Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Bhaltair MacFusty on Sept 6, 2016 10:56:44 GMT
Bhaltair betragtede Annet opmærksomt og nikkede et par gange i løbet af hendes fortælling. Til sidst kradsede han sig let i skægstubbene og overvejede hvad han skulle sige, hendes families reaktion var forståelig men ikke den vej han selv ville have valgt. Han vidste dog ikke hvad han ville gøre hvis en af hans søskende pludselig forsvandt - måske ville han være ligeså nervøs og bange som Annets bror. "Det lyder som en kattepine." Brummede han forstående og rynkede alvorligt sine øjenbryn.
Nan var ikke nervøs, men hænderne vred sig alligevel en anelse mod hinanden på bordpladen. Ængsteligt. Bhaltairs ord fik hende se op med et smil, der ikke tilnærmelsesvis nåede hendes blik. Et dæmpet suk gled ud mellem hendes læber og øjenbrynene trak sig let sammen i et bekymret udtryk, før hun så over på Bowman.
"Jeg tror ikke, at han er klar over det," lød det dæmpede svar. "Forholdet mellem min far og mine brødre har altid været anstrengt. Han har altid haft svært ved at acceptere, at ingen af dem blev for at gå i lære og i stedet valgte Hogwarts." Den bekymrede rynke blev dybere. "Sebastian ville tage min side, hvis han vidste det - og det ville min far aldrig kunne forstå. Jeg kan ikke være skyld i, at mere går galt mellem dem."
Bowmans bryn var tæt sammenflettede og bekymringen for Nan vred hans indre lidt. Han tog en dyb indånding og nikkede langsomt, før han så over på Bhaltair og følte et stik af misundelse over vennens ægteskab. Det så ud til at være gået så nemt. Med en solid tår af sin øl, rejste han sig op fra bænken igen og fangede hans blik.
"Vil du undskylde os, Bhal? Nan, kan vi gå om bagved eller udenfor et øjeblik?"
Post by Bhaltair MacFusty on Sept 7, 2016 9:09:04 GMT
Bhaltairs blik hvilede på Annet mens hun talte videre og der var en tydelig sympati i hans øjne. Det lød som en rodet affære og han håbede på at de ville finde en løsning. Han nikkede blot til Bowman så svar og lavede en gestus med sin ene hånd, inden han gav sig til at drikke af den øl som han stadig havde tilbage.
Nan, der havde været en anelse tabt i sine overvejelser, så en anelse overrasket ud, da Bowman rejste sig og den overraskelse blev til undren, der endte med at hun blot nikkede tavst. En anelse foruroliget af anmodningen, ledte hun vejen ud til baglokalerne i komplet tavshed og lod ham blot følge efter.
Det var ikke før, at lydene fra krostuen var forstummet og de var alene, at hun drejede sig mod ham. Armene foldede sig løst omkring overkroppen og øjenbrynene krøb sammen mod midten, da hun så op på ham - absolut ikke mindre ængstelig nu og det skinnede ud af hendes tone.
Post by Bowman Wright on Sept 7, 2016 19:38:28 GMT
De var alene. Bowman kunne både mærke og høre sig eget hjerteslag og han måtte bruge et enkelt øjeblik på at fatte sig, hvor han halvvejs havde været ved at sveje hvor han stod. Endelig faldt blikket på Nan og et svagt smil trak op i hans mundvige. "Nan," sagde han dæmpet, før han rakte ud efter hendes ene hånd og knugede den lidt. Bare en dyb indånding senere sank han forsigtigt ned på et enkelt knæ foran hende, stadig med hånden lukket tæt om hendes.
"Hvis din familie vil se et ægteskab. Så tilbyder jeg mig selv som din husbond. Hvis du vil have mig."
Sin egen situation til trods havde hun endnu overskud nok til at se bekymret op på Bowman, som sædvanlig komplet ude af stand til at læse hans tanker. Hun havde nær spurgt igen, da han kom hende i forkøbet og frigjorde hendes arm fra den korslagte stilling. Det næste der skete, chokerede hende endnu mere end da hun kort forinden havde set sin lillebror stå i krostuen og det fremgik af det overraskede udtryk.
Bowman, der sank på knæ, havde været så fjernt fra hendes tanker; druknet i andre bekymringer. Alligevel sad han der og hun var i et par lange sekunder helt mundlam. Det var ikke hendes første frieri, men svaret kom ikke helt lige så prompte denne gang. Tværtimod hamrede hjertet i brystet på hende, da hun så ned på ham med let sammentrukne øjenbryn.
"Bowman... Du behøver ikke at gøre det her," blev de første, dæmpede ord over hendes læber; overvældede. Det næste der skete, var at en hånd løftede sig til hans kind og selvom hun var helt alvorlig, kunne hun ikke hindre sine læber i at trække en anelse opad i et lettere forvildet udtryk. Blikket ned på ham var helt håbløst og skinnede let. "Jeg mener... Du må vide, at jeg gerne vil have dig. Jeg kunne bare ikke... Du bør ikke gøre det, bare for at hjælpe mig."
Post by Bowman Wright on Sept 7, 2016 21:04:27 GMT
Det var måske ikke så overraskende, at Nan tvivlede. Bowmans bryn trak sig dog sammen og han så et øjeblik helt nedslået ud, før hun forsikrede ham om sine egne, ømme følelser. Han smilede ganske svagt og bøjede hovedet kort for at kysse hendes fingre blidt.
"Jeg gør det ikke bare for at hjælpe dig," svarede han simpelt, men bestemt, som han så op på hende igen. "Det må du vide, Nan."
Maven slog en lille kolbøtte, da varme læber rørte hendes fingre og denne gang var der ingen tvivl om, at trækningen i hendes mundvige var begyndelsen til et smil. De bekymringer, der havde naget hendes baghoved siden hun havde forladt sit hjem i London, blev langsomt, men støt rykket op med rod og hun indså, at de var ved at forsvinde, mens hun så ned på Bowman.
"Og du er ligeglad med, at jeg har været gift før?" hørte hun sig selv spørge, tonefaldet blødt, men helt reelt. Tydeligvis ikke helt upåvirket af situationen og selvom hun endnu ikke havde svaret ham, knugede hendes egne fingre sig pludselig også sammen om hans.
Post by Bowman Wright on Sept 7, 2016 21:22:52 GMT
Et mindre fnys røg ud af Bowman, før han tog en dyb indånding og så op på Nan med et næsten opgivende blik og langsomt nikkede. Til sidst endte han med at betragte hånden i sin, der virkede så lille, selvom Nan absolut ikke var en forsvarsløs kvinde.
"Hvis du er ligeglad med, at jeg aldrig har kendt en kvinde," mumlede han lavmælt.
Den dæmpede tilføjelse burde måske have chokeret hende, især bare ved synet af ham foran sig. Hun kendte ham dog og da den lille information gled på plads i hendes tanker, gav det kun mening. Det lille smil forblev på hendes læber. "Helt og aldeles," mumlede hun dæmpet og sank ned foran ham.
Fingrene strøg over hans kind og efter ganske kort tid, lænede hun sig frem og trykkede læberne mod hans i et dvælende kys. Da hun trak sig tilbage, var det ikke langt; kun nok til, at hun langt om længe kunne nikke ganske let.
Post by Bowman Wright on Sept 7, 2016 22:02:30 GMT
Bowman fulgte Nan med blikket og hans øjne var en smule store i ansigtet på ham, da hun brød den nu korte afstand og kyssede ham. Selv hengav han sig dog helhjertet og med gallopperende hjerteslag. Da hun kort efter nikkede, var han dog ikke i tvivl. Han omfavnede hende som de sad der, knugede hende forsigtigt ind til sig og kyssede hendes kind.
"Jeg skal nok passe på dig," lovede han. "Ingen får lov at gøre dig ondt. Og du kan besøge din familie igen."
Det var lidt svært at forstå, at det hele skete igen. At hun for tredje gang havde accepteret et ægteskabstilbud og at det endnu engang var helt, helt anderledes. Da hun sank ind til Bowman og lod sig omfavne var hun dog ikke i tvivl, heller ikke selvom der endnu var områder, hvor de ikke kendte hinanden. Der var tid til at lære og der var ikke meget plads til det nu.
En lille, overvældet latter undslap hende ind mod hans bryst, der ikke havde meget med morskab at gøre. Det understregede det lille snøft der fulgte da også og den ene, tunge indånding. Da hun endelig talte, var det i en lille, ukarakteristisk grødet mumlen.
Post by Bowman Wright on Sept 8, 2016 18:00:46 GMT
Bowman var måske ikke altid den mest åbenmundede af alle mænd. Ikke så ekspressiv eller sprudlende. Men han følte og han følte dybt. En stor hånd gled blidt over Nans hoved og han plantede et lille kys på toppen af det, som han bøjede hovedet en smule med en lavmælt, bekræftende brummen.
"Nu må vi hellere rejse os," tilføjede han dæmpet og varsomt. "Nogen kunne komme ind."
Nan, der var en anelse overvældet af indsigten af, at hun efter syv, lange, lange måneder snart ville kunne tage hjem og se sin familie, havde ikke mange indsigelser. Det fyldte tilpas meget til, at hun heller ikke hængte sig ved det begrænsede svar fra Bowman. I stedet frigjorde hun sig langsomt og så op på ham med et lille, varmt smil.
"Du har ret," mumlede hun dæmpet og fattede sig med en enkelt, dyb indånding. I forvirringen havde hun fået sat sig halvt på gulvet og da hun kom på benene, var det med et halvt forsøg på at børste kjolen ren. "Jeg ved ikke, hvorfor vi altid ender herude..."