Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Svala var ofte ikke set alene, faktisk var det et utrolig sjældent syn at hun ikke hang op af sin tvillingebror, eller blot var i nærheden af ham. Det lange lettere krøllede hår dansede i nordens forårsvind som hun gik hen over græsset. Hun skubbede den store port til side og først da hun var kommet ind på instituttet trak hun den mørke kappe af sine skuldre og bar den under armen. Det var ikke første gang hun skulle til til samtale med lærerinde Skallagrím, men der var alligevel noget uventet ved indkaldelsen som gjorde hende yderst nervøs.
Hun gik med lette fodtrin hen over de tunge sten der udgjorde størstedelen af gulvet. Fingrene gled hen over billederne hun passerede inden hun stoppede op foran Eivørs kontor og bankede på med et par lette slag.
Post by Eivør Skallagrím on Aug 28, 2016 22:12:17 GMT
Eivør havde aldrig været en kvinde med den store sans for indretning. På trods af at det rummelige kontor i et af borgens tårne havde været tomt da hun flyttede ind, var det hurtigt blevet fyldt op med mærkværdige genstande og instrumenter hun havde samlet sammen på sine mange rejser. De stod nu hulter til bulter, enkelte snurrede, røg og gjorde ved, mens lærerinden selv sad ved et beskedent, rodet skrivebord midt i lokalet. Faren ved at de forkerte fingre kiggede på hendes mange sager, var en af grundende til at elever sjældent fik lov til at besøge hendes kontor, og dog havde hun ekstraordinært indkaldt den unge frøken Nordström på den kølige forårsdag. Som hun sad med de støvlebeklædte fødder smækket op på skrivebordet, var hun næsten bange for at pigebarnet ikke ville dukke op. Ved nærmere overvejelse havde hun måske glemt at fortælle den svenske heks at hun ikke var blevet indkaldt for at få en skideballe, og skuffelsen over hendes fravær var lige ved at samle sig som en knude i hendes mave, da hun endelig hørte en let banken på døren. "Kom ind, den er ikke låst." Stemmen var kraftig og bydende, som den skulle nå ud igennem den massive trædør.
Post by Svala Nordström on Aug 28, 2016 22:38:28 GMT
Svala tippede let med sine fødder og havde blikket rettet ned af mod sine skindsko. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente af Eivør, og nervøsiteten dæmpede sig ikke da lyden af den kraftige stemme trængte igennem trædøren. Hun trak ned i håndtaget og tøvede for et splitsekund at træde ind. Hendes fødder flyttede sig dog og før hun vidste af det havde hun lukket døren bag sig. Lyden gav hende et sæt, og hun trak skuldrende lidt op. "Lärerinde Skallagrím" kom det fra hende som hun bøjede hovedet. Hun trådte helt ind på kontoret og rettede sit blik mod hende. Hun forsøgte ikke at pille i sine negle og havde samlet fødderne.
Post by Eivør Skallagrím on Aug 28, 2016 23:20:33 GMT
På trods af at islændingen nød godt af den respekt hun havde hos skolens elever, havde hun stadig en smule svært ved den autoritet hun havde over dem. Hendes moderlighed forbarmede sig hurtigt over pigebarnet der stadig lignede en der prøvede at regne ud hvad er havde fået hende i problemer, hvor de fyldige læber blødte op i et mere bydende smil, mens de støvlebeklædte fødder fandt deres retmæssige plads på gulvet. "Eivør er fint.. Bare rolig, du.. De er ikke i problemer.. Jeg har noget meget vigtigt, noget godt, jeg gerne vil tale med Dem om." Hendes blågrå øjne studerede pigebarnet, før et slag med hendes lettere krogede tryllestav trak en sært udseende stol frem, der i den rigtige situation nærmere lignede noget fra en fangekrypt. "Undskyld stolen, jeg får ikke så tit gæster, den er ganske ufarlig. Sid endelig."
Post by Svala Nordström on Aug 28, 2016 23:46:41 GMT
Det var ikke meget, men den svagt varme velkomst og den bløde stemme fik Svala til at slappe lidt mere af og fik hendes skuldre til at sænke sig en smule. Der viste sig også selv et smil på hendes læber da ordene om at hun ikke var i problemer lød. Det gav hende en del mere energi til at være i rummet, selvom tankerne blot nu kredsede rundt om hvad så der var sket, siden hun var blevet kaldt op. Hun mente ikke noget ud over det sædvanlige var sket. Hun bøjede hovedet en smule, for at tilkendegive at hun fortsat var indforstået med at de var på fornavn, i hvert fald den ene vej.
Hun skævede mod stolen inden hun satte sig. Selvom det ikke var første gang hun havde været på kontoret, så vænnede hun sig aldrig til hendes valg af indretning. Lige efter hun havde sat sig, røg blikket op igen. "Jeg er stadig utrolig forvirret hvorfor jeg er her?" erkendte hun og vred let sine hænder som lå hvilene i hendes skød.
Post by Eivør Skallagrím on Aug 29, 2016 19:59:35 GMT
Eivørs smil blev en smule bredere, da elevens læber ligeså blev sat i bevægelse. Hun fik ingen glæde ud af pigebarnets nervøsitet, men noterede tilfreds at hendes ord havde beroliget hende. "Rygterne har efterhånden svirret i et stykke tid, så som du nok ved er der femkampsturnering i England næste skoleår. Det er op til os i lærerstaben at udvælge de elever vi mener har potentialet til at deltage, og jeg ville blive meget tilfreds hvis en af de elever blev dig frøken Nordström." Eivør løftede et afventende øjenbryn. Hun kunne tydeligt huske hvordan det var at sidde i elevens stol, da hun i sin tid var blevet nomineret til at repræsentere Durmstrang i turneringen, og dog var hun spændt på at se om det var den samme ivrige ære og glæde der nu fyldte den unge svensker, som hun havde følt for seksten år siden.
Post by Svala Nordström on Aug 30, 2016 9:28:24 GMT
Stemningen på Durmstrang var altid barsk og en smule kold, men det var blot noget man skulle vænne sig til, og det hjalp at tænke at skolens hårde rammer ikke nødvendigvis formede og skabte dens ellever og undervisere. Som Svala sad med hænderne i sit skød begyndte Eivør at tale, blikket blev hævet da hun hørte om femkampstuneringen. Brynet trak sig sammen, hun forstod det godt men så sig ikke altid som den stærkeste blandt sine medelever. I hvert fald ikke halvdelen af tiden.
"Mig?" hun lagde hovedet på skrå. Hun kunne fint høre, men måtte alligevel være hundrede procent sikker på at de ord som havde bevæget sig gennem hendes øregang, var de samme ord som Eivør havde talt. "Er de sikker? Jeg mener.." hun rykkede sig utroligt på stolen. Baret tanken om at skulle være væk fra sin bror i over et år skræmte hende allerede.
Post by Eivør Skallagrím on Aug 30, 2016 11:13:05 GMT
Eivør selv havde haft en noget stærkere tro på sine egne evner, da hun i sin tid var blevet inviteret til Frankrig. Hendes mine strammede sig derfor også en smule til da hun observerede det urolige pigebarn der virkede til at have svært ved at to på de ord der just var kommet ud af lærerindens mund. "Ja..!" Hendes tone blev en smule skrappere end hensigten, men hun nåede ikke at hænge sig i det før hun talte videre. "Du er en af de dygtigste elever jeg har undervist, du har en naturlig affinitet for magi, det var ikke et spørgsmål, jeg ville blive meget skuffet hvis De ikke tog med til England frk. Nordström." Mildheden i blikket var væk, og de stålsatte grå øjne blev igen hårdføre. Det var en stor ære at blive spurgt, og det skuffede underviseren hvis hendes elev ikke kunne forstå det.
Post by Svala Nordström on Aug 30, 2016 11:31:09 GMT
Hun vidste godt at sådan en viden ikke ville være nogen spøg, og at det i sidste var noget hun blev nød til at tage som sit livs chance. Vist var hun dygtig inden for en hvis række fag, men vidste dog også at der var ting som kunne være bedre, og ting som måske aldrig nogensinde ville nå over middel. Uroen i hende var ikke længere på grund af at hun var blevet udvalgt, eller mangel på tro på hende selv. Lige nu var den eneste følelse der sad i hende, hvem hun skulle undvære. Hun var på nippet til at sige nej tak til muligheden. Men før ordene var kommet ud af munden på hende tav hun.
Hun vidste det slet ikke var hende muligt at fravælge at tage afsted til Hogwarts som deltager og mulig repræsentant for sin skole. "Jeg er beæret over muligheden Lär..- Eivør." hun rettede hovedet mere rankt og stirrede på sin underviser. "Men det er ret lang tid at være væk" kom det så til sidst fra hende.
Post by Eivør Skallagrím on Aug 30, 2016 23:04:16 GMT
Eivør havde ærlig talt forventet mere af den unge svenker. Selv havde hun ikke tøvet med at sige ja da hun i sin tid var blevet tilbudt at tilbringe et år i Frankrig. Hun havde altid manglet empati, særligt når folk ikke tænkte som hende, det tog hende derfor en del øjeblikke at finde roden til hendes skuffelse i lige præcis det faktum at Frk. Nordström foran hende ikke opførte sig som hun selv ville have gjort i situationen. Da hun havde konstateret det, var det dog lettere at håndtere skuffelsen. Da Eivør i sin tid var rejst til Frankrig havde hun ikke haft andet familie end den hun allerede havde taget afsked med på Island, hun havde altid været lidt af en enspænder, men unge Nordström havde både sin broder og sine kammerater at savne. Dog kunne hun ikke helt have ondt af den unge heks, det var stadig for stor en mulighed til at lade den gå forbi for noget så tåbeligt som hjemve. "Det bliver et af de mest begivenhedsrige år af dit liv, tro mig. Jeg vil ikke høre undskyldninger om hjemve. Du er trods alt ikke den eneste elev der bliver sendt af sted.
Post by Svala Nordström on Aug 31, 2016 12:52:34 GMT
Lige på det punkt var Svala ikke særlig udadreagerende, og gemte lidt på sine inderste tanker og følelser, og hun havde derfor i dette øjeblik svært ved at udtrykke sig. Hun ville dog med sikkerhed senere på dagen, registrere mere nøjagtigt hvad hun havde fået at vide, og ville nok være lidt mere oppe at køre.
Svala kunne godt mærke skuffelsen hos hendes lærerinde, og knuden i maven blev ikke mindre af den svære følelse. Hun skævede mod vinduet og bed dig i kinden. "Det ved jeg da godt!" Røg det ud af hende, i en lidt hårdere tone end hun havde ønsket. Hun forventede ikke at Eivør, at nogen kunne forstå det forhold hun havde til din bror, hvis de kunne havde de nok ikke været så opsat på at hun jo ikke var alene. "Det hele et bare, lidt overvældende.." sagde hun og sukkede dybt
Post by Eivør Skallagrím on Sept 1, 2016 11:36:02 GMT
Eivør blødte langsomt op overfor pigebarnet, da hun endelig udviste tegn på at være indforstået med situationens alvor. Måske hun blot skulle bruge tid til at lade det hele synke ind, Det var trods alt ikke blot endnu et almindeligt skoleår hun var blevet nomineret til. Hun rømmede sig let, og blev klar over sin skuffede mine, der blødte op til det moderlige smil hun blev nødt til at bruge overfor eleverne i mangel på mere kvalificerede modtager. "Det ved jeg godt, tro mig, jeg havde æren af at repræsentere Durmstrang ved den sidste turnering, det kan være svært at tro, før man finder sig selv på en fremmed skole." Hun nikkede let. "Har du.. Nogen spørgsmål med hensyn til turneringen eller delegationen?" Måske det ville hjælpe at skabe tryghed og klarhed omkring situationen. Der var få på Durmstrang der vidste mere om turneringen og følelsen af at repræsentere sin skole, end islændingen selv.
Post by Svala Nordström on Sept 1, 2016 11:56:09 GMT
Svalas manglende moderfigur hun havde haft gennem sit liv, gjorde at hun havde svært ved at respektere ældre kvinder, at give dem den respekt de havde brug for. Hun afskyede autoriten, og havde svært ved at give efter, og lade være med at være trodsig. Hendes moderlige omsorg der omgav hende fra Eivør fik dog Svala til at føle sig underlig tryg og hun lagde langsomt sine hænder i sit skød i et forsøg på ikke at bide nervøst i dem. Hun brød sig ikke om at få skæld ud, og det var et nederlag for hende hvis nogen var skuffet over noget hun havde gjort eller sagt. Det var derfor med svagt sammenknebne øjne hun havde taget imod ordene fra sin underviser.
"Jeg tror heller ikke jeg vil forstå det før jeg er der" erkendte hun så stille. Hun turde slet ikke at dele mere af sin angst, og den del af hende der ikke ville afsted. Brynene trak sig sammen, og hun overvejede hvad der egentlige gik igennem hovedet på hende ved tanken om Skotland og evig hæder. "Der er forskellige prøver.." startede hun med, ved erindringer som hun havde fået fortalt. "Hvad nu hvis jeg glemmer alt hvad jeg har lært?" det var et svagt nederlag for hende at erkende at hun alt for tit mistede overblik, og ikke kunne koncentrere sig. Det var derfor stadig en smule uklart hvorfor Eivør syntes at hun netop var en god kandidat. Men hun var også nervøs og overvældet af alle tænkelige sanser og følelser.
Post by Eivør Skallagrím on Sept 1, 2016 19:45:28 GMT
Den mørkhårede islænding smilede tilfreds, da pigebarnet igen virkede til at begynde at slappe af. Det var efterhånden et år siden at hun havde holdt om sin egen datter, og hun mærkede tydeligt trangen til at stryge elevens hår og berolige hende. Hun var dog i stand til at opretholde en vis professionalisme, og nøjedes i stedet med at læne sig tilbage i sin komfortable stol. "I så fald må du falde tilbage på dine instinkter, din naturlige gave for magi. Du er talentfuld, det har jeg set, jeg skal nok sørge for at du også tror på det når du står i kampens hede." Hun nikkede bestemt. På trods af at hun sjældent havde følt sig mere alene end dengang hun stod i turneringens sidste udfordring, ville hun personligt sørge for at den svenske blondine ville føle sig tryg og støttet gennem hele forløbet, skulle hun gå hen og blive valgt. I år skulle ikke være endnu et nederlag til Durmstrang.
Post by Svala Nordström on Sept 1, 2016 20:18:39 GMT
Svala vidste ikke hvad hun skulle forvente, af sig selv af sine omgivelser. Der var tider hvor hun vidste at hun var dygtig, at hun besad en hvis indre styrke som i sidste ende altid kom hende til gode. Hun var dog fortvivlet og den mindste lyd kunne rive hende ud af det stadie hvor hun følte sig aller mest komfortabel.Det skræmte hende at stå på egne ben, da hun kun følte sig halv så stærk når hun var alene. Den indre fornuft som hendes tvillingebror kunne give hende, ville ikke være med hende på samme måde. Men hun var viljestærk, det skulle blot tvinges frem vidste hun. Når hun blev trangt op i en krog eller blev vred. Vrede var dog den følelse hun mindst ville udsætte andre for, da det nemt kunne gå galt. "Hvordan var det da du deltog?" spurgte hun så endelig og lagde hovedet lidt på skrå. Hun var spændt på at høre om hendes underviser havde nogen gode råd at give, selvom hun inderst inde godt vidste at ingen kunne forberede sig helt til en turnering som Femkampen. Hun vred let sine hænder og begyndte at forberede sig mentalt på hvad der kunne ske for hende i det nye års løb.