Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Ludwik Engel on Sept 10, 2016 20:26:05 GMT
(Abandonato klanens slot, Bøhmen, Centraleuropa. Slut August - Inden Alectos lykantropi) Til Alecto Black
Flammerne i kaminen spruttede grønt, og den hjemvendte fyrstesøn kom frem i røgsky. Lokalet med dets stenvæge var så stort at ilden kastede genlyd, da han trådte ud af kaminen. Ludwik stoppede op og så sig over skulderen, tilbage i ilden der endnu brændte grønt og signalerede at der endnu var flere på vej.
Et par blege tjenestefolk tittede ind af den åbne dør, bukkede og kaldte for at byde arvingen velkommen, men Ludwik var tydeligt optaget, og han rakte en flad hånd væk fra sig, for at signalere at dette. De skulle holde afstand. Han smilte stort, endnu da ilden var tom, og det skæve grin blev større, da Alecto kom frem i ilden. I en høflig gestus tilbød Ludwik Alecto sin hånd, da hun begyndte at begive sig ud af ildstedet. Og med det samme tiltrak duften af ungt menneske flere sultne blikke og flere hoffolk. Alle, der stirrede stumt på Alecto. ”Gå ikke langt væk fra mig. De vil kunne komme til at forveksle dig med underholdning – mad. Men vær ikke urolig. Jeg kan forsikre dig at de ikke tør, når du er hos mig”.
Post by Alecto Black on Sept 10, 2016 20:43:42 GMT
Alecto havde blandede følelser om at møde Ludwiks forældre. Et var at de netop var det, dem der havde bragt ham til verden, og nok kendte ham bedst. Noget andet var at de var vampyrer og hun et menneske. Hun var dog ikke som sådan bange, men havde alligevel både øjne og øre åbne da hun trådte ud af kaminen. Hun lod sine fingre vandre langs stoffets kant ned af maven og glattede det let ud som hun gik hen mod Ludwik. Hun tog imod hans hånd, og lagde let armen under hans så han kunne føre hende.
Blikket blev straks optaget af de nysgerrige tjeneste folk der havde taget sig den frihed at stikke hovederne frem fra dørens åbning. Smilet der lå på hendes læber var lettere usikkert men da hun vendte opmærksomheden mod Ludwik steg varmen i hendes kinder et par grader og roen fandt igen vej. "De tror vist at middagen er ankommet" sagde hun og måtte dæmpe sit grin en smule.
Post by Ludwik Engel on Sept 11, 2016 13:54:35 GMT
”Muligvis” udtalte Ludwik, som han førte Alecto ud af den store stensal og forbi de interesserede blikke. Selv om han ikke så ud til at det gik ham på, kiggede han sig alligevel en ekstra gang over skulderen. ”Min fader har nogen gange en vane med at gamble om sine blodskænker, med betroede tjenere. Eller sælge dem for et stykke tid. Han har en meget speciel humor, men det får du nok at se”
I et ryk hev han Alecto ind til sig og trykkede en arm om hendes liv. ”Åh – Nej, træd ikke der. Det er en faldlem”. Ganske illustrativt valgte Ludwik at slå sin skohæl imod den mønstrede flise Alecto var ved at gå ind i, og et større stykke af gulvet gav efter. Det viste sig kun at hænge fast i nogen kæder, og under det afsløredes et dybt, mørkt hul med pigge langs siderne. Vinden kunne svagt høres suse der nede, og Ludwik tog lejligheden til lige at skimte efter bunden. Hans øjne var fyldt med fornøjede glimt, som et barn i en slikbutik. ”Vi kan ikke lide uanmeldt besøg fra uvedkommende… Jeg gad vide hvor dybt der egentlig er, eller hvor det leder hen. Her er en del af den slags mekanismer. Jeg kender det fleste, men ikke helt denne. Skulle nogen forsøge noget med dig kunne det være en rig mulighed for at få det afprøvet”.
Post by Alecto Black on Sept 11, 2016 14:40:39 GMT
"Når du siger det på den måde, er jeg ikke sikker på jeg har lyst til at se det" sagde Alecto roligt. Ikke nær så alvorligt men alligevel med en smule skeptisk. Men hun troede nu på at når Ludwik fortalte hende at hun intet skulle bekymre sig for, så længe han var hos hende, så tog hun ham på ordet.
Et let dæmpet hvin røg ud af hende da hun i et ryk blev trukket tættere på Ludwik, ikke at hun havde noget imod det, men hendes øjne blev store som hun kiggede ned på den firkantede stenplade som åbenbart var farlig. "En, faldlem?" sagde hun og blinkede hurtigt med øjnene og måtte skæve tilbage igen for at få et hurtigt glimt af dybden. Hun kiggede på ham med et løftet bryn og valgte blot at ryste på hovedet af ham. Mildt plantede hun et kys mod hans kind og hev lidt i et af de lyse krøller der hvilede i hans nakke.
Post by Ludwik Engel on Sept 11, 2016 20:58:34 GMT
”Ja, Alecto. En faldlem. Jeg kan jo ikke have at jeg skulle tage ned og hente dig igen, kan jeg?” Ludwik smågrinte og blinkede ned til den lille skønhed. Hendes reaktion var ikke usædvanlig, men han havde vokset op med de omgivelser, så det var intet han bemærkede længere. Han strøg Alecto ned langs hendes elegante ryg og sugede fornemmelserne af hendes konturer til sig, begærligt, som han næsten åd hende med øjnene. Hun ville udgøre en fin vampyr… Da han tog selv i tanken kiggede han fraværende ned af den fakkeloplyste gang, med dens mange gobeliner og malerier. Hvad skulle han egentlig sige, når først de nåede hen til hans biologiske ophav? Han kunne knap nok sætte ord på hvad de var lige nu, andet end hun var vigtig for ham. Hvordan han så skulle udtrykke det for sine forældre vidste han ikke, og jo mere han prøvede at tænke over det, jo mere syntes Ludwiks sind at blive et blankt kanvas med flere og flere manglende ord. De ville undres, og de kunne få visse forventninger han ikke var sikker på at han kunne stå inde for.
Han måtte trække vejret dybt ind og tage sig til panden. Han måtte tænke på noget andet og lod sig derfor distrahere af hendes nysgerrighed. ”Slottet her har gennemlevet en del århundreder og har altid tilhørt vores klan. Min fader kontrollerer udbuddet af føde til både magikere og mugglere i området, og i krige har han været med til både at anskaffe soldater og planlægge træk imod modstandere. Han er mesterlig til de ting han gør og en perfekt fjende, skulle man komme på hans dårlige side. Som du kan forestille dig er der en del der er utilfredse med ham og hans facon at styre på, og det har ført til en del forsøgte attentater og folk der har forsøgt at trænge sig ind på slottet. -Også uden viden om hvad vi er. Men eftersom vi altid har været et jaget folk, har mange forgængere installeret en masse forsvarsværker til at holde disse… forstyrrende størrelser på afstand. Hvis der har været for mange er det altid en mulighed at afsætte dem i fangekælderen. Jeg er også sikker på at her er pilevægge et sted, men ikke hvor vi skal hen”.
Post by Alecto Black on Sept 11, 2016 21:10:46 GMT
"Nej, en gang var rigelig min egen, men en faldlem, er det virkelig nødvendigt?" Men de var vel mere til det rustikke, end at lægge en barriere af magi omkring hele deres slot. Men hun skulle ikke kommentere på familiens valg af fælder. Hun flyttede hovedet tættere mod ham og pressede let næsen mod hans hals og plantede et enkelt kys mod hans hals. Smilet på hendes læber var småskævt og hun grinte let. Hun havde ikke sinde at lade ham kaste hende rundt i luften igen.
Hun strøg igen et par enkle fingre over hans hår og forsøgte at fange hans fjerne blik. Hovedet var lagt svagt på skrå og hun kiggede ned af gangen som de fortsatte ned af. "Hvor betryggende at vide, og du er sikker på der ikke er andre sjove ting hvor vi skal hen?" spurgte hun med et let hævet bryn. Det var ret spændende for hende, og hun ville uden tvivl forsøge at udforske stedet når hun havde mulighed for det.
Post by Ludwik Engel on Sept 13, 2016 21:50:20 GMT
”Selvfølgelig er jeg sikker. Jeg har selv bygget flere af mekanismerne!” udbrød Ludwik lettere nostalgisk. ”Ikke af objekter i disse haller. De fleste er underjordiske og lokaliseret omkring fangekælderen, under…” Han kneb øjnene lettere beregnende sammen og hævede vurderende øjenbrynet.
”Alectoo~?... Neeej. Jeg ved hvad du tænker. Jeg kan se det på dig, som en åben bog. Du skal ikke få nogen gode ideer, frk. Black. Stedet er stort set en kæmpe labyrint, og hvis du forsvinder skal jeg lede efter dig meget længe. Menneskers evne til at regenerere er en vældig langsommelig proces. Desuden-”
Ludwik klemte en arm rundt om Alectos liv for at fastholde hende i sit greb og duttede hende på næsen med en finger ”Ville jeg ikke synes om at noget skete med dit smukke ansigt”.
Post by Alecto Black on Sept 13, 2016 22:14:10 GMT
Alecto vidste ikke om hun skulle være bekymret eller lettet over informationen omkring at Ludwik selv havde bygget nogen af de ting der begravede sig dybt i slottet. Men på den anden side så vidste han vel hvor det var uheldigt at træde, og ville kunne guide hende fra ikke at træde i døden. Hun nikkede derfor roligt til hans ord uden at sige noget. I stedet lod hun ham være i øjeblikket. Hun vidste jo heller ikke hvor længe det måtte være siden han havde været hjemme hos sine forældre. Så der var vel visse minder der ville vise sig. "Så må du give mig en rundvisning i kælderen, senere" sagde hun med et let smil.
Alectos bryn trak sig endnu engang sammen. Han fik det til at lyde som om hun var et lille barn der ikke hørte efter hvad de voksne sagde. Nok havde hun stadig en lille idé om at gå på opdagelse, men havde da ingen protester i hvis han ville gøre hende selskab. Hun smilte lettere uskyldigt. "Man kan da heller ikke skjule noget for dig" sagde hun bare som de fortsatte ned af gangen. Hun så overvejende tilbage på hvor de kom fra, og forsøgte at gætte sig til hvor langt der endnu var til den stue eller spisesal hvor hans forældre opholdte sig.
Post by Ludwik Engel on Sept 13, 2016 22:47:00 GMT
”Måske, måske. Men for nu er der mere vigtige udfordringer at se til”. Han kunne ikke sige at han ligefrem så frem til konfrontationen. Et sted ville han bare have det overstået, og han bad til at det for fyrsten og hans kvinde ikke havde været en dårlig dag. Alecto og Ludwik gik op af en bred trappe, der delte sig i tre. Efter at have krydset endnu et par gange kom de ind til en stor fløj af slottet. Den var betragteligt mere pompøs. Ude foran et par tunge døre kunne man høre stemmer. Begge varierede imellem slavisk og tysk. Den ene, en kvinde – tydeligt melodiøs og blid, men med en vis kulde, den anden kom kun til udtryk et par gange, men når den gjorde lød det som en gennemtrængende mørk skratten, som kunne få de fleste til at fare sammen. Dørene blev bevogtet af vagter, der alle stod stumt og stirrede ret ud i luften. De rykkede sig næsten mekanisk og åbnede dørene knirkende. En tjener annoncerede deres ankomst.
I midten af salen var et aflangt bord, hvor fyrste og fyrstinde sad i hver sin ende. Han kiggede dybt koncentreret på et stort kort og kom af og til med en bekræftende, dog fraværende brummen, mens kvinden snakkede upåvirket og uden tegn til at stoppe. Så snart hun så sin søn, skubbede hun sig op fra stolen og begyndte at løbe hen imod Alecto og Ludwik. ”Ludwik!” kvidrede hun. ”Velkommen tilbage! Hvor er det vidunderligt at du planlagde at komme forbi". Hun så kort på Alecto, og hendes stemme ændredes til tør og spids. "Hvem er det? Du har da ikke behøvet at tage DEN slags med, du ved vi har rigeligt med blodskænke af forskellig slags”.
Ludwik stod med et blankt udtryk i ansigtet og så ud til at blive tiltagende anspændt. Man kunne ikke se det, hvis ikke man lagde mærke til hvordan han spændte i hver fiber af sin skulder, og hans læber der var blevet en smal streg. Han tog en dyb indånding. ”Vel… Det her bliver en fest. Det her er Alecto Black, datter af Cerdic Black og Caelia Malfoy. Og. Alecto er ej mad”.
"Alecto, dette er Marinka, min moder. Og fyrst Laelius II. Min sire".
Post by Alecto Black on Sept 13, 2016 23:08:19 GMT
Alecto kunne kun give ham ret i hans ord. Rundvisning og let opdagelse måtte vente til senere. Det var i grunden slet ikke derfor de var kommet, og selvom hun havde forsøgt at danne sig et billede af hans barndomshjem, havde hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig hvordan det rigtigt så ud. Det var langt fra normalt det de havde gang i, og hun var glad for at det ikke var hendes forældre de skulle møde. Hun tvivlede på det nogensinde ville ske. Af en eller anden grund var mødet med hans forældre derfor mere betryggende en tanke end det andet. Og hun måtte trøste sig med den tanke, for hun var alligevel rædselslagende. For hvad nu hvis de ikke kunne lide hende? Hun ville gå fra at være deres søns, hvad end de nu var, til at være det næste måltid, hurtigere end Alecto ville kunne nå at blinke, at trække vejret.
Det var lettere uhyggeligt og svagt skræmmende da de gik ned af den gang der føltes til at være den sidste inden deres endelig stop. Det tjenestefolk de havde hjemme på godset havde langt mere sjæl end de to der stod foran døren til den sal de skulle træde ind i. Det rungende som hendes navn blev nævnt og hun havde en dyb trang til at krybe sig sammen. Her var Alecto Black ikke så højtstående som hun normalt var vant til. Hendes navn fik ikke folk til at kigge en ekstra gang, og fik ikke folk til at snakke. Hendes brune bryn trak sig sammen og hendes hjerte slog hårdt afsted. Hun hade lyst til at vende om. Det lignede de ikke havde lagt mærke til deres ankomst, og overvejede om det bare var ren uhøflighed fra deres side af.
Da kvinden, som hun formodet var Ludwiks mor rejste sig fra bordet og havde vent både front og opmærksomhed mod dem stivnede Alecto. Hendes stemme var underlig blid, og mente også at hun kunne ane en smule varme. De lignede hinanden utrolig meget. Et lille smil var klistret fat på Alectos læber og hun betragtede dem begge.
Brynene trak sig sammen, og hun åbnede munden for at ville afbryde hende, brokke sig over magen til dårlig opførsel. Men hun tav og indså at hun nok hellere, for nu måtte lade Ludwik føre ordet. Hun undlod dog ikke at se fornærmet ud. Hun lagde roligt sin højre arm på Ludwiks og gav hans hånd et klem.
Hun bøjede hovedet en smule og nejede foran fyrstinden. "Det er mig en ære og et privilegie at gøre jer selskab" sagde hun med en let harmonisk tone.
På trods af en stigende lyst til at gemme det væk, gemme sin relation til Alecto væk og krybe ned i et mørkt hul, klemte Ludwik Alectos hånd tilbage, da han kunne se hvordan hans forældre allerede gik hende på. Han gjorde det dog så diskret som muligt. Men det var ikke noget som vampyrkvinden ikke lagde mærke til og hun så misbilligende ned på den lettere intime berøring, kun for at vende næsen lettere i sky. ”Ikke?” spurgte hun en anelse hårdt.
Fyrsten kiggede af og til op fra kortet for at følge med i hvad hans søn nu havde fundet på og kilden til den tydelige stigning i magens stemme. Man skulle ikke tro at de to var et par. Han lignede en meget gammel og træt mand, men med næsten 350 år på bagen var det noget af et under at han stadig havde bibeholdt så meget humant ved sig. Alligevel var hans øjne blodskudte, når de stirrede rundt i lokalet, hans hud grålig og hans kinder lettere indsunkne. Når han af og til lavede et kryds på kortet gjorde han det udelukkende med de lange spidse negle han havde. Han mindede om et tidligt stadies pest offer svøbt i dyre smykker og sorte klæder, der matchede hans hår. Marinka så ikke ud til at være meget ældre end Ludwik, og hvis man ikke vidste bedre kunne de blive set som søskende. Iført i en lang blodrød kjole med stor krave og perler indflettet krøllet hår, som gik til hendes lår, var hun et elegant individ. Vampyrismen havde næsten ikke mærket hende, men man kunne se at hendes hår, der engang havde været helt blond, nu var begyndt at mørkne enkelte steder.
Hun slog en let perlende latter op og begyndte at gå rundt i lokalet, så hendes hæle klakkede og lavede ekko i det store rum. ”Sikke en høflig kvinde, du har bragt til os, Ludwik. Det er så evigt underholdende at se hvad du finder på. Dig og dine ideer. Jeg gad vide hvor længe det varer denne gang. Det går som det går, som det plejer. Som alle de andre. Hvad var der galt med Claudia? Hun var så yndig. Nåå jo, hun forlod dig, gjorde hun ikke? Efter jeres lille uheld. Sikke en skam”.
Jo flere ord Marinka vovede at udtale, jo blegere syntes Ludwik at blive, og hans ellers rolige facade knækkede. Han blottede tænder, og de ellers blå øjne syntes at være stikkende. ”IKKE. Nu!” Marinka slog blot endnu en latter op og begyndte at gå hen mod sin plads igen.
Post by Alecto Black on Sept 14, 2016 10:06:48 GMT
Alecto var opdraget godt, så godt at hun lod fyrstinden tale ned til hende selvom det egentlig langt fra var på sin plads. Facaden måtte bibevares lidt endnu, da hun ikke havde tænkt sig at skabe en yderlige scene. Hun var trods alt en gæst på slottet, og hun blev nød til at opføre sig sådan. Lige meget hvor anstrengende det så end måtte være. Et smalt lettere falsk smil lå på hendes læber, og blev sendt i retningen af den lidt ældre dame, som ikke lignede at hun var en dag over tredive. Det var uhyggeligt. Nok vidste hun udmærket hvad de var, men det gjorde det ikke nemmere at vænne sig til. Hun bøjede derfor hovedet for at bekræfte hendes svage undren omkring hvorvidt at Alecto var mad.
Hun kunne ane Ludwiks far, stadig siddende ved bordet. Det virkede til at han ikke rigtig havde noget sige, og var mest af alt mere optaget af det kort han sad med, end at indføre nogen form for ord til samtalen. Lyden af den høje stemme gav lød igen og Alecto måtte knibe øjnene let sammen ved den skærende stemme og virkelig gøre en indsats for ikke at afbryde hende med det samme. "Jeg er glad for at det skete" sagde Alecto. Hun anede ikke hvad kvinden talte om. Men hendes egen stemme var så overbevisende at det lige så vel kunne være at hun gjorde. Hun så roligt på Ludwik. "Ellers havde vi jo ikke haft muligheden for at lære hinanden at kende" afsluttede hun roligt. Hendes blik var skarpt da det blev rettet mod Marinka igen. Hun skulle ikke have lov til at fortsætte med den tone, og da slet ikke overfor Ludwik. Hun kunne mærke ned i sine egne fingerspidser hvor anspændt han var, og hun overvejede om hun skulle finde på en plan til at de kunne trække sig tilbage.
Post by Ludwik Engel on Sept 14, 2016 10:52:38 GMT
Ludwik sank en klump og så mod Alecto for nøje at aflæse hendes reaktion. Et sted var han lettet over at hun ikke så ud til at se ned på ham og at hunvampyren ikke havde fået sagt mere end godt var. Heldigvis kendte parret ikke til alle Ludwiks gøremål. ”Jeg ville ikke have ønsket at undgå det. Ikke et minut” forsikrede han Alecto og kørte hånden igennem hendes bløde hår. Forsigtigt lagde han sin hånd omkring Alectos læn og hev hende ind til sig.
Marinka vandrede frem og tilbage et par gange, imens hun uhindret fortsætte sin højlydte dialog. ”Hvor er Claudia over hovedet? Hun rejste mod øst, gjorde hun ikke?” Efter at have set tilbage på Alecto og Ludwik hævede hun et øjenbryn i undren, da hun aldrig havde set den form for omsorg fra Ludwiks side før. ”Det ser jeg. Hvor besynderligt”.
Der lød en knirken fra den store polstrede stol, som fyrsten sad i og han rykkede den tilbage langs stengulvet, som noget af det første han havde gjort siden han satte sig med kortet aften inden. Han slog sin ring hamrende imod bordet et par gange og rømmede sig. Hans stemme var mørk, med en tung accent. ”Marinka.. Er det af nogen ypperste vigtighed hvem, hvordan og hvor mange Ludwik har haft eskapader med?” Han lænede sig tilbage i stolen, strakte sig og begyndte at spadsere hen mod et større maleri, med armene foldet bag ryggen. Billedet afspejlede ham selv som ung. ”Claudia drog væk, da hun havde set hvilken frihed transformationen gav hende og søgte grønnere græsgange hos andre klaner. Af hvilket du er bevidst om, skønt du så fint undlader dette. Det er ligegyldigt nu… Karaflen er tom, vil du ikke hente noget mere?” Der var ikke meget spørgsmål i hans ord, nærmere en stiv ordre. Marinka udstødte en gippen, fnyste og vandrede ud af den store dør Alecto og Ludwik var kommet ind af.
Laelius blev stående, stille, som da han betragtede kortet. Han så kun op fra billedet for at betragte Alecto og sin søn. Hans blik blev ved dem for en tid inden han så tilbage på maleriet. ”Jeg mener ikke at jeg plejer at se så vred ud. De tager sig visse kunstneriske friheder… Frk. Black, hvor længe har de været en bekendt af min søn?”
Post by Alecto Black on Sept 14, 2016 11:07:28 GMT
Der skulle meget til at slå Alecto ud, de træk som fyrstinden viste var ikke fremmed for hende. Faktisk mindede hun utrolig meget om hendes egen mor, hvilket fik et roligt smil frem på hendes læber. Det lå åbenbart til den højre klasse at te sig som om man ejede hele verdenen. Hun havde dog selv svoret aldrig at blive lige sådan, og havde faktisk helt ondt af kvinden. Opmærksomheden blev vent mod Ludwik som han talte, og hun kunne mærke hvordan varmen steg hende til kinderne, hun bøjede hovedet en smule mod ham. Armen blev lagt omkring hans ryg, da han havde hevet hende tættere på sig og den højre hånd hvilede på hans.
Da Marinka igen begyndte at tale ligegyldigt tog Alecto sig selv i at vende med sine øjne. Hun kunne ikke helt komme frem til hvad den viden overhovedet kom hende ved, og hun var da også lige ved at undskylde sig selv, havde Laelius ikke kommet hende i forkøbet og havde rejst sig fra stolen som han havde siddet i. Smilet voksede på hendes læber ved hans ord, og måtte kvæle et grin. Hun lyttede roligt til hans beretning uden at kommentere på det. Hun blandede sig ikke i Ludwiks tidligere forhold.
Hun fulgte Fyrstinden blev blikket da hun forlod rummet, dog blev opmærksomheden ret hurtigt vendt mod den ældre vampyr igen. Nok lignede Ludwik sin mor, men da hun så op mod det store maleri, kunne hun ligeledes også genkende de træk han havde arvet fra sin far. Hvilket fik hende til at smile. "Et par år" startede Alecto ud. "Men det er først blevet, seriøst?.." hun kiggede lidt på Ludwik i et håb om at ville rette hende hvis hun sagde noget forkert. "- Inden for det sidste år" afsluttede hun.
Post by Ludwik Engel on Sept 16, 2016 19:55:36 GMT
Ludwik skævede lidt væk, da Alecto svarede på Laelius spørgsmål. Han syntes ikke om at blive udspurgt omkring emnet, men ikke mindre valgte han at komme med en bekræftende brummen til hendes svar, skønt han valgte ikke at møde hendes blik. Grebet om Alecto slap han alligevel ikke. Han vidste at det fra faderens side mere var en formalitet, end de nysgerrige sladerranker Marinka ofte plejede at tilhøre, med hendes giftige spydigheder. Derfor følte fyrstesønnen sig væsentligt mere komfortabel det øjeblik vampyrkvinden havde forladt salen.
I første omgang nikkede Laelius langsomt. Han så ikke ud til at ville grave dybere i det. I stedet var hans blik tænksomt, ikke meget fra det som Ludwik også kunne bære fra tid til anden. ”Jeg ved ikke hvor meget du er bevidst om vores slags, eller skikke, frk. Men vi virker ej på helt same made som mennesker. Og på mere end en facon. Jeg går ud fra at du er blevet belært noget af familie, eller andre magikere? -Folk der kalder sig vismænd. Måske endda af mørkejægere?” spurgte herren neutralt, som han skævede sig over skulderen imod Alecto. Hans bryn havde trukket sig en anelse op og formet en del alvorlige rynker på hans pande.