Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Dymphna havde været hjemme i lang tid nu, men hun havde primært holdt sig på sit værelse og kun kommet ud når hun skulle spise middag med sin familie. Nogle gange havde hun endda spist i sin seng, til stor irritation for tjenestepigen da hun spildte rødbedesuppe på lagnet. Hun havde dog ikke helt kunne magte at være tilbage på godset, som hun hele tiden havde troet hun aldrig skulle tilbage til og hun var stadig ikke helt sikker på om hendes familie havde tilgivet hende. Egentlig var hun ret sikker, hendes mor talte sjældent til hende og Brayan havde hun undgået at komme på tomandshold med. Hun skammede sig over hvor dum hun havde været og kunne ikke holde ud at se dem i øjnene.
Alligevel havde hun taget sig sammen, da solen en dag skinnede fra en klar himmel og havde gået en tur. Hun havde sørget for at vælge den hvor hun var sikker på at støde på så få mennesker som muligt, hun var sikker på at sladderen havde gået sine runder, tjenestepigerne havde set meget underligt på hende da hun var kommet hjem. Heldigvis var hun stadig så tidlig i sin graviditet at det kun kunne ses hvis man vidste det. Nu stod hun dog uden for Brayans værelse med en buket friske blomster i sine hænder, som var alt hvad hun kunne præstere som en forsogningsgave. Forsigtig bankede hun på, mens hendes hjerte nervøst bankede hurtigere.
Post by Brayan Muldoon on May 30, 2016 16:17:03 GMT
Brayan sad på sit værelse og gennemgik nogle af de rapporter, der var kommet ind fra landsbyerne og noterede sig, hvilke han ville være nødt til selv at ride ud for at tage sig af. Da det bankede på døren, var han ikke ligefrem begejstret over at blive forstyrret. Dymphna havde dårligt vist sig i ugevis, Keitha var på Hogwarts og han tvivlede stærkt på, at hans mor ville forstyrre ham, mens hun udmærket var klar over, at han arbejdede.
Det efterlod én mulighed og han var allerede irriteret, før han kaldte et hørligt “kom ind” og modstræbende så op. Da det dog ikke var hans far, der trådte ind, hævede øjenbrynene sig lidt og hånden med fjerpennen sænkede sig. “Dymphna?"
Post by Dymphna M. Burnett on May 30, 2016 19:27:09 GMT
Dymphna så helt forskrækket ud da hun kom ind og opdagede at han arbejdede og hendes instinktive reaktion var at træde et skridt bagud. Hun følte sig en smule dum over at have forstyrret ham, hun burde have tænkt sig om, at der rent faktisk var nogen mennesker der lavede noget i løbet af deres dage - til forskel fra hende. Alligevel tog hun sig sammen og forsøgte at smile til ham, mens hun gik hen til hans bord og rakte ham de nyudsprugne blomster. "Jeg plukkede en lille buket til dig." Sagde hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt og hun så et øjeblik ned, inden hun turde møde hans blik. "Jeg vil godt sige tak for at du lod mig komme hjem." Hviskede hun og så ham i øjnene, stadig en smule frygtsom, men dog med et lille svagt smil på sine læber. Det var sandt at faderen havde det meste at skulle have sagt, men det betød meget for hende at broren lod til at have accepteret hendes tilstedeværelse.
Post by Brayan Muldoon on May 31, 2016 20:48:07 GMT
Der var tidspunkter, hvor Brayan ville have været frygteligt irriteret over at være blevet afbrudt, men det faktum, at han havde forventet sin far, skånede umiddelbart Dymphna helt for irritationen. Han var da også tilpas overrasket over at se hende, at han ikke skænkede det mange tanker.
I stedet faldt blikket til blomsterne og næsten uden han ville det, trak det en lille smule op i hans ene mundvig. “Kønne,” konstaterede han, som han tog imod blomsterne - væsentlig mere mild, end han havde været i lang tid. Med et enkelt slag med tryllestaven dukkede et metalbæger op. Endnu et fulgte det halvt med vand og han satte blomsterne på plads i dem, før han sagde mere.
Blikket rettede sig tilbage mod lillesøsteren. Han havde altid været overbeskyttende omkring hende og det var intet under, at han var blevet rasende, da hun havde trodset alt, han nogensinde havde prøvet at gøre for hende. Nu var situationen en anden og han lænede sig langsomt tilbage. “Jeg er glad for, at du gjorde. Du hørte ikke til der."
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 1, 2016 9:25:32 GMT
Dymphna betragtede stilfærdigt hans arbejde med blomsterne, hans lette tilgang til magi overraskede hende ikke, han havde altid været en dygtig magiker. Hun satte dog pris på at han ikke bare lagde dem fra sig på bordet. "Nej" Hviskede hun og nikkede langsomt. Han havde jo ret, det havde han haft hele tiden. "Men hvor hører jeg så til.. ingen andre vil have mig. Jeg er gravid og plettet. Hvem vil vælge sådan en kvinde?" Spurgte hun og mødte hans blik med fortvivlede og blanke øjne. Hendes forhold til broren havde ændret sig meget nu, hun havde fundet ud af hvor farlig verden var og han var nu hendes eneste tryghed, eneste støttepæl hun kunne læne sig op af. Hans ord var den eneste sandhed nu, hvadend han forlangte var det hun ville gøre.
Post by Brayan Muldoon on Jun 2, 2016 20:17:43 GMT
Det næsten milde udtryk falmede til fordel for alvor og han rettede sig en anelse op i stolen, mens han mødte det fortvivlede blik, som han ikke burde have meget til overs for, men som alligevel trængte igennem til ham.
“Er der nogen der ved, at du venter barn?” spurgte han, overdrevet kontrolleret, men også med en tålmodighed, der ellers ikke altid kendetegnede ham.
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 3, 2016 15:16:01 GMT
Dymphna rynkede sine øjenbryn og rystede på hovedet, der var kun hendes gode ven Devyn, men han ville aldrig sladre. Det var hun sikker på og der var ingen grund til at det skulle ændre sig i fremtiden. Han var en af de eneste mennesker hun stolede på. "Det er kun Tristan jeg har fortalt det, jeg ville være sikker på at jeg ikke mistede det før jeg sagde det til flere." Sagde hun og så tøvende på ham. Hun overvejede stilfærdigt hvad han havde i tankerne, tidligere ville hun have været tilbøjlig til at tage en mere aktiv rolle i diskussionen men hun stod i al for meget gæld til storebroren nu til at gøre andet end at lade ham bestemme det.
Post by Brayan Muldoon on Jun 4, 2016 21:01:40 GMT
Brayan åndede lidt ud. Det var et held. Han nikkede ganske let og så tænktsomt frem for sig, uden at alvoren på noget tidspunkt forlod hans ansigt.
"Det er godt," konstaterede han og kløede sig let på den glatragede hage, før han lænede sig frem på armene. "Vi kan sige, at ægteskabet aldrig blev fuldbyrdet. Med vores families stand langt over hans, burde kun ganske få sætte sig imod. Men det betyder også, at du ikke kan blive her."
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 5, 2016 19:05:17 GMT
Dymphnas øjne var opmærksomme og det var sjældent sket at hun var så ivrig efter at følge hendes brors ord. Til at starte med lød det nogenlunde optimistisk, men da han nåede slutningen var hendes hjerte tungere end det havde været øjeblikket inden. "Jeg ikke kan blive.. her?" Gentog hun spørgende og så mere anspændt ud da hun forsøgte at skjule sin fortvivlelse. "Men hvor skal jeg så tage hen?" Spurgte hun og bed hårdt ned i sin læbe for at hun ikke kom til at græde. Hun kunne ikke overskue at forlade sin bror igen.
Post by Brayan Muldoon on Jun 5, 2016 22:23:33 GMT
Brayan havde været overbærende. Også mere end hvad var rimeligt, hvis sandt skulle siges. Alt havde dog sin grænse og selvom han kunne se sin søsters fortvivlelse, så kunne han og ville han ikke bøje sig for den.
"Nej. Her kommer gæster, der kunne se dig. Vi finder en hytte et mere øde sted," konstaterede han, før han smilede ganske svagt. "Jeg vil naturligvis besøge dig."
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 6, 2016 14:51:07 GMT
Den tidligere Ravenclaw elev havde ingen problemer med at se logikken i hans forslag, men hun blev stadig en smule trist til mode over at skulle forlade sit hjem. Hans sidste ord fik dog smilet frem på hendes læber og hun løftede optimistisk sine øjenbryn. "Hvis du gør det, så skal jeg nok klare det." Sagde hun og glattede unødvendigt sit skørt, inden hun mødte hans blik. "Kender du et godt sted? Og jeg skal vel ikke være der helt alene?" Spurgte hun og rynkede sine øjenbryn let. Det var aldrig en god ide at være midt ude i ingenting for en enlig kvinde.
Post by Brayan Muldoon on Jun 6, 2016 18:47:26 GMT
Brayan nikkede blot let til hendes ord. Det var ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt hun ville kunne klare det, som det var et faktum, at der ikke var andre muligheder. "Du får naturligvis en kammerpige med og et par mænd som sikkerhed," konstaterede han, på trods af at det endnu ikke var ham, der havde den fulde kontrol over godsets folk. Til gengæld kunne et par forglemmelsesbesværgelser nemt sikre, at Dymphnas ledsagere ikke kom til at tale over sig.
Hans bryn trak sig lidt sammen og han så fortsat op på sin lillesøster med alvor i blikket. "Du forstår naturligvis, at det også betyder, at du ikke kan beholde det."
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 6, 2016 19:04:38 GMT
Tanken havde ligget i hendes underbevidsthed længe, men den havde været låst væk, langt væk hvor hun ikke behøvede at tage stilling til det. Nu da han sagde det var det dog som om hun mistede pusten, hun var allerede begyndt at føle en forbindelse til det lille liv der spirede i maven og tanken om at give slip på det var hård. "Ja." Nøjedes hun med at sige med en spinkel stemme og nikkede langsomt. Hun vidste der ikke var andet at gøre, hvis ikke hun ville bruge resten af sit liv på at leve af sin families gavmildhed. "Undskyld, jeg er uhøflig, jeg har slet ikke spurgt hvordan du har det?" Sagde hun og mødte hans blik med et lille forsigtig smil.
Post by Brayan Muldoon on Jun 6, 2016 19:30:00 GMT
Brayan havde ingen anelse om, hvad det ville sige at bære på et barn eller hvilke følelser, der måtte være i forbindelse med det. Han kunne dog forestille sig, at der måtte være nogen. Han havde trods alt oplevet mødre før og deres tendens til kun at tale om børn, havde pænt afholdt ham fra at finde sengepartnere i den kategori.
"Sid ned," sagde han, ikke helt en ordre, selvom ordene var udformet som en. Blikket slap ikke lillesøsteren. "Det går udmærket. Jeg er glad for at have dig hjemme," konstaterede han, ikke nær så dybfølt, som ordene ellers var. Han var ikke færdig. "Du må afsted så snart som muligt. Engang i løbet af de næste par dage."
Post by Dymphna M. Burnett on Jun 6, 2016 19:38:52 GMT
Dymphna satte sig ned da hun blev bedt om det og var egentlig glad for at kunne hvile sine fødder, selvom hun brugte det meste af sine dage i sengen. Hun smilede varmt til broren da han fortalte hvordan det gik, han havde aldrig været særlig åben, ikke når det angik sig selv. Hun huskede flygtigt tilbage på den dag på de tre koste, hvor hun havde følt sig så tæt på ham for den første gang i lang tid. "Det forstår jeg, jeg pakker en kuffert og fortæller det til min kammerpige." Sagde hun og så undersøgende på ham. Han var i den grad begyndt at ligne en mand der kunne overtage Muldoons gods på et tidspunkt.