|
|
Post by Pomona Ollivander on May 28, 2016 21:23:01 GMT
Denne dag vidste Pomona med sikkerhed tre ting. 1. Pomonas queeditchhold havde tabt. 2. Professor Shafiq stank stadig. 3. Hendes ankel var forstuvet. Nr. 2 var evindeligt fordi hun stadig bar nag over eftersidningen og den ydmygelse det havde båret med sig. Ikke fordi han fysisk stank. Faktisk duftede han ganske rart. Ikke at det havde noget med sagen at gøre. Nr. 1 hang sammen med nr. 3 og var to punkter hun evindeligt ønskede hun kunne slette fra sin hukommelse. Som om tabet af kampen ikke havde været nederlag nok, så havde hun vredet om på sin ankel få sekunder før sejren var gået til modstandernes hold, ikke i et forsøg på at redde en smasher, men fordi hun var gledet i den mudrede jord. Hvilket bragte hende til områderne bag Hogwarts, hvor hun haltende og i dyb smerte var i færd med at bevæge sig en stor omvej hen til hospitalsfløjen, så hun ikke risikerede at støde på nogen holdkammerater - eller modstandere - på vej derhen. |
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on May 30, 2016 16:15:27 GMT
Iseabail plejede da at være til Queerditchkampene. Ikke fordi, at hun var vanvittigt investeret, men det var nemt nok at blive stemplet som en dødbider i forvejen og hun havde ikke brug for at opfordre yderligere til det. Lige denne havde hun dog simpelthen ikke kunne få sig selv til at deltage i. Ikke med U.G.L’erne hængende så tæt over hovedet og med den sjældne frihed det var, at have hele udendørsområdet for sig selv.
Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde haft så meget fred og ro til at læse. Særligt ikke væk fra biblioteket, der altid var så indelukket og ikke hjalp hendes fokus nær så godt som den kølige luft. Det var af samme grund først med en smule ærgerelse, at hun fik øje på en af spillerne ud af øjenkrogen - noget der måtte betyde, at kampen var slut.
Øjeblikket efter genkendte hun Hufflepuffs holdkaptajn og rynkede lidt på øjebrynene over den anstrengte måde, hun humpede afsted på. Det grønne blik gled en enkelt gang ned mod den åbne bog, før hun med et dæmpet suk pakkede den sammen, stak den tilbage i tasken og kom på benene
“Pomona?” kaldte hun, som hun krydsede afstanden. “Er du kommet til skade?"
|
|
