaminen, børstede sin kappe af og trådte ud i rummet. Hun var klædt i en mørkerød kjole, som hun havde fået syet efter fødslen, for at hun skulle føle sig bedre tilpas i sin krop. Udenpå var hendes krop ikke meget anderledes end før, men hun havde også gjort sit bedste for at slanke sig efter graviditeten med en helbreders hjælp. Det var trods alt nødvendigt, hvis folk skulle tro på historien.
Et smil dukkede op på hendes læber da hun mødte Alistairs blik, men hun startede dog ud med at hilse på hans søstre og forældre, inden hun nåede den rødhårede skotte og rakte ham sin hånd som hilsen. "Det er dejligt at se dig igen." Sagde hun og nejede så pænt hun kunne, mens hun mærkede tjenestepigens blik i sin nakke. Hun håbede på at hun ville få en stund alene med Alistair, men hvis ikke det skete, måtte hun nøjes med dette. Hun var alligevel lidt nervøs for, hvad der ville ske når de var alene.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 19:14:14 GMT
Alistair havde syntes det var utrolig akavet, havde Dymphna sin bror med. Han havde trods alt kendt Brayan i rigtig mange år, og han vidste stadig ikke hvordan den anden havde det med hele seancen. Det var dog tanker han kunne have en anden dag, det var et stort smil der lå på hans læber da der kom lyde fra ildstedet. Han blinkede lidt med øjnene ved synet af tjenestepigen og bøjede hovedet en smule forover for at hilse på hende. Opmærksomheden blev dog ikke ret længe på hende da Dympnha endelig trådte igennem til stuen. Han fulgte hende med blikket som hun hilste på både Ríoghnach og Úna. Da det blev hans tur og armen blev strukket frem så de kunne give hinanden hånden, kunne han godt mærke at virkeligheden sneg sig ind hos dem. Mest af alt havde han haft lyst til at omfavne hende, men vidste bedre end at gøre brug af sine tanker.
Han sendte hende i stedet et roligt smil og løftede hånden op til sine læber så han kunne kysse den. "I lige måde Dympnha, du er som en frisk forårs vind til den ellers kolde vinter vi går i møde" forsøgte han sig kluntende. Han rettede ryggen og strakte sin arm ud så han kunne føre hende ud af stuen. Hans far strenge blik brændte ham i nakken og Alistair måtte synke en klump.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 19:32:00 GMT
Dymphnas kinder blev en smule røde da han kyssede hendes hånd. Det havde været så længe siden hun havde mærket en mands opmærksomhed, hendes liv havde været kaotisk og mørkt så længe at hun ikke kunne huske hvordan det føltes. En kildende fornemmelse dukkede op i hendes mave da hun så ham i øjnene og trak forsigtigt hånden til sig, for at kunne lægge den om hans arm i stedet.
"Det er alt for meget Alistair.." Sagde hun afdæmpet og smilede lidt. "Forårsvinden er noget af det mest berigende det findes i verden, jeg kan umuligt være så dejlig som den." Hun så ham i øjnene med et ømt blik, inden hun trak lidt op i sin kjole, for ikke at træde i den. "Her er virkelig smukt. Fine lokaler - og pænt dekorerede.. Her er lidt lysere end der er derhjemme.." Bemærkede hun og så sig omkring med antydningen af et smil på sine læber.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 19:42:59 GMT
Alistair anede ikke hvad han lavede halvdelen af tiden, han forsøgte at gøre rede på hvad han havde lært igennem sin opdragelse og hvad der kom ham naturligt. Dog var det mest vigtigste for ham at Dympnha hverken blev skræmt eller dårlig tilpas imens hun boede på godset. Hendes fremtidige hjem. Normalt var han ikke nervøs, og når han endelig var plejede at drikke så meget at han havde glemt det den følgende dag.
Men han havde den sidst tid øvet sig meget på at holde sig til den søde vin. Han drejede hovedet en smule da hun talte og han kunne igen ikke lade være med kort at smile. Det lød til hun ikke var vant til at blive komplimenteret, og når hun gjorde troede hun ikke på det. Du "er" det mest berigende Dym." sagde han og klarede halsen, han lod med vilje være med at sige at hun var dejlig, de var måske lidt for tidligt at sige, og de havde stadig hans forældre i hælene. Han så rundt på malerierne de passerede mod spisesalen og trak lidt på sine skuldre. Han måtte ærligt indrømme at han ikke gik så meget op i indretning.
"Nu når Skotland i det hele taget kan været ret gråt, har min mor forsøgt med en lysere indretning så det gør det mere behageligt" sagde han og nikkede lidt. Han kunne godt se hele idéen med det.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 19:54:57 GMT
Dymphna kunne godt mærke at hun ikke havde været ude for en dør længe, hendes konversationsevner var praktisk talt døde og at hun måtte gribe til indretningen skuffede hende en smule. "Det har hun gjort godt." Bemærkede hun og mødte flygtigt hans blik, inden hun så ligefrem igen, for at undgå at komme til at blive rød i kinderne. Alistairs blik havde den effekt på hende. Et øjeblik var hun tavs, usikker på hvad hun skulle sige. Hun havde mange ting hun gerne ville fortælle ham, men intet var gode emner til dette øjeblik. "Hvordan var din rejse? Var det spændende?" Spurgte hun og vendte ansigtet mod ham, med et smil der var opfordrende. Hun ville gerne høre om det, forhåbentlig kunne det distrahere hende fra hendes egne tanker.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 20:11:39 GMT
Det tog dem ikke lang tid at gå fra pejsestuen til spisesalen. Godset var stort, men ikke enormt. Det var egentlig sådan han bedst kunne lide det, da han aldrig havde været fan af de gårde der var lige så store som slotte, og hvor man ledt kunne fare vild og havde rum man alligevel ikke brugte. "Når du flytter ind, er du velkommen til at komme med forslag" sagde han og kiggede sig over skulderen. Det var ikke noget han havde drøftet med sin mor, men det var kvinden i husets opgave at have styr på den slags. Stileheden lagde sig over dem, og Alistair blev klar over at han blev nødt til at holde den kørende.
Heldigvis kom Dympnha ham i forvejen. "Ja, jeg har tilbragt de sidste måneder i Sverige og Norge. To utrolig smukke lande" sagde han og måtte stoppe op for at trække stolen ud for hende. Nok stod der to unge drenge ved enden af det lange bord, klar til at gøre det samme, men Alistair følte lidt for at give hende alt den opmærksomhed han kunne.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 20:33:40 GMT
Dymphnas blik hvilede i hans mens han talte og hun smilede taknemmeligt, da han trak stolen ud for hende. Hun satte sig ned så pænt hun kunne og glattede diskret sin kjole under sig, med en hurtig bevægelse med hænderne.
"Det lyder dejligt." Bemærkede hun kort og så op på ham, inden hun vendte ansigtet mod resten af bordet og hele Alistairs familie. Det ville være løgn hvis hun påstod, at hun ikke var nervøs. Hun kendte dem alle godt, men dette var alligevel noget andet og hun følte sig så fremmedgjort overfor det adelige miljø, efter hun havde boet i så fattige forhold i en rum tid. Hun kunne dog godt huske sine bordmanerer og lod da også værterne tage ordet nu.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 21:46:15 GMT
"Ja, jeg tager dig med en dag" sagde Alistair. Næsten lidt for begejstret, for da hans mor gik forbi ham kunne han tydeligt mærke en spidt finger mod sin side. Endnu et tegn på at han skulle passe på hvad han sagde. Han så beklagende mod Dympnha men sagde ikke mere til det. Det var hverken stedet eller tidspunktet at undskylde eller beklage sig. I stedet rømmede han sig og forlod først hendes side da han havde haft mulighed for at skubbe stolen ind. uden rigtigt at tænke over det, havde han meget flygtigt lagt en hånd mod hendes skulder inden han havde sat sig overfor hende.
Det var endnu ikke tiden til at de sad ved siden af hinanden, men han priste sig lykkelig for at han i det mindste fik fornøjelsen af at side overfor hende. Maden blev præsenteret af en af tjenerne. Der var ikke megen snak der foregik under måltidet, da det mest af alt var Alistairs far der fortalte om hvordan det gik med de nærliggende gårde, og årets kommende høst.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 22:19:44 GMT
Dymphna lyttede interesseret til Alistairs faders ord mens de spiste, det var ikke så fremmed for hende, på trods af at stemningen var lidt bedre ved bordet end den var hos Muldoon. Til tider skete det, at de slet ikke spiste sammen. Hun følte dog at Alistairs familie var utrolig behageligt selskab, selvom samtalen var en smule ensformig. Ind i mellem faldt hendes blik på Ali, men hun skyndte altid at fjerne det, inden nogen opdagede at hun så på ham. Det var svært, men det lykkedes hende at komme igennem måltidet.
"Sikke et skønt måltid, i må endelig sige det videre til køkkenet." Bemærkede hun og tog en tår af sit bæger med vin, inden hun smilede høfligt til sine kommende svigerforældre. Hun så derefter på Alistair og blev en anelse rød i hovedet og endte med at lade blikket glide ned i den røde drik.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 22:36:47 GMT
Alistair havde sat sig mere behageligt i stolen, i stedet for rank, som det blev forventet af ham. Han vidste at hans far ikke ville blive siddende ret længe når først han var færdig med at spise. Han var som sådan ikke meget af en familieperson at han følte det vigtigt at bruge mere end den højst nødvendige tid sammen med sin kone og børn. Han havde dog alligevel set vigtigheden af at byde Dymphna velkommen.
Det var ingen overraskelse da han så endelig rejste sig. Alistair fulgte ham med blikket som han takkede for selskabet og forsvandt ellers ud af døren bagerst i salen. "Vi må hellere give de unge mennesker lidt fred. Ríoghnach, Úna, i har puder at brodere." lød det fra den ældre kvinde som gjorde tegn til sine døtre om at de skulle følge med.
Snart var det kun Alistair og Dymphna der sad tilbage i salen. Han bed sig i kinden inden han så op. "Min mor mente ikke vi behøvede en til at følge trop når jeg viser dig rundt, hvis du har lyst" sagde han og skævede over på hende
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 5, 2016 22:55:07 GMT
Dymphna formåede ikke at sidde mere afslappet i stolen, selv ikke da familien efterhånden forlod bordet. Hun smilede dog til dem alle og sagde godaften, inden hun satte bægeret fra sig og rykkede rastløst rundt på det. Det havde været meget nemmere for hende, da de bevægede sig og hun var derfor lykkelig for hans forslag. Et smil dukkede op på hendes læber og hun rejste sig langsomt, uden at vente på at en tjener trak hendes stol ud.
"Nej, mon ikke det går an." Bemærkede hun og glattede sin kjole ud, inden hun begyndte at gå rundt om bordet og hen til det sted han sad. Imens betragtede hun ham flakkende og rettede unødvendigt på sit hår, der var flettet ned foran hendes skulder. "Så længe du ikke viser mig dit værelse." Sagde hun og grinede afdæmpet, med et lille glimt i øjet. Hun kunne ikke helt håndtere den stive stemning længere.
Post by Alistair Burnett on Nov 5, 2016 23:14:59 GMT
Alistiar kunne mærke hvordan det lettede en smule at hans forældre og søstre langsomt forlod rummet. Det gjorde det en smule nemmere for ham at holde rede på hele situationen. Måske han endda også kunne forhindre sig selv i at sige noget dumt. Han nærmest automatisk skubbede stolen ud da han rejste sig i det samme sekund som Dymphna selv. Han vidste ikke rigtig hvad han ville gøre nu det endelig var alene sammen, om det overhovedet var passende. Han ville bare gerne tilbringe tid sammen med hende alene, og han var glad for at hans mor havde givet dem chancen, og at hun havde så meget tiltro til ham. Han havde trods alt ikke vist sig fra sin bedste side de sidste par år.
"Hvad ville problemet være hvis jeg gjorde eh? Mo muirninn." kunne han ikke lade være med at spørge. Hans blik var en anelse drillende men han var alligevel ganske alvorlig i sine ord, han ville gerne vide hvordan hun havde det omkring ham, og han ville ligeså gerne vise og fortælle hende hvad hun gjorde ved ham.
Det var dog ikke tiden nu, i stedet rakte han endnu engang armen ud så han kunne føre hende ud af salen. Der var et par få gange de kunne gå ned af, hvor et væld af familiemalerier ville vise sig fra deres bedste side i dagens lys. Et par enkle stuer og selskabs rum lå også i vente.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 6, 2016 9:33:08 GMT
Dymphna grinede lattermildt over hans ord og mødte kærligt hans blik, der var intet der kunne få hende til at føle sig mere tilpas, end hendes hjemvandte sprog. Hun så ham derfor dybt i øjnene, da hun tog imod hans arm og fulgtes med ham ud af døren. Udsmykningen af lokalerne var ikke overraskende ganske kønne, men hun havde allerede kommenteret på dette en gang og ville egentlig hellere høre, hvordan han havde det.
"Er det rart at være hjemme?" Spurgte hun derfor og smilede let til ham, mens hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes blik flakkede hen over hans ansigt, afventende efter hans fortælling. Hendes mål var at få ham til at tale om sig selv, så hun ikke behøvede at lyve for ham igen. Hvad skulle hun da sige? Hun havde ikke vist sig offentlig det sidste stykke tid. Det så han dog ikke ud til at vide noget om.
Post by Alistair Burnett on Nov 6, 2016 14:05:09 GMT
Alistair, hvis familie i mange generationer før hen ikke havde talt andet end gælisk, havde været en smule tilbageholdende for det engelske sprog. Det var dog lykkes hans far at balancere sine børns viden og lærdom, og havde fundet en måde hvorpå de vidste hvor de kom fra, men også kunne kommunikere med resten på de britiske øer. Alistairs accent bar derfor tydelig præg af at engelsk kun halvt var hans første sprog. Det var rart at mærke Dymphna så tæt på sig igen, uden at det blev alt for underligt for dem. Han skulle helst ikke blive alt for vant til det før de blev gift. Han kæmpede en brag kamp med sig selv om hvordan han skulle bære det hele ad.
Han løftede hånden op for at klø sig i nakken over hendes ord, og endte med let at trække på sine skuldre. "En smule? Det hjælper at du er her" sagde han så. Smilet lå stadig let på hans læber, da det var svært for ham ikke at smile ved synet af hende. Han forsøgte dog at kigge frem det meste af tiden.
"Jeg ved ikke hvor spænende det er for dig at høre om hele familiens historie. Min far vil med sikkerhed benytte hver eneste lejlighed fra når vi er gift til at fortælle det" sagde han og måtte kvæle et grin. Han slog i stedet ud med den ene hånd til en af de lidt større stuer. "Úna øver sig på harpsespil. Mindst én gang om ugen skal du lade være med at komme herned" sagde han og kunne denne gang ikke skjule grinet det forlod ham.
