Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Med sin nyskabte hvalp af hænderne, og en hysterisk mage der havde givet ham et større møgfald end han syntes han fortjente, havde den store varulv søgt derhen hvor alle mænd fandt deres trøst når de hjemlige forhold blev lidt for besværlige, Det Glade Vildsvin. Med et krus øl solidt plantet i hånden sad den store mand for sig selv, i et skyggefuldt hjørne hvor han ikke pådrog sig meget opmærksomhed, men til gengæld havde et fint udsyn over den smudsige krostue. En laset hætte var trukket op om hans ører, hvor hun et par stålgrå øjne kiggede frem fra dens skygger. De vandrede ikke, men i stedet var de bundet fast på den unge kropige ved disken. Hans stirren var ikke ubehagelig eller stikkende, og dog hvilede der alligevel en drømmende sult i dem, som han brugte det lange røde hår og de familiære ansigtstræk til at drømme sig tilbage, mens han tog endnu en fraværende tår af sin øl.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 12, 2016 22:33:25 GMT
Det var en aften som hundreder af andre og Penelope havde stort set fulde huse. Ikke at der skulle meget til i den lille kro. Hendes eneste ansatte var beskæftiget i køkkenet og hun var alene i krostuen, hvor tre uvante kunder, tydeligvis i byen for en kort bemærkning, havde frygtelig travlt med deres indtag. Da den ene betalte for deres sidste omgang tabte han mønterne og Penny bøjede sig efter dem. Det så en af de andre som en invitation.
Han havde tydeligvis fået for meget indenbords og følte sig som en vældig karl, da han rejste sig svajende og med to ragende hænder greb om hendes hofter og stødte sit underliv imod hendes bagdel, så hun nær var væltet fremad og slap et overrumplet udbrud, før hun forsøgte at rejse sig. Fuld af charme skubbede han hende ned med den ene hånd imod hendes ryg og gryntede muntert.
Post by Conrí Singleir on Oct 12, 2016 22:44:56 GMT
Con var for tryllebundet til at se hvad der skete, før det allerede var godt i gang. Hans tanker havde sluppet den rødhårede kropige, og vandrede i stedet på egen hånd ned af mindernes sti, indtil en kvindes udbrud bragte ham tilbage. Slagsmål og kærlig behandling af kroens kvindelige personel var åbenbart hverdagskost nok til at ingen andre tog affære, men uden at tænke videre over det var den store varulv på benene. Han var ikke den typiske helt, og alligevel provokerede det ham at se mændenes fysiske tilnærmelser. Et solidt greb i mandens kravetøj, rev ham dog bagover, mens en solid hånd på hans baghoved i stedet styrede det ned i krodisken med panden først. Han slap ham, velvidende at der med stor sandsynlighed ville gå et par minutter før han ville komme til sig selv, før han uden at ytre andet end et advarende grynt skubbede pigebarnet om bag ham i sikkerhed, mens et advarende blik fortalte de andre to at de kunne tage deres ven og pille af, eller få samme behandling.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 12, 2016 23:00:24 GMT
Overraskelserne tog inden ende. Penelope skulle til selv at give manden kærlig behandling med et seriøst spark til hans nedre dele, men pludselig slap han hende og hun væltede lidt forover, før hun kunne rette sig forvirret op i tide til at se - og høre - en pande kollidere med krodisken. Hun gispede en anelse, inden hun nærmest fysisk voksede lidt i størrelse.
"STOP DET," kom det bratte og tydeligvis ikke taknemmelige udbrud. "Ud! Alle fire. Ingen slåskampe herinde, hundehoveder!"
Post by Conrí Singleir on Oct 12, 2016 23:14:07 GMT
De to var allerede ved at hjælpe den tredje på benene og slæbe ham ud af krostuen, da slagsmålet blev råbt af. Det fik dog ikke den store varulv til at flytte sig. Han have gjort pigebarnet en tjeneste, og han nægtede at blive sat i samme bås som de andre tre. Han vendte sig i stedet om, med et lidt for intenst blik, der samtidig indeholdt en mærkelig ømhed, før han rystede på hovedet, og fortsatte med at stå i vejen. "En tak ville være på sin plads." Hans stemme var ru, og dog var den langt fra uhøflig, som han afventende betragtede kropigen.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 13, 2016 0:01:21 GMT
Penelope satte begge hænder i siden og nedstirrede den voldsomme mand. Hun var ikke selv stor, men fysisk størrelse var ikke alt. Det var hendes kro. Hendes domæne.
"Knyt sylten," svarede hun simpelt. "Du kan betale for min tabte fortjeneste og så skal jeg give dig al den tak du vil have. Indtil da kan du spare dig, mester heltemodig. Vi har ikke brug for den slags."
Post by Conrí Singleir on Oct 13, 2016 0:10:57 GMT
Det var mange år siden at nogen havde beskyldt Conrí for at være heltemodig. På trods af at han besad en hvis retfærdighedssans når det galt de svage og forsvarsløse, skulle der meget til før han stillede sig imellem, som han havde valgt at gøre for det rødhårede pigebarn. Enhver anden der havde stillet sig sådan op foran ham havde med stor sandsynlighed fået et advarende grynt, men der var noget ved måden det røde hår faldt ned over armene der var solidt plantet i hendes sider, der fik ham til at fiske sine sidste sølle mønter op og række dem frem imod hende, i en bestemt gestus. "De tre var ikke værd at samle på. Det er alt hvad jeg har." Penge var lette at skaffe i Hogsmeade, og dog holdt han de sidste tre knut fra aftnens fangst i sin grove, arrede håndflade.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 13, 2016 19:47:09 GMT
Penny himlede en anelse med øjnene over den gamle, lurvede mand, men tog imod hans penge og lukkede fingrene tæt om dem, før de røg helt ud af syne i hendes bæltepung. Hun nikkede en enkelt gang og vendte ham snart efter ryggen, da en af hendes nyere kunder kaldte på hende.
"Madam Ingleby, Madam! Vi er tørstige!"
Hun havde al tid i verden til tørstige, betalende kunder, som ikke sloges med hinanden i hendes kro.
Post by Conrí Singleir on Oct 13, 2016 20:26:17 GMT
Conrís blik hvilede på den rødhårede kropige en stund for længe, før han trak sig væk og lod hende passe hendes arbejde. Han var kommet halvt tilbage til sit bord før et navn grebet ud af en fjern fortid fik ham til at stande mit i rummet, og vende sig mod pigebarnet igen. Ingleby, Freya Ingleby, tømmerdatteren med det lange røde hår der for så mange år siden havde stjålet hans hjerte på en vindblæst, nordengelsk markedsplads. Ligheden, tilfældigheden, det hele kulminerede, og filmen knækkede i det ustabile skotske sind, som han stod fastfrosset få meter fra hende, og efterhånden havde pådraget sig kroens opmærksomhed over hans tåbelige opførsel. "F.. Freya?" Den ru stemme havde fået en svag skinger tone, som de grå øjne hvilede på hende, uden rigtig at se. "Freya?" Der kom en smule mere klarhed i hans stemme, og dog var det svært at afgøre om det var en fuld mands vildledelse eller en opklaring i den store skottes sind.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 13, 2016 21:13:42 GMT
Første gang den mærkelige mand talte, ignorerede Penelope ham. Hun havde andet og bedre at bruge sin tid på. Anden gang kunne hun ikke blive ved og vendte sig rundt. Hun satte ikke hans skingre tone eller navnet sammen med noget, men placerede sine hænder i siderne igen og hævede begge bryn.
"Tag dig sammen eller tag hjem," opfordrede hun brysk.
Post by Conrí Singleir on Oct 13, 2016 21:31:52 GMT
Den unge kvindes stemme trak ham tilbage til virkeligheden. Den var skarp og brysk, ikke som den gamle flammes blide stemme der altid havde mindet ham om et rislende kildevæld. På trods af autoriteten i hendes ord, gjorde han dog ingen af delene. Der var blevet tændt en ild i ham, pustet til en glød der i sytten år havde ligget og ulmet. I tre lange skridt var han ovre ved hende igen, og lagde hænderne på disken så han kunne læne sig frem over den og være i øjenhøjde med hende. "Freya Ingleby?" Navnet var det eneste der kom over hans læber, som hans intense grå øjne ikke veg fra hendes.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 13, 2016 22:46:43 GMT
Han var en stor mand og temmelig uhyggelig, som han stod der med sin stirren og gentog navnet. Hendes navn. Og hendes kusines.
Penelope stirrede på ham, før hun rankede sig og tog hans krus fra ham med svagt rystende hænder. "Jeg aner ikke hvem du taler om," konstaterede hun brysk. "Jeg hedder Penny, ikke Freya."
Post by Conrí Singleir on Oct 13, 2016 23:04:28 GMT
Penny, navnet sagde ham intet. Han tænkte ikke klart i øjeblikket, men selv hvis han havde, var Inglebyfamiliens navne så langt væk at han ikke huskede dem. "Løgn.. Du lyver." Vreden og frustrationen kom over ham et kort sekund, som han bankede sin arrede næve ned i bardisken. "Du kender hende, du må kende hende.. Du ligner hende så meget.." Stemmen blev pludselig blid og længselsfuld, som han rakte ud, og let lod sine fingerspidser strejfe hendes kind. "Er du en af Victors?" Et øjebliks klarhed ramte ham, som han mindedes svogeren. De to var aldrig kommet godt ud af det med hinanden, og alligevel ville det forklare en del.
Post by Penelope Ingleby Flint on Oct 14, 2016 20:52:47 GMT
Det gibbede i Penelope, som trak sig brat væk fra mandens kærtegn og fandt sin tryllestav. Hun holdt den frem for sig, hånden dirrende en anelse, med blikket fast på ham og ikke skyggen af mildhed i trækkene.
"Victor er min far," svarede hun afvisende, før hun alligevel automatisk rettede sig selv: "Fosterfar. Hvad rager det dig?"
Post by Conrí Singleir on Oct 14, 2016 23:41:02 GMT
Der gik ikke en dag hvor den store varulv ikke tænkte på den datter han for så mange år siden havde efterladt i svogerens varetægt. For at håndtere skammen og længslen slog han det hver dag hen, og dog kunne han ikke undgå at se hende i vinden, blomsterne eller et forbipasserende pigebarn. Han havde også set hende i den unge kropige. For et års tid siden havde han nærmest været sikker, men det fremmede navn havde skubbet fornemmelsen væk, ladet ham benægte, og endnu engang overbevist ham om at han ikke fortjente at blive genforenet med den datter han selv havde efterladt. Nu kunne han ikke afvise det længere. Hendes ord tvang brikkerne tilbage på deres rigtige pladser, til et punkt hvor de stålgrå øjne blev blanke, mens hendes truende adfærd prellede af på ham. Det var som om tryllestaven der pegede imod ham ikke eksisterede, da han længselsfuldt rakte frem imod hende igen. Han havde lyst til at føle det lange røde hår, dufte til det, mærke den silkebløde hud, og dog måtte han have vished først. "C.. Coira.. Er det..?" Ordene forsvandt før han nåede at udtale dem. Han turde næsten ikke håbe, og alligevel kunne han ikke benægte det længere.
