Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Alecto Black on Sept 17, 2016 20:27:15 GMT
Alecto var ikke helt så tryg ved de forhørende spørgsmål, og vidste ikke hvor meget hun egentlig burde sige, og hvad den ældre vampyr forventede at få at svar og forventede af hende. Han kunne lige så let som et knips med sine fingre beslutte at hun ikke var god nok til hans søn, at hun langt fra kunne opfylde de krav som familien end måtte have. Alligevel var hun langt mere tryg hun Ludwiks far, end hans mor. Hun forsøgte derfor at finde frem til det mest mulige passende svar.
"Jeg ved kun hvad jeg har læst af bøger, og de få ting som Ludwik har været så sød at demonstrere" sagde hun og skævede mod den blonde mand med et lille smil. Hun bed sig i kinden og rokkede lidt på sine fødder. Hun overvejede kort at sætte sig ved bordet, så hun ikke behøvede at stå akavet, hverken budt ind eller sendt væk.
Post by Ludwik Engel on Sept 17, 2016 21:18:17 GMT
”Så må du allerede vide… Hvordan siger man? Ting vil ikke altid komme til at fungere efter plan. Og du har sikkert en del forventninger her”. Laelius ord blev fremlagt hæst. Han lod sine ord hænge lidt i luften. Egentlig ikke som en trussel, men nærmere en advarsel, som blev fremmesset i samme tone, som en far der var ved at opdrage på sine børn om handling og konsekvens. Hans rødlige øjne mødte Alectos.
Og Ludwik lukkede sine arme om Alectos lille krop i et favntag, efter at have sendt sin fader et sigende blik. Fornemmende Alectos ubehag skænkede fyrstesønnen hende et kys i håret, inden han med et fast skub imod hendes læn begyndte at hyrde hende hen mod nogen stole ved bordet. ”Åh, jeg er mere end sikker på at Alecto vil klare sig fint. Hun har udvist glimrende tilpasningsevner, med en vis stædighed, når hun sætter sig for noget” sagde han, med bredt grin over sine læber, da han trak stolen ud for den unge kvinde. Da Alecto stod nær nok til at kun hun kunne høre ham nærmede han sig hendes øre. ”Men du udgør nu et meget majestætisk lille æsel”.
Post by Alecto Black on Sept 17, 2016 21:45:18 GMT
Alectos øjne trak sig sammen ved hans ord, og hun havde svært ved helt at vende dem i hendes hoved, hvilket også var grunden til at hun til en start ikke sagde noget. Hun stod blot, svagt lænede ind imod Ludwik, med sin højre hånd, stadig hvilene mod hans. Hun trak vejret dybt ind og stirrede stift på vampyren da hun talte. "Hvis de vil have et ærligt svar, må jeg bede dem om at være en smule mere klar i deres ord. Jeg mener desuden også at hvad jeg har af forventninger kun kommer Ludwik ved" sagde hun og kneb let øjnene sammen. Det var stadig så nyt for dem, at hun stadig bare gerne ville nyde at være sammen med Ludwik.
Hun fulgte roligt med ham hen to bordet hvor hun satte sig på den stol der var blevet trukket ud til hende. Hun kiggede op på ham med et svagt glimt i øjet. "Kan du ikke finde på noget andet at kalde mig?" spurgte hun med et let smil og pressede flygtig læberne mod hans i et kys før hun vendte opmærksomheden mod Laelius.
Post by Ludwik Engel on Sept 22, 2016 21:55:57 GMT
Ludwik satte sig ikke ned. Han blev stående, med armene hvilende mod den høje stoleryg. På den måde følte han at han havde mere overblik og kontrol over situationen. Og han ville være tættere på Alecto. ”Jeg kunne finde mange ting at kalde dig, men jeg er bange for at mine ord ikke dækker så langt som mine tanker rækker. Desuden.. skal du da ikke blive forvandt til at jeg forkæler dig sådan. Og så ville jeg ikke kunne komme til at se din elskværdige reaktion”.
Atter havde Laelius nikket igen før han blev stille. Hans blik hvilede på sin søn og selv om det ikke helt kunne ses på ham var der en vis utilfredshed i den brummen, der forlod læberne på den ældre mand. ”Meget vel, frk. Black. Ludwik, det vil jeg lade op til dig”. Den blonde vampyr bed sig svagt i læben, som hvis han lydløst havde læst fyrstens tanker, udelukkende af måden han kiggede på dem på.
Laelius begyndte at rykke rundt på brikkerne ved kortet igen. ”Du skal være velkommen på vores jorde, frk. Black. Men jeg må gøre det klart at vi ej ser let på nogen der forråder vores klan. Hverken indefra, eller udefrakommende”.
Ludwiks blå blik spærredes en anelse op, men han valgte blot at le det af sig. ”Hvor morsomt et påfund, fader. Alecto kunne ikke skade noget som helst. Har du set på hende?”
Alecto kunne ikke lade være med endnu engang at trække lidt på smilebåndet, så de blanke tænder kom til syne og lyste hendes ansigt en smule mere op. Hun lagde sin hånd mod hans kind og kærtegnede blidt den blege hud, inden hun vendte opmærksomheden mod Laelius. Hun ønskede ikke at svare på Ludwiks ord, her i et offentligt rum, og beholdte blot smilet fast.
Hun havde ingen intention om at makke ret, og folede derfor blot roligt sine hænder og bøjede hovedet af den ældre vampyrs svar. Hun mente desuden også at ingen andre skulle blande sig. Så det var ikke fordi han var ene om det.
Hun nikkede stille da han efterfølgende talte. "Så er det da godt at jeg ikke har i sinde at forråde nogen" bemærkede hun en anelse spidst. Hun så varmt på Ludwik og hun overvejede seriøst bare at foreslå om ikke de kunne gå til deres værelser.
Det forekom næsten instinktivt som fyrstesønnen så ned på Alecto og skævede hen mod sit ophav. Der skulle ikke meget til at fornemme at hun ikke syntes om situationen, og når man som ham havde kendt Alecto så længe, så var meget af hende som at læse en åben bog. Men der var ikke meget han kunne sige, som ville ændre på den luft der var ved at danne sig i stensalen.
Som hvis den ældre vampyr ikke syntes at der var mere at komme efter valgte han at skifte emne. ”Det er en yndig nat. I burde nyde den. Hvorfor tager I to ikke at udforske den?” Laelius rykkede en brik på kortet frem, så tilbage igen og strøg sin tinding en anelse. ”Jeg vil se frem til mere af dit bekendtskab, frk. Black”.
Ludwik bøjede sig ned til Alectos øre og lagde en hånd på sin kvindes skulder. ”Han har brug for at tænke. Du får ikke mere ud af ham for nu. – Kom”. Med hånden tilbudt til Alecto begyndte han at eskortere Alecto ud de samme store døre og forbi de tilsyneladende sjæleløse vagter. Han sagde intet på vejen og stoppede først da de var nået et stykke ned af gangen, ved et stort vindue med udsigt til månen. Når han ikke længere følte sig overvåget tog han en dyb indånding og lagde hånd mod sin pande. ”Det forløb forholdsvist smertefrit… Men nu ved de at du er her, og de har fået en smag for din person. Det er fremskridt. - Af en slags” sagde han med et lettere anstrengt smil. Langsomt trak han Alecto ind til sig og svøb en arm om hendes liv.
”Du klarede det forbløffende godt – taget i betragtning af at du ikke kender deres væsen. Op med humøret. Du bør ikke tage det personligt. Der er en grund til at han stadig sidder som regenten her. Han har et behov for at kende og kontrollere alt. Alle, så han bedre kan beregne sit næste træk, som brikker i et spil”.
Alecto var næsten lige ankommet, hun havde ikke sinde at begynde at udforske natten. Hun vidste godt at det for dem var som midt på dagen, men for hende var det sent. Langt over end hvad hun var vant til, og trætheden havde allerede sat sig i kroppen på hende. Hun havde i hvert fald brug for at ligge ned, eller i det mindste slappe af, og ikke bekymre sig om alle andres meninger om hende. Nu havde hun mødt begge forældre, og måtte ærligt mene at det var nok for idag. "Det vil være mig en ære deres nåde" kom det roligt fra Alecto og vendte opmærksomheden mod Ludwik. Hun var lettet over hans ord og kunne ikke lade være kort at kigge tilbage mod den ældre vampyr. Han lignede også en der kunne bruge hele dagen på at tænke. Hun rejste sig derfor fra stolen og lod sig eskoterer ud af stensalen, og tilbage på de snoede gange de var lidt siden var ankommet fra.
Da der igen lød ord fra Ludwik vendte hun blikket mod hans. De var stoppet op. og kort efter lod hun sine øjne indtage skønheden af månens lys. I et lille øjeblik stod hun med lukkede øjne og lyttede blot. Et smil dukkede op. "Det virkede i hvert fald ikke til at de ville æde mig" sagde hun med lidt mere drama i stemmen end hun havde tænkt sig. Da der blev lagt armen omkring hende lagde hun vant sine arme omkring ham, og begravede hovedet let mod hans hals. Det havde været alt for længe siden at hun havde kunne gøre det, og savnet af hans nærhed havde været større end hun først havde troet.
Hun nikkede langsomt. "Nok kan han regne med mig, men jeg er ikke nogen brik i et spil. Jeg vil som en hver anden reagere forskelligt, og lige som jeg selv skulle overfor ham, skal han heller ikke komme på min dårlige side" mumlede hun en anelse spidst og så op på ham med et alvorligt blik.
Da Alecto omfavnede sig til Ludwiks krop støttede han sin hånd imod hendes læn og tog sig et øjeblik til at nyde hendes varme og den glatte fornemmelse af silke, når han gled sine fingre igennem hendes hår. Det alvorlige blik hun sendte ham kunne han ikke helt gengælde, for tanken om en truende Alecto forekom ham hysterisk morsom… selv om vampyren nu ikke tvivlede på at hun havde ret. Kvindfolk var på trods af manglende fysisk styrke ikke nogen han ønskede at komme galt afsted med. Han ville hellere udsættes for fysisk tortur end at skændes med en skinger kvinde. Desuden kom Alecto stadig fra en forholdsvist magtfuld familie, så han kunne kun ryste storsmilende på hovedet. ”Nej. Nej, selvfølgelig skal han ikke det. Det er jeg også sikkert på at han har fået et indtryk af”.
Hun så uskyldig ud på trods af vægten af den trussel der kunne ligge i hendes ord. Et sted mindede hun ham om en lille hundehvalp der hang op af ham og knurrede for at puste sig op. Med to fingre strøg han langs Alectos underlæbe. ”Der er ingen der kan løbe om hjørner med den store Alecto Black. Sssshh”. Der blev det sidste mellemrum imellem dem annulleret af Ludwik, da han bøjede sig en anelse ned og skænkede hende det kys han havde haft lyst til at tage hende fra hende alt for længe i stensalen. Hun blev ikke givet chancen til at trække sig væk, for han strammede sit greb om hende og greb bestemt fast i hendes lokker.
Alecto havde svært ved at beskrive den følelse der gik igennem kroppen på hende, da Ludwiks arme atter lå omkring hendes liv. Det havde trods ikke rigtigt været en mulighed for dem, da de var i selskab med hans forældre. Men nu som de stod her alene, svøbt ind i skæret fra månen, væltede de så meget frem at det næsten var overvældende for hende. Måske havde hun nok personlighed til at kunne måle sig med Ludwiks mor, men ved siden af en vampyr kunne en heks som hende ikke udrette særlig meget. Med mindre hun fandt deres svaghed. De var dog ikke hendes fjender, og det var derfor en viden der var unyttig for hende. Hun sendte ham i stedet et bredt smil af hans ord og trak bare løst på sine skuldre. Hun kunne stadig ikke helt finde ud af de to ældre vampyre. De syntes dog at syne hen ved Ludwiks nærhed, og hun havde ikke tænkt sig at skænke dem en tanke mere.
Hun puffede lidt til ham af de drillende ord og sendte ham endnu et skarpt blik. Han skulle ikke komme for godt igang. Hun strakte dog villigt halsen en smule til den ene side da hun let mærkede hans fingre. Læberne var presset mod hinanden og Alectos arme gled omkring Ludwiks hvor fingrende gled mellem de bløde krøller.
Kysset de delte afbrød Ludwik ikke frivilligt. Han strejfede drilsk Alectos underlæbe med en tandspids og trak sig kun tilbage for bedre at kunne betragte hendes ansigt. Hulende sin hånd kørte han sine fingerspidser langs Alectos kind. ”Du ser næsten lysende ud i måneskin. Så ren… Jeg har altid beundret det. Og når du står her passer du frygteligt meget ind, næsten som om du var bestemt til at være her. Som om du hører til her. En tilføjelse der kun virker til at gøre alt andet perfekt”.
Ludwik sukkede tungt. ”Det gør at jeg nogle gange glemmer jeg det. At du ej af natur er bestemt til at vandre i natten. Du må være udmattet. Ønsker du at jeg viser dig til et værelse?”
Alecto havde nu heller ikke selv særlig meget lyst til at bryde det kys som de så inderligt forsøgte at holde ved lige. Et smil brød frem på hendes læber over den kilende følelse hans tand gav hende, men hun trak dog alligevel hovedet en smule til sig. En pludselig bevægelse kunne ende galt for dem begge. Som han betragtede hende holdte hun de dybe brune øjne mod ham, og blinkede sjældent.
Kinderne blev varme hans kompliment og hun endte med at slå blikket ned. fregnerne på hendes ansigt blev mere tydelige i lyset fra månen. "Jeg føler mig perfekt med dig Ludwik" hviskede hun stille.
"Jeg vil sove hos dig" sagde hun så, i en tone der indikerede at hun allerede havde bestemt sig.
”Du behøver ikke mig Alecto eller nogen andre for at udfylde dit potentiale. Du gør det blot helt naturligt. Sådan er perfektion… Og den yderste ynde”.
Ludwik nikkede uden protest til Alectos efterspørgsel. Det ville dog gøre det lidt besværligt med en vampyr og et menneskes tidfornemmelse, men det var bestemt ikke noget han ville fravælge. Han begravede let sine fingre i Alectos hår og smilte halvsmørret. ”Hvis det er det du ønsker, Alecto, vil jeg da ikke lade dig gå i en længslens pine. Jeg tror blot ej at jeg får meget søvn. Jeg føler mig ikke træt, men ogsåå…” Med glimt i øje skænkede han Alectos håndryg et kys og blinkede til hende
”Jeg tror ikke at jeg kan. Måske vil jeg bare sidde der og betragte dig. Sørge for at ingen rører dig og forstyrrer dig i din hvile”.
Ludwik havde en underlig virkning på Alecto, da hun normalt ikke lod sig charmere af søde ord og komplimenter. Men han kunne snart sige hvad som helst til hende, hvor effekten ville være den samme. Hun kunne ligeledes mærke hvordan huden på fingrespidserne nærmest brændte når ikke hun kunne føle ham tæt på. Aldrig havde hun oplevet noget ligende, og det var delvist også det der skræmte hende.Hun bøjede hovedet en lille smule og kunne ikke lade være med at smile forlegent. Ordene havde heller aldrig haft så stor betydning for hende. "Du får mig til at rødme" kunne hun ikke lade være med svagt at hviske. Hun kendte godt til deres forskellige døgnrytmer, og kunne have sagt sig selv at han i sidste ende blot ville kigge på hende som hun sov. Det var en af de ting hun ikke havde tænkt på, selvom det blot krævede at hun selv vendte op og ned på dag og nat.
"Du kan passe på mig" hun mente det ikke så bogstaveligt. Hun mente stadigvæk at hun kunne klare sig selv. Det havde nok mere været en hentydning til at hun generelt bare gerne ville have at han var tæt på hende, selvom han ikke var træt. Efter Ludwik havde kysset hendes hånd, lod hun den blidt glide hen over hans kind og pressede efterfølgende sine læber mod hans.
Ludwik trykkede let sin pande imod Alectos og hviskede blødt. ”Det vil jeg. Jeg vil altid vove over dig… Passe på dig. Sørge for at det går dig godt og at du ikke falder i unåder. For evigt. Så langt som den evighed nu bliver mig tilladt”. Selv om at Ludwik et sted følte at evigheden var et relativt begreb og at han allerede havde udlevet sin del af den, var han sikker på at hans eksistens kunne række langt endnu, når Alecto stadig var i hans nærhed. Han ville forsvare hende med enhver fiber. Men emnet var også af ømme proportioner når det kom til tid. Så længe Alecto var et menneske vidste Ludwik at muligheden var der for at hun ikke ville kunne være hans for altid og dele den med hende. Hun kunne forgå før ham. Og han håbede inderligt på at han kunne forlænge de øjeblikke ved at en dag… når tiden var den rigtige, at kunne introducere hende til sin verden for alvor og dele natten med hende. Det ville være det ultimative bevis på hendes hengivenhed. Men han kunne ikke få sig selv til at sige det. Til at adspørge det, og selv om han kunne tvinge en transformation igennem var han bevidst om at det kunne ødelægge det hele og gøre den evighed til et helvede. Han var bange for at skubbe hende fra sig og at det ville blive ham umuligt at fange hende igen.
Sukkende kiggede han ned af gangen et øjeblik og begyndte at gå igen med Alectos lille hånd i sin. ”Det er det jeg attråer, det jeg føler min krop adspørge mig. Jeg ville til enhver tid dele den evighed med dig og guide dig igennem dem… Hvor langt det end må være, hvor meget jeg kommer til at leve af den, Alecto”.
Da Ludwik hvilede panden mod Alectos pande, lod hun blidt sin hånd glide hen over hans kind. Hun hev let i et par af hans gyldne krøller. "Du får det til at lyde som om at du er min vagthund" kom det fra hende og hun kunne ikke lade være med at grine ved tanken om Ludwik som en hund. Et let suk forlod hende og hun rystede lidt på hovedet over at hun havde ødelagt et ret romantisk øjeblik. Hun rømmede sig lidt og rettede let på hovedet så hun igen kunne se på ham.
Hun havde aldrig rigtig tænkt over hvad det betød for dem at han levede for evigt, og at hun ikke gjorde. Selvfølgelig havde hun tænkt på sin fremtid, men da var alt sammen ændret nu. Hun ville give sig selv til Ludwik, hun var fast besluttet på det og der var ingen vej tilbage. Hun ville være hans. Hun rakte ud efter hans hånd og flettede sine fingre med hans. "Jeg syntes du skal vise mig hvor vi skal sove" sagde hun og trak lidt i ham for at få ham tættere på sig så hun kunne kysse ham.
"Godt, for jeg har heller ikke tænkt mig at lade dig gå" sagde hun og skævede lidt til ham. Hun kunne dog ikke lade være med at smile en smule mere over hans ord. Det var underligt og fremmed for hende, da hun aldrig nogensinde før havde følt sig så tæt på nogen anden. Hun gav Ludwiks hånd et par klem.