Klarsyn

Freddie forestillede sig, at der var mange måder at være en skifting på. Man kunne være kronisk ulydig og opsætsig, som han var. Gå stik imod ens magiske arv og den prestige, som var knyttet til at være en fuldblodstroldmand, og lade være med at se hvert eneste øjeblik som et påskud til at iscenesætte sig selv og sin såkaldte overlegenhed. Men man passede vel heller ikke så godt ind, hvis man eksempelvis ikke lignede andre? Freddies opmærksomhed var gledet væk fra den krystalkugle han havde i hænderne, som kildevands færd over jord. Den var gledet over i døren, hvor han egentlig havde forventet at se professor Wildsmith. Men han var blevet slemt skuffet. Det vidnede hans vidåbne mund og hans vantro grønne øjne om. I døråbningen stod en anden velkendt heks, der så langt fra var den tiltrækkende Spådomslærer. En heks med en solvarm glød, fremmed fra de engelske himmelstrøg. En heks han sent glemte. Selvom hun på sin vis var tiltrækkende – så var det her et elendigt bytte. For Freddie kendte heksen. Hun var kedeligere end Kæmpeblæksprutten.

Han havde forsøgt at lokke hende ind i Slytherins opholdsstue for en måneds tid siden. Eller rettere, hans kat Dionysos havde forsøgt på det, og Freddie havde støttet op om kræets initiativ. Men heksen havde bræget op og været så alvorlig under hele mødet, at Freddie ikke engang kunne gengive sådan cirka hun havde undskyldt sig med. Han var dog sikker på, at det havde været regelrytteri i ord. Hun genkendte ham, og Freddie fik kun halvvejs ædt sin tydelige skuffelse i sig. ”Gensynsglæden er gengældt,” røg det ud af ham, endnu alt for målløs over den uventede underviser til at være sarkastisk. Freddie var dog egentlig ikke gearet mod sarkasme – havde han selv kunnet vælge, havde han lydt smørret. Han var faktisk ganske interesseret i den mystiske, solgyldne heks. Han var bare knap så interesseret i hvor strid hun altid var. ”Du er ikke professor Wildsmith,” lød det, knap så snedigt. Han begyndte atter at lade krystalkuglen hoppe mellem hænderne, indtil at hun tog den fra ham. Et par emsige udbrud fulgte, indtil at hun formanede ham om at man ikke skulle sætte fedtfingre på kuglen. Hun satte sig, åbnede bogen og forventede at han skulle følge trop. Freddie lo. Latteren lød hul. ”Vent lige engang. Skal DU undervise mig?” lød det. Freddie var omtrent ligeså lamslået over hvad det indebar at skulle sætte sig ned hos hende, som en fisk hos familien Black ville være over at få serveret rødvin til.

Selvom han så længe på den nytilkomne, sundede Freddie sig ikke over overraskelsen af den grund. Han vedblev at føle sig ærgerlig over den kvinde der var dukket op. Han tvivlede på at han ville kunne leve op til hendes forventninger, hvor tyndbenede de end måtte være. Hendes himmelvendte øjne fik Freddie til at fnyse fornøjet. Det var måske ikke hans snedigste øjeblik, men han kunne have tænkt sig til noget bedre end en tom trussel. Hvis ikke tom, så en der prellede af på ham.

Han mødte de sammenknebne øjne uden at blinke. Hagen steg udfordrende højere fra kravebenene. Slangen lignede et fortørnet barn mere end en hånlig modstander. Han ville gerne drille den selvhøjtidelige kvinde. Ved at være så barnlig som hun var voksen. Hendes spidse tonefald om at hun fulgte med, i modsætning til andre, fik Freddies tunge til at titte frem på uadelig vis. ”Du skal endelig ikke give afkald på noget af din hårdt tilegnede viden for min skyld.” bemærkede han uhøjtideligt. ”Jeg har ikke brug for den. Det ville desuden også være en skam, hvis du plaprer dig selv tørlagt og så ikke kan lyde så farligt bedrevidende bagefter.” Han smilede flabet og satte sig ned ved et bord i midten, uden at have fået lov. De grønne øjne så med overdreven tålmodighed op på hende.

Udsigten til ekstratimer havde kun huet ham, fordi det var med en behagelig underviser. Behagelig at se på, altså. Ellers følte han nu ikke at spådom var et fag som var altafgørende at mestre. Selv hvis han trak Seergaven ud af ærmet, tvivlede han på at hans far ville tillade sin arving at bruge sin tid på at se syner og hallucinere om dårligt vejr den næstkommende dag. Ballademageren gad ikke lære at se fantasifigurer i sine tebreve, og han gad slet ikke lære det af en gammel, bedrevidende ravn han kun kendte af navn. Faget var ham uvedkommende og var udelukkende valgt, fordi man ikke kunne nøjes med Oldtidens Runer.

Modvilligheden var altså tydelig at læse i hans kropssprog, da han fandt sig bedre til rette på stolen. Henslængt skubbede han skuldrene tilbage mod ryglænet og betragtede pigen med sit mest uopdragne smil. Det morede ham at se hvor misnøjet hun var. Men det irriterede ham også – for hendes svar var velovervejede, så han ikke kunne være uforskammet. De grønne øjne fulgte levende med i hvordan røgen vågnede i glaskuglen. ”Jeg kan også undre mig over at du stadig går i skole her, Professor.” lød det næsvist. En tekop blev sat foran ham og Freddie skævede ned mod den. Han slækkede på genstridigheden. Tekoppen havde jo ikke gjort noget. Så ikke hun troede at han spiste af hånden, skubbede han koppen rundt på bordet. Væsken skvulpede ned på underkoppen et par gange.

Uden hensyn til at han skubbede varme væsker rundt, så Freddie med jævne mellemrum stjålent op mod heksen. Efter en reaktion, en kommentar eller bare et pejlemærke om, at det angik hende hvad han foretog sig. Der gik ikke længe før at hun så særdeles forurettet ud – læberne var skrumpet ind til en streg og næsen var rynket misbilligende. Det klædte hende ikke særligt godt. Hun så langt bedre ud, når hun slappede af og ikke så sammenbidt ud. Men det var sikkert ikke nemt at have en overfølsom samvittighed. Og have travlt med at blande sig i alle andres gøremål, bare fordi man havde ordnet sine egne og ikke havde andet indhold i sit liv. Hun sukkede, forbavsende værdigt, og sippede afmålt til sin the. Slangen pustede så voldsomt til sit bryg, at theen plaskede over porcelænet. ”Jeg gør akkurat det samme som du gør. Så kan jeg umuligt gå for langt eller gå over stregen,” konkluderede han lidt for veltilfreds.

De mørke øjne var snævret ind som støvlesnører, da hun bad ham hælde theen tilbage, hvis han ikke havde i sinde at drikke den. Freddie trak på skuldrene og løftede tekoppen. Hun var ganske vist allerede færdig, men han sørgede for at give sig god tid med det overskydende the i hans kop. Han tømte koppen og kiggede over på hendes underkop. Han mødte hendes blik med vantro. ”Har du heller ikke fået noget frugttærte?” udbrød han og lød nærmest sønderknust – hvis ikke et drilsk smil havde afsløret ham. ”Det er altså uopdragent at drikke eftermiddagsthe uden frugttærte,” gjorde han hende bekendt med, smilende.

Pigens ansigtsudtryk var stadig strammere end bugen på de frøer man sprættede op i eliksirlokalet. Freddie så omgående fortørnet ud. Hun bebrejdede ham, det behøvedes man ikke have Gaven for at se. Men hvordan kunne det være hans skyld, at der nu lå en tekop i stumper på gulvet? Det var endnu ikke lykkedes nogen troldmand at levitere tekopper – i hvert fald ikke med lungerne alene. Slangen nægtede at blive draget til ansvar for hendes manglende fingerkræfter. Han så beslutsomt frem for sig.

Planen om at være genvordig holdt stand, indtil at heksen rejste sig. Hun satte sig på hug ved skårene og skrabede dem sammen med en hånd. ”Burde du ikke bruge magi til det uintellektuelle arbejde, Professor?” Kommentaren lød ikke tilnærmelsesvist så kæphøj, som Freddie gerne ville have den til. For ham var det indlysende, at man fejede ting op med et magisk svirp – men på den anden side nåede han sjældent dertil, før tjenende hænder havde fejet op for ham. Kommentaren lød fraværende, eftersom at forbavselse nu overskyggede modviljen. Han havde aldrig set dydsmønstre med drabelige flænger under kjoleærmerne før.

Freddie var uenig i, at magi var overflødigt til at samle skårene med. Magi diskriminerede ikke. På Hogwarts brugte mange det måske kun til undervisning eller til at drive gæk. Men magi var ikke forbeholdt heroiske bedrifter - eller formanet de ting, som hun kaldte simple. Magien var en fast bestanddel i hans liv. Ligeså vel som at nybagt brød var det. Man undværede heller ikke brød, bare fordi man ikke var udhungret. Han trak på skuldrene som svar. De grønne øjne var endnu optaget af de rødlige furer i den brune hud.

Sårene var umiddelbart rene kødsår. Men de rødmede, næppe mange dage gamle. Lodrette striber, som fulgte armens konturer. Han lagde ikke mærke til at hun støbte koppen på ny – han registrerede det bare med en flig af sin bevidsthed. For en magiker gjorde endnu en reparo ingen sommer. Flængerne gled under ærmet igen, og Freddie stirrede på ærmet, som kunne han lokke dem frem igen. Selv da hun skænkede the, stirrede han. De grønne øjne så spørgende op. Han ignorerede høfligt det nærtagende udtryk. ”Hvor har du fået skrammerne henne?”