Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Bowman Wright on Aug 18, 2016 18:24:04 GMT
Ved Nans latter så Bowman ganske forurettet ud og hendes ord fjernede ikke udtrykket fra hans ansigt, som hans bryn trak sig lidt tættere sammen og han rystede på hovedet. "Jeg kunne forulempe dig," konstaterede han med en bestemthed, der ikke efterlod meget tvivl om, at det aldrig ville komme til at ske. Han tog en dyb indånding og blikket gled over til døren, der stadig stod på klem.
"Der er ikke nogen der skal tro, at der foregår noget, som der ikke skulle blandt to ugifte. Det er alt."
Nan så beskedent ned over hans ord og undlod at pointere, at hun vidste lige så vel som han selv gjorde, at der var meget lidt fare for, at det ville ske. Til gengæld blev hun ikke ved med at le. Var endda ganske alvorlig, da hun så op på ham igen. "Det ønsker jeg heller ikke, Bowman," forsikrede hun dæmpet og trak langsomt sin hånd til sig. De frigjorte fingre trak tæppet en anelse tættere sammen.
"Og jeg ved godt, at jeg nok ikke burde være kommet herind," tilføjede hun, omend endnu meget lidt fortrydende. En anelse splittet mellem at rejse sig for at gå, for anstændighedens skyld eller blive hvor hun var, for hans skyld.
Post by Bowman Wright on Aug 19, 2016 23:59:01 GMT
Bowman var splittet i den samme konflikt som Nan, selvom han ikke satte nogen ord på det som det første. Eller for den sags skyld det sidste. Han satte ikke rigtig nogen som helst ord på, men lod sin hånd snige sig ind i hendes som et lydløst svar i stedet.
Det var sandt, at hun gjorde det hele lidt mindre slemt og selvom han kunne prøve at være både anstændig og retfærdig, så var han i bund og grund lige så egoistisk som alle andre. Han mærkede noget godt og han tog et krampagtigt greb i det, uden intentioner om nogensinde at give slip.
Fingrene foldede sig om hans i et lydløst modsvar; en lille forsikring om, at hun forstod. Hvis hun kunne gøre det bedre ved at være der, så skulle der mere end ti vilde heste til for at få hende til at gå - så meget indså hun for sig selv, som de sad i stilhed lidt og hun strøg tommelfingeren over hans hånd.
"Jeg bliver her," konstaterede hun efter lidt tid og så op på hans ansigt; udmattet at se på, selv i mørket. "Og jeg går igen, før resten af huset vågner. Hvis du kan sove igen, så burde du..."
Post by Bowman Wright on Aug 22, 2016 15:47:27 GMT
En dæmpet brummen forlod Bowman, før han indvilligede med et lille klem omkring hendes hånd. Han tog en dyb indånding og hev tæppet til sig.
"Hvordan skal du sove?" Blikket fandt forsigtigt hendes i mørket og han kunne ikke frasige sig, at blive lidt varm i nakken. Hun havde været gift - og gravid. Hun var tydeligvis en erfaren kvinde og han havde ikke lyst til, at lede hendes tanker hen på noget upassende igen. Ikke velvidende hvad det ville gøre ved hans eget tankespor.
En varm, taknemmelig følelse spredte sig i hende, da han accepterede og et ganske svagt smil rørte hendes læber. Det forblev der, da hun mødte hans blik i mørket. "Jeg har aldrig været god til at sove den første nat på et nyt sted," svarede hun mildt og uden bare den mindste smule bagtanker. Det var absolut ikke derfor, at hun var der.
"Jeg kan sætte mig derovre," hun nikkede mod den kiste, der formentlig indeholdt hans ejendele. "Men jeg vil hellere blive ved siden af dig, hvis det er i orden?"
Post by Bowman Wright on Aug 23, 2016 22:07:07 GMT
Blikket Bowman sendte Nan i mørket var tøvende, men hendes spørgsmål forseglede den tanke, der allerede havde formet sig så småt. Han nikkede en smule, inden han trak benene op i sengen og rykkede lidt rundt, til hans hoved landede på hendes lår og hans skikkelse krummede sig en anelse sammen i sengen.
Det var alt det svar hun fik på sin tilstedeværelse, men det var da også både en tillidserklæring og et tegn. Hun kom ikke mange steder uden at vække ham nu og hans lukkede øjne i mørket var en forsikring om, at søvnen ville komme til ham - hvis han havde noget at sige om det.
Nan besvarede det lille nik med et magen til og rykkede sig, da han gjorde. Siddende op mod sengegavlen, var hun en anelse overrasket over at mærke tyngden fra et hoved mod sit lår, men efter et øjeblik føltes det så naturligt som noget.
Af samme grund sagde hun ikke mere, krøb en anelse mere sammen under sit medbragte tæppe og strøg ham blidt over håret. Det var først da hans vejrtrækning var blevet tungere en rum tid senere, at hendes egne øjenlåg begyndte at falde i; endnu med metalbetvingerens hoved hvilende i sit skød og uden at kunne flytte sig meget.
Post by Bowman Wright on Aug 24, 2016 16:39:14 GMT
En let snorken lød fra Bowman under flere dele af natten, men stoppede brat i den tidlige morgen, da han pludselig vågnede med den ene arm i en akavet vinkel, den anden rundt om Nan og ansigtet nærmest begravet i hendes barm. Han slap en søvndrukken, lidt klagende lyd, før han stivnede, da hans halvvågne hjerne registrerede den måde han lå på.
Et uklart, chokeret udråb forlod ham, før han trak sig lidt væk, halvt rullede rundt og endte med at vælte ned på gulvet med en dump lyd.
Det havde ikke været med vilje, at hun var faldet i søvn og endnu mindre at deltage i den intermistiske omgang kluddermor, der var foregået som effekt deraf. Ikke desto mindre slog hun øjnene brat op, da et forskrækket udbrud lød helt tæt mod hendes bryst og så sig forvildet rundt i det halvmørke, fremmede rum; omtåget og med omtrent en halv side af kroppen, der var komplet følelsesløs, selvom hun for en stund havde sovet helt himmelsk med den beroligende, velkendte følelse af en anden krop ved siden af sig.
Søvndrukken og forvirret, gik der dog et øjeblik, før hun indså, hvad det bump der fulgte udbruddet betød og med den indsigt, spærrede hun øjnene op og fik hastigt skubbet sig op at sidde. "Bowman! Er du okay?" hviskede hun ud i mørket, fordi skodderne holdt lyset ude, og lænede sig lidt til siden, for at famle ud efter ham - stadig en god del fortumlet og først så småt ved at registrere, hvad der egentlig foregik.
Post by Bowman Wright on Aug 25, 2016 17:59:36 GMT
Da Nan stak hænderne ned og famlede efter Bowman i mørket, hvor han lå og rodede lidt perpleks og søvndrukkent rundt, var det ikke hans hånd, arm eller ben hun fik fat i. En lettere skinger lyd kom fra gulvet, da buttede fingre lukkede sig om en helt anden, essentiel del af hans korpus. Han kom hastigt på benene, hivende ned i natskjorten og ildrød i ansigtet i hvad sparsomt lys der var.
"Nan?! Det... Hvad...?!" Skandaliseret, søvnig og alligevel spilvågen, stak han halen mellem benene og flygtede over til skodderne for at vurdere præcis hvor tidligt eller sent det var - og dermed hvor mange hans skrig havde vækket.
Da hendes famlen i mørket nåede et lidt uventet mål, kunne hendes egen overraskelse ikke ligefrem måles med Bowmans, men det betød ikke, at hun ikke hastigt fik trukket fingrene til sig; en smule som om hun havde brændt sig. Med hans skingre udbrud rungende i ørerne, skulle man dog næsten tro, at det var omvendt.
"Undskyld! Det var ikke min mening," lød det hurtigt fra hende og selvom det ikke ligefrem var første gang hun havde været konfronteret med den del af den mandlige anatomi, så blev hun alligevel godt varm om nakken og så næsten lige så perpleks ud som ham, da han brat slog skodderne op.
Det skarpe dagslys udenfor fik hende til at slå en hånd halvt op for øjnene og siddende der i sammenkrøllet natkjole og med rodet hår, fik det hende til at se mindst lige så fortumlet ud, som han helt tydeligt var. "Jeg ville ikke... Jeg må hellere..." fik hun plapret lidt i en usammenhængende hvisken, men havde i forvirringen fået sit ene ben viklet ind i et tæppe og bøvlede med at frigøre sig.
Post by Bowman Wright on Aug 25, 2016 22:36:09 GMT
Det hele gik hurtigt og Bowman var stadig lidt tummelumsk, som han stod der i morgensolens stråler, der tydeligt afslørede, at det i den grad var dag og at han formentlig også var gået glip af mere end et enkelt hanegal.
Da han vendte sig om og blikket faldt på Nan, forsvandt enhver overvejelse om at være forsinket dog fra hans tanker og i et langt øjeblik stirrede han bare bøvet på hende. Uden en lyd.
Nan var stadig temmelig søvnig, halvblind både over lyset og fornemmelsen af grus i øjnene og hendes kamp med tæppet endte ikke ligefrem med hende som imponerende sejrherre, men blot med en konstatering af at hun halvt sad på det og ikke bare lige kunne trække det fri. Det var først, da hun lod armen falde opgivende, at hun helt registrerede hvor stille der var blevet og hun så op med adskillige, trætte blink.
"Hvad?" kvækkede hun hæst, som skuldrene faldt en anelse; den ene af dem næsten nøgen, hvor natkjolen var gledet ud. Halvfamlende fik hun trukket den tilbage op, mens hun blot så spørgende og en anelse perpleks på ham - og havde i sin halvdøs allerede glemt, hvad hun havde været i færd med.
Et lille smil havde spredt sig på Bowmans ansigt, men forsvandt hurtigt ved hendes kvækken. Han slog blikket væk og klarede halsen, imens han rodede sig lidt i det korte hår. "Vi har sovet over os," bemærkede han en smule brysk, før han alligevel så hende i øjnene og ikke helt kunne lade være med at smile, selvom hans kinder glødede en anelse tomatfarvede.