Sød som honning

Det havde været en travl dag idag og Josselyn var en smule udmattet, som hun skyndte sig ned af gangen med Maries rene vasketøj i favnen. Hendes hårde arbejde var tydeligt på hendes tøj og tørklæde, der ikke sad så pænt som det burde. Hun havde så meget andet i tankerne, at hun ikke tænkte på at rette på det.

De store øje fik dog øje på arvingen til godset og fik hende til at stoppe flygtigt op. Men der var intet at gøre, hun skulle forbi ham. Derfor fæstnede hun blikket på gulvet og satte farten op og ønskede at hun kunne gøre sig selv usynlig. Alligevel kunne hun ikke lade være med at skæve flygtigt mod ham som hun nærmede sig.

I lignende situationer gik Josselyn ofte videre, men Lionel var Maries mand og hun kunne ikke opføre sig respektløst. Derfor stoppede hun hurtigt op og skævede forsigtig op mod hans øjne, hans blik gjorde hende en smule nervøs.

"Sir." Hilste hun og nejede hurtigt. "Jeg er på vej op med noget rent tøj til jeres kammer." Forklarede hun og så ned, mens et næsten usynlig smil hvilede på hendes læber. Hun undgik hans blik, for hun var allerede blevet varm i kinderne.

Josselyn følte sig en smule svimmel da han kom nærmere og løftede hendes hage, hun så ham tøvende i øjnene mens hendes smil langsomt falmede. Hun troede hun havde gjort noget forkert og hendes blik mødte derfor hans en smule skræmt.
"Undskyld jeg.. jeg ved ikke hvorfor jeg smilede.. det var forkert af mig Sir." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Hendes hjerte bankede hurtigere, hun var bange, Lionel var en uforudsigelig mand og hun ønskede ikke at han blev vred på hende.

Josselyn kunne høre sit eget hjerte slå som han nærmede sig og hun stivnede, mens hun strammede grebet om det foldede tøj i sin favn. Et lille tøvende smil dukkede op på hendes læber over hans ord og hun så ham i øjnene med et spørgende blik.
"Virkelig?" Sagde hun og blottede sine tænder i et lidt større smil. Derefter forsvandt det igen. "Jeg mener, tak Sir." Bemærkede hun men endte alligevel med at smile en anelse forfjamsket mens hun så ham genert i øjnene.

Josselyns smil falmede lidt over hans spørgsmål, men hendes blik var fastlåst af hans et kort sekund inden hun så ned. Hun var i tvivl om hvad hun skulle svare, hun blev jo nødt til at være høflig overfor ham.
"Sir, jeg.. øhm.. jeg viser det altså ikke rigtig frem.. " Sagde hun tøvende og så undskyldende på ham, mens hun så sig omkring for at se om der var nogen i nærheden.
"Og slet ikke her.. " Hviskede hun og rødmede. Ordene var kommet over hendes læber før hun havde stoppet dem og hun stivnede lidt over sin egen ufine opførsel.

Josselyn så ham i øjnene igen da han talte videre og hun løftede en smule forbløffet sine bryn, mens hendes læber skilte sig let ad. Hun stivnede da hans fingre gled hen over hendes læber og langsomt dukkede et smil op igen. Til sidst havde hun blottet sine tænder en anelse og uden at tænke bevidst over det, havde hun gjort som han havde sagt.
"Ja Sir, men nu må jeg vist videre." Sagde hun og brød øjenkontakten, mens hun rødmende så ned på tøjet i sin favn og hankede lidt op i det. Han havde fået hende til at glemme, at hun egentlig havde besluttet sig for at forsøge at undgå ham.