|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 23, 2016 15:12:40 GMT
Mørket var kommet hurtigt og med det var temperaturen faldet brat. Da Dimas nåede teltåbningen til sit og Rogiers telt, skælvede han af kulde og der var ikke megen tøven, før han slog dugen til side og lod sig omfavne af varmen indenfor. Et næsten lettet suk undslap ham og han priste sig lykkelig for den magiske verden endnu engang og den luksus, de havde, før han bemærkede at teltet ikke var tomt. Blikket gled over mod skikkelsen på den ene seng og han smilede instinktivt. "Hej," hilste han og snøftede ind, mens han dumpede ned at sidde på sin egen seng og trak tæppet om sine skuldre. "Det er iskoldt udenfor. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver, når det bliver vinter..." |
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 23, 2016 19:09:21 GMT
Det var flere dage siden den første prøve og Rogier var nu kommet sig helt og havde nærmest glemt alt om det der var sket. Han sad på sin seng og betragtede stykket med pergament hvor gåden stod på. Han vidste ikke hvad han skulle synes om det. Den var lidt forvirrende - eller også var han bare så opsat på at forstå det, at han ikke kunne fokusere.
Han kiggede dog op da han fik selskab og smilede flygtig til Dimas, inden han vendte blikket ned igen.
"Jah øhm det er iskoldt." Sagde han og rynkede lidt på næsen, inden han smed sig ned på sengen at ligge og stirrede på pergamentet.
"Jeg forstår det ikke.. " Sagde han og sukkede frustreret mens han lod sin hånd falde.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 23, 2016 19:33:14 GMT
Dimas gned lidt af varmen tilbage i sine arme under tæppet, mens hans blik gled over mod Rogier. Han genkendte uden problemer den lille pergamentlap, som det kun var få timer siden han havde stået med en tro kopi af i hånden selv.
"Nej, de har ikke gjort det nemt," bemærkede han og rynkede lidt på brynene. "Jeg prøvede at gennemskue det for lidt siden, men intet af det syntes at give mening..." musede han, før han indså, at det måske krævede yderligere forklaring. "Timur viste mig den."
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 24, 2016 15:00:29 GMT
Rogier slap sine forrige tanker og så undersøgende på Dimas. "Timur?" Gentog han og smilede derfor en anelse. "Hænger i to meget ud sammen?" Spurgte han, dog uden rigtig at vente på hans svar, for han havde noget der var langt mere interessant.
"Jeg så ham råsnave med en eller anden Hogwarts elev.. Altså en dreng.. " Fortalte han og smilede en smule flabet.
"Det har jeg aldrig tænkt over man kunne.. gad vide hvordan det er." Sagde han og bed sig i underlæben, mens han overvejede hvordan det mon ville føles at kysse en mands læber.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 24, 2016 19:18:54 GMT
Dimas havde halvt åbnet munden for at svare, men før han kunne få mere end en lyd frem, var Rogier fortsat. Det chokerede udtryk på hans ansigt over det han sagde, havde heldigvis end mere naturlig forklaring end det, der var sandheden - og Rogier kunne heldigvis ikke se, hvordan hans puls eskalerede.
"Hvad?" sagde han hæst, som om han var dybt forfærdet. Det næste spørgsmål der faldt ud af ham, var komplet uovervejet, men til gengæld helt nødvendigt. "Hvornår?"
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 25, 2016 16:58:36 GMT
Rogier var ikke forbløffet over Dimas' reaktion, han ville nok selv have været mere chokeret, hvis ikke han havde været så træt efter sine dage på sygefløjen. Han rynkede sine øjenbryn tænksomt.
"Den dag jeg kom tilbage fra sygefløjen, jeg havde helt glemt det.. fordi der skete så meget.. " Sagde han og smilede skævt.
"Han er vist ikke helt så artig som jeg troede." Bemærkede han og grinede afdæmpet. Han fandt det en anelse underholdende, men ud over det, var han ikke voldsomt interesseret i det.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 25, 2016 17:26:51 GMT
Den summende fornemmelse han havde haft i kroppen kort forinden, døde ud i takt med Rogiers ord og hans mave kneb sig lidt uventet sammen. "Det er forkert," fik han endelig frem i en lidt hæs kvækken, der fortsat mest af alt mindede om forargelse - og absolut ikke fik ham til at have det bedre.
Han klarede halsen og trak tæppet lidt tættere sammen om sig, en smule desperat efter at tænke på noget andet. Så han nikkede mod pergamentet i Rogiers ene hånd.
"Har du slet ingen anelse om, hvad det betyder?"
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 25, 2016 18:30:22 GMT
"Næh.. har du?" Spurgte han og viftede lidt med pergamentet, inden han lod sin hånd falde.
"De har skjult det godt, jeg ved ikke om der er nogen der har knækket koden endnu. Hvad er pointen med en gåde, hvis den er så svær at gennemskue?" tænkte han højt og strakte sig en anelse, mens han lagde benene over kors. Han var træt af at tænke over det. Han havde brugt meget krudt på det allerede, måske ville han få en ide på et tidspunkt.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 25, 2016 20:54:13 GMT
Dimas, der med ren stædighed hindrede sine tanker i at strejfe, koncentrede sig i stedet om at møffe sine sko af, så han også kunne trække benene op til sig i sengen. Siddende indhyllet i et tæppe med krøllerne stikkende op i toppen, måtte han næsten ligne et uldent uhyre, men han var ved at få varmen, så han tog sig ikke meget af det.
"Jeg ved det ikke. Måske er det nemmere, hvis engelsk er ens modersmål..." gættede han. Selvom han selv var ved at være relativt flydende, var der sproglige finesser, der stadig var svære at forstå. Til gengæld tænkte han i det øjeblik ikke over, at Rogier var fra det engelske Aquitaine.
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 26, 2016 16:12:58 GMT
"For dig måske.. Men jeg forstår det nu udemærket.. " Bemærkede han og rynkede sine øjenbryn et kort øjeblik. Han lagde derefter pergamentet fra sig og så derefter overvejende på Dimas.
"Hvem skal du følges med til juleballet? Jeg skal finde en partner.. men ja.. jeg er ikke helt sikker på om jeg burde spørge hende jeg har lyst til at følges med. Hun er jo forlovet.. " Sagde han og kløede sig tænksomt på kæben.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 26, 2016 19:48:19 GMT
Dimas fnøs lidt over Rogiers ord og endte med selv at glide ned at ligge. De næste ord var uventede og han spærrede øjnene lidt op.
"Skal vi tænke på det allerede nu?" røg det ud af ham, underligt mere chokeret, end det normalt ville være tilfældet for hans ellers rolige person. Som den indsigt sank ind, gik det dog også op for ham, hvad Rogier ellers havde sagt og han drejede hovedet mod sin ven med let sammenknebne øjne.
"Viktoriya...?"
Han var ærligt talt ikke sikker. Rogiers opmærksomhed hang ikke altid længe det samme sted.
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 27, 2016 6:04:36 GMT
"Allerede?" Gentog han uforstående. Der var ikke særlig længe til i Rogiers hoved. Han ville gerne følges med en han syntes godt om og de ville sikkert hurtigt blive spurgt.
"Der er egentlig ikke så længe til.. om en måneds tid er alle de gode taget. Men ja Vicky.. Jeg synes hun er en utrolig interessant pige. Men hun er forlovet så jeg burde holde fingrene væk." Sagde han og kløede sig lidt i hovedbunden mens han sukkede frustreret.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 27, 2016 12:34:06 GMT
Modsat sin lyshårede ven, så havde Dimas ikke skænket det en tanke. Han var måske ikke så bekymret for, at de gode ville blive taget, men han var lige så forfængelig som alle andre og havde ikke lyst til at dukke op alene til et bal, hvor det var forventet at de havde fundet en partner.
"Det ville være det rigtige at gøre," svarede han lavmælt sin ven og normalt ville det være endt ved det. Alting var dog lidt anderledes for tiden og han endte med at sukke. "Men sådan er der så meget..."
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Oct 27, 2016 17:41:13 GMT
Rogier skævede mod Dimas og overvejede et kort sekund hvor den sædvanlige regelrettede person var blevet af, men han gættede på at det måtte være femkampens tumult der havde vendt lidt op og ned på det hele. Han havde også selv ændret sig en del.
"Det er der vel.. " Sagde han og gabte stort.
"Det er trættende at være femkampsdeltager.. " Mumlede han og skævede ned mod pergamentet, uden rigtig at gide tage det op fra jorden.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Oct 27, 2016 18:04:21 GMT
Et lille, muntert fnys undslap Dimas. "Det kan ikke komme som nogen overraskelse," svarede han tørt. De havde haft lange snakke om Rogiers selvdisciplin allerede og han dykkede ikke ned i det igen. Han hævede sig op på den ene albue og så over på sin ven.
"Hvorfor spørger du hende ikke bare? Det er trods alt kun et skolebal. Hendes forlovede kan vel ikke regne med, at hun ikke følges med nogen."
|
|
