Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
De havde aftalt at ses et par uger efter Beltane, men en pludselig rapport om en hippogrifrede i de sydfranske egne var kommet i vejen og Sirrah havde været nødt til at rejse væk. Hun havde naturligvis sendt et forklarende brev, sammen med et løfte om at hun ville komme og se ham, så snart hun var tilbage.
Nu, lidt mere end en måned siden Beltane, var det endelig sket og hun havde ikke taget sig tiden til meget mere end lige at vaske sig efter rejsen og sætte sine ting, før hun sikrede sig at hendes forældre ikke var i umiddelbart nærhed og trådte ind i pejsen.
Få øjeblikke senere dukkede hun op blandt grønne flammer og så ud i det kontor, som hun kun havde besøgt en enkelt gang før. Chancen for at han ikke ville være der var eksisterende, men hun fik øje på den rødhårede troldmand, allerede før hun var trådt ud.
Et halvt smil var på vej frem over hendes læber, før hun registrerede at han var iført rejsekappe og så ud til at være på vej væk. Hendes hilsen blev aldrig til noget og det første over hendes læber blev i stedet et dæmpet: "Er det et dårligt tidspunkt?" På trods af at hun var pinefuldt bevidst om, at hun ikke havde set ham i en måned.
Harald var mildest talt anspændt, det var ikke første gang han havde deltaget i en mission men det fik ham altid til at være mere opmærksom. Han var allerede i sit rejsetøj, han gik rundt og vænnede sig til at bevæge sig i det, den lange forårskappe, de praktiske støvler og bælterne der holdt på alle mulige magiske objekter. Han havde endda en kniv siddende i en rem om benet. Han gik ikke ned på udstyr, ikke når han ikke vidste hvad der ventede ham.
Kontoret flød med bøger og pergamenter med kort over Skotland og det område de skulle hen til. Det gav et indtryk af at den person der brugte det havde været opslugt af en opgave og han havde da heller ikke skrevet så mange breve til Sirrah det sidste stykke tid.
Da pejsen pludselig blussede op i en grøn farve, vendte han sig brat om mod sin gæst og overraskelsen over at det var Sirrah der stod der var tydelig at læse på hans ansigt. "Sirrah.. Jeg.. Øhm.. Ja.. Det er det. Jeg skal mødes med en af de andre lærere om en times tid." Sagde han og lagde et par ekstra småting ned i en pose han havde i sit bælte. Derefter gik han hen til hende og smilede let. "Men jeg er glad for at se dig."
Sirrah fortrød næsten øjeblikkeligt sin hovedløse handling. Det var ikke lig hende at dukke uanmeldt op, men hun havde tænkt så meget på den rødhårede troldmand i løbet af den sidste måned, at hun nærmest ikke havde været bevidst om, hvad hun gjorde, da hun trådte ind i ildstedet. Med blikket på ham nu, blev hun dog effektivt tvunget tilbage til virkeligheden.
Alle antydninger af smil var væk nu og hun så på ham med sammentrukne øjenbryn, da han kom nærmere - selv da hans ord fik sommerfugle til at flagre i hendes mellemgulv. "Jeg skulle ikke være kommet uanmeldt," konstaterede hun, næsten brysk og som så ofte, en god del alvorligt. Måske ville hun også været taget afsted med det samme igen, hvis ikke hun var kommet til at kaste et nærmere blik på ham
Rynken mellem hendes øjenbryn blev dybere, men noget i hendes tonefald ændrede sig, da hun talte igen. Blev mere tøvende, en anelse mistænksomt, men også en del mildere end for et øjeblik siden. "Du ligner ikke en, der bare skal ud for at patruljere efter elever?"
Harald blev ked af at hendes timing havde været så dårlig, det var tydeligt at hun fortrød sin handling, men han så helst ikke at hun var så hurtig til at dømme situationen. Han var oprigtig glad for at se hende, mere end han havde troet hvis nogen havde spurgt ham før hun kom uanmeldt på besøg.
Et smil blødte hans ansigt op og han gik tættere på hende og lagde en hånd om hendes. "Det gør ikke noget." Sagde han og smilede varmt, inden han lænede sig ned for at kysse hendes læber, men hendes ord stoppede ham og han så i stedet ned af sig selv. Han havde et øjeblik helt glemt hvad planen var i aften. "Vores sygeplejerske har været væk længe, vi er bange for nogen har taget hende, der er ingen der har set hende." Sagde han med en ukarakteristisk alvorlighed og rynkede sine øjenbryn, inden han vendte blikket bort. Han syntes godt om Agnes og brød sig ikke om at hun led.
På trods af Haralds smil, var der ikke et at finde på Sirrahs egne læber; heller ikke da hendes fingre overraskende instinktivt lukkede sig omkring hans, da han tog hendes hånd. Hans forsikring fik ikke rynken mellem hendes øjenbryn til at forsvinde og det var først, da han forklarede sig, at den glattede sig ud og de i stedet røg et stykke op i panden.
"Tager du ud for at lede efter hende?" spurgte hun, pludselig med en enkelt knugen i mellemgulvet. En følelse, der var temmelig ukendt. Hendes ansigt var mere alvorligt nu end nogensinde før. "Uden at vide, hvem der har hende?"
Harald tog situationen meget alvorligt, men hendes bekymring gjorde ham alligevel en smule tilfreds og han smilede flygtig skævt inden hans ansigt blev lagt i seriøse folder. "Ja, det er lidt en del af jobbet når man er ansat i Forsvar imod mørkets kræfter. Det er ikke sandsynligt at andre vil hjælpe hende, hun er mugglerfødt." Sagde han og gav Sirrahs hånd et blidt klem. "Du skal ikke bekymre dig jeg har prøvet værre." Han smilede skævt til hende og løftede øjenbrynene let. Han vidste selvfølgelig ikke hvad der ventede ham, men lige nu forsøgte han bare at berolige Sirrah.
Sirrah måtte anstrenge sig for ikke at sige, at det næppe kunne høre til en professors jobbeskrivelse af tage sig af den slags situationer og at der da virkelig måtte findes andre, der kunne gøre det. Hun kunne dog se, hvor usympatisk det ville lyde i konstrast til Haralds vilje til at gøre noget for en kvinde, der måtte være alene i magikerverden.
Hans forsikring hjalp ikke meget og hendes øjenbryn havde blot trukket sig let sammen igen. "Hvor længe skal du være væk?" spurgte hun til sidst, dæmpet og temmelig alvorligt.
Harald så flygtigt ned på hendes hånd og derefter op i hendes øjne, mens han smilede varmt. "Forhåbentlig er jeg tilbage i morgen aften, du er velkommen til at dukke op igen hvis du har lyst. Jeg tror det er hurtigere end en ugle." Sagde han og løftede sine øjenbryn let, mens han blottede tænderne i et skævt smil. Derefter lagde han sine hænder om hendes ansigt og så hende opmærksomt i øjnene. "Hør på mig, jeg er trænet i det her, jeg lover dig at du ser mig igen." Bemærkede han og smilede mildt uden at tage blikket fra hendes før han var sikker på hun forstod.
Sirrahs bryst knugede sig en anelse sammen, da han lagde hænderne om hendes ansigt og på trods af at hendes træk indtil nu havde været en ren maske af alvor, flakkede der en smule usikkerhed over hendes blik. Det var fanget af hans, før hun til sidst nikkede ganske let og løftede sine hænder til hans, så hun kunne trække dem blidt væk.
Det var dog kun så, at hun kunne række op til sin egen hals og finde den tynde kæde med fingrene. Grifkloen, der ellers havde været gemt under hendes kjole, kom til syne og hun rakte ham den. "Tag den med," bad hun dæmpet, uden yderligere forklaringer. Det var en beskyttende amulet for hende og det betød mere end hun ville indrømme, at hun overlod den til ham. Udtrykket af alvor havde sneget sig tilbage frem og hun så højtideligt på ham. "Jeg bliver vred, hvis du bryder det løfte."
Harald var ikke helt tilfreds med den sikkerhed han så i hendes øjne, men der var ikke mere han kunne gøre for at overbevise hende. I stedet trak han blot hænderne til sig og smilede en anelse, da hun gik igang med at tage sin kæde af halsen. "Tak." Sagde han uden at protestere, det ville give ham en del mere ro at gå ind i en kamp med tanken om at hun havde lånt ham sin beskyttende amulet. "Det gør jeg også." Sagde han og blottede sine tænder i et smil, der næsten var flabet men mest af alt ømt og en smule frygtsomt. Derefter bøjede han sig ned mod hende, i et forsøg på at kysse hendes læber igen mens han rynkede sine øjenbryn i en sårbar mine.
Sirrah var tilfreds, da han tog imod kæden uden at sætte spørgsmålstegn. Hun smilede ikke over hans ord, men så blot alvorligt på ham, indtil det sårbare udtryk på hans ansigt fik den ellers stenhårde facade til at krakelere en anelse. Hendes ansigt faldt, blev mindre hårdt og hun tøvede pludselig ikke, før hun strakte sig det sidste lille stykke og pressede læberne blidt mod hans.
Fingrene gled ind mellem de røde hår og holdt ham der, tæt på, lidt. Hjertet hamrede i brystet på hende og ikke kun fordi, at han skulle afsted. Da hun til sidst trak sig tilbage, var det kun et minimalt stykke og hun hvilede panden let ind mod hans. "Jeg har savnet dig," konstaterede hun dæmpet og med en ømhed, som hun ellers ikke nemt viste.
Harald lukkede øjnene i da deres læber mødtes og mærkede endnu engang den sitrende fornemmelse hele vejen gennem sin krop. Det frustrerede ham at han skulle gå, han havde så meget mere lyst til at blive her i aften, men forhåbentligt ville hun være her når han var hjemme. "Jeg har også savnet dig. Mere end jeg vidste." Sagde han og smilede en anelse til hende. "I sommerferien kan vi ses så meget du ønsker. Jeg har ikke så mange planer" Sagde han og løftede sine øjenbryn let i en optimistisk mine.
Det var ikke tiden til flere, nysgerrige kys, der fik det til at boble helt ned i hendes tæer. Heller ikke selvom hun havde tænkt på det så mange gange siden Beltane. Til gengæld var der heller ikke plads til de mange forbehold og problematikker, som de ville være nødt til at tale om på et tidspunkt. Der var kun det faktum, at Harald var nødt til at gå.
Et dæmpet suk undslap hende og hun lod øjnene falde i, selvom hun endnu ikke havde løftet hovedet. Til sidst gjorde hun det dog og trak sig et lille stykke væk, så hun kunne se på ham. Hånden, der stadig hvilede i hans nakke, klemte sig lidt sammen. "Bare fokuser på at komme sikkert tilbage. Det er, hvad jeg ønsker."
Haralds øjne hvilede i hendes som hun trak sig væk og han smilede en anelse over hendes ord. "Det gør jeg." Sagde han og nikkede en enkelt gang. Hun var ikke den eneste der gerne så at han kom helskindet hjem. Han var ikke helt klar til på at blive såret. "Vi ses i morgen." Sagde han og løftede hendes hånd op til sine læber og kyssede den.
For første gang smilede Sirrah den mindste smule og hun nikkede ganske let i lydløs bekræftelse. "I morgen," lød løftet, mens hun allerede nu var klar over, at det ville have været meget bedre, hvis hun ikke havde vidst, hvad han var på vej ud for.
Hendes fingre klemte sig lidt sammen om hans hånd, før hun tog en indånding og slap dem. Hun tvang sig selv til at tage et skridt tilbage. "Så vil jeg tage afsted..."
