Til Dymphna

Ord kan ikke beskrive det savn jeg føler, som jeg sidder i denne skrivende stund. Om mit brev nogensinde vil nå dig, tvivler jeg på. Har mine andre breve nået dine hænder?
Aldrig har jeg fået et svar. Man bilder mig ind at du er gået bort, forsvundet, låst væk fra mig i mørke, kolde kamre, og alligevel nægter jeg at opgive håbet om at se dig igen.
Længslen holder mig søvnløs, bider i mig, som bliver min sjæl ædt af sultne ulve hver gang jeg forsøger at lukke mine øjne. Det eneste indersiden af mine øjenlåg viser mig, er dit rosenrøde smil, dine bundløse brune øjne. Jeg er fortabt i dem, jeg druknede første gang vi mødtes, og jeg holder ikke længere midlerne til at slippe fri. Langsomt synker jeg ned i mørket, elendigheden, ensomheden som sorgen over tabet af dig kvæler det lys jeg fandt i dig.
Efterlad mig ikke hernede min due. Spred dine vinger, vend tilbage til mine kærlige arme, jeg bønfalder dig. Jeg er kun halvt et menneske uden dig, forvist til elendigheden. Hvad end jeg har gjort for at fortjene dette, sværger jeg med alt hvad jeg er, at det aldrig vil ske igen. Jeg vil søge oprejsning med hver en fiber i min krop.
Du og vores søn er mit livs lys.
Efterlad mig ikke i mørket.