|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 15, 2016 20:16:36 GMT
Kulde sneg sig op gennem gulvbrædderne og greb med klamme hænder om Penelopes mave og hjerte. Det sprang et slag over og hun så rædselsslagent fra bæstet på gulvet og over på Harald.
En varulv. Han var en varulv. "Dræb ham," undslap det hende spagt og hæst. "Vi burde dræbe ham."
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Nov 16, 2016 17:58:53 GMT
Con var ikke sikker på om datterens reaktion var som forventet. Den var ikke overraskende, han var udmærket klar over hvordan folk så på hans slags, og alligevel havde han håbet på at blive mødt med en smule forståelse. Et sted fortrød han at han overhovedet var gået så langt som at fortælle hende den halve sandhed, men lige meget hvad kunne han ikke løbe fra hvad han var. "Jeg er ikke et monster Coira. Jeg er en mand.. Din far, om du så vil det eller ej. Jeg trak mig væk fra verden, væk fra dig, så min.. Sygdom ikke spreder sig. Forstår du det?" Det var ikke en bøn for hans liv der stod skrevet i de stålgrå øjne, på trods af hans tilstand ville han ikke synke så dybt som at bede for hans liv. Det var nærmere en bøn om at hun endelig accepterede hvordan tingene var, og forstod hans valg.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Nov 16, 2016 18:05:31 GMT
Selv Harald der var en veluddannet mand, var en smule ængstelig over at være i nærheden af varulven, men det var ikke fuldmåne og han var derfor ikke så nervøs. Han skævede kort til Penelope da hun bad ham om at dræbe ham, hvorefter han så på hendes fader og lyttede til hans ord. "Jeg kan slette hans hukommelse, det er alt jeg kan gøre for dig. Jeg slår ikke bare et mennesker ihjel." Sagde han og smilede forstående til den yngre heks. Harald havde trods alt nogle principper.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 16, 2016 22:28:56 GMT
Hun rystede på hovedet. Uanset hvad han sagde, så havde hans opførsel været så klam og ubehagelig og han kunne ikke give skylden for det til nogen andre. Hun havde lyst til at slå ham ihjel for alt han var og hvor meget han skræmte hende, men Harry talte fornuft til hende og hun endte med at nikke svagt, uden at se på manden på gulvet.
"Gør det," bad hun. "Og sørg for at han ikke siger mere."
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Nov 17, 2016 13:27:32 GMT
Conrí blinkede et par gange med øjnene, som det gik op for ham hvad de havde tænkt sig at gøre. De havde ikke tænkt sig at slå ham ihjel, det slap trods alt en lettet følelse fri i hans krop, og dog ville de gøre noget der lød langt værre. De ville slette hans hukommelse. På trods af at de somme tider plagede ham i hans søvn så vel i hans vågne timer, var hans minder og erindringer det stof der formede den store mand. Hvor meget ville de tage? Ville de blot efterlade ham som en savlende grøntsag i hans eget pis? Det var en skæbne langt værre end døden. "Nej Coira.. Lyt til mig. Jeg er måske ikke den far du ønsker.. Jeg sværger, hvis du ikke vil se mig, så forsvinder jeg ud af dit liv igen. Men du er en del af mig, mit kød og blod, og jeg har elsket dig lige siden du kom til verden. Lad mig i det mindste beholde det, lad mig beholde tanken om at du lever og har det godt. Så sværger jeg at du aldrig behøver at se mig igen." Conrí var ikke just kendt for at indgå kompromiser, men han kunne ikke miste hende igen, nu hvor han endelig havde fundet hende.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Nov 18, 2016 12:49:08 GMT
Harald så fra Penelope og tilbage til varulven, men han havde selv brug for et øjebliks stilhed og pegede derfor på manden og fastfrøs hans krop så han dermed ikke kunne gøre andet end at bruge sine øjne. Derefter vendte han sig mod Penelope og så hende i øjnene med et alvorligt blik. "Vi kan også nøjes med at slette mindet fra denne oplevelse." Bemærkede han og løftede sine øjenbryn spørgende. "Men hvis du virkelig er sikker..."
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 18, 2016 19:11:59 GMT
Penelope havde lagt hænderne over ørerne og klemte til, som manden på gulvet talte. Hun snøftede lidt ind og fjernede dem mere forsigtigt, som Harry frøs ham og åbnede munden. Ganske langsomt rystede hun lidt på hovedet. "Jeg tror ikke på ham," svarede hun, selvom usikkerheden var krøbet ind i hendes stemme.
"Hvor præcis kan du være? Jeg vil ikke have, at du sletter min mor..." Hendes blik flakkede til varulven.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Nov 19, 2016 9:27:46 GMT
Harald så alvorligt på Penelope og overvejede et øjeblik om det var noget han kunne formå. Han nikkede dog derefter langsomt og så hen på varulven. "Jeg kan godt være præcis." Sagde han og smilede en anelse til hende. Derefter løftede han sine øjenbryn lidt i en afventende mine.
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Nov 20, 2016 15:42:42 GMT
Alle Conrís muskler skreg, som han sandede at han ikke kunne bevæge dem. Et var at være svinebundet, noget andet var kun at være i stand til at blinke. Han forsøgte at åbne munden, men selv hans talegaver havde paralyseringen stjålet, som de to i stedet diskuterede videre om hvordan de ville berøve ham det dyrebareste han ejede, hans erindringer. At finde Coira igen, og derefter få hende flået bort med deres forbandede trolddom virkede som en alt for hård straf, for hans lange fravær. Han ville jo blot elske hende, vide at hun levede og havde det godt. Han vidste godt at han havde opgivet en fast plads i hendes liv, da han overdrog hende til svogeren, men hun var voksen nu, og i stand til at passe på sig selv omkring ham, han var jo kun farlig under månens lys. Øjnene blev lettere våde, som det gik op for ham at den skat han havde fået overdraget var ved at glide ud imellem hans fingre igen, som blikket vekslede imellem datteren, og troldkarlen der åbenbart skulle udføre forbandelsen.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 20, 2016 16:50:32 GMT
Det var op til hende. Valget. Hun kunne bede Harry fjerne alt, fjere ethvert minde han havde om hende, men da hun så ned på den ynkelige skikkelse snøftede hun en anelse ind og besluttede sig anderledes.
"Få ham til at glemme mit rigtige navn. Penelope Ingleby." Hun stirrede varulven i øjnene imens hun sagde det. "Alt hvad der er sket de sidste uger."
Hun sank. "Men lad ham huske at han fik en datter, som han forlod."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Nov 20, 2016 18:12:58 GMT
Harald rettede sin tryllestav mod hendes fader og udførte besværgelsen, derefter rettede han blikket mod Penelope og rynkede sine øjenbryn. "Skal vi efterlade ham her og regne med han selv kan slippe fri hvis jeg løsner rebene en smule?" Spurgte han og så spørgende på hende, mens han betragtede den stadig fastfrosne varulv.
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Nov 20, 2016 19:15:00 GMT
Conrí blinkede forvirret med øjnene, som han slog dem op i det lille loftværelse. Der stank af pis og det der var værre omkring ham, men da han prøvede at komme på benene var er ikke en eneste muskel der rørte på sig. Reb strammede om hans hænder og fødder, og alt i den arrede krop værkede, som de stålgrå øjne orienterede sig. Hans hoved var en smule tåget, som han alligevel opfangede et rødhåret pigebarn, og en rødhåret mandsling. Hvordan han var havnet på deres gulv var et mysterie. Hvorfor havde de fanget ham? Den rationelle del af hans hjerne forsøgte at bilde ham ind at han måtte have været virkelig fuld, men det forklarede dog stadig ikke hans svinebundne, lammede tilstand.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 20, 2016 20:22:15 GMT
Penelope så til mens det skete og hendes hjerte hamrede. Først da øjnene åbnede sig nede ved gulvet indså hun fejlen i planen og rystede hastigt på hovedet.
"Vi bliver nødt til at få ham væk. Han må ikke kunne huske det her, Harry. Så finder han os begge to!"
|
|
|
Post by Harald Eklund on Nov 20, 2016 20:29:51 GMT
Harald betragtede hende tænksomt og rynkede sine øjenbryn. "Hm.. " Sagde han og så ud af et af de små vinduer. "Vi kan ikke få ham nogle steder før det er mørkt." Bemærkede han og så lidt på hende. "Hvis vi slipper ham fri nedenunder er det eneste han kommer til at huske, at han har været på Vildsvinet."
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Nov 20, 2016 20:42:18 GMT
Spørgsmålene kradsede i Conrís hals efter at blive stillet. Hvad fanden de havde gang i, hvad han havde gjort dem, og hvorfor, hvis de rent faktisk havde tænkt sig at gøre noget, de ikke bandt ham op så de kunne tage en ærlig kamp. Intet af det blev dog udtalt, som de stålgrå øjne i stedet gjorde hvad de kunne for at se farlige ud, i håb om at skræmme dem væk.
|
|