Blåbær og morgenluft [Åben]

Eilidh var langtfra så bekymret om dragerne, som hun var ikke så naiv, at hun troede hun kunne bekæmpe en, hvis den skulle gå hen og angribe. Hvis det stod til den unge piges hoved, så fulgte hun sin søster og blev dragetæmmer.. Hun var ikke populær hos nogen med den ide, men Eli var ikke lige sådan til at vippe af pinden. Selvfølgelig ville Brumle heller ikke være sådan en klods, at han trådte forkert og sendte hende ned af bakken. Hun klikkede let med tungen et par gange, "Kom frisk Brumbrum! Hendes lyse stemme forsøgte at opmuntre den gamle til at gå med en smule mere liv i sin gang. Det virkede i tre sekunder..

Et skrald, der ville have sat skræk i et hvert andet ridedyr, fik Elis opmærksomhed og nogle meter foran dem stod hendes storebror. Brumle sjoskede langsomt videre, indtil Eli trak let i tøjlerne og holdt ham an. Hun trak sine lyse øjenbryn let sammen og så anklagende tilbage på ham. Hvorfor skulle han også komme her og ødelægge hende eventyr? "Jeg er på blåbærjagt! Til mor.." Sagde hun stålfast. Det havde ikke været planen, at plukke dem og bringe dem hjem, men moderen kunne sætte en fod ned som ingen anden Eli kendte. Kunne en pose blåbær glatte hende lidt ud? For Eli vidste godt, at hun var redet ud uden, at få lov. Dragerne var utilregnelig og ikke mindst farlige, så ingen logisk forklaring ville kunne gøre det okay for hende at ride ud alene. Ikke andet end hendes flyvske hjerte, der hoppede fra en beslutning til en anden, hvis den anden så sjovere ud.
Hun prikkede til Brumle, uden at han reagerede. Eli så utilfreds på ham. "Kom så.." mumlede hun og sparkede denne gang til ham. Brumle gik frem med et grynt og sjoskede videre, på vej mod Diarmad. "Busken er lige der henne" Hun nikkede mod buskene, inden hun drejede lidt for ikke at ride Dia ned.

Eli havde hørt om deres lille udflugt, men kun med et halvt øre og det var blæst helt væk fra hendes unge tanker, da hun besluttede sig for at sadle Brumle op og tage på tur. Brumle trak let i tøjlerne for at komme nærmere Dia, da ponyen jo ikke tænkte på andet end om, der mon faldt en godbid ud af lommen på Macfusty drenge.
Eli holdt meget af Brumle, så hendes storebrors trussel ramte plet og hun skød underlæben ud og så irriteret, men også overrasket med en undertone af rædsel på ham. Hvordan kunne han dog komme på den tanke at efterlade Brumle... Brumle havde været der så længe hun huskede og for hende var han praktisk talt udødelig. Ikke kun hans trussel om Brumle fik hende til at føle et stik af dårlig samvittighed, for mor havde allerede grædt så meget over hendes tabte børn. Elis eventyrlyst, der havde været som en varm luftballon, var nu punkteret fuldstændig af Diarmad. Hvis det havde været en anden situation kunne hun nok havde fundet på at fnyse trodsigt og gå videre, men styrede ponyen rundt, så de havde fronten mod vejen de var kommet af. "Okay, Så går vi hjem... " Sagde hun muggent. Hun ville enligt godt vide mere om Dia og hans venners flugt fra dragerne, men hun var ikke lige i humør til at spørge endnu.

Eli lænede sig tilbage og lod sig svinge i sadlen med Brumles bevægelser, som hendes bror førte ponyen rundt. Dia så umiddelbart ud til at være blevet en del mere venlig end før, da han først havde fundet hende. Hun sukkede muggent og så stift frem for sig ved hans ord. Så nu kunne hun også se frem til den skideballe og en dag, hvor hun ikke skulle træde ret meget ved siden af. Hun var fristet til at komme med en spydig kommentar, men ventede til han var færdig med at snakke.
"Du er ikke engang færdig på Hogwarts... " Sagde hun så, som han var færdig med at prale om, hvordan han og de andre mænd var blevet sendt afsted for at finde hende. I hendes øjne var Dia stadig hendes storebror, men ikke helt voksen, som de ældste brødre og hendes far. "Du blev nær grillet af en drage, mor vil heller ikke have dig her ude.." Hun vidste ikke om det var sandt, men hun gjorde et forsøg på at stikke hul i hans nu gode humør.

Der var meget hun ikke forstod, men den vemodighed der lagde sig over hendes bror var tydelig og igen stak den dårlige samvittighed i området omkring hende hjerte. Hun strammede let grebet i tøjlerne. Eilidh var stejl, men for hvert ord der forlod hendes mund blev hun mere klar over, at hun kun gjorde ondt værre. Hun havde så svært ved at give slip på sin følelse af irritation, at længe efter hun ikke var irriteret, så opførte hun sig sådan. En pine for alle omkring hende. Hun så ned i manken på Brumle og mumlede lavt; "...Undskyld"

Hendes blik blev fjernt og hun stirrede ned i den gråsprængte manke. Hun kæmpede med sit selv om hvorvidt hun skulle give slip på sin bold af irritation eller ej. Efter et par øjeblikke i stilhed, talte hun igen. ".. Hvordan slap i væk? Fra dragen mener jeg.." Hendes stemme var stadig mut, men den var langt mere neutral end før.