|
Post by Timur Obolensky on Aug 17, 2016 16:01:10 GMT
Et lille, småmuntert fnys forlod Timur, som besvarede Annushkas halve interesse med to løftede øjenbryn og et skævt smil. Et reelt svar kom der ikke på spørgsmålet og hun var fri til i stedet at drage sine egne konklusioner. Han vendte sin interesse tilbage imod maden så snart han havde givet hende et let skulderklap.
Det var god mad. Ikke fantastisk, men nærende. Eleverne skulle have noget at stå imod med, selv i sommerhalvåret. Bjergluften krævede en del indsats af dem - ligesom skolen gjorde.
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 17, 2016 17:54:40 GMT
Anya behøvede ikke et reelt svar fra Tim, og kunne blot nøjes med at gætte sig til. Han måtte være mindst lige så stolt som hende, uden at vise det helt så meget som hun selv havde en tildens til at gøre, uden at løfte sig selv alt for højt. Hun så lidt skeptisk på gryden med stuvning og overvejede om hun skulle tage blot en smule mere. Det smagte ikke af meget, men hun vidste at hun igen om et par timer ville blive sulten igen, hvis ikke hun fyldte sig selv op nu.
"Hvad skal du bruge din sommer på?" spurgte hun og vendte nysgerrigt blikket mod sin ven.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 18, 2016 18:05:13 GMT
Koncentrationen var til tider temmelig svigtende hos den unge mand, som dog trak den tilbage til veninden ved siden af sig, da hun talte og brød en lidt flyende tankerække. Han blinkede næsten overrasket, før han trak lidt på smilebåndet - og skuldrene.
"Det kommer nok an på om du spørger mig eller min familie," bemærkede han halvtørt, selvom blikket spillede en anelse. Helt fortrydende var han tilsyneladende ikke. "Utvivlsomt øve mig, så jeg kan gøre dem ære. Eller forsvinde i Moskvas gader..." Han hævede brynene en anelse med et næsten djævelsk smil, før han slog det lidt ned og rømmede sig. "Hvad skal du?"
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 18, 2016 19:56:20 GMT
Anya var ved at ville afbryde ham, en dårlig vane hun havde det at bruge alt for tit. Munden var allerede halv åben og hånden løftet i vejret. Hun sank dog sammen da Tim fortsatte og samtidig med det samme svarede på hendes egentlige spørgsmål. Selvfølgelig var den reelle interesse for hans familie der et eller andet sted, men det havde været ham hun havde spurgt, og hans svar hun søgte.
Hendes øjne trak sig en anelse sammen, og det trak lidt i den ene side af munden over hans smil. Hun kvalte et fnis. "Gemme mig i mit skab i de første tre uger, hvor efter jeg så vil forsøge at passe mig selv." sagde hun og himlede let med sine øjne. "Desværre tror jeg min kære fader hellere ser mig gift end at deltage i magisk femkamp" sagde hun og sukkede dybt.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 22, 2016 16:54:30 GMT
Timurs bryn røg begge et betragteligt stykke op. "Hvordan forhindrer det ene det andet?" Ordene røg ud af munden på ham før han overhovedet nåede at tænke over dem. Selvfølgelig kunne der være andre grunde og hans blik sank da også sammen med de krøllede øjenbryn, som trak sig tæt ind imod hinanden.
"Vil du ikke giftes?"
Farligt område, bestemt, men han var en nysgerrig ung mand og kunne ikke nære sig.
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 22, 2016 19:51:56 GMT
"Han mener bare ikke at det er passende, men jeg tror min ældre søster hvisker ham i øret." sagde Anya med et let suk men kunne ikke lade være med at grine lidt. Som det eneste barn i familien der havde vist magiske evner havde det naturligvis efterladt et par søskende med små snævre jalousi træk. "Det handler ikke om jeg vil Tim. Jeg skal giftes. På et eller andet tidspunkt" sagde hun og trak let på sine skuldre. Emnet var hende ikke alt for vigtigt og det var ikke noget hun behøvede at snakke om, men nu da det var i luften. "Og hvad med dig? Skal du ikke også finde en sød pige?" spurgte hun ig skænkede sig selv endnu et glas vand.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 23, 2016 7:37:25 GMT
På et eller andet tidspunkt blev de fleste gift, hvis de havde en god familie, der forventede det af dem. Også ofte selvom de ikke havde. For Tims vedkommende var det en komplet sikkerhed, at det ikke ville ske. I det mindste i hans tanker. Det var dog ikke første gang han fik spørgsmål omkring piger og han besvarede det med en lille latter og et skuldertræk. Sandheden; at hans interesse i kvinder var komplet begrænset til venskaber og viden, var ikke en han delte med nogen andre end den mand i Moskva sidste sommer.
"Det er ikke os alle sammen, der har en slægt at føre videre," konstaterede han sorgløst, før han hævede brynene lidt sigende. "Eller en arv at dele."
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 23, 2016 10:59:34 GMT
Anya både elskede og foragtede sin familie. Hun brød sig ikke om at de levede så højt på strå og at de havde glemt det simple lev de levede de første år af deres liv. Det gjorde hende sur. "Det har jeg da heller ikke. Jeg er ikke den ældste. Jeg har tre ældre søskende" sagde hun og skævede til ham.
"Men du er en mand, er det ikke vigtigere at du gifter dig og føre navnet videre? Man kan ikke altid regne med sine søskende" sagde hun og lo.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 24, 2016 16:19:02 GMT
Tims sorgløse mine holdt ikke helt til de borende spørgsmål, men han endte da med blot at smile lidt småakavet og trække på skuldrene uden noget rigtigt svar.
I sidste ende var der intet svar, der for alvor kunne stoppe spørgsmålene. Ikke andet end løgne, som sled lidt på hans samvittighed. Dem holdt han sædvanligvis på et minimum. Derfor spiste han blot videre i tavshed og forsøgte, at lade være med at tænke for meget over, at spørgsmålene en dag ville blive mere insisterende - og komme fra hans familie.
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 24, 2016 17:36:57 GMT
"I hvert fald. Jeg trøster mig med at min far skal have gift tre andre inden mig" sagde hun og tømte sit glas.
Anya var måske ikke kendt for at holde mund, og ikke dele ud af sin store viden og udannede meninger, men hun vidste dog i et par enkle tilfælde hvornår hun skulle lade tingene ligge. Giftemål var vidst ikke noget nogen af de to brød sig om at tale om og hun var derfor glad for at det ikke behøvede at fortsætte.
"Jeg er altså utrolig glad for du gider at hjælpe mig Tim.." sagde hun så og kiggede på ham. Hun bad ikke tit folk om hjælp, men hun havde forsøgt i en del uger nu uden held, og hun var nået til det punkt hvor hun var ved at give op.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 25, 2016 17:50:51 GMT
Blikket stirrede beslutsomt ned i kruset med vand, indtil Annushka tilsyneladende forstod hintet og serverede et nyt-gammelt emne. En mere eller mindre dedikeret lyd undslap Timurs strube, før han klarede halsen lidt og nikkede.
"Det er helt fint," faldt svaret endelig. "Hvad man ikke gør for venner..."
Han trak lidt på smilebåndet og stak en albue i siden på klassekammeraten. Uforvarende fik han samtidig skubbet lidt til en forbipasserende, som næsten væltede og på sin vej væk kaldte Tim flere grimme ord på et sprog han til alt held ikke forstod.
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 25, 2016 18:37:41 GMT
Anya så taknemlig på ham, at spørge om hjælp var ikke ligefrem hendes stærke side, og at han ikke tog chancen til at prikke til hende hjalp en hel del. Som når hun vidste at hun ikke skulle blive ved med at plapre løs om et emne der måske tålede lidt mindre opmærksomhed, forstod Tim sig på at det ligeledes var svært for hende at bede andre om råd og hjælp.
En latter skød op og hun forsøgte let at tage fat i hans albue da hans legende gestus mod hende også havde rørt en anden. Hendes bryn skød ned og hun skulede efter den forbipasserende. "eban'ko" mumlede hun af ham inden hun vendte blikket mod sin ven. "Skal vi gå?" spurgte hun og rejste sig halvt fra bænken.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Aug 25, 2016 22:32:10 GMT
Timur fangede kun halvt hvad der foregik mellem Annushka og den forbipasserende elev, men til gengæld fuldt hendes spørgsmål. Blikket faldt ned på den halvspiste tallerken med stuvning og han rystede kort på hovedet.
"Jeg finder dig senere," lovede han til gengæld, før han trak lidt på smilebåndet med en drillende gnist i øjnene. "Det lover jeg."
|
|
|
Post by Annushka Vasilieva on Aug 26, 2016 7:36:39 GMT
Annushka åbnede munden og var ved at sige noget til hans ord om at komme senere. Han kom hende dog i forkøbet og i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det slog hun ham let over hovedet.
"Det håber jeg" sagde hun i stedet med et let grin og forsvandt ud af storsalen.
Tråd afsluttet
|
|