Ikke mere dansen om den varme grød

Den sidste måneds tid havde været hektisk, mildest talt. Den eksamensforberedende professor havde nok at se til i sit arbejde, og dertil kom det faktum at han var nygift, og hele tiden længtes hjem. Selv nu, hvor Amal kom direkte fra Hogsmeade og mentalt stadig kunne føle Kalliopes farvelkys på sine læber, så han allerede frem til at han igen kunne vende tilbage dertil.

Til trods for manglen på nattesøvn og et hoved fuld af tanker, der strømmede i både øst og vest, sad der i hans mundvig antydningen af et veltilfreds smil idet han trådte ind i indgangshallen. Han elskede sit job, og han elskede sin hustru, og det lod til at ingenting ville kunne få hans gode humør til at vakle, træthed til trods. Da de blå øjne ved en tilfældighed landede på Willow, tøvede han dog for et enkelt skridt. Et høflig smil blev sendt hendes vej, men han gjorde ingen antræk til at stoppe op. Det var ikke gået forbi ham, at Slytherin eleven, hans svigerinde, ikke virkede vitterligt begejstret for ham. Målrettet skridtede han mod hallen og mod morgenmaden.

Med høflig tålmodighed stoppede Amal op og gengældte med forbeholden nysgerrighed hendes blik. Allerede ved hendes første ord, hævede han øjenbrynene; først overrasket, og dernæst svagt underholdt af den unge piges fyrighed. Han kunne ikke forhindre et tvivlrådigt smil i at brede sig på læberne, før han bed det i sig igen, og antog et mere sobert ansigtsudtryk. ”Jeg lover dig, at jeg har rent mel i posen, Willow,” forsikrede han hende først, roligt og med et direkte blik.

Han skævede sig flygtigt omkring, før øjnene vendte tilbage til den lavere elev, der til trods for den fremskudte hage unægtelig virkede til at være halvt så høj som Amal. ”Jeg forstår, at du bekymrer dig for Kalliope, men der er ingen skjult dagsorden her.” Han tøvede svagt, en anelse overrasket over anklagen, til trods for at han ikke havde været blind for de stirrende blikke hun havde sendt ham siden det blev offentlig viden, at ham og Kalliope var blevet forlovede.

Med hænderne foldet diplomatisk bag sin ryg, skød han let et enkelt bryn i vejret på spørgende vis. ”Må jeg spørge, hvad der får dig til at tro, at nogen er blevet ført bag lyset?”

Med tålmodig opmærksomhed lyttede han til Willow, og efterhånden forvandlede hans munterhed sig til svagt undrende bekymring. Én ting var at Natas Shacklebolt modvilje, hvilket måske ville kræve lidt tid og arbejde, men som Amal trods alt til dels forstod og accepterede, men en anden ting var en lillesøster, der følte sig forrådt. Anklagen faldt, og uvilkårligt sukkede han dæmpet, og skævede kort omkring igen. Dette var ikke en samtale han var komfortabel med at have her, hvor enhver af hans kollegaer eller elever kunne komme til at overhøre noget.

I første omgang stirrede han blot på hende i få sekunder, før han rystede svagt på hovedet, som for at ryste sig selv i gang igen. ”Willow, jeg..” Han tøvede og trådte et umærkeligt lille skridt tættere, før han fortsatte. ”Jeg elsker hende, og andet er der ikke at bevise.” Hjertet bankede nervøst i hans bryst over at ytre disse ord højt for andre end Kalliope, men han slap hende ikke med blikket, opsat på at vinde den lille Shacklebolts tillid.

Bag sin ryg gned Amal svagt hænderne mod hinanden under den korte stilhed, der fulgte hans ord. Han var på nippet til at åbne munden igen og udfylde den korte tavshed med et par affejende ord, før Willow kom ham i forkøbet, og han formåede blot at stirre på hende for et par lange sekunder. Uvilkårligt rettede han sig op en smule højere da hun trådte endnu et skridt frem, men var karakteristisk tilbageholdende med sine ord. Det unge pigebarn stod ham så nært, at han kortvarigt overvejede sandsynligheden for om hun ville prikke ham truende i brystet; hvis hendes lave skikkelse da kunne nå så højt op.

Hun havde allerede for længst overskridt grænsen for hvad passende var, og nærmede sig hastigt grænsen for hvad Amal ville acceptere at stå model til. Det kom dog ikke så vidt, da Willow sekundet efter trådte til siden og ud af hans bane. I stedet for at gå med det samme, blev han dog stående, og sendte hende et vurderende blik. ”Det her er unødvendigt, miss Shacklebolt. I sidste ende vil vi begge to Kalliope det bedste, og jeg vil være her lige så længe som hun ønsker det, og lidt til. Jeg håber på, at vi kan mødes på midten.” En kort pause indfandt sig. ”For hendes skyld.” Med disse ord gjorde han et endeligt nik.