Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
I hæren havde Bowman klaret sig selv - mere eller mindre. Lært, at lave mad over et bål, når der ikke var noget bål, når der ikke var noget at spise andet end mos... Køkkenet med bålstedet og bordet til, at tilberede mad på var den rene fråds. Han forstod, at sætte fuld pris på det og fortabte sig lidt i den simple proces.
Da Benevolence lo ved hans ord, trak han selv lidt på smilebåndet. Han bed sig lidt i underlæben. Det var helt underligt, at kunne tale om sin bror på den måde, men hendes konstatering fik ham til, at brummede enigt, før han nikkede lidt. "Måske," bekræftede han til sidst. "Ellers kommer han nok herop og undersøger. Og finder mig... Ikke i brønden."
Post by Benevolence Wright on Jun 2, 2016 18:41:25 GMT
Der var så meget at være taknemmelig for, selv Benevolence der vidste hvor godt de egentlig havde det, havde hele sit liv satte pris på det hun var blevet skænket, og mindede tit sig selv på at det kunne have endt været værre. Men det var nemt for en som mente hun havde alt, at glemme verden omkring hende. Nogen gange følte hun at gården var hele hendes verden.
Det gav hende en del varme at se at hun var i stand til at få et par smil frem hos sin svoger. Hun hældte æggemassen ned i panden, og mens den stod og passede sig selv, gik hun rundt i køkkenet og satte forskellige ting på plads, og ligeledes finde tallerkener og krus frem. "Vi kan da godt ændre på det? Det ville med sikkerhed give Blair det største smil" sagde hun og små lo ved tanken.
Bowmans bryn skød lidt op i panden, før et muntert fnys forlod ham og han rystede lidt på hovedet. "Det kan vi da godt," brummede han letsindigt. "Du kunne jo selv prøve..."
Blikket, der mødte hendes, som hans hænder var begravet i brøddejen, var mere underholdt end det var udfordrende. Han var ganske sikker på, at Benevolence ikke engang kunne løfte ham.
Post by Benevolence Wright on Jun 2, 2016 19:17:19 GMT
Benevolence kunne ikke lade være med at små grine lidt af hans ord, og rystede lidt på hovedet, selvom det var fristende var hun ikke sikker på hvor langt hun ville komme i et forsøg på at få Bowman ud til brønden, med mindre han frivilligt gik med hende. Hun satte det sidste krus fra sig inden hun gik tilbage til ildstedet for at løfte lidt i æggekagen med træpaletten.
"Jeg tror ikke det ender godt hvis jeg forsøger at bære dig derud" sagde hun og sendte ham et roligt smil. Tydeligt underholdt ved tanken. "Nej det ville være meget nemmere, hvis du frivilligt gik derud."
Bowmans blik ændrede sig ikke meget. Ikke mere end til noget, der var en anelse mere skeptisk end før. Han trak dog lidt på smilebåndet, før han rystede en anelse på hovedet.
Mere svar faldt der ikke umiddelbart efter ham. Han flyttede blikket tilbage til brøddejen og brummede lidt hen over den.
Post by Benevolence Wright on Jun 2, 2016 20:56:19 GMT
Det var ikke en idé der skulle føres ud i livet. Selvom det kunne have været morsomt, var det nok det smarteste at lade det ligge for nu. Tænk hvis de ikke kunne få ham op igen. Der er kun så meget magi kan gøre. Men de havde nok fundet på noget. Hun bøjede sig ned for at rode lidt i ilden og kunne konstatere at brødet, når det var klart godt kunne komme ind.
Benevolence skar i mellem tiden tomaterne i skiver, og hakkede løg og andet tyndt. "Det er egentligt utroligt hvor stille her bliver, når det bare er os gamle voksne" sagde hun og sukkede lidt. Hun kunne af og til godt savne det liv der var på gårdan da børnene var små.
Bowman skottede lidt til Benevolence, da hun brød tavsheden igen. Han trak en enkelt gang på skuldrene, før han rømmede sig lidt og fugtede læberne. Ordene forlod ham afdæmpet og først da han, helt tydeligt, havde tygget dem igennem.
"Jeg kan godt lide stilheden." Blikket var på brøddejen, men fingrene stivnet en stund. "I Frankrig... Der var der altid så meget larm."
Post by Benevolence Wright on Jun 4, 2016 9:49:18 GMT
Det var ikke konstant larme og lyde hun desideret savnet. Dyrene på gården kunne tage sig af den del. Det var mere grin og fjollede lege som børn ofte havde det med at bære med sig, som hun savnede lidt. Hun fandt sig selv alt for tit alene. For selvom Blair ikke var langt væk, havde de hver især deres at gøre. Men det gjorde ikke ensomheden mindre.
Benevolence vendte blikket mod ham da Bowman til sidst valgte at sige noget. I starten tænkte hun ikke yderlige over hans ord. Det var først da han endte med at færdiggøre sætningen helt, at det nogenlunde gik op for hende hvad han hentydet til. Hun forlod et kort øjeblik ildstedet og panden for at gå hen til ham. Roligt lagde sin en hånd på hans skulder. Hun forsøgte at fange hans blik, mere eller mindre for at forsikre sig selv om at han stadig var til stede, og også for at bekræfte ham, at han befandt sig på gården, og ikke i Frankrig. Ikke længere i krig. Hun havde dog ingen trøstende ord at give ham.
Bowman stivnede lidt under svigerindens hånd. Han flyttede sig ikke ud af stedet, men stirrede ned på dejen og sine egne hænder. Hendes ordløse omsorg, hvad den end betød for hende, fik hans mellemgulv til, at trække sig lidt sammen. Han klarede halsen, før han rykkede lidt akavet på skulderen under hendes hånd.
"Kender du familien, der ejer De Tre Koste?"
Emneskiftet var måske brat, men for ham var det nødvendigt. Han talte ikke meget om krigen - om noget, i virkeligheden - og det ændrede sig ikke lige sådan fra dag til dag.
Post by Benevolence Wright on Jun 4, 2016 18:25:17 GMT
Benevolence trykkede blidt sine fingre mod hans skulder, men lod den ikke yderlige hvile. Hun trak vejret dybt ind og gav ham den tid han havde brug for. Hun var sikker på at de oplevelser han havde haft hele tiden rumsterede rundt inde i hovedet på ham, og at det måtte være en kamp for ham ikke at miste sig selv.
Hun nikkede roligt som han stilte sit spørgsmål. "Joh, de er gode bekendte" sagde hun og kiggede lidt på ham. Hun havde intet imod at han skiftede emne. Men hun håbede alligevel at han vidste at hun ville være der for ham, skulle han få brug for nogen at tale med.
Bowmans bryn røg en anelse op ved svaret, før han klarede halsen lidt og trak på skuldrene, imens han forsøgte ikke, at lade skyldfølelsen gå sig alt for meget på. Den hang tungt i luften i øjeblikke som disse. Han havde boet på kroen i mere end en måned, imens han undgik sin familie. De vidste det naturligvis nu - men det ændrede ikke på, at det havde været en kujonagtig handling.
"De har ansat en kropige," bemærkede han konverserende; et ord, der passede så dårligt på Bowman normalt, at det stak lidt ud. "Nan. Kender du hende?"
Post by Benevolence Wright on Jun 4, 2016 20:11:34 GMT
Benevolence var ikke en der bar nag. Jo hun havde i starten været en smule utilfreds over hele måden at Bowman ikke havde valgt at opsøge dem. Men nu da han havde gjort det, var hun bare glad for at se ham i live, og nogenlunde velfungerende.
Hendes lyse bryn skød en smule i vejret. Hun kom ikke så tit på kroen at hun vidste hvem de ansatte af nye mennesker. Hun kendte til Yvette, Benedict og deres piger, men ellers ikke. Hun skævede til sin svoger. "Det kan jeg ikke sige at jeg gør" sagde hun og sendte ham et lille smil. "Men det gør du, lyder det til" sagde hun og vendte tilbage til æggekagen for en stund. Brødet skulle nok snart ind.
Dejen var efterhånden æltet, men Bowmans tanker var optagede andetsteds og han fortsatte arbejdet uden meget tanke for det. Blikket var en smule fjernt, før han så kort over på Benevolence og mundvigene sitrede en anelse. Han rømmede sig lidt og trak svagt på skuldrene.
Svaret var åbenlyst. Han kendte hende. Måske kendte han hende bedre end han burde, deres få møder taget i betragtning. Til gengæld havde han ikke set hende siden Beltane. Tænderne skrabede underlæben kort, før han sparkede sig selv lidt mentalt.
"Hvordan fortæller man en kvinde, at man gerne vil være... Venner?" Ordene faldt en anelse anstrengt. Han havde en kvindelig ven - Beth - men de havde været så unge. Nu var det som om enhver interesse blev opfattet som noget andet og mere.
Post by Benevolence Wright on Jun 4, 2016 21:59:00 GMT
Benevolence endte med at gå mod Bowman for at tage over dejen. Det var hende tydeligt at han ikke kom nogen vegne med det lige nu. Det betød dog ikke at han ikke havde gjort det godt. "Det ser rigtig fint ud" fik også sagt og sendte ham et roligt smil. Hun færdiggjorde de sidste trin, og fik brødet formet og krydret med lidt salt inden hun fik placeret det over ildstedet. Så varede det i hvert fald ikke længe før de endelig kunne sætte sig. Hun betragtede sin svoger lidt ud af øjenkrogen og endte med at gå hen og hælde noget øl op til dem. Kruset blev placeret på bordet. Han behøvede jo ikke at drikke hvis han ikke var helt så tørstig.
"Normalt er det ikke noget man sådan rigtigt behøver at spørge om. Hvis man taler godt sammen, og nyder hinandens selskab, så plejer man at bruge ordet venner om hinandens forhold" sagde hun og overvejede hvad hun ellers kunne sige. "Dog hvis den anden part giver småtegn til at hun eller han gerne vil mere, er det dog vigtigt at man pointere at man blot ser dem som en ven" sagde hun og rettede blikket mod Bowman. "Jeg kan regne ud at hende Nan er din ven?" hun sendte ham et roligt smil.
Bowman fulgte undrende sin svigerinde med blikket, men sagde ikke mere. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Måske havde det været et spørgsmål. Igennem stilheden var han tæt på, at undskylde sig og gå sin vej. Inden han nåede så langt, dumpede der et krus øl ned foran ham og han skævede spørgende op, før et ganske reelt fnys røg ud af ham.
"Jeg er ikke et barn," pointerede han, en anelse tørt. Ni år yngre end Benevolence, måske, men ikke idiot nok til ikke, at vide hvordan venskab fungerede.
"Kvinder er anderledes end mænd." Blikket flakkede lidt og brynene trak sig sammen. "Venskaber på tværs er sjældne..."