Mr. Prestcote

Kære professor Prestcote
Det er ganske givet et stykke tid siden, er det ikke?

(Adskillelige linjer af ord er forsøgt startet på brevet igen og igen, så hamret, kradset og ødelagt til uigenkendelighed med fjerpennen, hvis blæk er spredt som et synæstetisk kaos af pletter og visuel støj).

NEJ
(Det skrevne ord fylder størstedelen af siden, ført med rystende hånd og på skrå hen over pergamentet. Det ligner næsten en tankes råben, en forsøgt stopklods og et fysisk holdepunkt i noget der ser ud til at være uhåndterbart, uendeligt, uforståeligt og skræmmende. Næsten… En bøn om hjælp?
Så starter det igen).


Kære David
Hvordan kan det være så hårdt for mig at putte mine tanker til ord og skrible dem på et simpelt stykke papir, når jeg har så meget at sige?

Tilgiv min taktløshed. Jeg ved ikke om du er klar over dette, men på mange måder har du ikke kun været min lærer og mentor, min vejviser, min guide. Du har også været en skulder jeg har kunnet læne mig op af. En rank klippe i stormvejr. Nogen venlig nok til at lytte til mig, nogen til at se og notere mig, når mange har nægtet at indvillige i dette.
Og mest af alt, jeg vil ikke betvivle det – min ven. En jeg føler har forstået mig dybt på så mange, mange områder og hvis selvsamme væsen resonerer med mit.

Mine dage, gøren og laden er blevet reduceret til gemene tal. Det store tæppe ved det multi-farvede vindue er begyndt at vise spor efter min færd, når jeg går rundt i godset. Jeg har intet længere at give mig til. Siden mit ægteskab, er jeg blevet en del af stedets interiør. Mine meninger kan være lige meget. Mine tanker har ingen mening. Mine følelser er blevet fjerdepladsen og begravet under den tunge vægt af forventninger, pligt og ære. Mine ord har ingen effekt. Kan nogen høre mig? Giver det over hovedet mening at prøve på at smile og le?
Det er forventet af mig at blive her, stille, ventende på noget jeg ikke er sikker på hvad er. Ligesom den store marmorsøjle i gangen. Tavst og koldt, så langt fra lyset.

Jeg er ikke engang sikker på hvad jeg er længere. Jeg mærker små stykker af min person krakelere og forsvinde dag efter dag. Ikke mange taler med mig. Det føles som om de eneste der synes godt om og værdsætter min tilstedeværelse er mine svigerforældre. De agerer som om jeg er en engel, eller et ønske der er gået i opfyldelse. Ingen lægger mærke til mig længere, hvem jeg virkelig er. Min udvikling, mine højder, mine fald. Ting jeg har opnået og bygget i ruinerne, med det hårde arbejde af blod, sved og tårer. Energien jeg tilbringer hver dag på at være den bedste version af mig selv og virkelig. VIRKELIG gøre mig umage. Når mine svigerforældre ikke er der, holder vinden mig med selskab igennem de utætte vinduesskodder. Af og til er det som om den kalder mit navn.
Min mand er begyndt at acceptere at jeg er her – og selvom jeg indrømmer at mærke noget ændre sig så sagte, tror jeg stadig at han hellere ønsker at vifte med en stav og få mig til at forsvinde.
Trods alt, lovede han mig at være mere hjemme, men indtil videre har det kun været ord uden betydning, og jeg ser ham næsten aldrig. Jeg må virkelig være uhyrlig på trods af min størrelse, siden han ser ud til at flygte ved det blotte syn af mig.

Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange disse tanker har krydset mit sind.
Jeg savner alt. Jeg savner England. Jeg savner Hogwarts. Jeg attråer nogen at kalde min ligeværdige. Nogen der viser mig sine tanker, og som jeg tør dele mine med.
Jeg savner dig.

Jeg adspørg dig, aller ydmygst. Om du vil finde plads til at dele et par dage af din kostbare tid med mig, thi jeg snart frygter at miste min forstand.

Ærbødigst, Annea d’Montacute

Dusty