Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Diarmad havde set noget til en af de jævnaldrende elever fra Hufflepuff over lidt tid. Det var bestemt ikke alvorligt, men de havde da fniset lidt sammen og udvekslet et enkelt, flygtigt kys i skjul af en søjlegang. Siden var det gået op for Diarmad, at han ikke rigtig var interesseret i Rosalie Dodderidge, selvom hun vitterligt var ganske køn. Det var der bare også så mange andre af hans jævnaldrende, der var. Hans opmærksomhedstærskel var ikke altid så høj og det var nu efterhånden et par uger siden de havde set noget til hinanden. Måske havde det også noget at gøre med, at det lige havde været vinterferie, men i Diarmads øjne var det i hvert fald en afsluttet affære.
Da han så hende på gangen, stoppede han derfor ikke op, men smilede blot flygtigt til hende, før han gik videre imod trapperne, der førte op mod tårnene.
Post by Rosalie Dodderidge on Jul 9, 2016 20:30:55 GMT
Rosalie vidste ikke om hun var rigtig forelsket i Diarmad. Han var umådelig sød og hun kunne rigtig godt lide at være sammen med ham. Ikke at de lavede så meget andet end at småkysse i krogene, men han fik hende til at føle sig speciel, og det var en følelse der altid havde været fremmet for hende. At hun var i nogens tanker, uden at hun behøvede at stå på hovedet, eller lave unoder. Hun havde savnet ham hele vinterferien, og havde et par gange haft lyst til at skrive til ham, men hver gang hun følte sig nogenlunde sikker endte pergamentet i bunken hos de andre.
Hun blinkede først lidt små forvirrende med øjnene da han bare gik forbi hende, og så kort efter ham. Hun bildte dog sig selv ind at han sikkert ikke havde set det var hende, fordi der selvfølgelig var så mange andre der lignede hende. Hun vippede let med fødderne og fortalte sin veninde at hun ville mødes med hende senere. I et par hurtige skridt indhentede hun ham. "Hej" sagde hun da hun og tiltede hovedet lidt på skrå, hun forsøgte at fange hans blik. Ordene lå lige på hendes tunge, men af en eller anden grund kom de ikke ud. "Har du haft en god ferie?" spurgte hun så lidt plat i stedet.
Post by Diarmad MacFusty on Jul 9, 2016 22:19:20 GMT
Da Rosalie kom gående efter ham, standsede Diarmads skridt langsomt, men uvilligt. Han havde ikke det store behov for, at tilbringe mere tid end højest nødvendigt med hende nu, hvor de var gledet fra hinanden, og så lidt akavet ud over konfrontationen, selvom han da formåede et tvivlende smil.
"Eh. Ja, den var fin nok," svarede han endelig, før han skævede efter hendes veninder, der var på vej væk. Hvorfor hun stadig stod ved ham var over hans fatteevne.
Post by Rosalie Dodderidge on Jul 10, 2016 9:25:01 GMT
Det var svært for Rosalie at fange hans blik, det var lidt som om han med vilje forsøgte at undgå hende. Hun skulle til at spørge indtil hvorfor han opførte sig sådan. Men stilheden lagde brikkerne på plads. "Var det det?" spurgte hun med et let suk og lod armene falde. "Er jeg så kedelig at være sammen med, at du efter ferien, er hvad, helt ligeglad med mig?" spurgte hun og slog blikket ned.
Måske kunne han slet ikke finde ud af sådan noget? Måske var han så langt væk fra rigtige følelser at han blot havde set det som en leg? Vist var hun ung, men hun havde oprigtigt troet at der var noget imellem dem.
Post by Diarmad MacFusty on Jul 10, 2016 17:30:09 GMT
De lyse, buskede bryn skød op i panden på den unge skotte, som Rosies ord ramte ham og han fornemmede, at de ikke havde samme opfattelse af deres relation til hinanden. Et forvirret "eh..?" nåede, at undslippe hans læber, før han holdt armene lidt op og bakkede instinktivt væk. Hans storebrødre havde før advaret ham om, at nogen kvinder var lidt skøre i bolden. Med tilpas mange søstre til, at vide, at det ikke var helt løgn, var han påpasselig nok. Han havde været offer for et raserianfald før.
"Jeg... Skal skynde mig til træning," fik han hurtigt tænkt sig til, imens han tog endnu et bakkende skridt væk fra den slumrende drage.
Post by Rosalie Dodderidge on Jul 10, 2016 17:43:15 GMT
Rosalie kneb let øjnene sammen. Hun vidste at drenge til tider kunne være blanke, men mest af alt var hun sur over sig selv, at hun havde troet at nogen kunne få så nære og dybe følelser for en som hende. Hun gned sine fingre mod sin pande og sukkede. "Ved Merlin - Diarmad MacFusty.." begyndte hun. Hendes stemme var på grænsen til at knække, og hendes læber sitrede.
"Du kan da ikke bare gå" sagde hun opgivende og vendte blikket mod ham. Havde han bare tænkt sig at gå? Efterlade hende her?
Post by Diarmad MacFusty on Jul 10, 2016 18:14:06 GMT
Diarmad havde temmelig meget tænkt sig bare, at gå. Rosalies ord fik ham ikke ligefrem til, at fortryde det, selvom de tydeligvis var skuffede. Han selv var mest nervøst for den scene hun så ud til, at ville lave.
"Eh," kom det igen, som en åbenbart fast introduktion til alle svar han havde til den forvirrede pige. "Undskyld," fulgte det bøvet, selvom han ikke vidste hvad der var at undskylde for. Det virkede som det rigtige i situationen. Meget mere fik han da heller ikke frem, for nu dukkede en flok ældre elever fra Ravenclaw frem og han så sit snit til, at stikke af fra konfrontationen. Heltemodigt var det ikke ligefrem - men fornuftigt for hans fremtid på skolen, utvivlsomt.
